6 årig C tilbagegivet til B i USA ved landsretsdom i oktober 2025. Dommen var fuldbyrdet og C tilbage i USA. A havde retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Højesterets kendelse af 8. maj 2026.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstillinger
A, som er dansk statsborger, og B, der er amerikansk statsborger, er forældre til C(C), som er født den … juni 2019 i Danmark.
A og B indgik den 16. november 2019 ægteskab i USA, og i 2021 flyttede A og C til USA, hvor de indtil juni 2025 boede sammen med B.
I begyndelsen af juni 2025 besøgte familien Danmark. Den 9. juni 2025 tog A på krisecenter sammen med C og afskar al kontakt til B, der rejste alene tilbage til USA.
Den 16. juni 2025 anmodede B om at få tilbagegivet C i henhold til Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen).
Familieretten i Glostrup afsagde den 31. juli 2025 kendelse om, at C ikke skulle tilbagegives til USA, med den begrundelse at en adskillelse af C fra A utvivlsomt ville udgøre en alvorlig risiko for Cs sjælelige sundhed og ville udgøre en situation, han ikke burde tåle.
Den 1. oktober 2025 afsagde landsretten kendelse om, at C skulle tilbagegives til USA, med den begrundelse at A ikke havde godtgjort, at en tilbagegivelse af C til USA ville indebære en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen ville være til skade for Cs sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde ville sætte ham i en situation, som han ikke burde tåle.
Landsrettens afgørelse blev tvangsfuldbyrdet ved Familieretten i Holbæks kendelse af 10. oktober 2025. Dagen efter rejste B tilbage til USA med C.
Sagen angår i første række, om A har retlig interesse i at få prøvet landsrettens afgørelse af 1. oktober 2025. I bekræftende fald angår sagen navnlig, om landsretten efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, burde have nægtet at tilbagegive C til faderen i USA.
Retlig interesse
Som anført blev landsrettens afgørelse af 1. oktober 2025 om, at C skulle tilbagegives til USA, tvangsfuldbyrdet ved Familieretten i Holbæks kendelse af 10. oktober 2025. B rejste herefter tilbage til USA med C, hvor de nu bor sammen.
Ved vurderingen af, om A har retlig interesse i at få prøvet landsrettens tilbagegivelsesafgørelse af 1. oktober 2025, må der lægges vægt på, at afgørelsen er af meget indgribende karakter, og at afgørelsen i sig selv udgør et indgreb i As ret til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at en afgørelse fra Højesteret om, at landsretten efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, burde have nægtet at tilbagegive C til USA, vil kunne få betydning for parternes retsstilling i efterfølgende tvister i USA om C.
37
På den anførte baggrund finder Højesteret, at A har retlig interesse i at få prø- vet, om betingelserne efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, for at nægte tilbagegivelse af C til USA var opfyldt, da landsretten traf sin afgørelse.
B’ påstand om afvisning af sagen tages herefter ikke til følge.
Børnebortførelsesloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 8
Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen.
Børnebortførelseslovens § 11, der er en undtagelsesbestemmelse, indeholder en opregning af forhold, der kan begrunde, at tilbagegivelse efter konventionen nægtes, selv om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Efter § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle.
Det følger af børnebortførelseslovens § 10 og § 11, der gennemfører Haagerbørnebortførelseskonventionen, at det klare udgangspunkt er, at det ulovligt bortførte barn skal tilbagegives til det land, hvor barnet umiddelbart før bortførelsen havde bopæl, hvilket er begrundet i hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Det indebærer, at undtagelsesbestemmelsen i lovens § 11 har et snævert anvendelsesområde.
Endvidere følger det af ordlyden af § 11, nr. 2, samt formålet med loven og konventionen, at det centrale ved vurderingen af, om tilbagegivelse kan nægtes, er barnets forhold ved en eventuel tilbagegivelse, idet det skal bedømmes, om der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle. Det fremgår af bemærkningerne til § 11, nr. 2, at vurderingen af, om en sådan risiko kan anses at foreligge, må ske på grundlag af objektive forhold, jf. Folketingstidende 1990-91, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 14, sp. 375.
Det er i øvrigt den part, som modsætter sig barnets tilbagegivelse, der skal godtgøre, at undtagelsesbestemmelsen kan finde anvendelse.
Af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols seneste praksis vedrørende sager om internationale børnebortførelser fremgår, at Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til familieliv pålægger de nationale domstole en processuel forpligtelse til at vurdere en begrundet indsigelse om, at der foreligger en ”alvorlig risiko” for barnet i tilfælde af tilbagegivelse, og til at give en konkret begrundelse for afgørelsen, jf. præmis 107 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 26. november 2013 i sagen X mod Letland (sag nr. 27853/09). Der gælder ikke et krav om, at de nationale domstole skal foretage en indgående undersø- gelse af hele familiesituationen.
Den konkrete sag
A har til støtte for, at undtagelsesbestemmelsen i børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, finder anvendelse anført navnlig, at det ved erklæringerne udarbejdet af krisecentret er godtgjort, at B har udsat hende og C for psykisk vold, og at der var en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen af C til USA ville være til skade for ham. A har endvidere anført, at der er en alvorlig risiko for, at C vil lide skade ved en adskillelse fra hende.
Det følger af det, der er anført ovenfor, at A på grundlag af objektive forhold skal godtgøre, at de påberåbte omstændigheder forelå.
A har især påberåbt sig erklæringerne udarbejdet af krisecentret. Højesteret finder, at hun ikke derved har godtgjort, at B har udsat hende og C for psykisk vold. Højesteret har lagt vægt på navnlig, at erklæringerne i det væsentlige bygger på hendes forklaringer, og at erklæringerne i øvrigt er udarbejdet på et tidspunkt, hvor hun ulovligt havde bortført C. Den børnesamtale, som Familieretten i Glostrup gennemførte den 25. juli 2025 i forbindelse med tilbagegivelsesafgørelsen, understøtter ikke, at der har foreligget psykisk vold. Det samme gælder den børnesamtale, som Familieretten i Holbæk gennemførte den 10. oktober 2025 i forbindelse med fuldbyrdelsen af landsrettens kendelse af 1. oktober 2025.
Højesteret finder herefter, at A ikke har godtgjort, at B udsatte hende eller C for psykisk vold.
Højesteret finder heller ikke, at A har godtgjort, at Cs adskillelse fra hende indebar en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen ville være til skade for Cs sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde satte ham i en situation, som han ikke burde tåle.
På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at betingelserne efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 2, for at nægte tilbagegivelse af C til USA ikke var opfyldt, da landsretten traf sin afgørelse.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens kendelse.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Jeg har afgørelsen fra Højesterets hjemmeside og har egentlig ikke kommentarer til afgørelsen.
Afgørelsen er som mange højesteretsafgørelser ret nørdet juridisk set. Man må sidde tilbage med en forundring om, hvad der ville være sket, hvis højesteret havde omgjort landsretskendelsen. Husk, at barnet var kommet tilbage til USA. Ville det overhovedet være muligt at få barnet tilbage til Danmark via en afgørelse derovre? Jeg tænker ”næppe”.
Viggo Bækgaard
26. maj 2026