Eneforældremyndighed over 2 børn til F. Afvejning af spørgsmål om samværschikane i forhold til barns afvisning af M, TFA 2026/43 VLD
Byrettens begrundelse (Esbjerg).
Når forældre ikke lever sammen, er det en forudsætning for at opretholde den fælles forældremyndighed, at forældrene er i stand til at samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Familieretten lægger efter F’s og M’s forklaring til grund, at de i længere tid ikke har haft noget samarbejde, og at de heller ikke kan samarbejde om deres børns forhold til børnenes bedste. Samtidig er F og M ikke enige om forhold, der vedrører børnene. Af disse grunde er der påvist konkrete holdepunkter for at antage, at det er bedst for B1 og B2, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Forældremyndighed over B1
Efter en samlet vurdering er det bedst for B1, at M får forældremyndigheden alene.
Det følger af forældreansvarslovens § 1 og § 4, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række.
Af forarbejderne til forældreansvarsloven (LFF nr. 133 af 31. januar 2007) fremgår:
»…
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
…
Til § 4
…
Opfattelsen af, hvad der er bedst for barnet, vil givetvis ændre sig med tiden og afhænger af, hvilket barn der er tale om. Vurderingen af »barnets bedste« skal derfor altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig sagkundskab. Begrebet skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i lovforslaget; at et barn har ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældrene skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre skal være med til at sikre, at samværet med den forælder, som barnet ikke bor hos, kan virkeliggøres.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal det fortsat indgå som et moment, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet. Dette forhold anses således som en vigtig del af vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Der henvises til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i de almindelige bemærkninger.
…
Til § 11
…
Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, må retten anlægge et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen, af hvad der er bedst for barnet. Det må således tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder. Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. i de almindelige bemærkninger om samværschikane.
Inddragelse af børnesagkyndige, f.eks. ved en børnesagkyndig undersøgelse, kan medvirke til en afdækning af, om konfliktniveauet mellem forældrene er af en sådan karakter, at det ikke vil være til barnets bedste, at der dømmes til fortsat fælles forældremyndighed.
…«
I vurderingen af, hvad der er »barnets bedste«, indgår således som et moment, der skal tillægges vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane). I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal der særligt i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, således at det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må indgå, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder.
Af den børnesagkyndige erklæring fremgår, at det har væsentlig betydning for B1’s udvikling, at hun får genskabt kontakten til sin mor, idet der ellers er risiko for, at hun bliver påført en varig sorgreaktion og en blivende tilstand af vrede og smerte samt en permanent risiko for psykopatologisk udvikling.
Af sagens bilag fremgår, at der flere gange og fra forskellig side, herunder fra den børnesagkyndige psykolog og kommunen, er udtrykt alvorlig bekymring for B1’s trivsel og udvikling.
Af bilagene fremgår desuden, at B1 løbende er beskrevet med en angst for sin mor, som – på trods af, at hun ikke har haft nævneværdig kontakt til M siden sommeren 2024 – tilsyneladende ikke er aftaget, men nærmest tiltaget.
På trods af de anførte oplysninger, der må give anledning til væsentlig bekymring for B1’s trivsel og udvikling, har F undladt at drage omsorg for, at B1 har fået professionel hjælp til at bearbejde angsten for sin mor. Samtidig har F efter ganske kort tid og uden rimelig grund valgt at afbryde B1’s terapeutiske forløb i Familieværkstedet, som Esbjerg Kommune havde etableret til at forberede hende på samvær med sin mor.
På trods af B1’s alder har F ikke formået at motivere hende til at deltage i de overvågede samvær med M, som efter parternes enighed blev besluttet af familieretten til støtte for genetablering af samvær.
Af de anførte grunde, parternes forklaring og efter en samlet vurdering af sagens forløb finder familieretten, at F reelt ikke har samarbejdet om samvær med henblik på, at B1 og M kunne få genetableret kontakten, selvom betydningen heraf for B1 er beskrevet, og på trods af at F flere gange i familieretten har tilkendegivet, at han gerne vil medvirke til, at B1 og M får genskabt kontakten.
