Samværschikane efter 2011

Samværschikane efter 2011
af Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)

Denne artikel blev oprindelig skrevet som led i en serie artikler, hvor jeg behandler emner af materiel indhold omkring forældreansvarsloven. Serien var tænkt som oplæg til debat om loven i forbindelse med den lovrevision, der kom i 2012.

Artiklen er oprindelig skrevet i februar-marts 2011 men er efterfølgende suppleret med domme afsagt derefter og lettere bearbejdet i oktober 2014 i forbindelse med, at Folketinget har vedtaget en såkaldt skilsmissepakke med udgangspunkt i samarbejdschikane, som der har været fokus på i nogle tv-udsendelser i foråret 2014.

Samværschikane – konklusion.

I det følgende gennemgår jeg forarbejderne og praksis på området. Jeg reflekterer over domstolenes konsekvente afvisning af at overføre bopæl eller forældremyndighed ved samværschikane over for domstolenes lige så konsekvente tilbagegivelse af børn efter børnebortførelsesloven uanset barnets alder, køn og tilknytning til den forælder, der har bragt barnet hertil uden samtykke fra den anden forælder.

Jeg anbefaler, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane.

Endvidere reflekterer jeg over dommernes fokus på barnets bedste i samværschikanesagerne men negligering af samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.

Samværschikane.

Emnet samværschikane er begyndt at optage mig ret meget gennem de senere år ud fra en lidt anden vinkling, end jeg tidligere har set emnet i.

Før forældreansvarsloven.

Det huskes, at SFI lavede en rapport ”Samvær til barnets bedste” tilbage i 2004, hvori samværschikane blev behandlet. Heri anførtes på side 167 i perspektiveringsafsnittet med mine fremhævninger:

”Vurderet ud fra undersøgelsesmaterialet – og med de metodiske forbehold, som dette indebærer – var der således meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret hindrede barnet og samværsforælderen i at bevare kontakten, hvilket må være et væsentligt kriterium for, om hindringen kan karakteriseres som chikanøs. Når sagerne blev anskuet i en kontekst, der inddrog betydningen af barnets familiehistorie og forholdene hos samværsforælderen, måtte der i de fleste tilfælde siges at være forståelige grunde og i nogle tilfælde endog gode grunde til bopælsforælderens manglende samabejdsvilje. Det er i denne sammenhæng centralt at være opmærksom på, at det er lovgivningen og fortolkningen af denne, der definerer, hvorvidt en bestemt adfærd er et udtryk for selvtægt. Gennemgangen af – især de tungere – sager, hvor den hidtidige kontakt har været spinkel eller præget af svigt, rejser således spørgsmålet, om forvaltningen ved at betone betydningen af, at kontakten til de biologiske rødder skal bevares, i realiteten bidrager til konstruktionen af det historieløse familieliv.

Undersøgelsen tyder dog også på, at myndighederne sjældent sanktionerer i de sager, hvor bopælsforældrene påstås at hindre samværet.

Alt i alt blev trusler om eller faktisk anvendelse af sanktioner kun realiseret i 8- 9 af de sager, der er inddraget i dette kapitel. Dette tyder enten på, at hindring af samvær ikke er et særlig udbredt fænomen, eller at myndighederne i realiteten har begrænsede sanktionsmuligheder, hvilket også må ses i lyset af, hvem der er den faktiske målgruppe for disse foranstaltninger, jf. kapitel 3 og 5.”

Jeg skrev dengang en meget lang artikel om samværschikane, hvori jeg gennemgik retspraksis på området efter den dagældende lov. Artiklen ligger fortsat på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Jeg konkluderede følgende i artiklen:

”Sammenfattende kan jeg bemærke, at det i så godt som alle tilfælde, hvor forældremyndigheden faktisk overføres sker på baggrund af en tydelig samlet urdering. Eneste undtagelse herfra synes at være den oprindelige afgørelse, som danner baggrund for sagen refereret i TFA 2003/194.

Kun i ét eneste tilfælde (TFA 01/309 ) er der ikke gennemført en børnesagkyndig undersøgelse ved domstolene, og i det tilfælde var det “af parterne” oplyst, at barnet ville blive flyttet til Libanon.

Med højesterets afgørelse gengivet i U 2004/296 H må det konstateres, at § 13 nærmest ikke har betydning, og at det stort set vil være umuligt at få overført forældremyndigheden, idet der dog også efter denne doms fremkost er sager, hvor det har været påberåbt igen – og en enkelt med held.”

Mit udgangspunkt var på det tidspunkt, at samværschikane var et vildt overdrevet af foreningen far oppisket problem. Det støttede jeg på mine daværende erfaringer og SFI-rapporten.

Forarbejderne til forældreansvarsloven.

Alligevel arbejdede man som bekendt videre anført af netop Foreningen Far med begrebet, der fik næsten fuld skrue i betænkningen ”Barnets Perspektiv”.

I betænkningen anføres på side 227:

”Er der tale om, at bopælsforælderen uden nogen påviselig begrundelse søger at hindre samværet mellem barnet og samværsforælderen, er det efter udvalgets opfattelse vigtigt, at det så tidligt som muligt i forløbet gennem en børnesagkyndig undersøgelse søges afklaret, hvad der ligger til grund herfor, og om det er til barnets bedste, at der fortsat er samvær – selv om dette eventuel skal gennemføres ved tvang. En tidlig afdækning af omstændighederne – og herunder en mulighed for børnesagkyndig rådgivning eller mægling mv. – må være i både barnets og begge forældres interesse. Begge forældre bør tidligt have mulighed for at opnå en forståelse for barnets perspektiv i en konflikt, der ellers kan føre til langvarige tovtrækkerier om barnet med store konsekvenser for dette.”

Jeg ser ikke i betænkningen overvejelser omkring chikane i relation til forældremyndighed eller bopæl.

Til gengæld kommer emnet frem i den politiske aftale, som blev indgået i forlængelse af betænkningen. Som det ses i selve lovforslaget, indeholdt den politiske aftale følgende punkt:

”Samværschikane skal imødegås ved en opstramning af praksis for fastsættelse af erstatningssamvær, og ved, at fogedretternes tvangsfuldbyrdelse af samværssager effektiveres. Samværschikane skal have større vægt ved bedømmelsen af, hvad der er i barnets bedste, når der skal træffes afgørelse om barnets bopæl eller forældremyndigheden over barnet.”

I oversigten over lovforslaget anføres i punkt 1.2 bl. a.:

”Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv. Det må anses som en stor belastning af et barn, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. Samværschikane skal således fortsat indgå i vurderingen. I sager om forældremyndighed skal det derfor indgå i overvejelserne om, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der må anses for bedst egnet til på længere sigt at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til den anden forælder.”

Det står klart i af lovforslagets bemærkninger, at samværschikane skal have betydning.

Det helt afgørende dilemma ligger i afgrænsningen mellem ”barnets bedste” og ønsket om at sikre barnets kontakt med begge forældre, herunder at forhindre samværschikane.

I lovforslagets punkt 3.2.3. anføres:

”I sager, hvor der anmodes om overførsel af forældremyndigheden på grund af forældremyndighedsindehaverens chikane af samværet, skal der ved vurderingen af barnets bedste tages hensyn hertil. Retten skal ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, herunder vurdere, hvem af forældrene, der må anses for at være bedst eget til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Der henvises til pkt. 4.10.3.”

Netop pkt. 4.10.3 indeholder de afgørende overvejelser om emnet.

Det interessante er, at ministeriet (læs: politikerne) nok tilsluttede sig udvalgets overvejelser men efter min vurdering strammer betydeligt op, idet man skriver:

”Ministeriet finder, at der er behov for at indskærpe over for statsforvaltningerne, at der ved vurderingen af, hvad der er barnets bedste, jf. § 4, skal anlægges et fremtidsorienteret perspektiv.

Dette gør sig særligt gældende i sager om forældremyndighed efter lovforslagets §§ 11 og 14, samt ved afgørelsen om, hvor barnet skal have bopæl. Det er en stor belastning for barnet, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten – uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt.

Der henvises til pkt. 3.3.3. og 3.4.3. samt til lovforslagets §§ 11, 14 og 17 og bemærkningerne hertil.”

Det følges op i bemærkningerne til forslagets § 17:

”I tilfælde, hvor den ene forælder eller den hidtidige bopælsforælder uden rimelig grund har hindret den anden forælders kontakt til barnet, er der behov for, at retten anlægger et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, således at det indgår i vurderingen med betydelig vægt, i hvor stort et omfang barnet belastes af bopælsforælderens adfærd, samt hvem af forældrene, der fremover må anses for bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnets kontakt til den anden forælder.

Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. om samværschikane i de almindelige bemærkninger.”

Hvordan er det gået?

Man kan vel godt konkludere, at der blev lagt op til, at dokumenteret samværschikane skulle have konsekvenser. Spørgsmålet er, om det også er blevet tilfældet.

Det spørgsmål er ubetinget lettest at afdække i relation til spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl, idet der offentliggøres temmelig mange afgørelser i TFA, hvoraf en del også omhandler dette spørgsmål.

På samværsområde er det langt vanskeligere at vurdere effekten. Mine bemærkninger vedrørende samvær vil derfor først og fremmest basere sig på egne oplevelser, der dels stammer fra sagerne men også i et vist omfang fra erfaringer fra telefonrådgivningen i Landsforeningen Børn og Samvær. De sidste er dog næppe for alvor repræsentative, idet foreningen oftest konsulteres af bopælsforældre.

Min oplevelse er, at statsforvaltningen fortsat langt hen af vejen arbejder ud fra princippet om, at der skal være samvær for enhver pris. Der skal stadigvæk uendelig meget til, at samværet stoppes, og man strækker sig meget, meget langt for at i mødekomme samværsforælderens ønsker og behov.

De sager, som jeg selv har haft, hvor jeg på typisk farens vegne har forsøgt at kæmpe et samvær igennem trods morens vægring, har statsforvaltningen længe opretholdt illusionen om samværet.

Statsforvaltningens dilemma er, at de kun kan træffe afgørelse. Herefter må man som samværsforælder trække sagen i fogedretten med alle de menneskelige omkostninger, der nu engang er knyttet til det. Det er ikke holdbart i længden.

Jeg oplever, at statsforvaltningen og fogedret bliver magtesløs over for en chikanerende bopælsforælder. Chikanerer forælderen længe nok, vil statsforvaltningen ty til at stoppe samværet. Bopælsforælderen får således i praksis sin vilje i sidste ende.

Det er så her, den såkaldte skilsmissepakke 2014-15 skulle ændre noget.

For mit vedkommende må jeg sige, at jeg ikke har haft mange sager om emnet i de første par år, loven har virket. Men de sager, jeg har haft – eller har set – er meget tankevækkende.

Jeg har oplevet en sag, der kørte i omtrent 4 år og således både under gammel og ny lov. Der forelå åbenlys modarbejdning fra mors side, og statsforvaltningen var meget længe overordentlig behjælpelig men uden virkning. Til sidst blev samværet stoppet grundet det høje konfliktniveau. Resultatet er ikke enestående i disse sager.

Alt i alt fører sagerne til, at far må forsøge sig med en sag om overførelse af forældremyndighed eller bopæl. Det er her, problemerne først og fremmest opstår.

