Optrappende samvær vedr. 8-årig D, efter at sigtelse frafaldet mod F for seksuelle krænkelser af D. Der var børnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningens afgørelse af 2/9 2013, utrykt – påklaget af M.
Forældrene gik fra hinanden, da D var 1 år. Der var deleordning 7/7 fra maj 2007, hvor D var 1½ år. M ønskede i oktober 2007 ordningen ændret, men den fortsatte.
I januar 2013 suspenderedes samværet, da der var indgivet politianmeldelse mod F for seksuelle krænkelser. D blev videoafhørt hos politiet. Sigtelse blev frafaldet.
D har været – og er angiveligt fortsat – i behandling på Center for seksuelle krænkelser ved Rigshospitalet.
M bad Statsforvaltningen om at stoppe samværet. Statsforvaltningen gennemførte en børnesagkyndig undersøgelse.
Den påståede krænkelse havde baggrund i, at D pludseligt havde fortalt sin mor, ”hvordan han skulle tage sin fars tissemand, som gik op og ned. Han havde angiveligt skullet stoppe, da far sagde stop. For nylig havde D sagt til sin mor, at han glædede sig til, at han skulle møde sin far næste gang, for så fik han Lego ”som den gang”.”
Statsforvaltningens begrundelse (der jo altid er i brevform stilet til parten, her F):
”Vi har lagt vægt på den børnesagkyndige undersøgelse, hvoraf bl. a. fremgår, at det vurderes rigtigt, at D bevarer kontakten med dig (F), men at også at denne kontakt sættes i en kontekst, hvor både D og I får hjælp og støtte til at bearbejde og reetablere nogle bæredygtige relationer og et fornuftigt samarbejde omkring D. Vi har lagt vægt på, at D har brug for ro til at færdiggøre forløbet på Rigshospitalet.
Ved at opstarte samværet som overvåget i Statsforvaltningen har vi lagt vægt på, at det er vigtigt for D at holde kontakten med dig uden for lang pause i en periode, mens kommunen etablerer støtten til samværet samarbejdt med f. eks. ”x-intstitution”. Vi har derfor fastsat 3 overvågede samvær i Statsforvaltningen.
Vi finder det derefter bedst for D, at kommunen er behjælpelig med at etablere støtten til samværet og hjælpe Jer til at bearbejde og reetablere et fornuftigt samvær omkring D.
Det overlades således til Y kommune at snarest muligt fastlægge det endelige forløb omkring det støddede samvær. Vi finder, at samværet skal foregå en gang om ugen i nogle timer. Vi finder det efter en konkret vurdering bedst for D, at der ydes støtte til 6 samvær. Vi beder Y kommune om at informere Statsforvaltningen om det forløb, som iværkssættes.
Vi finder det bedst for D, at han fra 1. januar 2014 har uovervåget samvær med dig. Vi finder det bedst for ham, at han ser dig hver anden lørdag og hver anden tirsdag, jfr. resolutionen.
Fra 1. marts 2014 udvides samværet til at løbe fra hver anden lørdag kl. 10 til søndag kl. 16. Samtidig bortfalder hverdagssamværet.
Fra 1. april 2014 udvides samværet til at løbe fra hver anden fredag til mandag med afhentning og aflevering i institution.
Ved at optrappe således på nuværende tidspunkt, har vi igen lagt vægt på den børnesagkyndige undersøgelse, jfr. ovenstående.
Vi vil være indstillede på – efter anmodning – at behandle en ansøgning om ændring af samværet efter den 1. juni 2014. Vi har herunder lagt vægt på, at I så vil have haft en periode til at få genetableret kontakten og kunne støtte D i samværet således, at han har de bedste forudsætninger for at kunne trives i samværet.
Vi har noteret os Jeres bemærkninger til den børnesagkyndige undersøgelse og finder ikke, at de kan medføre et andet resultat.
kommentar:
Jeg har modtaget afgørelse og sagsakter fra M med henblik på offentliggørelse på hjemmesiden med kommentarer. Jeg har ikke mødt nogen af parterne og har derfor kun det skriftlige materiale at forholde mig til.
Ms advokat har påklaget afgørelsen bl. a. med efterlysning af udtalelse fra Center for seksuelle krænkelser ved Rigshospitalet med en vurdering af, om Ds udtalelser har været troværdige. Det anføres også, at forløbet burde afsluttes, inden der etableres samvær på baggrund af nye vurderinger.
…..
Det er en vanvittig problematisk sagstype, som vi Landsforeningen Børn og Samvær har forholdt os til helt tilbage fra foreningens start. Vi siger, at det er godt med kontakt mellem barn og begge forældre. Samvær er godt men ikke for enhver pris. De første år havde vi et langt afsnit på vores hjemmeside under ”vi mener” om det emne. Senest har jeg i bogen ”Forældreansvarsloven Kærligt talt” i 2011 p. 187 skrevet dette i kapitlet ”påstand mod påstand”:
”De typiske indsigelser i de tungere sager går på vold, drikfældighed, fysiske og psykiske krænkelser, påståede psykiske skavanker hos en af forældrene. Det alvorlige problem er, at klarheden aftager, når det ikke er ”bevist”. Et eksempel er, hvis volden ikke er blevet anmeldt – og derfor mister sin betydning i børnesagen.
