Højesterets dom om samværschikane har affødt en rigtig lang tråd på vores facebookside.
Da der er begrænsninger i antal anslag/ord vælger jeg at kommentere lidt uddybende her.
Fredag lovede jeg at kommentere lidt yderligere.
Hvis du har læst hele mit referat af dommen og fulgt de links, der ligger i tråden, vil du ikke være overrasket eller i tvivl om min og Landsforeningen Børn og Samværs holdninger. De følgende statements vil du med simple opslag kunne finde adskillige steder på vores hjemmeside.
Vi går helt principielt ind for, at børn har kontakt til begge forældre. Samvær er godt – men ikke for enhver pris.
Vi er indædt imod enhver form for vold, hvad enten den er fysisk eller psykisk.
Vi er imod samværschikane og har i flere år ment, at en sådan adfærd skal have konsekvenser. Det har jeg faktisk brugt mange timer på at forholde mig til og altså også i det offentlige rum dels i form af artiklen om emnet, dels i form af grundige kommentarer til afgørelser om emnet.
Udfordringen er så, at alle konfliktfyldte sager i retten fylder mange, mange sider i en ekstrakt. Det er slet ikke uhørt med mange hundrede sider. Retten læser materialet. Noget opfatter dommerne som relevant. Andet ikke. Langt fra alt kommer med i selve dommen. Sådan er det. Og sådan må det være.
Man kan sagtens i mange sager have en oplevelse af, at dommerne refererer det, som støtter det resultat, de vil nå frem til. Særligt oplever jeg ofte, at partsforklaringerne ikke giver fuld retfærdighed til begge parter.
Offentliggørelse for eksempel i TFA (Tidsskrift for Familie og Arveret) har generelt til primært formål at holde fagfolk orienteret om udviklingen i retspraksis. Ind imellem undres jeg over, at konkrete afgørelser, som jeg kender, ikke bliver offentliggjort i TFA. For nylig har jeg ”brokket mig” over, at en efter min opfattelse vigtig dom fra december 2019 er forbigået. Det var en afgørelse, hvor psykisk vold fyldte en del, og hvor landsretten gennemførte en forældereevneundersøgelse ved en klinisk psykolog. Måske kommer afgørelsen alligevel med på efterbevilling.
De afgørelser, som jeg lægger op, har først og fremmest til formål at holde det, som man kan kalde ”almindelige mennesker (ikke fagfolk)”, orienteret om, hvor vanskeligt det egentlig er at forudse udfaldet af deres egen sag. Afgørelserne blafrer i alle mulige retninger. Du kan aldrig være sikker på noget som helst. Jeg holder mig bestemt ikke tilbage i forhold til også at mene noget om dommernes indsats.
Selv i de sager, som jeg kender til bunds, fordi jeg selv har haft dem gennem retssystemet, er jeg meget omhyggelig med at holde fokus på, hvad retten har vurderet og på hvilket grundlag. Altså det, som man kan læse i selve dommen. Engang imellem fortæller jeg i kommentaren enkelte oplysninger, som efter min vurdering ikke er nævnt og indgået relevant. Men det er sjældent, og jeg kan lige nu ikke komme i tanke om et eksempel på det.
Du vil også helt generelt i afgørelserne kunne se, hvorfra jeg har modtaget dommen, som jeg refererer og kommenterer. Du vil også kunne se, at jeg vurderer på dommen på det ”officielle grundlag” og langt fra altid støtter den part, som har sendt dommen til mig.
Det er min erfaring, at alle stort set uden undtagelse oplever en tabt afgørelse som udtryk for den højeste grad af inkompetence, partiskhed hos dommerne, politisk korrekthed og i al fald tindrende uretfærdig. Tit siger jeg, at klienterne oplever, at en vundet sag jo var helt oplagt og kunne vindes af dem selv eller af en advokat med bind for øjnene. Tabes sagen er det derimod enten advokatens skyld eller inkompetente dommere.
Men ethvert retssystem er indrettet sådan, at domstolene skal træffe en afgørelse. Begge kan sjældent få ret. Eller rettere ”alle” – herunder barnet – kan ikke altid få ret.
Jeg tror, at alle – professionelle såvel som parter – ofte oplever, at dommerne i for vidt omfang kun medtager det, som de har tænkt sig at bruge til støtte for det resultat, de efter hovedforhandlingen har vurderet at ville bruge. Det kan sagtens være frustrerende.
Mange gange har jeg sagt, at det er vigtigt, at dommene er så fyldige, at især den tabende part har en mulighed for at forstå, hvorfor retten når frem til resultatet. Fra artiklen om netop samværschikane efter 2011 citerer jeg dette:
”Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.
Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.
Hensynet til barnet vejer tungt. Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”
Det er hævet over enhver tvivl, at en Højesteretsdom som denne helt nye vil have betydning fremadrettet. En enig Højesteret har pr. definition ret. Alle skal rette ind og forholde sig til det.
Med kendskab til Landsforeningen Børn og Samværs arbejde gennem årene ved du, at vi altid har været indædt optaget af, at en sag bør være så grundigt og objektivt som muligt undersøgt.
Som nævnt ovenfor er de fleste konfliktfyldte sager overordentligt omfangsrig”. De tre domme, som sluttede med Højesteretsdommen, fyldte i den officielle version 45 sider. Jeg aner ikke, hvor mange sider ekstrakten var på. Men den har været kæmpestor, tør jeg godt garantere.
Det er rigtigt, at jeg blev ringet op af den tabende part forleden. På det tidspunkt var jeg lige præcist blevet færdig med at læse dommen og kun lige begyndt på at skrive kommentarerne.
Jeg nævnede i hovedtræk min reaktion på dommen og kommenterede, at Højesteret helt tydeligt havde lagt vægt på forældreevneerklæringerne fra ”psykologhuset”. Hun fortalte så, at det ikke var en psykolog men en pædagog, som havde udfærdiget erklæringerne. Hun sendte mig også Psykolognævnets afvisning af hendes klage. Afvisningen var begrundet i, at pågældende ikke var autoriseret psykolog.
Det var min vurdering, at jeg på det foreliggende grundlag var nødsaget til at kommentere på dommen i det omfang, man kunne læse i de officielle domme.
Af dommene kan man ikke læse, hvem der har iværksat de pågældende undersøgelser, ligesom det ikke fremgår, hvilken baggrund og opdrag der måtte være givet. Jeg er ikke gået i dybden omkring det pågældende psykologhus.
Uanset hvor klart det måtte have stået for Højesteret, om erklæringerne var udfærdiget af en klinisk psykolog eller aut. psykolog, kan det lægges som sikkert til grund, at Højesteret har tillagt erklæringerne betydelig vægt. Ellers var de ikke beskrevet så grundigt i domsreferatet i Højesteret. De blev stort set ikke citeret i landsrettens dom.
Højesteret har med usvigelig sikkerhed lagt vægt på, at drengen meget ofte er tilbageholdt fra samvær, og at der har været en del fogedsager, hvis gennemførelse er stadfæstet af landsretten.
Et andet emne, som flere i tråden har været ret optaget af, er mine bemærkninger om ”feministiske grupperinger”.
Også på det punkt kender de fleste mine holdninger. Jeg har skrevet om det ved flere lejligheder.
Min stærke uvilje mod Foreningen Far er vist nærmest legendarisk. De er enøjede, kønsfikserede og uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Jeg opfatter dem som ”sæd-fikserede”, hvilket de ved flere lejligheder har hidset sig gevaldigt op over. Med det mener jeg dybest set bare, at de har den holdning, at fordi de har leveret sædcellen, har de automatisk ret til 7/7-deleordning fra barnets fødsel. Overdrivelse fremmer forståelsen. De respekterer overhovedet ikke den biologiske binding, der er mellem moderdyret og ungen. Også hos menneskedyret.
For et par år siden skrev jeg en artikel med titlen ”når forældrenes kamp sender barnet på børnehjem”
”Jeg frastødes med lige stor afsky af det, som jeg kalder ”Foreningen Far-segmentet” – og ”ejerskabsmødrene”. Det er to ydergrupperinger i debatten, hvor den første tager afsæt i krav om milimeterligestilling mellem kønnene, mens den anden tager udgangspunkt i, at mødrene har født børnene og dermed ”ejer dem” og skal bestemme alt.
Mit grundsyn, som er baseret på mange års praktisk erfaring, er, at vores samfund må og skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for det konkrete barn i den konkrete situation. Det kan bare ikke puttes ind på en eksakt formel. Det tvivlsomme er så, at det grundsyn formelt er lige nøjagtig det, som lovgivningen tager udgangspunkt i, men som ikke altid efterleves godt nok.
Dertil kommer, at jeg vel som advokat skal varetage klientens (forælderens) interesser. Men for mig er en ”ordentlig og anstændig” familieretsadvokat også forpligtet til at besidde ”tvivlens nådegave”. Vi bliver prægede af den part, vi repræsenterer og snakker med. Vi danner os et indtryk. Man må ikke gå imod sin klient – selvfølgelig.