Der foreligger kun ganske få afgørelser, hvor forældremyndighed eller bopæl er overført i situationer, hvor der har foreligget samværschikane.

I sagen TFA 2008/339 ØLD er det i den sammenhæng interessant at notere, at kun byretten omtaler samværschikane som begrundelse.

Byretten anfører bl. a. i sin begrundelse: ”Hun er ikke indstillet på et positivt samarbejde med sagsøgeren om samvær med børnene og udøver samværschikane, ligesom hun påvirker børnene negativt i forhold til sagsøgeren.”

Landsretten undlader elegant at nævne samværschikanen men refererer til en række andre forhold, der gjorde, at landsretten var enig med byretten i, at børnene skulle bo hos faren. Det må nu også erkendes, at problemstillingerne for børnene virkede komplekse.

I sagen TFA 2009/545 ØLD, der vedrørte en 5-årig D, som F grundet moderens nægtelse ikke havde set, siden D var 7 måneder, og hvor D troede, at ny papfar var hans far, stadfæstede landsretten byrettens dom i henhold til grundene, der var:

”Selvom spørgsmålet om forældremyndigheden tidligere er afgjort flere gange i retten, finder retten ikke grundlag for at afvise nærværende sag.

Efter oplysningerne i sagen – senest den børnesagkyndige erklæring – må det lægges til grund, at M uden rimelig grund gennem en lang periode har hindret F’s kontakt til S. Dette forhold skal indgå i vurderingen af barnets bedste i forhold til en ændring af forældremyndigheden efter forældreansvarslovens § 14,stk. 1.

Parterne har efter det oplyste kun kendt hinanden i en kort årrække, der hovedsagelig ligger før S’ fødsel, og de har aldrig etableret et egentligt samliv i fælles hjem. S er nu fem år og beskrives som en velfungerende og ukompliceret dreng. Han har hele livet boet hos sin mor, hvorimod han ikke, siden han var spæd, har set sin far og formentlig ikke er bekendt med faderens eksistens.

Selvom M uden rimelig grund hindrer F’s kontakt med S, finder retten efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at parterne kan etablere et samarbejde omkring S. Retten finder derfor, at det ikke er til S’ bedste, at der etableres fælles forældremyndighed. Endvidere finder retten – på trods af den udviste samværschikane – at det er bedst for S, at forældremyndigheden fortsat tilkommer M alene.”

I TFA 2010/262 VLD havde retten i Hjørring rygrad til at lade samværschikanen få konsekvenser, idet byretten placerede bopælen under fælles forældremyndighed hos F med denne begrundelse:

”Parterne ophævede samlivet for ca. 1 år og 10 måneder siden. F har siden samlivsophævelsen kun haft 1 overvåget samvær med A på trods af statsforvaltningens afgørelse om samvær samt fogedrettens og landsrettens afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse heraf.

Efter de afgivne forklaringer i retten lægges det til grund, at den manglende gennemførelse af de fastsatte samvær alene skyldes M’s forhold. Efter hendes forklaring i retten lægges det videre til grund, at hun heller ikke fremover agter at medvirke til at få de fastsatte samvær gennemført.

Retten finder, at det vil være bedst for A, hvis kontakten til både hans far og mor bevares. Da det må lægges til grund, at A heller ikke fremover vil få en kontakt til sin far, hvis han fortsat skal bo ved sin mor, tages sagsøgtes principale påstand til følge.”

Men landsretten omgjorde afgørelsen og lod barnet blive hos M med denne begrundelse og dissens:

I enighed udtaler landsretten: ”Det tiltrædes, at den manglende gennemførelse af det fastsatte samvær alene skyldes M’s forhold, og at det alene skyldes hendes forhold, at der ikke er noget samarbejde mellem forældrene om A. M’s ensidige nægtelse af at samarbejde kan ikke begrunde, at F ikke fortsat skal have andel i forældremyndigheden over A, og det tiltrædes derfor, at parterne fortsat skal have fælles forældremyndighed over A.”

”2 landsdommere udtaler herefter:

”M har gennem hele A’s opvækst været den primære omsorgsperson. A var 1 år og 3 måneder, da samlivet mellem parterne blev ophævet i november 2007, og der har siden alene været gennemført et samvær i december 2008. Vi finder derfor ikke, at der for øjeblikket er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for A, at han skal have bopæl hos F, jf. herved forældreansvarslovens § 4. Vi stemmer derfor for, at A fortsat skal have bopæl hos M.”

En landsdommer udtaler:

“Af de grunde, som byretten har anført, stemmer jeg for at stadfæste byrettens afgørelse om, at A skal have bopæl hos F.”

Det er interessant at lægge mærke til, at det var byretten og en konstitueret dommer, som ville lade chikanen få betydning og dermed ville følge forarbejderne til loven.

TFA 2010/350 ØLD handlede om en nu 7-årig pige, som F ikke havde set siden 205, da pigen var 2 år.

Landsrettens begrundelse var denne:

”Efter de for landsretten foreliggende oplysninger må begge forældre anses for egnede til at have forældremyndigheden.

Landsretten finder som byretten at kunne lægge til grund, at indstævnte i en længere årrække har udøvet samværschikane ved uden rimelig grund at have hindret appellantens samvær med D.

Efter forarbejderne til forældreansvarsloven skal retten i de tilfælde, hvor samværschikane påvises, blandt andet overveje at overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Landsretten vurderer dog, på samme måde som byretten, at det på nuværende tidspunkt vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for D, såfremt forældremyndigheden over hende skulle overføres til appellanten, at en overførelse i dag ikke vil være bedst for D.

På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.”

I denne sag ulejliger landsretten sig med at forholde sig til lovforarbejderne. I øvrigt vender jeg senere tilbage til det, som jeg finder er hovedproblematikken (tidsforløbet og den betydning, som en ændret bopæl vil få for barnet).

På Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside kommenterede jeg den pågældende afgørelse med denne svada, der kom lige fra hjertet:

”Det er simpelthen så gennemgribende frustrerende at følge med i behandlingen af børnesager efter forældreansvarsloven. Faktum er, at betænkningen siger et, loven og bemærkningerne næsten det samme – hvorefter “systemet” agerer i åbenlys strid hermed. Her er det samværschikane, som er eksemplet. Men det kunne stort set være på alle andre områder, hvor det samme gør sig gældende.

Denne sag synes at illustrere, at bare man er indædt nok i sin modstand, vil man få sin vilje.

Dilemmaet er til stadighed, at hvad der er bedst for barnet og de gode ord i lov og bemærkninger om samarbejde og konsekvens kolliderer.

Men hvad er egentlig det bedste for barnet? Det er aldrig defineret.

Det forekommer i øvrigt pudsigt og i al fald tankevækkende, at landsretterne er yderst konsekvente i børnebortførelsessagerne men anlægger et andet syn på “bedst for barnet”, når det gælder en række forhold inden for forældreansvarslovens område. se f. eks. TFA 2010/383 ØLK”

Denne dom er efter min opfattelse måske det mest tydelige eksempel på, hvor svært det er at komme igennem i samværschikanesagerne.

Den nyeste trykte dom (på artiklens oprindelige tilblivelsestidspunkt) er TFA 2010/736 ØLD, der indeholder så godt som alle elementer i problemstillingen samværschikane og alligevel når til det resultat, at der ikke skal ske ændring af barnets bopælsmæssige status.

Sagen vedrørte en 3-årig P, hvor F havde samvær en time om ugen hos M fra P var 4 til 10 måneder, hvorefter M ikke længere ønskede, at F skulle have samvær. F havde ikke set P siden 3 overvågede samvær i 2008, der ifølge overvåger var forløbet fint.

Der var næsten sideløbende sag om samvær i statsforvaltningen, fogedsag og retssag. En børnesagkyndig undersøgelse måtte opgives, da M ikke ville deltage. F tilkendegav, at han egentlig foretrak, at M havde bopæl, men ønskede forældremyndighed og bopæl, fordi M ikke ville samarbejde overhovedet.

Landsrettens begrundelse:

”Moderen har siden D’s fødsel varetaget omsorgen for hende, og det må lægges til grund, at moderen er egnet til at have forældremyndigheden.

Landsretten lægger på baggrund af de børnesagkyndiges udtalelse til grund, at der ikke er forhold hos faderen, der bør forhindre kontakt imellem ham og D.Det er imidlertid nu mere end to år siden, at faderen sidst har haft samvær medD, til trods for at der foreligger en afgørelse om samvær, og til trods for at faderengennem flere år via fogedretten har forsøgt at få fuldbyrdet samværsafgørelsen.

Den børnesagkyndige undersøgelse, som parterne har været enige om skulle indhentes til brug for sagen, har end ikke kunnet færdiggøres. Landsretten finder på denne baggrund, at moderen uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og faderen. Moderen har således udøvet samværschikane i flere år og i størstedelen af D’s liv.

Ved bedømmelsen af, om det er bedst for D at overføre forældremyndigheden over hende til faderen, skal der efter forarbejderne til forældreansvarsloven bl.a. tages hensyn til, at et barn har ret til to forældre, og at det er en vigtig del af denne bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet.

Landsretten vurderer dog, at det vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for den 3-årige D, hvis forældremyndigheden over hende overføres til faderen, at en overførelse på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for hende.”

Ovenstående dækker den trykte praksis på området efter forældreansvarsloven.

Disse afgørelser vil jeg supplere med et par utrykte afgørelser, som jeg selv har været ret kraftigt involveret i.

Den første af disse er en sag, som jeg på Børn og Samværs hjemmeside gengiver sådan:

Forældremyndighed ej overført fra M til F – eller bopæl flyttet fra M til F – vedrørende P på 4 år trods påstået samværschikane, Retten i Roskilde 22. april 2010 – ej anket.

I denne sag havde der være uafbrudt konflikt stort set siden barnet blev født, idet parforholdet blev brudt, da P var et halvt år gammel. M havde fra starten modsat sig samvær. Der har været en del fogedforretninger og sager i statsforvaltningen, der indtil kort før byretsdommen havde resulteret i krav om samvær.

F oplevede Ms indflydelse på P som ubehagelig, idet han oplevede, at M signalerede frygt for F under alle udleveringer.

Byrettens begrundelse:

”Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at sagsøgeren har haft samvær i varierende omfang med P, siden parterne ophævede samlivet i 2005, og at P trivedes med samværene med F, indtil hun i marts eller april 2009 skiftede adfærd over for ham, når han hentede hende i børnehaven, og at dette skete i et sådant omfang, at børnehaven fandt det nødvendigt at sende bekymringsbrev til X kommune den 27. maj 2009.

Efter bevisførelsen lægger retten endvidere til grund, at den børnesagkyndige ikke har fundet det forsvarligt at bringe sagsøgeren og barnet sammen under den børnesagkyndige undersøgelse på grund af reaktioner hos barnet.

Retten finder, at begge parter er egnede til at have den fulde forældremyndighed over P. Sagen skal herefter afgøres, efter hvad der er bedst for P.

Retten finder ikke, at der er klare holdepunkter for, at barnets reaktioner er en følge af forhold, som M bærer ansvaret for. Retten finder det ikke med disse reaktioner hos barnet forsvarligt at bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed over barnet, eller at barnet bopæl hos F.

M frifindes derfor.”

