Begrænsning eller ophør af samvær
Samværet skal fastlægges efter det konkrete barns konkrete behov. Desværre er der børn, for hvem det ikke er bedst at have normal samvær eller samvær overhovedet. Statsforvaltningen kan begrænse eller ophæve samvær, hvis det vil være bedst for barnet.
I dette kapitel vil jeg prøve at gå lidt i dybden med de problemstillinger, som kan betyde, at et samvær skal begrænses eller ophøre. Loven er meget kortfattet også om det emne. Der står blot i forældreansvarslovens § 21, stk. 3, at Statsforvaltningen kan afslå at fastsætte samvær, og at en aftale eller afgørelse om samvær kan ændres eller ophæves. Endvidere fremgår det af § 21, stk. 1, at samvær skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold. § 4 siger jo, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Det er til gengæld også, hvad der står i selve loven om emnet.
I et historisk perspektiv blev Landsforeningen Børn og Samvær stiftet tilbage i år 2000 med baggrund i, at retsstillingen havde udviklet sig i en retning, hvor der skulle være samvær for enhver pris næsten uanset, hvilke forhold barnet var udsat for under samværet.
Det er stadig den absolutte hovedregel, at der skal være samvær. Tilgangen til emnet er, at barnet har behov for at kende sine rødder i form af den biologiske baggrund.
Herfra bliver det virkelig svært. Vi siger, at samvær er godt – men ikke for enhver pris.
De fleste kan sagtens blive enige om, at der ikke skal være samvær med en forælder, som er voldelig over for barnet. Det samme gælder en forælder, som har krænket barnet seksuelt. En forælder, der udsætter barnet for massiv psykisk vold, skal nok heller ikke have samvær med barnet. En egentlig narkoman eller alkoholiker står heller ikke højt på hitlisten over forældre, som bare uden videre bør have samvær.
Hvis man kikker på Statsforvaltningens hjemmeside, er der heller ikke meget hjælp at hente. De skriver kun dette som eksempler på, at samværet kan afslås eller ophæves:
- Lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen.
- Ustabilitet hos samværsforælderen.
- Samarbejdschikane.
- Tilfælde hvor samværsforælderen har været voldelig.
- Barnets ønsker.
Man kan i samværsvejledningens punkt 14 læse lidt mere om især behandlingen af de sager, hvor det kan komme på tale at ophæve samværet eller afslå samvær.
Det vanskelige er at bevise eller sandsynliggøre de grunde, som skal gøre, at samværet skal stoppes eller indskrænkes. Vi har at gøre med ting, der typisk foregår i det lukkede, private rum. Påstand står over for påstand. Små børn kan måske ikke engang sætte ord på de krænkelser, som de oplever sig udsat for.
Hvad skal Statsforvaltningen tro på?
Når jeg som formand for Landsforeningen Børn og Samvær taler om emnet, er det mit klokkefaste udgangspunkt, at enhver rimelig tvivl selvfølgelig skal komme en person, der bliver beskyldt for noget, til gode. Vi skal i et retssamfund ikke gå rundt og dømme folk til fængsel, med mindre der er faste beviser. Derfor vil mange af de mulige forbrydelser, der begås mod børn, ikke blive retsforfulgt eller føre til domfældelse.
Enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Da barnet er den svageste af alle, er det vores udgangspunkt, at den rimelige tvivl bør føre til, at der ikke gennemføres samvær.
Men aldrig så snart, jeg har sagt sådan, må jeg desværre erkende, at jeg gennem årene har set sager, hvor jeg ikke selv har været så meget i tvivl om, at beskyldningerne er grundløse.
Hvordan skal man afgrænse disse sager?
Hvis der er tale om falske beskyldninger, foreligger der samværschikane. Skal konsekvensen så være, at bopælen flyttes til den anden?
Jeg kan garantere dig for, at det i det praktiske liv er rigtig svært at håndtere disse sager.
Hverken jeg eller andre synes at have fundet de vises sten.
