Problemstillinger:
Første problemstilling: Statsforvaltningen når ikke feriesamværet på mødet.
Anden problemstilling: Alkoholmisbrug og antabus.
Tredje problemstilling. Fogedrettens opgave.
Fjerde problemstilling: Flere samtaler lige efter hinanden.
Femte problemstilling: Forskellen på samværsordningen for flere børn.
Sjette problemstilling: hvem er egentlig den konfliktoptrappende.
Til brevkassen
Der er store problemer med samværet mellem mine børn og deres far.
Det skal siges, at vores sag er klassificeret som “højkonfliktsag”. Den har været igennem retssystemet to gange (på 4 år) og både Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, Politiet, Kommunen og Fogedretten er involveret gang på gang.
Vi har tre fælles børn, tre drenge på i dag 12, 10 og 6. Far har en særdatter, hvis moder han blev skilt fra da pigen var to. Pigen er i dag 23. Hun valgte samværet fra da hun var 14 og har siden kun set sin far sporadisk, og slet ikke de sidste 5 år. Jeg har god kontakt med hende, og hendes brødre besøger hende jævnligt.
Nuværende samværssag blev startet op af børnenes far så snart Vestre Landsret havde afsagt dom i december 2013 (jeg fik eneforældremyndighed).
Ved det første møde i Statsforvaltningen (jan 2014) blev det løbende samvær fastlagt til hver 2. weekend fra fredag efter skole til mandag morgen ved skolestart (11-3-ordning). Vi nåede ikke at behandle feriesamværet ved dette møde.
Ved næste møde i maj 2014 skulle feriesamværet fastlægges. Jeg stillede som betingelse, at far skulle indtage Antabus før samvær, da der tidligere har været et voldsomt overforbrug af alkohol. Til den børnesagkyndige undersøgelse fra sommer 2013 angav far at have drukket 30-40 genstande om dagen. I Statsforvaltningen påstod han at være ædru siden 2009.
Far nægtede Antabus og fik kun 2 x 4 dages sommerferie i 2014. Statsforvaltningen udsatte sagen, indhentede oplysninger fra fars læge og indkaldte til nyt møde i oktober. I mellemtiden nægtede vores ældste søn at tage på sommerferie hos sin far. Efterfølgende nægtede han helt at tage på samvær 2 gange, hvorfor far gik i fogedretten.
Fogedretten gennemførte en børnesamtale, selvom jeg gentagne gange bad dem om at udsætte sagen, da Statsforvaltningen ikke var færdig med at behandle sagen, og selv havde indkaldt til børnesamtale.
Samtalen i fogedretten fastslog, at der “ikke var fare for barnets sundhed ved gennemførsel af samvær” og der blev fastlagt erstatningssamvær. Samtalerne i Statsforvaltningen – (kun 14 dage senere – Hurra for “barnets tarv”!) – førte til, at samværet for den ældste dreng blev reduceret til hver 3. weekend, og fortsatte uændret for de to andre drenge, hvilket i mine øjne udelukkende skyldes, at de to er for små til at sige fra.
Børnene har nu altså 2 forskellige samværsresolutioner. I kommunens familieafdeling betegner de det som “idioti” og noget nær den værste resolution, de nogensinde har set.
Anyway, jeg meddelte straks Statsforvaltningen, at jeg ville klage over resolutionen, hvilket jeg også gjorde. Til min store overraskelse blev klagen af Statsforvaltningen afvist med begrundelsen, at sagen ikke er færdigbehandlet.
Jeg sidder altså nu med en resolution, som jeg er tvunget til at følge; som ikke fungerer for børnene, og som jeg ikke kan klage over – hvilket virkelig krænker min retsbevidsthed.
Jeg sidder stort set hver mandag med meget ulykkelige børn, som er kede af samværet, bl.a. fordi deres far ikke tilbringer megen tid sammen med dem, men får dem passet af tilfældige rundt omkring. Af andre svigt kan nævnes, at de er uvaskede, ikke har børstet tænder, har beskidt tøj på, ikke har læst lektier, angiver at blive parkeret ved elektroniske spillemaskiner hele weekende og er overtrætte og uoplagte i skolen om mandagen.
I februar var vi indkaldt til endnu et møde, men far meldte fra i sidste øjeblik (da var jeg allerede mødt). Statsforvaltningen talte med mig, men nægtede at holde det næste møde separat med far.
Jeg fortalte dem, at samværet ikke fungerer, og at der efter min mening foreligger samarbejdschikane fra far (bl.a. “anonyme” underretninger til kommunen, og et utal af sager ved forsk. myndigheder).