Beskrivelsen er uendelig kort af en sag, som jeg fulgte gennem 4½ år. Jeg oplevede og orkestrerede Fs umådelige tilbageholdenhed i kampen for at få lov at være en del af barnets opvækst. Det var tydeligt for mig, at M ikke på nogen måde ønskede at tage imod Fs ønske om at medvirke til at gøre hende tryg men tværtimod gjorde meget for at skræmme barnet fra far. Sagen endte med, at statsforvaltningen standsede samværet, og at F opgav at anke. F opgav sit barn.

Den næste sag indeholder ikke i procedure eller domsbegrundelser begrebet samværschikane. Men sagen indeholder alle ingredienserne, og har siden udviklet sig til en også i pressen omtalt problemsag.

På Børn og Samværs hjemmeside har jeg givet den dette referat:

”Fortsat fælles forældremyndighed over to-årig P, der fortsat skulle bo hos M. Højt konfliktniveau, utrykt ØLD af 19. januar 2010

Parterne var meget konfliktfyldte med gensidige beskyldninger om psykisk sygdom. Sagen var anlagt af F med oprindelig påstand om eneforældremyndighed. Under ankesagen frafaldtes den påstand, således at sagen blev en ren bopælsafgørelse.

Der var i byretten gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. M havde været meget fokuseret på, at F var psykopatisk. M havde psykiske problemer, som måtte anses for diagnosticerede. M fremstillede sine problemer som nogen, der var påført hende af den i hendes øjne psykopatiske F. Det fremgik af erklæringerne og også i konklusionsafsnittet i den børnesagkyndige rapport, at M har haft psykiske problemer i forbindelse med de tidligere fødsler, der ligger forud for det tidspunkt, hvor hun og F lærte hinanden at kende.

Under landsretssagen meddelte M, at hun flyttede fra Sjælland til Jylland.

Byrettens begrundelse:

”Retten finder på grundlag af observationerne i den børnesagkyndige erklæring og indtrykket af parterne i retsmøderne, at de begge kan anses for egnede til at forvalte forældreansvaret over P. Det er ligeledes opfattelsen, at det uanset den gensidigt uforsonlige og meget følelsesladede konflikt indtil videre er lykkedes parterne at holde P fri af deres samarbejdsvanskeligheder.

Under disse omstændigheder, og da der fra begges forklaringer ydermere er grundlag for at tro, at en overførelse af forældreansvaret til den ene af parterne på nuværende tidspunkt blot vil fjerne motivationen til at opretholde og arbejde på en forbedring af det nuværende samarbejde, som sikrer begge parters regelmæssige, vigtige kontakt til barnet, finder retten ikke, at der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed.

Da den nu knap halvandet år gamle P ifølge det oplyste har boet hos M, siden hun var ca. et halvt år, og samværene med F indtil videre har været dagsamvær uden overnatning, finder retten, at det vil være bedst for hende fortsat at have bopæl hos M.”

Landsrettens begrundelse.

”Efter en samlet vurdering af de oplysninger om parternes forhold og deres forhold til den knapt 2-årige P findes det bedst for P, at hun har bopæl hos M, der er hendes primære omsorgsperson.

Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er påanket.”

Min kommentar på hjemmesiden var, at afgørelsen først og fremmest skulle ses som en afgørelse, hvor det har vægtet i landsretten, at der var tale om et meget lille barn, der hidtil havde boet mest hos M.

Sagen kan også ses i det lys, at M umiddelbart efter dommen flyttede til Jylland som varslet, og at F herefter fik uovervåget overnattende samvær. M nægtede imidlertid at udlevere P til samvær.

Hun truede i forbindelse med fogedsag med at bringe sagen i pressen, hvor hun ville fokusere på, at hun var præst. Ifølge fogedbogen ville det ikke se pænt ud for retsformanden, at han havde fængslet en præst. Sagen blev tophistorie i Kristeligt Dagblad onsdag den 14. juli 2010.

Det hører med til historien, at F skiftede advokat fra mig til en anden efter landsretssagen med den begrundelse, at jeg ikke er ”hård nok”. Jeg har dog efterfølgende fulgt sagen tæt, da F løbende holder mig orienteret, efter at jeg gik offentligt ind i debatten i Kristeligt Dagblad – efter at være blevet fravalgt!

En fogedsag i sagen i sommeren 2010 endte i ugeskriftet som U 2010/2764 VLK, hvor M blev taget i forvaring. Allerseneste udvikling i denne konkrete sag (december 2010) er, at byretten har besluttet, at der skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse og en undersøgelse og vurdering af hver af forældrene.

Fælles forældremyndighed over 5-årig D – Samværssabotage ikke komme samværsfrælderen til skade, TFA 2011/58 ØLD

Byrettens begrundelse

Sagen vedrører for retten alene spørgsmålet om, hvorvidt det skal etableres fælles forældremyndighed over S.

Efter oplysningerne i sagen – senest Familiestyrelsens afgørelse af 2. februar 2010 og den børnesagkyndige erklæring – må det lægges til grund, at M gennem en længere periode har modarbejdet F’s kontakt til S på grundlag af en alvorlig mistanke om seksuelle krænkelser. Denne mistanke har ikke kunnet bekræftes og har ikke givet anledning til strafferetlig efterforskning.

Parterne har efter det oplyste kun kendt hinanden i en kortere periode før S’ fødsel, og de flyttede kort efter fødslen fra hinanden. Efter samlivsophævelsen har der i to til tre år været samvær mellem S og F, men uden overnatning, og der er hidtil ikke etableret et stabilt samvær uden overvågning.

S er nu knapt fem år og har hele livet boet hos sin mor.

Selvom det således må lægges til grund, at M ikke har samarbejdet om at etablere kontakt mellem S og F, finder retten efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at parterne kan etablere et samarbejde omkring S. Retten finder derfor, at det ikke er til S’ bedste, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1. Endvidere finder retten – på trods af M’s hidtidige modvilje mod samværet – at det er bedst for S, at forældremyndigheden fortsat tilkommer M alene.

Landsrettens begrundelse:

Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at forældre har fælles forældremyndighed, uanset om de er samboende eller ej, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at det vil være bedst for barnet, at den ene forælder får forældremyndigheden alene.

Moderen har det seneste 1½ år forhindret kontakt mellem S og faderen under henvisning til, at faderen har krænket barnet, herunder seksuelt. Disse alvorlige beskyldninger er imidlertid ikke objektivt underbyggede, og mistanken støttes heller ikke af den børnesagkyndige undersøgelse i sagen, der derimod anfører, at der under psykologens observation var en naturlig og god kontakt mellem faderen og S.

Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarsloven, jf. lovforslag nr. L 133, Folketinget 2006-07, s. 82, at manglende kontakt, som skyldes samværssabotage, ikke svækker samværsforælderens mulighed for at få del i forældremyndigheden. Da der ikke i øvrigt er oplysning om forhold, som taler mod fælles forældremyndighed, og idet bemærkes, at den omstændighed, at faderen er bosiddende i Spanien, ikke hindrer fælles forældremyndighed, tages appellantens påstand til følge.

kommentar:

Afgørelsen tager alene stilling til forældrmyndighedsspørgsmålet og ikke til spørgsmålet om bopæl, som egentlig ville være det ultimative i forhold til grov samværschikane.

Eneforældremyndighed til M over 3-årig P efter 2 retssager over to instanser i løbet af halvandet år, udokumenterede beskyldninger mod F om grænseoverskridende adfærd, samt samværsvægring fra M, Vestre Landsrets dom af 12. september 2011

Sagen har verseret i flere år. Der har været forældremyndighedssag i byretten og Østre Landsret ca. 1½ år tidligere. Endvidere har der været fogedsager, hvor M har vægret sig ved at udlevere til samvær foruden altså denne sag mellem de samme parter – om det samme barn og om de samme problemstillinger.

Undtagelsesvist har den børnesagkyndige været afhørt i landsretten.

Byrettens begrundelse:

P er født den 16. april 2008. M havde i perioder under graviditeten været indlagt på psykiatrisk afdeling, indledningsvist på grund af depression, senere på grund af en krisereaktion og selvmordstruende adfærd.

M fik i en kort periode antipsykotisk medicin. Forholdet mellem parterne var problematisk, og det fremgår, at F overfor afdelingen har fremstillet M på en yderst negativ måde. Der blev iværksat støtte til familien straks efter fødslen.

Parterne ophævede deres relativt korte samliv, da P var 5 måneder, og P har siden boet hos M.

I begyndelsen af 2009 indledte F en sag om forældremyndighed og bopæl, og der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Den børnesagkyndige forholdt sig blandt andet til Ms psykiske tilstand og dennes betydning for hendes forældreevne. P beskrives som en alderssvarende pige i god trivsel. Der ses ikke tegn på mangler i den emotionelle kontakt til M, som man ville forvente, hvis M ikke var i stand til at forholde sig relevant til kontakten. Der ses ej heller forhold hos Ms to særbørn, der giver anledning til bekymring for omsorgen. Også F ses relevant optaget af datterens trivsel og velbefindende og fuldt ud i stand til at varetage hendes behov. Ved retten i Hillerøds dom af 15. oktober 2009 blev den fælles forældremyndighed opretholdt og bopælen tillagt M. Afgørelsen om bopæl blev stadfæstet af Østre Landsret den 19. januar 2010.

Det fremgår samstemmende af akterne, at forholdet mellem parterne var særdeles vanskelig og konfliktfyldt, og at begge parter ganske betvivlede den andens evne til at tage vare på datteren. I forbindelse med sagsøgtes flytning til (østjylland), hvor hun var blevet ansat som x, underrettede F den nye kommune om, at han var bekymret for, om M kunne varetage pasningen af børnene.

I oktober 2009 anmodede F om udvidelse af samværet. F ønskede efter en optrapning en 5/9-ordning og på længere sigt en deleordning.

Statsforvaltningen Hovedstaden traf afgørelse den 16. april 2010. Efter resolutionen skulle samværet optrappes, og F havde samvær hver uge og overnatningssamvær hver anden uge. Første overnatning skulle finde sted primo maj.

Af hensyn til omkostningerne blev det bestemt, at aflevering og afhentning af den da 2-årige P skulle ske på Odden færgehavn. Samtlige udgifter blev på grund af flytningen pålagt M.

M nægtede at efterkomme resolutionen, ligesom hun overfor fogedretten nægtede at oplyse, hvor datteren opholdt sig, hvilket ledte til, at hun af fogedretten blev taget i forvaring i 16 dage. M efterkom herefter resolutionen.

Den 14. juli 2010 indledte F på ny sag om forældremyndighed, bopæl og samvær.

M rettede i den efterfølgende periode flere henvendelser til læger og hospitaler på grund af bekymring for, at datteren var udsat for overgreb under samvær. Henvendelserne medførte, at der blev indledt en politimæssig undersøgelse.

Uanset, at alle undersøgelser, herunder undersøgelser på CBO afkræftede enhver mistanke, fastholdt M sin bekymring og afviklingen af samværet var særdeles belastende for barnet. Forløbet afstedkom en række underretninger til Ms bopælskomune, der iværksatte undersøgelse i medfør af lov om social service § 50.