Familieretten finder endvidere, at der efter sagens forløb, herunder det oplyste om F’s adfærd foran retsbygningen efter retsmødet den 30. juli 2024, ikke er en rimelig udsigt til, at F fremadrettet vil indgå konstruktivt i et samarbejde om at få genetableret kontakten mellem B1 og M.
På denne baggrund vurderer familieretten, at det – uanset at det må lægges til grund, at F i hvert fald siden sommeren 2024 har været B1’s primære omsorgsperson – er nødvendigt, for at B1 fremtidig kan have en god kontakt med begge sine forældre, at M får forældremyndigheden over B1 alene. Familieretten har herved lagt afgørende vægt på, at M må anses at have den bedste evne og vilje til at sikre, at B1 har en stabil kontakt til begge sine forældre, herunder til at få en fremtidig samværsordning til at fungere.
F har ikke nedlagt påstand vedrørende samvær for det tilfælde, at M får tildelt forældremyndigheden. Der vil skulle fastsættes samvær mellem B1 og F, men familieretten har ikke noget grundlag for at fastsætte det nærmere omfang af samværet ved denne dom.
Forældremyndighed over B2
Efter en samlet vurdering er det bedst for B2, at F får forældremyndigheden alene.
Familieretten har herved lagt vægt på, at F i hvert fald siden efteråret 2023 har været B2’s primære omsorgsperson. Familieretten har desuden lagt vægt på B2’s alder og den betydelige afstandtagen til M, som B2 har tilkendegivet at have.
Familieretten tager påstanden til følge om, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem B2 og M.
Familieretten har herved lagt vægt på, at B2, som er næsten 16 år, har udtalt sig stærkt imod samvær med M . Familieretten har desuden lagt vægt på, at M’s endelige frifindelsespåstand vedrørende samvær ikke omfatter samvær med B2.
Byrettens resultat:
Ene forældremyndighed til M for B1 på 10 år og til F for B2 på 16.
Der fastsættes ikke for tiden samvær mellem B2 og M.
Landsrettens begrundelse:
For landsretten angår spørgsmålet alene forældremyndighed, og parterne er enige om, at der ikke skal være fælles forældremyndighed.
B1, der er 10 år, har siden sommeren 2024 boet hos sin far. Hun har siden da reelt ikke haft nogen kontakt til sin mor og har klart givet udtryk for, at hun heller ikke ønsker dette. De oplysninger, der er fremkommet om hendes reaktion på familierettens afgørelse, viser entydigt, at hun har reageret meget negativt på udsigten til at skulle bo hos sin mor. Hun bor sammen med sin ene bror og sine papsøskende og er tæt knyttet til dem. Hendes to brødre har i flere år efter eget ønske ligesom hende ikke haft kontakt til deres mor.
Efter sagens oplysninger kan det ikke lægges til grund, at B1’s far har udvist egentlig samværschikane, men som anført af familieretten har han ikke været og er fortsat ikke i stand til at motivere B1 til samvær med sin mor. Sagens oplysninger peger også på, at B1’s fortsatte modvilje mod sin mor kan hænge sammen med forældrenes konflikt og farens indstilling til moren. Uanset disse omstændigheder finder landsretten under hensyn til B1’s manglende kontakt til sin mor igennem flere år og betydelige modvilje mod at se hende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for B1, at hendes mor får forældremyndigheden alene. Ved denne afgørelse har landsretten også tillagt det betydning, at B1’s far for landsretten har forklaret, at han er indstillet på at fortsætte forløbet i Familieværkstedet med henblik på at genetablere B1’s relation til sin mor, og at han også i øvrigt vil bidrage til at genetablere denne relation.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse, således at det er B1’s far, der får forældremyndigheden alene, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom ændres, således at F skal have forældremyndigheden over B1, født den … 2016, alene.
Kommentar:
Igen har vi at gøre med en sag, hvor retternes begrundelser ikke fortæller den hele sammenhæng.
Men sagen illustrerer betydningen af børnenes egne udsagn. (Det med, at der skal tages hensyn til børnene alt efter alder og modenhed).
Det er også interessant at notere refleksionerne om samværschikane og børnenes egne holdninger.
Det er ærlig talt en ret interessant dom.
Viggo Bækgaard
6. oktober 2026