Det er min erfaring, at Statsforvaltningen for ofte ser bort fra de bekymringer, som bopælsforælderen kommer frem med. I vejledningen lægger man vægt på, at det i de tunge sager er vigtigt at finde ud af, hvordan barnets perspektiv bedst belyses.
Efter min opfattelse må man være meget konsekvente over for den forælder, der beskyldes for noget.
Påstande om psykisk ustabilitet eller direkte psykisk sygdom bliver ofte fulgt op af en påstand om, at den pågældende forælder har været underkastet behandling eller indlagt. I de situationer må det være et ufravigeligt krav, at der indhentes udtalelser via det lægelige system. Hvis en påstand om tidligere behandling eller indlæggelse er falsk, må det vurderes, om man af anden vej kan finde ud af, om der er noget om det. Er påstanden falsk, kan man måske fundere over, om påstanden er bevidst falsk og dermed udtryk for samværschikane.
Man lægger vedrørende seksuelle krænkelser og vold vægt på, om forholdet har været politianmeldt. Det er jeg personligt kritisk over for af principielle grunde. Som nævnt er det ganske ofte svært at få en person dømt på grund af bevisets stilling. En anmeldelse vil være selvstændigt konfliktoptrappende, og et overgreb behøver ikke nødvendigvis være pådømt, for at man kan vurdere, om et barn vil have bedst af ikke at være i samvær. Et barn eller den anden forælder har vel ikke en selvstændig interesse i, at den anden forælder udsættes for straf, og et overgreb behøver ikke nødvendigvis være strafbart, for at samværet bør afskæres.
Alle ved, at en alkoholiker benægter sin alkoholisme. Hvornår er en forælder uegnet på grund af alkohol? Kan en forælder ikke tage sig af barnet, når han har drukket et glas rødvin? 2 glas? 3 glas? Hvor går grænsen?
Grænsen for næsten alt går der, hvor barnet bliver utryg.
Eksempler.
Der findes ikke ret mange trykte afgørelser om ophør af samvær.
Mange bopælsforældre oplever med usvigelig sikkerhed, at de forsøges presset til at acceptere samvær på trods af deres bekymringer.
I det følgende vil jeg prøve at eksemplificere de sager, der fører til diskussion om ophævelse af samvær eller betydelig begrænsning heraf.
Kendesamvær.
Det første eksempel vedrører to børn på 7 og 10 år. Det ene barn P på 7 har en sygdom, der gør det nødvendigt at være rigtig meget indlagt.D op 10 ønsker kun at være sammen med far, hvis der er nogen til stede. F har utvivlsomt nogle psykiske problemer, ligesom han har optrådt aggressivt og ifølge mor voldeligt. M ønskede samværet stoppet helt. Statsforvaltningen beslutter, at der skal være overvåget kendesamvær. Det er en sag, hvor der efter min bedømmelse burde være sket ophævelse af samværet i sin helhed allerede i første omgang. Efterfølgende optræder F aggressivt i Statsforvaltningen, der beslutter at fastholde samværet på trods af det. Senere får F polititilhold mod at opsøge M og børnene. Selv efter det fastholder Statsforvaltningen det overvågede kendesamvær. De to første afgørelser kan læses via dette link..
Det er en sag som denne, der får nogle op i det røde felt i vrede over, at Statsforvaltningen ikke stopper sager, hvor man kan se, at konfliktniveauet måske endda kun oppisket af den ene part, er helt ude i hampen. Hvorfor skal børn dog presses til over et langt forløb at mødes med en vred, måske psykisk syg far?
Systemets tankegang i en sag som denne er vist, at kendesamværet skal være med til at afdæmonisere far, så børnene ikke danner skræmmebilleder i deres bevidsthed. Samtidig tænker man vist nok, at børnene kan profitere af at have en vis kontakt til far, som de kan få glæde af på sigt.
Det retoriske spørgsmål er selvfølgelig, hvem der har ret.
Jeg føler mig egentlig overbevist om, at denne sag i løbet af et års tid vil ende med totalt ophør af samvær.
Til den tid vil min konklusion være, at systemet så har været beskæftiget ganske længe med problemerne. Børnene har været pressede lige så længe i en periode, hvor de har haft brug for ro.