Af § 50-undersøgelsen fremgår, at P er en sund og rask 2-årig, der sprogligt og socialt er på rette udviklingstrin. Hun er knyttet til sine to søstre, der er meget glade for hende. I forbindelse med undersøgelsen er forældrene fortsat med at fremkomme med beskyldninger mod hinanden.

Det vurderes, at forældrenes fortsatte fastholden af deres helt grundlæggende mistillid til den andens evne til at være forælder, på længere sigt vil medføre åbenbar risiko for, at Ps sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade. Det påpeges, at de gentagne grundløse undersøgelser, som M har udsat datteren for, i sig selv kan betragtes som overgreb.

Ms bopælskomune har på grund af bekymring for P fra 15. november 2011 og til dato stået for aflevering og afhentning i forbindelse med samvær.

I forbindelse med nærværende sag er der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Der er endvidere foretaget personlighedspsykologiske undersøgelser af parterne med det formål at søge afklaret, om der hos nogen af parterne er psykiske forhold, der begrænser forældreevnen. Der er hos ingen af forældrene påvist forhold af væsentlig betydning.

Den børnesagkyndige undersøgelse viser på ny, at P er en glad, velfungerende og normalt udviklet pige. Hun er tæt knyttet til begge forældre.

Uanset dette fastholder M stadig, at M ikke kan tage vare på datteren på grund af psykiske problemer og uligevægt. M fastholder ligeledes, at hun ikke mener, at P har godt af samværet.

Der er på grundlag af sagens hidtidige forløb og parternes gensidige upåvirkede mistillid til hinanden, ingen grund til at antage, at de problematiske forhold omkring P vil udvikle sig til det bedre, hvis hun får bopæl hos F. P har siden hun var spæd boet hos M, og hun har to halvsøstre, som hun er knyttet til. Hun er startet i børnehave og er faldet til der.

Det er derfor bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos M.

Samarbejdsvanskelighederne mellem parterne er på grund af begge parters forhold så store og uoverstigelige, at den fælles forældremyndighed bør ophæves. D P skal have bopæl hos M, tillægges hun forældremyndigheden.

(Byrettens afgørelse var fuld forældremyndighed til M og torsdag-mandag-samvær. Afhentning på Odden færgehavn og aflevering på Ebeltoft færgehavn med sædvanlig deling af transportudgifterne.

Landsrettens begrundelse:

Af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der i øvrigt er kommet frem for landsretten, tiltrædes det, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed over P, og at det er bedst for hende, at forældremyndigheden tillægges M.

Det kan ikke anses for bedst for P at tillægge F samvær med hende i videre omfang end sket ved byrettens dom.

Landsretten stadfæster derfor dommen med de ændringer, der er anført nedenfor og som er en følge af, at F nu er flyttet til Østjylland, således at der ikke er spørgsmål om færgetransport.

(landsretten stadfæster samværets men med bestemmelse om, at afhentning og aflevering sker i institution – alternativt hos M, når institutionen er lukket).

kommentar:

Min tanke i en sag som denne er følgende:

Sagens faktum:

Der foreligger grove beskyldninger rettet af M mod F, som må anses for dokumenteret uden hold.

Der foreligger udsagn om samarbejdsvilje men dokumenterede samværshindringer.

Begge forældre er forældreegnede på baggrund af to børnesagkyndige undersøgelser.

De gensidige udsagn om den andens forælderevne og opførsel risikerer at skade barnet.

Lovens indhold og baggrund:

Der skal tungtvejende grunde til at ophæve fælles forældremyndighed.

Barnet har ret til samvær med begge forældre.

Barnet skal egentlig helst kunne leve en barndom i nogenlunde ro.

Det ”rigtige resultat” kunne være:

A: som dommen men uden samvær. Altså eneforældremyndighed hos mor og intet samvær med far, da prognosen for et samarbejde og samvær i ro med M som bopælsforælder ikke virker god.

B: fortsat fælles forældremyndighed med bopæl hos far og med samvær med mor i nogenlunde samme omfang som ved dommen. Det har ikke været afprøvet, og der er ingen forhistorie, der antyder, at F vil forhindre samværet. Resultatet synes at leve op til lovens intentioner.

C: Eneforældremyndighed hos F med samme samvær som under B, da forhistorien måske kunne indikere, at det vil være bedst med en fast bagstopper for at minimere konflikterne.

Efter min bedømmelse er det faktiske resultat næsten med sikkerhed vejen til fortsatte konflikter og en ny ”kamp” med det forventelige resultat, at samværet stoppes, hvis blot mor råber længe og højt nok.

Dommen bekræfter, at samværschikane på trods af alle bemærkninger betaler sig i det virkelige liv. Et eksempel på, at loven har ”spillet fallit”.

Fælles forældremyndighed ophævet vedrøende 10-årig og tillagt M trods hendes samværschikane, TFA 2011/449 ØLD

byrettens begrundelse:

Retten finder ikke noget grundlag for at antage, at nogen af parterne som udgangspunkt er væsentligt mindre egnet end den anden part til at have forældremyndigheden over S.

S har under sin opvækst haft mest med sagsøger at gøre, og sagsøger er at betragte som S’ primære omsorgsperson.

Parterne er ikke enige i opdragelsen og behandlingen af S. Parternes samarbejdsproblemer er svære og uovervindelige.

Sagsøger har reageret voldsomt på sagsøgtes klage til – – – kommune og senere til Ankestyrelsen og har siden ikke ønsket, at sagsøgte skulle have nogen forbindelse med S.

Selv om sagsøger efter rettens opfattelse har udøvet samværschikane, findes det af hensyn til S påkrævet, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges sagsøger alene.

Sagsøgte har indtil juni 2009 haft regelmæssig kontakt til S. Under sagsøgtes samliv med S og senere samvær med ham er der ikke godtgjort forhold, der med den fornødne vægt taler imod, at sagsøgte fortsat skal have forbindelse til sin søn. Det indgår i vurderingen af barnets bedste, at barnet har ret til kontakt til begge sine forældre. Samvær anbefales også af den børnesagkyndige og af psykiater P2.

Sagsøgtes påstand om samvær tages derfor til følge, dog således at samværet i den omhandlede periode fra 1/1-30/4 2011 fastsættes til 3 timer den anden lørdag i hver måned fra kl. 10.00 til kl. 13.00. Samværet finder sted hos Cava, – – -. Samværet skal overværes af en medarbejder fra Cava. Sagsøger bringer og henter S. Det findes ikke længere påkrævet, at sagsøgte skal deponere sit pas som forudsætning for at have samvær.

Sagsøgte har efter det oplyste haft forbindelse med S over Skype indtil juni i år. Retten er enig med den børnesagkyndige i, at Skype i denne sag vil være et egnet middel til at holde kontakten vedlige mellem sagsøgte og S.

Sagsøgtes påstand om telefon-skypekontakt tages derfor til følge, dog således at kontakten kan benyttes i perioden fra 1/2-30/4 2011 een gang ugentlig i ½ time.

landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder, at der efter det oplyste om parternes konfliktfyldte relation, herunder parternes markante uenighed om rammerne for S’ opvækst og pleje, foreligger sådanne samarbejdsvanskeligheder, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed over S, som er et barn med særlige behov.

Efter de oplysninger, der er forelagt for landsretten, findes der ikke sikkert grundlag for at antage, at nogen af parterne hver for sig er uegnede til at varetage omsorgen for S.

Uanset at moderen i en længere periode med urette har hindret faderen i at have samvær med S, og uanset at der er rejst tvivl om, hvorvidt moderens hjemmetræning af S efter den såkaldte Family Hope Center-metode er i S’ bedste interesse, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden for S er tillagt moderen, der har været S’ primære omsorgsperson. Landsretten har tillige lagt vægt på, at faderen aktuelt har bopæl i Israel.

Da der efter bevisførelsen, blandt andet den børnesagkyndige cand.psych. P1’s erklæring, ikke er grundlag for at antage, at samvær mellem faderen og S er til skade for S, men tværtimod må anses for at være til S’ bedste, har landsretten udvidet omfanget af det af byretten fastsatte samvær som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved, at landsretten efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og omfanget af S’ hidtidige kontakt til faderen ikke for nuværende finder grundlag for at træffe bestemmelse om samvær, der omfatter overnatning, og ej heller feriesamvær.

(der blev fastsat dagsamvær lørdag og søndag en gang om måneden fra 10-15 med overvågning de første gange).

kommentar:

Det er en af de afgørelser, som understøtter, at samværschikane nærmest er konsekvensfrit. Selvfølgelig bortset fra, at det generelt skader et barn at være udsat for den voldsomme konflikt gennem lang tid.

Mens der er ganske mange andre afgørelser, hvor jeg ville være tilbøjelig til at mene, at der burde være konsekvenser, tænker jeg ved gennemlæsning af denne afgørelse, at den egentlig virker ”rigtig”. Spørgsmålet er, om afgørelsen var blevet anderledes, hvis ikke alternativet havde været at flytte barnet så langt væk som til Israel?

Et andet spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis M fortsætter med at tilbageholde barnet fra samvær. Statsforvaltningen vil i al fald ikke de første par år ændre samværsafgørelsen til, at der ikke skal være samvær. Dertil er respekten for landsretten nok for stor.

Ikke overførsel af forældremyndighed over 7-årig P og ej heller fælles forældremyndighed. M har uden rimelig grund hindret samvær (samværschikane), TFA 2013/83 VLD

Byrettens begrundelse:

A har altid boet hos sin mor, som hun er stærkt knyttet til. A har aldrig boet sammen med sin far. På baggrund af den børnesagkyndige undersøgelse og udtalelsen fra A’s skole i elevplanen fra marts 2012 finder retten at kunne lægge til grund, at A trives hos sin mor. A har igennem årene haft begrænset kontakt med F. Uanset årsagen til dette findes det ikke at være A’s tarv, at hun skal flytte fra sin mor.

Det fremgår af sagsforløbet, at M har stor modvilje mod F, hvilket har vanskeliggjort parternes samarbejde. Forholdet er af den grund stadig meget konfliktfyldt, og der er derfor tungtvejende grunde til, at parterne ikke skal have fælles forældremyndighed. Retten finder derfor ikke grundlag for at ændre på forældremyndigheden.

På baggrund af de børnesagkyndige undersøgelser, der er udarbejdet, og beskrivelserne fra de overvågede samvær finder retten, at det kan lægges til grund, at A’s modvilje mod at blive udleveret skyldes M’s modvilje mod F. M vil således ved en holdningsændring til samværet have mulighed for at ændre A’s reaktion på at skulle udleveres. Efter den børnesagkyndige erklæring af 5. august 2011 og psykolog P’s forklaring må det lægges til grund, at et samvær med F vil være positivt for A, og at det også på sigt vil være af betydning for A’s udvikling, at hun lærer sin far at kende.

I overenstemmelse med anbefalingen i den børnesagkyndige undersøgelse og F’s påstand fastsættes der kun hverdagssamvær, da det vurderes, at A ikke er klar til samvær med overnatning.

Da samværet igen har været afbrudt i en periode, og da den børnesagkyndige undersøgelse belyser, at M har brug for hjælp i forbindelse med gennemførelse af samvær, bestemmes det, at de første 6 samvær skal være støttet af psykolog P i forbindelse med udleveringen af A.

