Samvær med 9-årig P2 med F indtil videre ophævet, og orienteringsretten frataget F, Statsforvaltningen Sjællands afgørelse af 26. oktober 2010.
Sagen er beskrevet i forbindelse med en fogedkendelse af 5. oktober 2010, hvortil henvises.
Statsforvaltningens begrundelse indeholder bl.a. følgende:
”Vi har ved afgørelsen om at fastholde afgørelsen om orienteringsretten lagt vægt på det i afgørelsen angivne og på, at P1 og P2 ønsker, at du ikke deltager i aktiviteter på skolen.
Ved afgørelsen om indtil videre at ophæve dit samvær med P2 har vi lagt vægt på, at P2 til den børnesagkyndige har oplyst, at hun ikke ønsker at komme over til dig mere, at hun ikke ønsker andre former for kontakt, og at hun ikke ved, hvornår hun ønsker samvær igen.
Vi har endvidere lagt vægt på, at det meget spændingsfyldte konfliktforhold mellem dig og M og at dit og Ms manglende samarbejde i betydelig grad påvirker P2, så hun ikke længere trives ved samvær. P2 har ifølge den børnesagkyndige givet udtryk for egne meninger.
At du har fremsendt en videooptagelse med P2 og en udtalelse fra en psykolog, der har talt med P2, ændrer ikke forannævnte vurdering. At lade hende videooptage og tale med en fremmed psykolog kan alene anses for at gøre det endnu sværere for P2 at skulle befinde sig i et spændingsfelt mellem dig og M og for at være et overgreb på barnet.
Vi mener derfor, at det vil være bedst for P2, at dit samvær med hende indtil videre ophæves.”
Jeg bemærker, at beslutningen vedrørende orienteringsretten handlede om, at F ved afgørelse af 13. april 2010 var frataget retten til at få oplysninger om og deltage i sociale aktiviteter på børnenes skole.
I denne kommentar til afgørelsen vil jeg berige mine læsere med et af de dilemmaer, som man kan komme ud for som rådgiver i sager af denne type. Du skal læse afgørelsen sammenholdt med afgørelsen i fogedretten.
Jeg repræsenterede M i fogedsagen og i den absolut afsluttende fase i statsforvaltningen. Jeg kendte ikke M før et par dage forud for fogedretsmødet og blev mødt med en meget, meget lang historie om et meget vanskeligt samarbejde.
Det er også vigtigt at slå fast, at min andel af det endelige resultat er ret begrænset. Man kan sammenligne det lidt med den angriber på et fodboldhold, som lige når at opfange bolden, da målmanden taber et hårdt skud fra distancen, og som næsten ikke kan undgå at skubbe bolden i mål.
I mit første brev til statsforvaltningen primo oktober skrev jeg blandt andet, at jeg under samtalen med M har undret mig lidt over, at der i en så betændt sag, som jeg har indtryk af, der foreligger, ikke har været gennemført en egentlig børnesagkyndig undersøgelse herunder en vurdering af den adfærd, forældrene har i forhold til hinanden. To dage efter dette brev – men muligvis uden at have læst det, retter statsforvaltningen henvendelse til parterne med et forslag om, at der gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
Jeg har den grundholdning, at alle sager skal undersøges grundigt, så den er så godt oplyst som muligt. Det var derfor også min indstilling til M, at hun skulle acceptere en børnesagkyndig undersøgelse.
M var dybt ulykkelig over det forslag og over, at jeg så tydeligt tilkendegav, at jeg umiddelbart var enig i statsforvaltningens forslag. Jeg måtte jo give hende ret i, at konsekvensen ville være, at sagen trak yderligere ud i flere måneder, og at P2 måtte være forberedt på at skulle være i samvær i den periode også.
Det var et af de tungeste møder, som jeg længe har haft med en kunde. Jeg dikterede nemlig på det møde breve, hvor jeg accepterede det – og tilkendegav faktisk samtidig, at jeg ville udtræde af sagen, hvis ikke M var enig.
Hun og jeg aftalte dog, at vi hver især skulle sove på det, inden det dikterede blev sendt. Dagen efter talte jeg igen med M, som mindelig bad mig om at tale med en tredjeperson, som kendte M og sagen gennem lang tid – og som var en person af neutral karakter med nogen pondus.
På baggrund af Ms meget stærke reaktion på mødet og samtalen med tredjepersonen ændrede jeg holdning – men ikke uden skepsis.
Jeg skrev derfor til statsforvaltningen, at M ønskede, at der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag og altså uden en børnesagkyndig undersøgelse,
- idet en undersøgelse ikke kan forventes at bringe noget frem, der ikke allerede fremgår af sagen, og
- idet P2 ikke bør belastes yderligere af nye samtaler med nye voksne om noget, som hun allerede har talt om flere gange med flere forskellige.
Jeg indrømmer, at det var med rystende stemme, jeg dikterede det – og at jeg tog 2 tusinde forbehold over for M, fordi jeg var stærkt i tvivl om statsforvaltningens reaktion.
Denne del af historien viser, hvor svært det er at håndtere disse sager også som rådgiver. Der er mange, som kontakter mig – og sikkert også andre advokater med et speciale – for at høre, om deres egen advokat nu gør det rigtige. Sandheden er, at det er meget vanskeligt at vurdere, fordi de er så konkrete. På samme måde er det meget, meget svært at rådgive alene på baggrund af en telefonsamtale.
Det kan for eksempel sagtens blive opfattet som manglende samarbejdsvilje over for myndigheden, hvis man ikke medvirker loyalt til sagens oplysning. Nægter man at medvirke, kan det få såkaldt processuel skadevirkning. Så kan vi sige nok så meget, at statsforvaltningen alene skal tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Men mange gange kan det kun vurderes, hvis der undersøges ordentligt. Derfor vil jeg klokkeklart i mere end 90% af tilfældene insistere på en børnesagkyndig undersøgelse, hvis den foreslås af en myndighed. Og hvis jeg får fortalt, at en kollega har afvist det på sin klients vegne, vil jeg som det mindste undre mig.
Sagen illustrerer, at både en advokat og en statsforvaltningen kan ændre standpunkt.
Viggo Bækgaard