Landsretten kunne ikke træffe afgørelse om tilladelse til udlandsrejse, selv om den behandlede en ankesag om forældremyndighed. Det ville fjerne toinstansprincippet, TFA 2026/34
Landsrettens begrundelse
Det fremgår af forældreansvarslovens § 25, at selv om der er uenighed om forældremyndigheden mellem forældre, der har fælles forældremyndighed, kan der træffes afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne i en kortere periode.
Kompetencen til at træffe afgørelse efter forældreansvarslovens § 25 var oprindeligt tillagt statsforvaltningen, hvorimod midlertidige afgørelser efter forældreansvarslovens § 26 både oprindeligt og nu efter anmodning kan træffes af den myndighed, der behandler sagen.
Ved § 1, nr. 24, i lov nr. 1711 af 27. december 2018 blev bestemmelsen i forældreansvarslovens § 25 ændret således, at »kan statsforvaltningen træffe« blev ændret til »kan der træffes«. I bemærkningerne i lovforslaget til § 1, nr. 24, er det bl.a. anført, at den foreslåede ændring er begrundet i, at statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse efter § 25, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede § 30 a, stk. 2.
Det følger af retsplejelovens § 448 c, at familieretten efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse i andre sager, der har nær sammenhæng med den sag, der er indbragt af Familieretshuset. Familieretten vil således have kompetence til at afgøre en anmodning om tilladelse til udlandsrejse efter forældreansvarslovens § 25 under en verserende sag efter forældreansvarsloven.
Landsretten behandler efter retsplejelovens kapitel 42 sager efter forældreansvarsloven som anden instans. Der er ikke ved den indførte ordning efter retsplejelovens § 455 eller forarbejderne til denne bestemmelse grundlag for at konkludere, at det har været hensigten, at landsretten i forbindelse med behandling af ankesager skal afgøre andre sager som første instans ud over midlertidige afgørelser efter forældreansvarslovens § 26, jf. herved TFA2019.327.
Landsretten kan derfor ikke som første instans behandle M’s ansøgning om tilladelse til udlandsrejse.
Landsrettens resultat.
Landsretten afviser at tage stilling til anmodningen om, at M under sit feriesamvær med B kan rejse på ferie til Frankrig med ham.
Kommentar.
Nogle gange kan man altså godt frustreres og undres over formaliteter, hvor rigtige de end måtte være.
Formelt vurderer jeg, at resultatet er juridisk rigtigt. (Her er det så lige, at man skal huske, at landsretten altid har ret). Nogle gange kan man som professionel godt rokke lidt ved den formelle kendsgerning.
Der er en almen gældende regel, der siger, at en samværsforælder gerne må holde ferie i udlandet med barnet men ikke, når der er uenighed om forældremyndigheden (forældreansvarslovens § 3).
Nogle gange sidder man i den tilsvarende situation med en oplevelse af, at den anden forælder bare chikanerer og bruger den regel til at hindre en god ferie.
I denne sag indikeres, at M har en sådan tilknytning til Frankrig og tidligere har antydet, at hun ville flytte dertil. Endvidere indikeres, at der efter kommunens mening er behov for støtte til M i forhold til barnet.
Viggo Bækgaard