Landsrettens begrundelse:

Efter oplysningerne i sagen lægges det til grund, at M gennem flere år og uden rimelig grund har hindret gennemførelsen af F’s samvær med A. Der ikke er grundlag for at betvivle, at F er kompetent som far og derfor velegnet til at have forældremyndigheden over A.

Efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og det, der i øvrigt er oplyst om A’s forhold, finder landsretten det imidlertid efter en samlet vurdering betænkeligt – i alt fald på nuværende tidspunkt – at anse det for bedst for A, at forældremyndigheden over hende overføres til F. Der er herved særligt lagt vægt på, at A hele sit liv har boet sammen med M, som hun er nært knyttet til, at A fra hun var ca. 1½ år kun har haft en meget sporadisk kontakt til F, og at hun blandt andet på grund af M’s udtalelser om F for tiden må antages at have et meget ambivalent forhold til ham.

Det tiltrædes på denne baggrund, at M er frifundet for påstanden om, at forældremyndigheden over A overføres til F.

Under hensyn til det meget konfliktfyldte forhold mellem M og F, og da M fortsat har stor modvilje mod F, findes fælles forældremyndighed over A at indebære en væsentlig risiko for, at der vil opstå samarbejdsproblemer og deraf følgende konflikter mellem parterne til skade for A. Efter det anførte tiltrædes det derfor, at det er bedst for A, at M beholder forældremyndigheden alene.

Herefter, og da ankesagen efter parternes påstande ikke omfatter byrettens afgørelse om samvær, stadfæster landsretten dommen.

Kommentar:

Sagen er en blandt mange, hvor der tilsyneladende foreligger regulær samværschikane. M har haft F anmeldt for seksuelle overgreb på P. Politiet havde henlagt sagen. Der havde været utallige fogedforretninger.

 F og M var gået fra hinanden før Ps fødsel, og F har kun sporadisk haft samvær med P.

Min mavefornemmelse siger, at afgørelsen virker rigtig af hensyn til P.

Men hvor går grænsen egentlig? Det synes jeg, at der er et større og større behov for at få afklaret.

Der er generel behov for debat af emnet.

Med ændringerne i forældreansvarsloven er det blevet lettere at opnå afskæring af den anden part ved at holde ”krigen” i kog. Er det rimelig?

Hvordan konsekvenssætter vi, uden at det går ud over børnene? Jeg mener, at der er behov for det.

Fuld forældremyndighed til M over 3-årig D trods børnesagkyndiges anbefaling af forældremyndighed hos faren, (samværschikaneproblematik også) TFA 2013/363 ØLD

Byrettens begrundelse:

Ud fra en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, samt at F skal have samvær med S i lige uger fra fredag eftermiddag til mandag morgen, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 19.

Forældremyndighed

Parterne har hidtil haft fælles forældremyndighed. Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde. Efter parternes forklaringer og den børnesagkyndiges vurdering, som fremgår af den børnesagkyndige rapport, anser retten det for godtgjort, at parterne har så svære og uovervindelige samarbejdsproblemer og konflikter af en sådan karakter, at der foreligger tungtvejende grund til, at fortsat fælles forældremyndighed vil være til skade for S.

Det fremgår af den børnesagkyndige rapport, at S er meget tæt knyttet til sin mor og storebror. S har ikke været på F’s bopæl, og han kender ikke F’s hustru og hendes børn. F har i ca. 1½ år, blandt andet på grund af M’s forhold, ikke haft meget kontakt med S. Herefter og uanset at den børnesagkyndige i sin rapport har anbefalet, at F tillægges forældremyndigheden alene, finder retten, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for S, at han fortsat bor hos sin mor.

Herefter tages M’s påstand til følge, således at den fælles forældremyndigheden over S ophæves og tillægges M alene.

Samvær

Retten har fastsat samvær som nedenfor bestemt. Retten har navnlig lagt vægt på, at F alene har anmodet om at få samvær hver anden weekend, såfremt S ikke skal bo hos ham. Retten har endvidere lagt vægt på, at S efter den børnesagkyndiges oplysninger er glad for at være sammen med sin far. Der er derfor ikke grundlag for, at samværet skal være overvåget.

Af hensyn til S, og for at sikre at F får samvær med S, skal dommen kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2, hvorfor F’s påstand herom tages til følge.

Landsrettens begrundelse:

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltræder landsretten af de grunde, der er anført af byretten, at det på nuværende tidspunkt er bedst for S, at M får forældremyndigheden alene.

Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det endvidere, at F skal have samvær med S som fastsat ved byrettens dom.

kommentar:

Ordet samværschikane nævnes ikke. Men det er nu en sag, hvor tanken om det fænomen hurtigt tænkes. Der er tilsyneladende tale om et vanskeligt miljø hos begge forældre. Den børnesagkyndiges anbefaling læner sig helt klart op af netop et samværschikanesynspunkt.

Det er vel også en sag, hvor man på en eller anden måde kan sige, at M er belønnet for at forhindre samvær.

Omvendt er det lige så oplagt en sag, hvor man må skele til barnets alder og hidtidige kontakt med F.

En rigtig svær sag at bedømme udefra.

Ikke overførelse af forældremyndighed over 11-årig trods samværssabotage, TFA 2013/612 ØLD

Byrettens begrundelse:

Efter parternes forklaringer må det lægges til grund, at der navnlig efter samlivsophævelsen har været konflikter mellem parterne omkring samvær, hvor sagsøgte uden nærmere begrundelse vedvarende har nægtet at udlevere S til samvær med sagsøgeren. På baggrund af oplysningerne i akterne fra statsforvaltningen og i den børnesagkyndige erklæring må det endvidere lægges til grund, at sagsøgeren har været meget samarbejdsvillig og har gjort et ihærdigt forsøg på at opretholde en god kontakt til S, og at der ikke er konstateret forhold hos sagsøgeren, der gør ham uegnet til at have samvær med S. Det er imidlertid nu flere år siden, at sagsøgeren har haft samvær med S til trods for, at der tidligere har foreligget afgørelser om samvær med S og til trods for, at sagsøgeren igennem en lang årrække har forsøgt at få fuldbyrdet samværsafgørelserne. Retten finder på denne baggrund, at sagsøgte uden rimelig grund har hindret samværet mellem S og sagsøgeren. Sagsøgte har således udøvet samværschikane i mange år og i størstedelen af S’ liv.

Ved bedømmelsen af, om det er bedst for S at overføre forældremyndigheden over S til sagsøgeren, skal der bl.a. tages hensyn til, at et barn har ret til to forældre, og at det er en vigtig del af denne bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt med barnet.

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse og oplysningerne fra S’ skole, at sagsøgte, på trods af hun beskrives, som en noget skrøbelig person, har formået at være en god mor for S, der er blevet en velstimuleret, klog og glad dreng, og som er meget glad for og nært knyttet til sin mor. Det fremgår endvidere, at S ikke har lyst til at se sin far, at han mener, at faderen lyver, at S er meget bange for, at faderen skal tage ham med sig imod moderens vilje, og at S er meget påvirket af moderens negative holdning til sagsøgeren.

På baggrund heraf finder retten, uanset sagsøgtes massive og vedvarende samværschikane, at det vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for S, hvis forældremyndigheden over ham overføres til sagsøgeren, at en overførelsen af forældremyndigheden på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for S. Det bemærkes samtidigt, at retten ikke finder, at der er hjemmel til at overføre forældremyndigheden til sagsøgeren betinget af særlige vilkår.

Der har i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse været forsøgt iværksat overvåget samvær mellem sagsøgeren og S. Det fremgår af oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse, at S under samværet var anspændt, vred, utilpas og grædende, og at han følte sig forfulgt, misforstået og ikke hørt. Ifølge den børnesagkyndiges vurdering vil det ikke på nuværende tidspunkt være godt for S at blive tvunget til samvær igen og det vil være til skade for S, idet S aktuelt er så negativt indstillet overfor sagsøgeren, at han føler det som et overgreb at skulle være sammen med sagsøgeren. Den børnesagkyndige vurderer endvidere, at det ikke vil være et godt udgangspunkt for at skabe en bæredygtig kontakt mellem S og sagsøgeren, uanset grunden til S’ negative holdning til sagsøgeren.

Under disse omstændigheder finder retten, at det vil udsætte S’ sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, hvis der fastsættes samvær mellem S og sagsøgeren, også uanset om dette samvær måtte være overvåget, hvorfor retten finder, at det vil være bedst for S, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes samvær.

Landsrettens begrundelse:

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, at M uden rimelig grund i mange år og i størstedelen af S’ liv har hindret samværet mellem S og F, der efter de foreliggende oplysninger som udgangspunkt må anses for velegnet til at have forældremyndigheden over S.

Imidlertid finder landsretten af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, herunder navnlig i lyset af den børnesagkyndige undersøgelse, at en overførsel af forældremyndigheden til F på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for S, og at det heller ikke vil være bedst for ham, at forældremyndigheden tillægges F midlertidigt.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom, i det omfang den er påanket.

Fælles forældremyndighed ophævet over 7- og 9-årig og forældremyndigheden tillagt F på grund af samarbejdsvanskeligheder, TFA 2013/99 VLD

Byrettens begrundelse:

Vedrørende forældreansvarsspørgsmålet:

Som det også fremgår af den børnesagkyndige erklæring har der været ganske mange konflikter mellem parterne, hvilket har været belastende for A og B, og forældrenes konflikt har stået på de sidste ca. 2½ år.

Forældrenes konflikt har påvirket drengene, der begge har udviklet en sårbarhed, der skal tages hensyn til. Reaktionerne på drengenes sårbarhed er forskellig og kræver en ekstra indsats fra omgivelserne.

F og M’s konflikter har været præget af gensidig mistillid, og det må anses for helt nødvendigt, at de konstruktivt indgår i et fremtidigt samarbejde af hensyn til børnene. Som det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, må det lægges til grund, at der vil være stor usikkerhed omkring A og B’s. fremtidige positive udvikling og trivsel, såfremt parternes samarbejde vedrørende børnene ikke lykkes.

Da parternes fremtidige samarbejde om børnene forhåbentlig kan komme i en positiv udvikling, vurderer retten, at A og B kan have fordel af, at begge forældre har del i forældremyndigheden.

Såfremt parterne imidlertid ikke evner at skabe det fornødne samarbejde vedrørende A og B, må det imidlertid forventes, at udfaldet af en mulig ny forældreansvarssag vil blive, at den fælles forældremyndighed over drengene ophæves, idet det helt afgørende er, at A og B profiterer af en fælles forældremyndighed.

Under disse omstændigheder findes parterne fortsat at skulle have fælles forældreansvar vedrørende drengene A og B.

Vedrørende bopæls-spørgsmålet:

På baggrund af den børnesagkyndige erklæring må det lægges til grund, at F er en glad og kommunikerende far, der er god til at være i kontakt med børnene. Han vurderes at være den af forældrene, der vil kunne give A og B de nødvendige grænser, give samspillet med børnene struktur, ligesom han vurderes at kunne give drengene den nødvendige støtte, hjælp og udvikling til, at drengene kan udvikle sig positivt, komme i god trivsel samt styrke drengenes sundhed. F er ifølge erklæringen endvidere den af parterne, der vil tage imod råd og vejledning, ligesom han fremstår som indstillet på om nødvendigt at tage imod hjælp.