Statsforvaltningen sagde, at JEG var konfliktoptrappende, fordi jeg havde klaget over resolutionen. Jeg sagde til dem, at det er at vride armen om på folk. Hvis en resolution ikke fungerer for mine børn, er jeg nødt til at kunne gøre opmærksom på det uden at blive beskyldt for at være en kværulant. I mine ører lyder det, som om de ikke kan tolerere, at jeg ikke siger “ja og amen” til deres makværk af en resolution. Jeg bad herefter skriftligt Statsforvaltningen om at afslutte sagen uden yderligere møder, men fik at vide, at dette ikke kan lade sig gøre, og at de ville træffe afgørelse i faderens favør, skulle jeg ikke møde op.
Jeg bad så om en ny sagsbehandler i Statsforvaltningen, da samværssagen nu har kørt i sammenlagt 16 måneder med 5 møder, og to børnesamtaler, og der stadig ikke er udsigt til at sagen slutter. Jeg har ikke længere tiltro til, at nuværende sagsbehandler magter at afslutte sagen. Det er drænende og frusterende, og bidrager ikke til mit overskud som mor.
Mit spørgsmål er nu: Kan jeg virkelig kun få lukket sagen ved at lægge mig fladt ned og sige ja og amen til alt, hvad de finder på? Både børnene og jeg er udkørt og har tegn på PTSD. Vi har brug for, at der kommer ro på.
Min advokat mente allerede for to år siden (efter at have set min ex “udfolde” sig i retten), at jeg kun ville få fred, hvis jeg flyttede til udlandet – men det er også et meget drastisk skridt…. Jeg er i syv sind.
Tak for at læse mit rodede skriv.
Svar:
Ja det må du nok sige. Det er nu ikke helt så rodet, som du måske tror. Men det er langt, og jeg har ikke forkortet det nævneværdigt.
Din historie rummer rigtig mange kendte elementer, som jeg vil prøve at samle op på i dette svar.
Første problemstilling: Statsforvaltningen når ikke feriesamværet på mødet.
Det er en ren klassiker. Det står på side 1 i lærebog for sagsbehandlere, at man helst skal bruge størstedelen af tiden med at tale selv om alt det, som forældre ”bør” gøre. Altså om alt det ”politisk korrekte”. Jo mere, man selv taler, jo mindre behøver man at sætte sig ind i de konkrete børns konkrete problemer.
På side 2 i lærebogen står, at man skal holde tiden. 1½ time til et møde med jurist og 2 timer til et tværfagligt møde.
Jeg undrer mig kun en lille smule over, at man alligevel havde forstået så meget om Jeres høje konflikt, at man har fastsat en 11-3-ordning. Det er altså næsten det mindst tænkelige samvær overhovedet.
Anden problemstilling: Alkoholmisbrug og antabus.
Det er klassiker nummer to. Her er det nu ikke altid let at være Statsforvaltning. Den, som drikker for meget, vil sjældent anerkende det som et problem. Statsforvaltningen kan på den anden side heller ikke tage alt, hvad der bliver sagt om emnet for den rene sandhed.
Jeg kan henvise til et par afgørelser om emnet. http://boernogsamvaer.dk/samvaer-nedsat-saa-det-er-fra-fredag-til-soendag-med-fortsat-vilkaar-om-de-rikke-maa-drikkes-alkohol-samvaer-feriesamvaer-fastsat-statsforvaltningen-5-november-2014-utrykt/
Statsforvaltningen kunne dog godt have forholdt sig til netop den inkonsekvens, som ligger i, at han åbenbart i 2013 har erkendt et kæmpeforbrug sat over for nuværende påstand om, at det er før 2009. Hvis din beskrivelse af, at han til en børnesagkyndig har sagt 30-40 genstande om dagen, er rigtig, virker det nærmest vanvittigt, at Statsforvaltningen foretager nye undersøgelser ved forespørgsel til lægen.
En jurist i Statsforvaltningen tænker helt generelt sådan, at han er mere bange for at begå en formel fejl end for, at hans afgørelse skader barnet i den tid, der går, indtil en formel forespørgsel er besvaret.
Men også feriesamværets omfang på 2×4 dage er meget, meget begrænset for så relativt store børn som dine. Så uanset, hvad du selv måtte tænke om det, har juristen altså lyttet noget efter.
Tredje problemstilling. Fogedrettens opgave.
Her har vi gang i klassiker nr. 3.
Fogedretten er altså ”bare” den myndighed, som skal sørge for, at en lovlig afgørelse truffet af en anden myndighed, faktisk føres ud i livet.
Fogedretten skal kun nægte at gennemføre en fogedforretning om udlevering af et barn, hvis udlevering vil være til skade for barnets legemlige eller sjælelige sundhed.
Lovgivningens forudsætninger er, at samværsafgørelsen er truffet af landets fremmeste myndighed, som har den dybeste og mest seriøse indsigt i børns forhold og altid træffer afgørelse alene efter, hvad der er bedst for barnet på det grundigst opnåelige grundlag uden smålig skelen til noget som helst andet.