Med andre ord sidder vi her med et eksempel på en af de problemstillinger, hvor “samvær for enhver pris-tankegangen” er slået igennem.
Alkohol- og stofmisbrug.
Som allerede nævnt fylder den type problemer ret meget. En afgørelse om alkohol- og stoffrihedstest ved overvåget samvær viser, hvor svært det kan være at trænge igennem over for Statsforvaltningen med krav om en seriøs undersøgelse af, om bopælsforælderens bekymringer er relevante.
En anden afgørelse illustrerer blandingsproblemer, idet sagen vedrørte overvåget samvær på grund af fars misbrug og kriminalitet. Sagen stammer fra den periode, hvor domstolene både bestemte bopæl og samvær. Byretten syntes sagtens, at samværet kunne være uovervåget, hvilket landsretten ikke fandt fornuftigt. Landsretten var i øvrigt så forsigtig, at de skrev, at Statsforvaltningen efterfølgende skulle vurdere sagen efter et halvt år. Sagen illustrerer derfor igen, hvor grundlæggende svært det kan være at få samværet begrænset.
Alkoholsagerne er vanskelige af de grunde, jeg allerede har nævnt. Selv om det for mange kan virke som et voldsomt indgreb med totalt forbud mod at indtage alkohol under samværet, er det dog en løsning, som man af og til tyr til. Som eksempel denne, hvor et samvær blev nedsat og underlagt fortsat påbud om non-alkoho l under samværet.
I de mere oplagte sager med alkoholmisbrug kan det selvfølgelig også komme på tale at stille krav om antabusbehandling. Se et eksempel, hvor manglende medvirken hertil medførte ophævelse af samvær.
Vold.
Voldssagerne er heller ikke supernemme at håndtere for systemet. Hvornår foreligger der vold i et sådant omfang, at der ikke skal være samvær? Nogle vil stejle, når jeg overhovedet skriver “i et sådant omfang”. Ingen vold er jo acceptabel. Revselsesretten er afskaffet for mange år siden. Det var jo i bund og grund udtryk for legal vold udført af forældre mod børn.
Er det vold, hvis en forælder tager hårdt fat i armen på et barn, som vrider sig løs og er ved at bringe sig i en farlig situation på vej ud mod en stærkt befærdet vej? Forælderen reagerer hurtigt og forskrækket, griber fat i armen og skælder ud.
Et af mine yndlingseksempler fra det, som jeg kalder den virkelige verden, handler om en far, som er ved at klæde barnet på. Han har sat barnet på et spisebord. Barnet river sig løs og mener, at det ikke skal have overtøj på, bare fordi det skal med på juleindkøb i sne og frost. Far tager lidt bestemt fat i barnet, der stadig skaber sig. Herefter løfter far barnet lidt hårdt for at sætte det hårdt ned på bordet. Far overser så lampen over bordet, og barnet slår sig noget på lampen. Vold?
Fra et langt liv som forælder kan man genkalde sig utallige eksempler på situationer, hvor tilsvarende spørgsmål kan stilles. Et lige så langt liv som skilsmisseadvokat har beriget mig med eksempler, som man helt uproblematisk kan genkende som almindelige situationer i ethvert hjem. Kan du, kære læser, sige dig fuldstændig fri for at genkende sådanne situationer, vil jeg påstå, at du er løgnagtig. Alternativet er, at der er reserveret plads til dig på første parket i Himlen, eller hvor din tro nu fører dig hen hinsidan.
Sandheden er, at nogle af disse historier pludselig projekteres op som værende vold, når kærligheden mellem forældrene blegner.
Men vold er ikke acceptabelt. Man skal ikke bruge vold i opdragelsen. Vold er strafbart.
En voldelig forælder skal bestemt ikke have samvær med børnene, hvis samværet udsætter barnet for yderligere vold eller bare generel utryghed.