Heroverfor står, at M flere gange i sit livsforløb har haft depressive perioder med indlæggelser på psykiatrisk afdeling og med medicinering til følge. Hun er for ca. 6 måneder siden blevet diagnosticeret med sygdommen IIH (Idiopatisk Intrakraniel Hypertension). Ifølge den børnesagkyndige erklæring er kontakten mellem hende og drengene ikke stabil, og det er svært for hende at tage styringen og vise sig som en kompetent forælder. Hendes vanskeligheder omkring forældrerollen gør drengene usikker og grænsesøgende.

På denne baggrund findes det at være bedst for A og B, at de får bopæl hos deres far, F.

Vedrørende samvær:

I overensstemmelse med F’s tilkendegivelse under retsmødet den 25. maj 2012 findes det ikke påkrævet at indsnævre M’s samvær til udelukkende samvær hver anden weekend. Det findes realistisk, at drengene vil kunne profitere af en »10/4-ordning«, såfremt parterne har øje for, at der skal sikres drengene stabilitet og tryghed.

Sagsøgeren, M, skal derfor have samvær med A og B i ulige uger fra torsdag eftermiddag, således at hun afhenter børnene i institutionen, og til mandag morgen, hvor hun afleverer børnene i institutionen.

Med hensyn til samvær i øvrigt, herunder feriesamvær, overlades det til parterne nærmere at aftale dette.

Landsrettens begrundelse:

Lov nr. 600 af 18. juni 2012 om ændring af blandt andet forældreansvarsloven er for så vidt angår ændringen afforældreansvarslovens § 11 trådt i kraft den 1. oktober 2012, mens de hidtil gældende regler om fastsættelse af samvær fortsat er gældende for sager, der er indbragt for retten inden den 1. oktober 2012.

Efter en samlet vurdering af parternes forklaringer om deres samarbejdsvanskeligheder sammenholdt med de foreliggende erklæringer, herunder den børnesagkyndige erklæring af 27. marts 2012 og udtalelse af 28. juni 2011 fra E Kommune, er der sådanne holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. På den anførte baggrund må det endvidere lægges til grund, at det er bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges F.

Landsretten tiltræder, at det ikke er påkrævet, at M’s samvær med børnene indskrænkes til samvær hver anden weekend. Der fastsættes herefter samvær som nærmere anført nedenfor.

Kommentar:

Afgørelsen illustrerer forskellen i kriterierne i 2008-loven og 2012-loven, hvor kriteriet for fælles forældremyndighed er, om der er ”holdepunkter for at antage”, at parterne kan samarbejde.

Sagen vedrører ikke samværschikane men betydningen af samarbejdet mere generelt. Der havde været 7/7-ordning.

Fælles forældremyndighed ophævet over 8- og 10 årig og tillagt M, TFA 2013/402 VLD

Byrettens begrundelse:

Så konfliktfyldt som forholdet har udviklet sig mellem parterne og børnene, må det efter en samlet vurdering fastslås, at parterne ikke er i stand til at samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, hvorfor den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Som anført i rettens kendelse af 16. april 2012 er retten ikke uenig med faderen i, at børnenes holdning til spørgsmålet om samvær til dels skyldes moderens indflydelse på dem. Der er imidlertid ingen tvivl om, at børnene har valgt side i konflikten, og at det ville udgøre et overgreb mod dem, såfremt de skulle flyttes til faderen eller på samvær hos denne. Efter kommunens undersøgelse kan det endvidere lægges til grund, at børnene trives hos moderen. På denne baggrund finder retten, at forældremyndigheden over børnene herefter skal tillægges moderen alene, og at der ikke skal fastsættes noget samvær.

Landsrettens begrundelse:

Også efter det for landsretten oplyste, og af de grunde byretten har anført, tiltrædes det, at den fælles forældremyndighed over A og B skal ophæves.

Landsretten er enig med byretten i, at børnenes holdning til spørgsmålet om samvær til dels skyldes moderens indflydelse på dem, men at de har valgt side i konflikten. Konflikten har ført til, at F ikke har set børnene siden november 2010, og børnene har vedvarende givet udtryk for, at de ikke vil se deres far. Den børnesagkyndige har i udtalelse af 24. marts 2012 på baggrund af samtaler med børnene fundet det bekymrende, hvis de tvinges til samvær med deres far, og at det vil forringe børnenes trivsel, hvis det sker. Det fremgår af § 50-undersøgelsen af 27. september 2012, at børnene ifølge nye udtalelser fra skole og institution er i sund udvikling, har det godt, og at de begavelsesmæssigt og socialt er godt med, hvilket ifølge M’s forklaring for landsretten fortsat er tilfældet i dag. Efter en samlet vurdering tiltrædes det herefter, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges moderen, og at der ikke skal fastsættes noget samvær.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

kommentar:

Endnu en sag, hvor samværschikane ikke helt kan afvises. Men omstændighederne gør også, at det er svært at se andre løsninger end den, retten er nået frem til.

Hvordan pokker skal vi i praksis få løst det problem? Det ser svært ud.

Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P, selv om M ulovligt havde ført P ud af landet til Polen for 1½ år siden, ØLD af 29. august 2013, utrykt

Forældrene blev gift i 2006, og dagen efter flyttede M til Danmark. M var gravid på det tidspunkt med P.

Efter ca. 6 år i Danmark planlagde M en flytning til Polen uden at orientere F.

F har ikke siden haft samvær med P.

Byrettens begrundelse:

En sag om forældremyndighed kan behandles i Danmark blandet andet såfremt barnet ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark, jfr. rpl. § 448f, stk. 1 nr. 2. Dette gælder dog ikke, såfremt barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og der inden dette tidspunkt ikke er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet som stadig under behandling, og såfremt barnet er faldet til i sine nye omgivelser, jfr. rpl. § 448f, stk. 2, nr. 1-3.

P må efter det oplyste anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i X-by ( Danmark, red), samt da der ikke efter det foreliggene er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles af Retten (i Danmark).

P må efter det oplyste anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbagegivelsen havde bopæl i Danmark, samt da der ikke efter det foreliggende er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles ved Retten (i Danmark).

Retten finder det ikke til brug for afgørelsen af spørgsmålet om forældremyndighed fornødent, at der indhentes yderligere oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at M ikke har ønsket at give møde i sagen, ikke kan føre til andet resultat.

Efter det oplyste om parternes forhold, herunder navnlig, at parterne har bopæl i forskellige lande, finder retten, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger for retten om parternes forhold, Ps hidtidige opvækst og tilknytning til hver af forældrene, findes det bedst for P, at forældremyndigheden over hende tillægges F alene.

Landsrettens begrundelse:

Afgørelser om forældremyndighed og bopæl skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarsloven § 4.

Efter det oplyste lægger landsretten til grund, at begge forældre har deltaget i omsorgen for P under hendes opvækst i Danmark, og at begge forældre er egnede til fremadrettet at have forældremyndigheden over hende.

M har ulovligt tilbageholdt P i Polen siden marts 2012 og har derudover hindret P i at have en regelmæssig kontakt til F. Hun har tilmed i landsretten forklaret, at hun vurderer, at det er bedst for P ikke at have kontakt til F, uagtet der i udtalelsen af 11. september 2012 fra Familiecentret i (Polen) peges på, at kontakt til faren vil være vigtig for P og for hendes selvværd.

Imidlertid må landsretten efter de foreliggende oplysninger, herunder især den ovennævnte udtalelse samtidig lægge til grund, at den nu 6-årige P på nuværende tidspunkt, hvor hun i ca. 1½ år har boet i Polen hos sin mor og dennes familie, trives godt, og at hun i dag er stærkest følelsesmæssigt knyttet til sin mor. Det må antages, at hun vil opleve en flytning til faren i Danmark mod hendes ønske som særdeles indgribende, og at dette ikke vil være til hendes bedste.

Herefter og henset til at parterne helt åbenbart ikke kan samarbejde i et omfang, der er nødvendigt for opretholdelse af fælles forældremyndighed, ændrer landsretten byrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over P ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M.

kommentar:

Det må erkendes, at sagen indeholder et dilemma. Hvad er egentlig bedst for et barn? Forældreansvarsloven indeholder en række meget fine regler og forarbejderne endnu finere ord.

Intentionerne er så fantastiske. Systemet virker i flere sammenhænge sådan, at det kan være fordelagtigt for den enkelte forælder at ”opføre sig svinsk”, som jeg nogen gange siger. Flere afgørelser fører også til, at man i nogen sammenhænge som rådgiver nærmest er nødt til at rådgive til svinsk opførsel.

Det slås gang på gang fast i lovforarbejderne, at samværschikane skal have konsekvenser. Når det så kommer til stykket, løber myndighederne (læs konkret domstolene) fra deres ansvar. Systemets sagsbehandlingstid er utålelig. Det gælder både i Statsforvaltningen og ved domstolene.

Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig.

Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele. Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning. Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.

Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

I en sag som denne er det nærliggende at fundere over, hvor forskelligt domstolene vurderer, hvad der er bedst for barnet i forældreansvarssager og i børnebortførelsessager.

Desværre er Procesbevillingsnævnet meget utilbøjelig til at meddele tredjeinstansbevilling i forældreansvarssager, men en sag som denne burde indbringes for Højesteret.

Ms eneforældremyndighed over D på næsten præcist 5-årig ændret til fælles forældremyndighed, og bopælen placeret hos F, Samværshindringer ikke dokumenteret at være Ms ansvar alene, ØLD af 24. september 2013, utrykt

Problemstilling: D har boet hos mor ”hele tiden”. Problemer allerede fra start, hvor M angav to mulige fædre. F blev barnefar. Der havde været meget sporadisk samvær op gennem årene. M har modarbejdet ganske meget. M er på noget, der minder om livslang kontanthjælp.

  • konomi har fyldt ganske meget. Udover almindelig uvilje mod F, ville M ikke deltage i transporten af D overhovedet. F var heller ikke velhavende eller højtlønnet og havde reelle problemer med at finansiere transporten begge veje.

I første retsmøde indgik de en aftale om, at M skulle betale en del af benzinudgifterne. Det gjorde hun kun delvist, og samværene var selv under retssagen sporadiske.

Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse under byretssagen.

Byrettens begrundelse:

Af sammenfatningen i den børnesagkyndiges erklæring af 10. marts 2013 fremgår blandt andet,

”såfremt D har bopæl hos sin mor, vil han, når hans mor har det bedst, opleve en omsorgsfuld og kompetent mor, som er i stand til at varetage hans behov. Når hun ind imellem har det psykisk dårligt, vil D opleve en mor, der ikke har energi og ressourcer til at varetage forældremyndigheden overfor ham på en tilstrækkelig måde og derfor er nødsaget til at søge hjælp hos andre”.

Af erklæringens side 7 fremgår, at D i sommeren 2010 ”ud i det blå” på grund af Ms forhold blev overladt til F i næsten 14 dage.

Endvidere fremgår af sammenfatningen blandt andet, at hvis D får bopæl hos sin far, vil det medføre nogle store forandringer i hverdagen. Han skal udvikle nyt netværk og ”tilpasse sig i en familie med 2 snart 3 børn, som han har kendskab til, men ikke stabil tilknytning til. Han skal opleve, at hans far og ikke hans mor er primær kontaktperson. Faderen vil få et stort ansvar for at udvikle sin forældrekompetence over for og tilknytning til D.