I retssamfundet skal enhver rimelig tvivl komme tiltalte til gode. Men enhver rimelig tvivl bør også komme barnet til gode. Det betyder logisk, at der vil være situationer, hvor der er dobbelt tvivl. Det er i orden, at man ikke straffer en ”måske-skyldig”, hvis der er rimelig tvivl. Men det er aldrig i orden, at vi lader et barn risikere noget, hvis der er rimelig tvivl. Det kan vi ikke prale af at efterleve. Og husk, at det er afgørende, at også den tabende part forstår, hvorfor en afgørelsesmyndighed er nået til resultatet. Det sker langt fra ltid.
Overordnet skal der såmænd ikke så meget andet til, end at de almindelige procesretlige principper finder anvendelse. En sag skal oplyses og undersøges så godt som overhovedet muligt. Det kan dommerne ikke finde ud af alene.
Mest nærliggende vil det være at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse efter endt partsafhøring i retten. Med en god børnesagkyndig undersøgelse kan man komme så dybt ned, at man får et nogenlunde realistisk overblik over og kan vurdere, om bekymringerne virker relevante eller helt utroværdige. Formålet er også at få afdækket forældrenes forælder- eller samværsegnethed. Der vil derfor være sager, hvor det er relevant at inddrage en voksenpsykologisk eller endog psykiatrisk undersøgelse. Så langt går man stort set aldrig i dag. Det kan forekomme, at en børnesagkyndig afgiver forklaring i retten. Men det er overordentlig sjældent.”
Afsnittet handler direkte om domstolsbehandling, men betragtningerne er helt de samme for så vidt angår Statsforvaltningens behandling af samværssager.
Jeg har oplevet, at Statsforvaltningen i sager af denne type nærmest har dekreteret samvær, så snart politiet har opgivet sigtelsen. Det har jeg kritiseret som nærmest skandaløst. I denne sag har man dog gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Det er oplyst, at den børnesagkyndige har talt med lederen af center for seksuelle krænkelser.
Personligt foretrækker jeg, at man i denne sagstype forsøger at vurdere sandsynligheden for, at barnet faktisk har været krænket. Det kunne man komme tættere på ved at udpege en ekspert i netop dette emne til at gennemføre undersøgelsen eller netop at læne sig mere kraftigt op af centerets vurderinger.
Det er virkeligt et dilemma, at man jo aldrig fuldstændigt objektivt får afklaret, hvad der er sandt objektivt. Retorisk må man også spørge, om barnet taler sandt men blot siger F i stedet for en anden krænker. Det er i al fald hørt i andre sager.
Et dilemma består jo i, at det ikke er sjovt for F at blive beskyldt for noget, hvis det virkelig objektivt set er usandt. Det er faktisk en katastrofe for pågældende. Men det forhold, at der ikke bliver rejst tiltale, er objektivt bare et udtryk for, at politiet ikke har vurderet, at en tiltale kan føre til domfældelse. Den rimelige tvivl skal komme F til gode strafferetligt. For mig betyder det ikke, at barnet nødvendigvis skal i samvær. Tvivlen skal nemlig først og fremmest komme barnet til gode.
Et andet dilemma er, at M indlysende må vælge at tro på sit barn og af den grund kan få rigtig, rigtig svært ved at acceptere, at barnet skal i samvær. M vil under sådanne omstændigheder opleve, at hun svigter barnet ved at udlevere til samvær.
Konkret tænker jeg egentlig, at Statsforvaltningen har forsøgt rigtig meget og lyttet til M ved at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg tænker også, at afgørelsen i betydelig grad tager højde for den børnesagkyndiges vurderinger og anbefalinger.
Også jeg hæfter mig bestemt ved, at D udtrykker savn i forhold til F.
Jeg ser to problemer umiddelbart forude. Det ene vil opstå, såfremt kommunen vælger ikke at følge Statsforvaltningens henstillinger. Statsforvaltningen har jo ikke instruktionsbeføjelser i forhold til kommunen. Man må håbe, at kommunen gør, som Statsforvaltningen siger, men med min erfaring kan jeg godt frygte, at man ikke gør det. Kommunerne ser rigtig meget på deres penge.
Det andet problem vil opstå, såfremt der måtte dukke nye signaler op fra D, eller hvis han alligevel reagerer negativt på samværene. Hvordan vil Statsforvaltningen i virkeligheden reagere på det.
Der er rigtig mange associationer for mig, når jeg ser sådan en sag.
Jeg tænker f. eks. på Chr. Ditlev Jensens bog om pædofili, som jeg anmeldte her på hjemmesiden i sin tid. Men jeg tænker også med skræk på en sag, som jeg har refereret tidligere, og som også bør læses, hvis man interesserer sig for krænkelsesproblematikken mere generelt. Sagen med mine kommentarer kan du se her.
Det er virkelig svært at balancere i disse sager. Godt, at jeg ikke i virkeligheden skal træffe afgørelser men kan nøjes med at anskue det fra et teoretisk barneperspektiv.
Viggo Bækgaard