I en sag offentliggjort i TFA, blev en far nægtet samvær, da han var dømt for vold mod 2 ud af 3 børn. En afgørelse, som de fleste vist vil finde rimelig. I afgørelsen TFA 2010/396 blev samværet ophævet på baggrund af børnenes udtalelser om fars vold. Børnene var 6 og 10 år. Der var ikke gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningen havde således truffet afgørelse alene på baggrund af børnenes udsagn. En af moralerne er, at de børn, som kan – og tør – fortælle om deres oplevelser, således bliver beskyttede. Det er erfaringsmæssigt noget sværere for de børn, der ikke tør sige noget af frygt for repressalier. De børn er der nok desværre rigtig mange af.
Overgrebssagerne (seksuelle krænkelser).
Disse sager er afgjort særligt problematiske på rigtig mange måder. Det er et emne, vi har været optaget af siden foreningens stiftelse. Det allerstørste problem er selvfølgelig at finde ud af, om der har fundet krænkelser sted. Husk, at netop den type overtrædelser foregår imellem barnet og den voksne og typisk uden vidner.
Man skal også være bevidst om, at barnet ikke altid fortæller åbent om det. Det er derfor de små tegn, man skal være opmærksom på.
Husk, at det ikke er udtryk for objektiv uskyldighed, hvis politiet opgiver tiltale på grund af bevisets stilling. Her er det, at Statsforvaltningen skal være opmærksom.
Jeg starter med at give et eksempel på en afgørelse, som jeg knyttede en hel del kommentarer til, da jeg lagde afgørelsen op på hjemmesiden. Der fastsattes optrappende samvær vedr. 8-årig D, efter at sigtelse frafaldet mod F for seksuelle krænkelser af D. Der var gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Mine kommentarer til den afgørelse er ret centrale for hele problemstillingen.
En afgørelse, hvor der nægtes samvær til en far, der er idømt 8 års fængsel for sædelighedsforbrydelser mod andre end egne børn. 8 år er en meget lang fængselsstraf og indikerer alvorlige forhold.
En anden afgørelse nægter samvær eller telefonkontakt mellem far og barn, da far var dømt for sædelighedsforbrydelser, herunder for krænkelse af steddatter.
F fik Ikke overvåget samvær med 2 børn, efter at M havde anmeldt ham for sexuelle overgreb mod børnene, skønt politiet havde opgivet påtale. Det bemærkes, at der kun var tale om en midlertidig afgørelse, mens undersøgelser i sagen om samvær stod på.
En sag havde den problemstilling,at mormors mand var mistænkt for seksuel krænkelse af barn. Her fastsattes ikke stop af samvær men vilkår om, at pågældende ikke måtte være til stede under samværet.
Et sidste eksempel fra krænkelsessagerne er denne med midlertidig afgørelse om ikke-samvær til F, så længe straffesag om overgreb på Fs steddatter ikke var afgjort. Også her har vi en midlertidig afgørelse, hvoraf vi intet kan se om slutresultatet.
Samværsforælderen i fængsel.
Der er selvfølgelig rigtig mange sager, hvor en samværsforælder ønsker samvær med sine børn, selv om pågældende er i fængsel. Et par af de eksempler skal nævnes her.
Afslag på samvær med 1-årig og F idømt 14 års fængsel.
En far i fængsel havde i første omgang fået afslag på samvær. Det fremgik af sagen, at den 13-årige P ønskede at se faren. Sagen er et eksempel på, hvordan sagerne bør oplyses.
Det sidste eksempel i denne kategori er en sag, hvor F fik samvær med børnene, selv om han havde dræbt Ms kæreste.
Sager, hvor søskende behandles forskelligt – herunder flere “kuld børn”.
Jeg har efterhånden alt for mange gange været udsat for situationer, hvor Statsforvaltningen behandler børn forskelligt med den kedelige konsekvens, at større børn kan sige fra for sig selv, mens man tromler samvær igennem for mindre hel- eller halvsøskende. Personligt har jeg ikke oplevet sager, hvor det har været i orden set fra min stol.