Bopæl hos faderen vil give struktur, forudsigelighed og dermed tryghed i hverdagen, hvilket D har brug for.”

Der er i X-by kommunes udtalelse af 5. februar 2013 iværksat hjælpeforanstaltninger for sagsøgte i form af psykolog samtaler.

M har forklaret, at hun har gået til psykolog i 3½ år.

Af børnehusets udtalelse af 18. februar 2013 fremgår blandt andet, at børnehuset som særlige forhold ønsker at fremhæve, at M jævnligt drikker alkohol og kommer til tider i institutionen og er tydeligt påvirket. M har ifølge børnehuset fortalt, at hun nogle gange er nødt til at ryge joints for at kunne sove om natten. Børnehuset er bekymret for, om M formår at drage den nødvendige omsorg for D, når hun er påvirket af alkohol og stoffer. Man anfører, at man ikke er i tvivl om, at M gør sit bedste, men anfører, ”som det er i øjeblikket, er det ikke tilstrækkeligt for D, og man vurderer, at det er nødvendigt for Ds fremtidige udvikling, at han får forudsigelighed i sin hverdag, især hvad angår samværet med sin mor”.

Det fremgår af parternes forklaringer og navnlig Fs, at det har været svært for ham at få samvær med D i gang og til at fungere generelt, men der er ikke belæg for at lægge til grund, at dette skyldes Ms forhold alene.

Retten skal træffe afgørelse under hensyn til, hvad der er bedst for D, jf. forældreansvarslovens § 4.

Af ovenstående fremgår klart, at D på 4½ år har behov for trygge rammer, forudsigelighed og struktur i sin hverdag, hvilket han på grund af Ms personlige forhold og psykiske problemer kun til tider kan få opfyldt hos M.

Uanset en flytning til M umiddelbart vil medføre store omvæltninger for D finder retten, at det henset til Ds behov for forudsigelighed, stabilitet og tryghed, er bedst for ham, at han fremover får bopæl hos F, og at der fremover – som påstået af F og subsidiært af M – er fælles forældremyndighed.

(altså: fælles forældremyndighed og bopælsændring til F).

Landsrettens begrundelse:

Landsretten stadfæstede med den kortest mulige begrundelse: ”Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen”.

Dommen kan kun vanskeligt læses som en samværschikanesag, selv om emnet indgår. Dommeren præciserer, at samværsproblemerne ikke kunne tilskrives M alene, men den viser dog, at man godt kan få overført bopæl selv i en sag, hvor kontakten til F har været sporadisk.

Da jeg ringede og fortalte faren resultatet, smilede han i telefonen og sagde: ”Du troede ikke på det fra starten”. Og det er sandt. I mit notat fra vores allerførste møde skrev jeg dette: ”F er egentlig af den opfattelse, at barnet skal bo hos ham. Jeg må være ærlig over for ham og sige, at det virker rigtig meget op ad bakke. Drengen har jo ikke boet hos ham på noget tidspunkt og har kun været i meget sporadisk samvær. Faktisk lyder det som en vildt håbløs situation.”

Det var da en ærlig tilbagemelding. Det var nok også en sag, som jeg godt kunne have valgt fra ud fra mine normale teser. Men F sagde nogle ting på en måde, som fortjente opmærksomhed. Jeg fortalte derfor også, hvor afgørende det er, at man får undersøgt forholdene til bunds. Det er vigtigt med en børnesagkyndig undersøgelse og ærlige udmeldinger fra institutionerne.

I denne sag fik vi en børnesagkyndig undersøgelse og ærlige tilbagemeldinger fra børnehaven. Sagen illustrerer, hvor vigtigt begge dele er.

Det bemærkes, at Ms advokat udtrådte af sagen i landsretten, og at M mødte personligt uden advokat. Da materialet i sagen var ret entydigt, afstod jeg som advokat for F både fra at afhøre M og fra procedure.

Endvidere bemærkes, at M dagen før domsafsigelsen hentede D i børnehaven og meddelte, at han ikke ville komme der mere. Det er jo sådan set rigtigt, som dommen blev. Desværre meddelte hun samtidig F, at hun nu ville gå under jorden.

Så det kan sagtens ende med en dybt ulykkelig fortsættelse.

I TFA 2010/383 ØLK skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I TFA 2009/308 VLK skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. TFA 2009/305 ØLK handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.

 

Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.

Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger. ”Barnets bedste” i lovteksten vægtes i dommerhjernen højere end lovbemærkninger.

Man kunne overveje at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven om samværschikane, der svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 536 stk. 6.

Altså en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.

Min bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.

Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.

Forældremyndighed over 4-årig D overført til F efter Ms samværssabotage, TFA 2013/679 ØLD

Byrettens begrundelse:

Forældremyndighed og bopælsret

Efter forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4, kan retten etablere fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis ændringen er bedst for barnet.

På baggrund af de afgivne forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt lægger retten til grund, at der for tiden ikke er et tilstrækkeligt godt samarbejdsklima mellem forældrene til, at det vil være bedst for S, at der etableres fælles forældremyndighed. Retten frifinder derfor sagsøgte for sagsøgerens principale og subsidiære påstand.

Retten lægger til grund, at sagsøgte hidtil har været S’ primære omsorgsperson. Det fremgår af udtalelsen fra Børneinstitutionen – – -, at S fremtræder ren og pæn m.v., men at der er problemer med hans sprog, og at han er påvirket af sagsøgtes til tider svingende humør. Retten finder efter omstændighederne (herunder blandt andet omfanget af den kontakt, der indtil videre har været mellem sagsøgeren og S), at det er bedst for S, at forældremyndigheden ikke overføres til sagsøgeren. Retten frifinder derfor sagsøgte for sagsøgerens mere subsidiære påstand.

Samvær

Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, har barnet ret til samvær med den af forældrene, som det ikke har fast bopæl hos. Afgørelsen træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

Retten finder, at det ved sagens oplysninger – herunder den børnesagkyndige undersøgelse af 28. juni 2010 og rettens indtryk af sagsøgeren under hovedforhandlingen – er sandsynliggjort, at sagsøgeren vil være i stand til at tage tilstrækkeligt vare på S under samvær. Henset til S’ alder og omfanget af det hidtidige samvær har retten dog fundet, at der bør være en optrapningsordning som nedenfor bestemt.

Sagsøgerens påstand om fastsættelse af samvær tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

 

(M frifindes for påstandene vedrørende forældremyndighed og bopælsret).

Landsrettens begrundelse:

M har trods flere fogedsager konsekvent nægtet at medvirke til at etablere et samvær mellem F og S og har under sin forklaring i landsretten ikke kunnet anvise nogen måde, hvorpå et samvær vil kunne etableres. Der er ingen kommunikation mellem parterne. Der er herefter bestemte grunde til at antage, at parterne heller ikke fremover vil kunne samarbejde til bedste for S. Det vil derfor ikke være bedst for S, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14.

M er efter sin egen forklaring flyttet til Etiopien med S i marts 2013. Efter F’s forklaring og indholdet af fogedbøgerne kan landsretten ikke lægge til grund, at hun varslede F om den planlagte flytning i overensstemmelse med forældreansvarslovens § 18.

Ifølge udtalelserne fra pædagogerne i S’ børnehave den 25. februar 2013 er S ikke en sårbar, ængstelig og sensitiv dreng, og M taler til ham, som hun selv har det indeni og ikke med udgangspunkt i hans følelsestilstand. Hendes reaktion over for S efter samværet den 31. januar 2013 med F tyder endvidere på manglende evne til at sætte sig ind i S’ behov.

Efter psykolog P’s udtalelse er S en dreng, der er stille, tilbageholdende og som tilpasser sig og lukker følelsesmæssigt af, mens M er impulsiv og styret af egne følelser. Dette giver psykologen anledning til bekymring for S.

M har taget S ud af hans institution og sine vante rammer og angiveligt flyttet ham til Etiopien. Under hensyn til det oplyste om M’s manglende evne til at se S’ behov giver også dette anledning til bekymring for S’ følelsesmæssige udvikling.

S, der er knapt 4 år gammel, har kun haft meget begrænset kontakt med sin far, som han efter begge parters forklaring er bange for.

Ifølge den børnesagkyndige undersøgelse af 28. juni 2010 vurderedes det imidlertid, at F med sin rolige og rummelige fremtræden kunne være en god far for S. Ved sin vilje til at afkorte de fastsatte samvær, når han vurderede, at det var bedst for S, har han endvidere vist sig i stand til at tilgodese S’ behov frem for sine egne. Også hans forklaring i landsretten bærer præg af, at han har forståelse for den belastning, det vil være for S at blive flyttet fra sin mor, og at han ønsker, at S fremover skal bevare kontakten til sin mor.

På denne baggrund finder landsretten, at det vil være bedst for S, at forældremyndigheden over ham overføres til F.

Fælles forældremyndighed ophævet og tillagt M, der nægtede at udlevere til samvær, TFA 2014/75 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har siden landsrettens dom i 2011 haft alvorlige samarbejdsproblemer, som nu er kulmineret i mors beskyldninger om seksuelt overgreb, og i at mor nægter far samvær med S. Mor har siden den 5. april 2013 holdt S hjemme fra børnehaven. Retten finder, at mors modvilje mod at samarbejde med far og mors håndtering af forældrenes konflikt påvirker S i en sådan grad, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed.

Det er ikke antageliggjort, at far har udsat S for noget seksuelt overgreb. Retten finder, at den fremlagte psykologerklæring fra psykolog P2 fremstår mangelfuldt oplyst og uvederhæftig. Mor har obstrueret samværet mellem far og S, og retten må efter hendes forklaring lægge til grund, at hun fortsat vil modvirke samvær. Mor har heller ikke loyalt deltaget i sagens oplysning ved retten.

Retten lægger til grund, at S har boet hos sin mor, siden han blev født, og at hun stadig er hans primære omsorgsperson. Retten finder derfor ikke, at mors uvilje mod at samarbejde med far kan føre til, at S skal bo hos sin far, eller at far skal tillægges forældremyndigheden alene. Under hensyn til S’ stærke tilknytning til sin mor vil det efter rettens opfattelse være bedst for ham, at forældremyndigheden fremover tillægges mor alene, uagtet hvilke konsekvenser dette kan have for hans fremtidige forbindelse til sin far.

Af disse grunde tillægges M alene forældremyndigheden over S.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen på færdiggørelse af den af statsforvaltningen iværksætte børnesagkyndige undersøgelse eller på foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med ankesagen.

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at det i forvejen høje konfliktniveau mellem parterne siden 2011 er forøget på en sådan måde, at det må anses for udelukket, at parterne fremadrettet vil kunne samarbejde til bedste for S. Det tiltrædes på den baggrund, at det vil være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves.

Af de grunde, byretten har anført, og idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten endvidere, at det vil være bedst for S, at forældremyndigheden tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.

kommentar:

Gad vide, om det er en reel samværschikanesag. Den synes at ligne “Horsens-sagen” men med modsat resultat.

Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening. Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær.

Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau,der påvirker børnene.

Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder.