Prøv lige at læse den forudsætning igen. Det er med vores kendskab til systemet latterligt, tåbeligt og fuldstændig forkert. Men i et demokrati er det altså sådan, at ”retten har altid ret”.
Fogedretten er nødt til at afholde en børnesamtale med børnene for at kunne vurdere, om deres legemlige eller sjælelige sundhed er i fare.
Jeg må kontant erkende, at fogedretten ikke rigtig har andre valg, sådan som loven nu engang er indrettet.
Fjerde problemstilling: Flere samtaler lige efter hinanden.
Her har vi ikke i samme grad fat i en klassiker. Statsforvaltningens og fogedrettens opgave er forskellig. Det er derfor også forskellige forhold, som skal vurderes i en børnesagkyndig samtale.
Jeg kan sagtens forstå din bekymring for, at børnene hele tiden skal mindes om sagen ved flere samtaler men må nu forsvare Statsforvaltningen og erklære mig enig i, at børnene selvfølgelig skal høres i Statsforvaltningen.
Nogen gange har den børnesagkyndige i fogedretten fattet pointen og fået skrevet et notat, som vil kunne anvendes direkte af Statsforvaltningen.
Femte problemstilling: Forskellen på samværsordningen for flere børn.
Det er måske næsten klassikeren over dem alle. Vi støder igen og igen på en situation, hvor større børn siger klart fra, mens de mindre ikke har en kinamands chance for at slippe.
I en artikel på den lukkede del af hjemmesiden har jeg skrevet dette om den problemstilling:
Sager, hvor søskende behandles forskelligt – herunder flere “kuld børn”.
Jeg har efterhånden alt for mange gange været udsat for situationer, hvor Statsforvaltningen behandler børn forskelligt med den kedelige konsekvens, at større børn kan sige fra for sig selv, mens man tromler samvær igennem for mindre hel- eller halvsøskende. Personligt har jeg ikke oplevet sager, hvor det har været i orden set fra min stol.
Den første sag, jeg vil nævne beskrev en pige, der havde to ældre halvsøskende, som havde sagt meget tydeligt fra i forhold til faren. Sagen var helt vanvittig og er et eksempel på, at man ikke lyttede til de større søskende og bare tromlede derudaf. Se hele føljetonen, der starter med afgørelse fra 2012 og slutter i 2014 med stop af samvær med en i øvrigt ret søgt begrundelse. Læs også mine kommentarer undervejs som supplement til ordene her.
En tilsvarende sag vedrører to piger, hvor deres større søskende havde advaret mod samvær. Først fastsattes et samvær på 9 timer, som far så ikke ville modtage, hvorefter samværet blev stoppet.
Disse sager virker meget groteske på mig. Det turde være indlysende, at man skal lytte ekstra meget til, hvad store søskende fortæller. I begge de beskrevne familier, var de store søskende voksne (omkring 18 år).
Et eksempel på standset samvær, hvor der tidligere var standset samvær for en søskende.
Sjette problemstilling: hvem er egentlig den konfliktoptrappende.
Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger.
Statsforvaltningens adfærd er til tider selvstændigt konfliktoptrappende. Jeg synes, at det er det, der sker her. Adfærden fra Statsforvaltningen er udtryk for deres magtesløshed.
”Der skal jo være en eller anden form for samvær”, tænker de. ”Her har vi virkelig gjort meget for den mor. Vi har lavet et yderst begrænset samvær i 11-3-ordning. Vi har begrænset feriesamvær til 4 dage. Hvor meget kan der overhovedet ske de børn på så kort tid?”.
Det er rigtig svært at få ny sagsbehandler. Den kamp er tabt for dig på forhånd. Men jeg kan godt forstå dig.
Hvis der foreligger en endelig afgørelse fra Statsforvaltningen, synes jeg, at du skal klage over den til Ankestyrelsen. Der var et enkelt sted i din beretning, hvor kæden hoppede af for mig. Du skrev, at de afviste din klage, fordi de ikke havde færdigbehandlet sagen. Det kan være, at de har valgt at genoptage sagen, fordi de godt kunne se, at der var noget i den formelle fremgangsmåde, som ville få Ankestyrelsen til at sende sagen tilbage.
Men hvis der nu foreligger en afgørelse, kan du klage over den.
Som du måske kan fornemme, synes jeg, at du har rigtig mange af de ”lange ender” i sagen i din favør.
Men systemet er også indrettet sådan, at det kan være svært at få Ankestyrelsen til at ændre en afgørelse baseret på Statsforvaltningens skøn.
Jeg vil under ingen omstændigheder slutte med at give din advokat ret i, at du kun får ro, hvis du flytter til udlandet. Det synes jeg altså er en virkelig sidste udvej, som jeg aldrig ville anbefale en mor, der trods alt har et begrænset samvær på model 11-3 for børnene og et feriesamvær på 2×4 dage.
For hvad kan der ske med børnene på så kort tid *S*.
Med venlig hilsen
Viggo Bækgaard