Den første sag, jeg vil nævne beskrev en pige, der havde to ældre halvsøskende, som havde sagt meget tydeligt fra i forhold til faren. Sagen var helt vanvittig og er et eksempel på, at man ikke lyttede til de større søskende og bare tromlede derudaf. Se hele føljetonen, der starter med afgørelse fra 2012 og slutter i 2014 med stop af samvær med en i øvrigt ret søgt begrundelse. Læs også mine kommentarer undervejs som supplement til ordene her.
En tilsvarende sag vedrører to piger, hvor deres større søskende havde advaret mod samvær. Først fastsattes et samvær på 9 timer, som far så ikke ville modtage, hvorefter samværet blev stoppet.
Disse sager virker meget groteske på mig. Det turde være indlysende, at man skal lytte ekstra meget til, hvad store søskende fortæller. I begge de beskrevne familier, var de store søskende voksne (omkring 18 år).
Et eksempel på standset samvær, hvor der tidligere var standset samvær for en søskende.
Begrundelse – højt konfliktniveau.
Statsforvaltningen er meget tilbageholdende med at begrunde afslag på samvær i vold, herunder psykisk vold og seksuelle krænkelser. I ganske mange sager falder man tilbage på at begrunde et afslag på samvær med højt konfliktniveau. Det er sådan set meget forståeligt, når man tænker over det. Men for mange af sagernes parter kan den begrundelse virke frustrerende, fordi det opleves som manglende anerkendelse af de reelle problemer.
Det er desværre også karakteristisk for disse sager, at sagsbehandlingstiden har været ekstrem lang.
Samvær stoppet for P på næsten 8 år efter meget lang sagsbehandling og adskillige overvågede samvær. Formelt begrundet i det høje konfliktniveau.
Et andet eksempel på højt konfliktniveau som begrundelse er denne, hvor der fastsattes begrænset samvær p.g.a. højt konfliktniveau bl. a. om religion.
I en afgørelse blev samvær med 9-årig P2 med F indtil videre ophævet, og orienteringsretten frataget faren blandt andet under henvisning til det høje konfliktniveau men også med fremhævelse af, at P2 ikke ville se F.
For tiden ikke samvær med 10-årig også begrundet væsentligst med højt konfliktniveau. Den sag er endnu et eksempel på sager, der trækker ud i en uendelighed.
Andre omstændigheder.
En sag fra 2012 lægger vægt på, at samværet har været ustabilt fra samværsforælderen, og at børnene har haft svært ved farens op- og nedture, som blandt andet har drejet sig om narko og alkohol. Samværet blev stoppet.
En anden sag fra 2012 har omtrent samme omdrejningspunkt, hvor far vedvarende ikke har efterlevet samværet.
Sammenfattende om begrænsninger af samvær.
Det kan være rigtig svært at vurdere, hvordan en konkret sag vil falde ud, når man hører om sagens omstændigheder.
Mange omstændigheder spiller ind, som det er fremgået af de mange eksempler, jeg har fremdraget her.
Jeg har endda ikke nævnt det allerværste før nu. Meget afhænger af den ofte meget unge og uerfarne medarbejder i Statsforvaltningen, som tilfældigvis kommer på din sag. Politisk korrekthed spiller en meget stor rolle. Systemet vil tilsyneladende hellere gennemføre et samvær for meget end stoppe ved tvivl.
Sagen kan indbringes for Ankestyrelsen, men det er ikke min vurdering. at Ankestyrelsen seriøst går ind og vurderer det skøn, som medarbejderen i Statsforvaltningen har udøvet.
Du må aldrig forlade dig på, at sagen jo bare kan påklages, hvis du ikke får medhold. Det krudt, som du måtte have, skal affyres allerede i Statsforvaltningen. Har du brug for professionel hjælp, er det vigtigt, at du henter denne hjælp i starten af forløbet. På den måde minimerer du risikoen for, at der går noget galt i al fald som følge af din egen indsats i sagen.
Selv om det kan være svært at få minimeret et samvær, skal du efter min mening ikke holde dit tilbage fra at forsøge, hvis du virkelig mener, at samværet eller dets omfang ikke er godt for børnene.
Viggo Bækgaard
6. januar 2015
Viggo Bækgaard