Ophævelse af samvær med 10-årig og 4-årig, TFA 2012/194 Familiestyrelsen
Familiestyrelsen begrunder bl. a. afgørelsen sådan:
Vi har forstået din klage sådan, at du har bedt om, at der fastsættes samvær mellem B1 og B2 og dig. Du har bl.a. nævnt, at B1 er blevet presset af moren til at sige, at hun ikke ønsker samvær med dig. Du har også nævnt, at moren siden maj 2010 har nægtet at udlevere børnene til samvær, og at det ikke er korrekt, at du har aflyst samvær flere gange. Du har også anført, at der er problemer i morens hjem, hvilket du har gjort kommunen opmærksom på. Du mener ikke, at sagen er blevet tilstrækkeligt oplyst forud for afgørelsen.
Vi ændrer ikke statsforvaltningens afgørelse.
…..
Det fremgår af sagen, at der ikke har været samvær siden maj 2010.
Du har under statsforvaltningens behandling af sagen bl.a. oplyst, at moren ikke har udleveret børnene til samvær. Om din livssituation har du oplyst, at du tidligere har haft perioder med forbrug af hash og alkohol, og at du har haft skiftende bopæle. Du har også oplyst, at du godt kan forstå, at B1 har følt sig svigtet, da dit liv har været meget svingende. Du har videre oplyst, at du er begyndt i aktivering, og at du vil modtage revalidering, hvis du viser, at du er stabil og arbejder med dig selv og dit liv. Om din nuværende bopælssituation har du oplyst, at du bor hos en kammerat, men at samværet kan foregå hos din kæreste. Du har oplyst, at der er et meget højt konfliktniveau mellem dig og moren. Du har endelig nævnt, at børnene er glade for samvær.
…..
Statsforvaltningen har under sagen indhentet en udtalelse fra […] Kommune, Børn og Unge, Børnefamiliecenter […] Af udtalelsen fremgår det bl.a.:
»B1 er i øjeblikket inde i en god udvikling, skolen beskriver at hun den seneste tid både socialt og fagligt rykker sig meget. Hun er blevet en gladere pige og en pige med mere selvtillid og tro på at hun kan følge med. […]
B2 beskrives som en sød og fræk dreng. Han trives i børnehaven og er ligesom B1 inde i en god udvikling. B2 leger godt med de andre børn og er god i voksenkontakten især når det er en til en kontakt.
Jeg er kun via samtaler med børnene og beskrivelser fra mor bekendt med børnenes samspil med deres far.
Børnene og moren beskriver, at børnene er glad for deres far. Dog har især B1 haft det svært med hans op og ned ture, som går udover hende, i aflyste samvær en time før hun skal af sted og hun beskriver, at hun føler hun ofte bliver tilsidesat for de mindre børn, og derfor ofte sidder for sig selv under samværene.
B1 og B2 har et meget tæt forhold til moren, dette mener jeg er fordi moren i mange perioder har haft børnene alene og for dem er den eneste stabile faktor de har. Samspillet med moren er for begge børn godt og kærligt. […]
Børnefamiliecenter […] er bekendt med at faren i perioder skulle have et stort alkohol forbrug, og at han i flere perioder slet ikke er i kontakt med børnene, hvilket har fyldt meget hos B1, da hun ikke forstår hvorfor far ikke ønsker hende. […]«
…..
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om, at samværet med B1 og B2 har været ustabilt, og at B1 har været meget påvirket heraf. Vi har også lagt vægt på, at både du og moren har oplyst, at I har et meget højt konfliktniveau, og at B1 også giver udtryk for dette under samtalen i statsforvaltningen. Vi har også – i lighed med statsforvaltningen – lagt vægt på B1’s udtalelser under samtalen i statsforvaltningen, herunder på den børnesagkyndiges vurdering og indtryk af B1s udtalelser. Vi har endelig – ligesom statsforvaltningen – lagt vægt på kommunens oplysninger om B1’s og B2’s p psitive trivsel og udvikling.
Vi er på denne baggrund enige med statsforvaltningen i, at det er bedst for B1 og B2, at der for tiden ikke er samvær.«