I mit virke som debat-advokat på området er det ekstremt vigtigt at optræde seriøst og nuanceret. Det må så koste, at de mest rabiate fra begge fløje må vælge mig fra. Jeg er indædt overbevist om, at det udgangspunkt er rigtig og til gavn for dem, der fortjener barnet.”
Mit ret sikre indtryk er, at man i mange af de kredse selvfølgelig og med rette er stærkt optaget af psykisk og fysisk vold. Det er jeg ærlig talt også selv. Forskellen er måske, at man i disse grupper æder alt, hvad medsøstrene udgyder fuldstændig råt for usødet. Over for det står et af mine yndlingsudtryk: Man skal besidde tvivlens nådegave.
Alle hævder stort set altid, at den anden part er fuld af løgn. Det gælder begge køn. Virkeligheden ser ikke altid sådan ud. Ofte er det endda sådan, at en løgn ikke altid er en bevidst løgn. Man kan opleve tingene forskelligt.
Der er overhovedet ikke tvivl om, at det værste, der kan overgå en forælder bortset fra barnets fysiske død er at miste kontakten til barnet. Det gælder begge forældre, men jeg accepterer i min forestillingsverden, at det nok er værre for en mor end for en far. Det har noget med biologi at gøre.
I mig indlæg skrev jeg som afslutning dette, som M i mails til mig postulerer, at jeg beskylder hende for at tilhøre sådanne grupper:
”En af mine bekymringer på Ms vegne er, at hun muligvis er fanget ind i et af de stærkt feministiske netværk, der rent faktisk findes i forskellige facebookgrupper. Jeg er virkelig bange for, at alt for mange i disse netværk kun lytter ensidigt til ”den stakkels mor”. Hun burde være ”banket på plads”, hvis hun havde ”rigtige venner”, som var i stand til at gennemskue, hvad der skete. I stedet frygter jeg, at hun har fået al for megen og forkert moralsk støtte.”
Mere konkret oplever jeg den adfærd, som beskrives om M EFTER landsretssagen har været temmelig uklog. Der er nogle sætninger i højesteretsdommen, der står uklart. Der står ordret: ” Efter afsigelsen af den indankede dom, hvorefter B skulle have samvær med sin far F i nærmere bestemte tidsrum hver onsdag og hver anden weekend, blev der gennemført samvær ti gange, indtil Familieretten i Lyngby den 28. februar 2020 traf afgørelse om fuldbyrdelse af samværet med tvangsbøder og fastsatte erstatningssamvær. Der blev herefter gennemført samvær en gang.”
Efter sætningerne at dømme, har der faktisk været gennemført samvær, men hvorfor skulle Familieretten så fastsætte tvangsbøder”. Det giver kun mening at fortolke det på den måde, at der faktisk ikke blev gennemført samvær, og at M altså selv efter landsretsdommen nægtede at efterleve den. Ellers giver det heller ikke mening overhovedet, at Familieretshuset ændrer bopælen.
Hvis min antagelse er rigtig, har M virkelig trådt så meget i spinaten, at hun har skudt sig selv eftertrykkeligt i foden. Jeg føler mig 99,9% sikker på, at hendes advokat MÅ have rådet hende til at efterleve dommen. Lige så skråsikker er jeg på, at hendes advokat må have frarådet hende så kraftigt som muligt at gå under jorden med barnet, da den midlertidige afgørelse forelå fra Familieretshuset.
Her var min bekymring så, at nogle direkte tåbelige mennesker med et fanatisk udgangspunkt har rådet hende. Alternativet til det kan M psykisk have været så langt ude, at hun ikke har kunnet overskue sin situation og ikke magtet at lytte til dem, der af et ærligt hjerte må have rådgivet hende om, hvad hun skulle gøre.
M var også vred på mig over, at jeg har skrevet, at nogen skulle have ”banket hende på plads”. Men det mener jeg af et ærligt hjerte. M har på det tidspunkt stået ude på afgrundens rand. Hun burde være halet i land. I stedet kravlede hun ud over afgrunden. Frivillig eller rådgivet? Jeg aner det ikke.
Hvad jeg derimod aner er, at det altid er synd for den part, som med en få det og dom må give afkald på sit barn. Der er kun et at gøre: op på hesten igen og få det bedst mulige ud af situationen.
Her vil jeg virkelig håbe, at M finder nogle rådgivere, som virkelig kan guide hende i, hvad der er klogt fremadrettet, hvis hun skal sikre relevant kontakt med sin 3-årige søn. Eller rettere, så sønnen kan sikres kontakt med sin mor.
Viggo Bækgaard
13. september 2020