Spørgsmål om bopæl i en situation, hvor B og forældrene har taget midlertidigt studieophold i Danmark. Retten når frem til, at B ikke skiftet permanent bopæl til Danmark og derfor skulle udleveres til Island, TFA 2026/31 ØLK
Byrettens begrundelse
Det følger af § 10 i lov om fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (i det følgende børnebortførelsesloven), at børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen om børnebortførelser.
En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og hvis rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.
Familieretten finder efter en samlet vurdering, at tilbageholdelsen af B er ulovlig, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 10, stk. 2.
Familieretten har herved lagt vægt på blandt andet, at parterne har fælles forældremyndighed over B, og at familieretten finder, at det kan lægges til grund, at det oprindeligt var parternes aftale eller indbyrdes forståelse, at opholdet i Danmark ikke var af permanent karakter, men kun midlertidigt. Familieretten har herved lagt vægt på blandt andet, at parterne fik opmagasineret de fleste af deres ejendele fra boligen i Island, og at de tog ophold i en studielejlighed og ikke fandt en regulær
bolig. Familieretten har også lagt vægt på, at det er forklaret, at de ved udgangen af 2025 begyndte at se på boliger m.v. i Island. Dertil kommer, at parterne den 2. januar 2026 underskrev udrejsetilladelsen for notaren, og at det ikke er bevist, godtgjort eller sandsynliggjort af M, at hendes underskrift på erklæringen hos notaren, skete under tvang udøvet af F.
Familieretten tager derfor ikke M’s påstand om, at sagen nægtes fremme i medfør af børnebortførelseslovens § 10, til følge.
Når der er tale om en børnebortførelse efter børnebortførelseslovens § 10, skal familieretten tage stilling til, om tilbagegivelse af B skal nægtes i medfør af børnebortførelseslovens § 11.
Af den nævnte bestemmelse fremgår, at tilbagegivelse af barnet kan undlades, hvis (1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til familieretten er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser, (2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle, (3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller (4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.
Familieretten finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at nægte tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 2, 3 eller 4.
Familieretten har herved lagt vægt på blandt andet, at den nævnte bestemmelse i børnebortførelsesloven er en absolut undtagelsesbestemmelse, der skal fortolkes restriktivt, og at der skal være en reel og alvorlig risiko for barnet, hvis undtagelsesbestemmelsen skal tages i brug. Familieretten finder ikke, at dette er tilfældet ved tilbagegivelse af B til Island. B har i Island sin far, hele hans familie samt hele hendes mors familie. B taler islandsk, og opholdet i Danmark har ikke haft en sådan karakter og længde, at dette taler afgørende imod, at B tilbagegives til Island.
Betingelserne i børnebortførelseslovens § 11, stk. 1, for at nægte tilbagegivelse af B til Island er således ikke opfyldt.
Familieretten tager derfor ikke M’s påstand om, at B nægtes tilbagegivet i medfør af børnebortførelseslovens § 11, til følge.
B skal derfor udleveres til Island som nedenfor bestemt.
Landsrettens begrundelse
Ligesom for familieretten er hovedspørgsmålet for landsretten, om B har skiftet bopæl fra Island til Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.
Udtrykket »bopæl« i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af børnebortførelser (»the State in which the child was habitually resident«). Det er ikke i konventionen eller i dennes forarbejder nærmere beskrevet, hvad der skal forstås ved »habitually resident«. I stedet overlader konventionen det til medlemsstaterne ud fra forholdene i hvert enkelt tilfælde at afgøre, hvornår et barn må anses for »habitually resident« i et land.
Højesteret har i kendelse af 27. maj 2014 (U2014.2463) slået fast, at afgørelsen af, om et barn har bopæl (»habitual residence«) i Danmark, beror på en helhedsvurdering. I denne helhedsvurdering må navnlig indgå dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet i Danmark, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet her i landet og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted.
Retten lægger som ubestridt til grund, at B indtil udrejsen fra Island i august 2024 havde bopæl (habitual residence) i Island, at parterne var enige om at rejse fra Island, og at de ligeledes var enige om, at de skulle have et ophold i Danmark af længere varighed i forbindelse med, at M tog en masteruddannelse på ….
Parterne er derimod ikke enige om, hvorvidt opholdet skulle være af midlertidig eller permanent karakter.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af familieretten, og under hensyn til bl.a. den fremlagte chatkorrespondance mellem parterne, herunder i juni 2025 om forberedelse frem mod B’s skolestart i Island i 2026, at det alene var parternes plan, at opholdet i Danmark skulle være af midlertidig karakter, og at der var en fælles intention om, at de skulle flytte tilbage til Island, når M havde færdiggjort det sidste fag på … med forventet afslutningstidspunkt primo 2026. Der har således ikke været enighed mellem parterne om at opgive bopælen i Island og at tage bopæl (»habitual residence«) i Danmark.
Herefter må det afklares, om det ophold, som parterne og B har haft i Danmark, har en sådan karakter og varighed, at B – uanset parternes oprindelige intentioner – i dag må siges at have fået bopæl (»habitual residence«) i Danmark.
B og hendes forældre kom til Danmark i august 2024, og siden har B i praksis har haft base i Danmark. Hun har talevanskeligheder, som hun har modtaget behandling for i Island, men hun taler dansk og har under opholdet her i landet gået i almindelig børnehave. B har således en vis tilknytning til Danmark. Heroverfor står, at hendes hidtidige ophold i Danmark må anses for at have udstrakt sig over en begrænset periode, ligesom hun har boet i en studiebolig, der i sagens natur har midlertidig karakter. Hertil kommer, at forældrene kun i meget begrænset omfang kan siges at have etableret sig her i landet, herunder har de ikke forsøgt at lære dansk.
Landsretten finder på denne baggrund, at der ikke kan siges at foreligge bopæl for B i Danmark i den forstand, som dette begreb må forstås i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, og at B’s oprindelige bopæl i Island derfor ikke kan anses for opgivet til fordel for bopæl i Danmark.
Der foreligger ikke forhold som nævnt i børnebortførelseslovens § 11, der gør, at tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes. Der er herunder ikke grundlag for at fastslå, at tilbagegivelse skulle indebære en alvorlig risiko for skade på B’s sjælelige eller legemlige sundhed, at det på anden måde vil sætte B i en situation, som hun ikke bør tåle, eller at tilbagegivelse til Island vil være uforeneligt med de i bestemmelsen anførte grundlæggende principper.
Landsretten stadfæster derfor familierettens kendelse, idet den frist, indenfor hvilken M skal tilbagegive B, af hensyn til B dog forlænges til en uge efter landsrettens kendelse.