Fælles forældremyndighed over 6-årig P ophævet, og forældremyndigheden tillagt M. Familieretten i Kolding 12. oktober 2026
Familieretshuset traf den 9. marts 2022 afgørelse om midlertidig bopæl og samvær.
Familieretshuset bestemte om bopælen, at P skulle have midlertidig bopæl hos M. F indbragte afgørelsen for Familieretten i Kolding, der den 2. maj 2022 stadfæstede afgørelsen. Henset til parternes høje konfliktniveau fandt Familieretten dog, at overleveringer fra parternes bopæle i forbindelse med samvær burde undgås af hensyn til P, der skulle skånes for parternes konflikter i forbindelse med samvær.
Den 16. november 2022 traf Familieretten afgørelse i sagen. Familieretten bemærkede, at parternes samarbejde var nærmest ikke eksisterende, og at der verserede en injuriesag mellem dem. Da F ikke direkte havde modsat beslutninger vedrørende P, fandt Familieretten dog, at ønsket om fuld forældremyndighed navnlig byggede på et ønske om at stoppe den chikane, som M mente sig udsat for. Da F gav indtryk af, at han ville være mere samarbejdende, hvis M også var det, fandt Familieretten ikke konkrete holdepunkter for antage, at forældrene ikke kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, og fandt på den baggrund ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Afgørelsen blev den 28. februar 2023 stadfæstet af Vestre Landsret.
Retten i Kolding afsagde den 24. januar 2023 dom i den af F ovenfor omtale injuriesag. M blev frifundet.
Den 20. april 2023 meddelte Sydøstjyllands Politi F et 5-årigt tilhold mod at kontakte eller følge efter M. Af tilholdet fremgår bl.a.:
”Det betyder, at du hverken må kontakte M personligt, mundtligt eller skriftligt heller ikke ved e-mails, sms’er, beskeder via sociale netværk eller lignende. Du må ikke på anden måde kontakte eller følge efter hende, og du må ikke kontakte hende indirekte, f.eks. ved at skive om hende på internettet”.
Sydøstjyllands Politi har oplyst, at M har indgivet tre anmeldelser om overtrædelse af tilholdet, dels den 9. september 2025, hvor han efter det oplyste skulle have delt et opslag på Facebook, hvori M kunne identificeres og dels den 8. og 21. juni 2026. Anmeldelserne afventer sagsbehandling, og der er ikke rejst sigtelser i sagerne.
Den 18. september 2025 ansøgte M på ny Familieretshuset om fuld forældremyndighed, idet parterne ikke kunne samarbejde om skolevalg, og at P derfor i en periode på 6 måneder havde været forvirret omkring skolestart, da F angiveligt sagde, at hun skulle gå i skole i A-by, mens M sagde, at hun skulle gå i skole i B-by. Under behandlingen af denne sag søgte F om ændring af bopælen, mens M søgte om ændring af samværet. Familieretshuset traf den 11. marts 2026 afvisning af sidstnævnte to ansøgninger, idet der ikke var oplyst om så væsentligt forandrede forhold, at bopæl og samvær skulle realitetsbehandles på ny. Denne afgørelse blev den 7. juli 2026 stadfæstet af Familieretten i Kolding. F søgte Procesbevillingsnævnet om anketilladelse, hvilket Procesbevillingsnævnet den 24. september 2026 afslog.
Først på telefonmødet den 9. juli 2026 oplyste parterne, at de nu var blevet enige om, at P skulle gå i en taleklasse i B kommune. M fastholdt dog påstanden om ophævelse af den fælles forældremyndighed.
Efter en samlet vurdering af ovennævnte omstændigheder, herunder Ms forklaring om F over for lægen udtalte bekymring om, at hun skulle have begået vold mod P, om Fs benyttelse af sin adgang via Aula til at kontakte andre forældre i sin kamp mod forældrefremmedgørelse, og hendes forklaring om, at F uden at orientere hende eller børnehaven, er mødt op i børnehaven til en bedsteforældredag med en journalist for at researche til denne kamp, lægger retten til grund, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at de ikke er i stand til at have et egentlig samarbejde, hvor de sætter Ps bedste før deres egen konflikt.
Der er på denne baggrund påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til Ps bedste, og at det er bedst for P, at den fælles forældremyndighed ophæves. Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger lægger familieretten til grund, at Ps behov og trivsel bedst varetages af M. Det er herefter bedst for P, at M får forældremyndigheden alene.
Byrettens resultat.
Eneforældremyndighed til M over P på 6 år,
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Kommentar.
Jeg har modtaget dommen fra M og kender ikke andet til sagen end det, der fremgår af dommen.
Sagen handler kun om forældremyndighed, og man kan ikke se af dommen, i hvilket omfang der er eller har været samvær.
Omstændighederne virker lidt barske og utraditionelle. Det er i al fald ikke hverdagskost, at en forælder engagerer en journalist til at kontakte alle forældre i barnets institution med henblik på at skaffe ”skyts” til sin sag.
Viggo Bækgaard
17. oktober 2026