Vi er også enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig opgave at træffe de rigtige afgørelser.

Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.

Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.

Hensynet til barnet vejer tungt. Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

F fik eneforældremyndigheden over 5 årig P, som M flere gange havde tilbageholdt efter endt samvær, TFA 2014/125 VLD

Byrettens begrundelse:

Retten har på baggrund af de ændrede forhold siden vejledningsmødet i statsforvaltningen den 21. august 2012 besluttet, at påstandene om ophævelse af den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, kan tages under påkendelse, selvom sagen alene er oversendt til retten som en bopælssag, jf. § 17.

Ved dommen af 12. oktober 2011 blev det bestemt, at faderen skulle have bopælen, jf. forældreansvarslovens § 17, og at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. § 11.

Moderens forklaring vedrørende faderens seksuelle misbrug af drengen støttes ikke af sagens øvrige oplysninger, og der er derfor ikke grundlag for at tillægge det betydning ved sagens afgørelse.

Der er ikke med de nu foreliggende oplysninger grundlag for at antage, at det nu skulle være bedre for drengen at bo hos sin mor, og retten tager derfor ikke moderens påstand herom til følge, jf. § 17, stk. 2, jf. § 4.

Forløbet siden den seneste retsafgørelse om forældremyndighed viser, at forældrene, som det fremgår ved moderens beskyldninger mod faderen og hendes manglende tilbagelevering af drengen efter samvær, har vanskeligt ved at samarbejde, og der kan være grund til at antage, at konflikterne og herunder tilbageholdelsen af drengen nu har et omfang, hvor man må vurdere, at parterne ikke kan varetage fælles forældremyndighed til drengens bedste. Det fremgår på den anden side af de tidligere undersøgelser, at drengen er knyttet til begge forældre, og der er ikke materiale i sagen, som belyser drengens perspektiv for en længere periode, hvor han har været »under jorden« med moderen. Retten finder det derfor betænkeligt på det foreliggende grundlag at træffe afgørelse om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og parternes påstande herom tages derfor ikke til følge.

(M og F skal fortsat have fælles forældremyndighed over A, og han skal fortsat have bopæl hos F.)

Landsrettens begrundelse:

Efter det oplyste har M flere gange tilbageholdt A efter endt samvær, således at det har været nødvendigt for F at søge fogedrettens bistand for at få A hjem igen. Senest har M fra midten af december 2012 holdt A skjult, og A er først i slutningen af september 2013 blev fundet og overgivet til sin far.

Der er på den baggrund holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om A’s forhold til A’s bedste.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder statsforvaltningens børnesagkyndige undersøgelse fra 2010, den børnesagkyndige erklæring fra august/september 2011 til Retten i Hjørring, B Kommunes § 50-undersøgelse, udtalelse fra A’s nuværende daginstitution, B Kommunes høring af A i november 2013 samt parternes forklaringer finder landsretten, at det vil være bedst for A at have bopæl hos sin far.

Landsretten ophæver derfor den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. punktum, og tillægger F forældremyndigheden alene.

kommentar:

Sagen er eksempel på, at det kan få konsekvenser, hvis der foreligger samværschikane. Sagen adskiller sig fra de fleste derved, at F allerede ved en tidligere dom fik bopælen.

Det ser umiddelbart ud til, at sagen er tilfredsstillende undersøgt og vurderet. Det fremgår ikke af sagen, hvad M har haft af baggrund for sine beskyldninger/bekymringer omkring misbrug.

Man sidder derfor ofte tilbage med en underlig fornemmelse af, om det nu også er det rigtige. Den fornemmelse tror jeg såmænd også, at dommere somme tider kan sidde med.

Beskyldninger om seksuelle krænkelser over 7 årig D førte ikke til ophævelse af fælles forældremyndighed, TFA 2014/269 ØLD

Baggrund:

Det virker som en næsten klassisk historie i sager, hvor der er mistanke om seksuelle krænkelser. D siger på et tidspunkt til mor noget, som ubetinget lyder som seksuelle krænkelser. M kontakter kommunen, der anmelder til politiet.

Politiet opgiver tiltale, da man ikke vurdere, at en tiltale vil føre til domfældelse. Igen det sædvanlige problem omkring retssikkerhed. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode.

Fs grundsyn er også klassisk. Der er ikke noget om snakken, og der skal derfor straks være normal forhold omkring drengen.

Ms reaktion nøjagtig lige så klassisk. Hun tror på sit barns fortælling og vil ikke samarbejde med F.

Byrettens begrundelse:

Det følger af forældreansvarslovens § 4, at retten skal træffe den afgørelse, som er bedst for S, og af forældreansvarslovens § 11, at retten kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at parterne ikke fremadrettet kan etablerere et samarbejde om S’ forhold til dennes bedste.

Sagen angår i særlig grad, om M har godtgjort, at F har begået seksuelle krænkelser over for S.

Retten konstaterer, at anklagemyndigheden den 2. april 2013 opgav sigtelsen, som var rejst herom mod F, idet anklagemyndigheden ikke forventede, at han vil blive fundet skyldig i at have forulempet S seksuelt.

På denne baggrund, efter bevisførelsen i øvrigt og idet de oplysninger, som M har fremlagt under sagen, ikke har et indhold eller en karakter, som kan føre til andet, er der ikke grundlag for under henvisning til seksuelle krænkelser at ophæve den fælles forældremyndighed.

Efter oplysningerne om det hidtidige forløb og rettens indtryk under hovedforhandlingen af parterne og de afgivne forklaringer er det rettens opfattelse, at det ikke vil være muligt for parterne fremadrettet at etablere et konstruktivt samarbejde om S’ forhold.

Retten lægger herved særligt vægt på, at der bortset fra retssagen og den verserende samværssag i Statsforvaltningen ikke været kontakt mellem parterne siden januar 2013, og at M gentagne gange i forløbet verbalt og ved sin adfærd har understreget, at hun ikke ønsker at have kontakt til eller samarbejde med F om S.

Der er herefter ikke grundlag for at opretholde den fælles forældremyndighed, som derfor ophæves.

Efter en samlet vurdering af parterne og deres indstilling til inddragelsen af den anden part i S’ opvækst, er det rettens opfattelse, at det er bedst stemmende med S’ tarv, at forældremyndigheden tillægges F.

Retten har i særlig grad lagt vægt på M’s indstilling til F og dennes ønske om kontakt, herunder uovervåget, til S, og hendes udtrykkelige krav om, at F, forinden hun vil medvirke til sådan kontakt, skal tilstå at have krænket S seksuelt.

Landsrettens begrundelse:

Spørgsmålet om, hvorvidt F har begået seksuelle overgreb mod S, henhører ikke under denne sag, men skulle i givet fald afgøres under en straffesag. Det er oplyst, at Statsadvokaten for København den 2. april 2013 tiltrådte en afgørelse fra Københavns Vestegns Politi om at opgive sigtelsen vedrørende anmeldelsen indgivet af – – – Kommune i januar 2013.

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten herefter fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at indhente yderligere udtalelser i sagen.

Dommerne Mogens Kroman og Janni Christoffersen udtaler herefter:

Parterne har efter samlivsophævelsen i 2006, hvor S var et år, og indtil januar 2013 praktiseret en deleordning, således at S har opholdt sig lige meget hos hver af parterne, og parterne har i øvrigt evnet at samarbejde om S’ forhold blandt andet i forbindelse med S’ skolestart og lægebehandling.

Henset hertil og til, at det af den børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at S er meget knyttet til begge sine forældre, hvilket bekræftes af parternes forklaringer for landsretten, findes en ophævelse af den fælles forældremyndighed – uanset begivenhedsforløbet i det seneste år – ikke at være til det bedste for barnet.

Vi stemmer derfor for at ændre byrettens dom, således at der fortsat skal være fælles forældremyndighed over S.

Dommer Ole Græsbøll Olesen udtaler:

S er i flere situationer fremkommet med udtalelser, der kan give mistanke om, at F har begået seksuelle overgreb mod ham, men anklagemyndigheden har opgivet påtalen mod F.

M er af den opfattelse, at overgrebene har fundet sted som beskrevet af S, og hun har på baggrund heraf udvist en stor modvilje mod at samarbejde med F og mod i hvert fald andet end overvågede samvær mellem ham og S.

Det er på den baggrund min vurdering, at M udtalte mistillid til F vil påvirke parternes fremtidige samarbejde, således at det vil gå ud over S, og at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til, at dette vil ændres. Jeg stemmer derfor for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Det fremgår blandt andet af erklæringen af 1. august 2013 fra psykolog B, at S fortsat vil have brug for hjælp til at bearbejde de oplevelser, han har haft i forbindelse med sagen omkring de overgreb fra F’s side, som han har fortalt om, og S deltager nu i nogle samtaler på X-gården.

Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at det vil være bedst for S nu at tillægge F forældremyndigheden over ham.

Derfor stemmer jeg, uanset M’s mistillid og modvilje mod samarbejde, for at tillægge hende forældremyndigheden over S.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

kommentar:

Det er en meget karakteristisk problemstilling i sager, hvor spørgsmålet om seksuelle krænkelser opstår.

Efter min opfattelse kan man egentlig ikke udlede noget af det forhold, at anklagemyndigheden opgiver påtale. Det er og bliver et fornuftigt retssikkerheds-synspunkt, at man ikke skal dømme nogen, hvis der er rimelig tvivl. Men det betyder omvendt ikke, at der objektivt kan være sket noget forkert mellem far og barn.

Sagen rejser nogle principielle problemstillinger:

Hvad skal konsekvensen være, såfremt F objektivt faktisk har krænket barnet? Skal det overhovedet føre til ophør af fælles forældremyndighed? Skal F fratages samværet?

Er det samværschikane, mor udøver, når hun vægrer sig ved at samarbejde med F? Og skal denne samværschikane så føre til at F skal have forældremyndigheden og dermed bopælen?

Byretten når til den konklusion, at der foreligger samværschikane uden at bruge ordet. Byretten er villig til at gå hele vejen og tildele F forældremyndigheden.

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær altid sagt i det spørgsmål, at nok skal den rimelige tvivl komme tiltalte til gode i en straffesag, men i forældreansvarsspørgsmålet (bopæl og forældremyndighed) skal enhver rimelig tvivl også komme barnet til gode. Da barnet må anses for den svageste, er byrettens konklusion efter vores opfattelse helt generelt forkert. Og det bliver da heller ikke resultatet.

Sagen er en af de få landsretssager, hvor der er dissens. Herved forstås, at to dommere stemmer for et resultat, mens den tredje stemmer for et andet.

To dommere i landsretten siger i virkeligheden, at forældrene har været i stand til at samarbejde om barnet lige indtil mistanken om seksuelle krænkelser opstod – og at det kan de nok komme til igen. De bestemmer derfor, at der skal være fortsat fælles forældremyndighed.

Den tredje dommer i landsretten går i den anden grøft i forhold til byretsdommeren og stemmer for, at fælles forældremyndighed ophæves, men at forældremyndigheden tillægges moderen. Han konstaterer egentlig bare, at M ikke vil samarbejde, og at der fortsat i forbindelse med mistanken er behov for hjælp til B. Mellem linjerne siger han vel, at der vil skulle noget hjælp til, som forældrene nok ikke ville være enige om nødvendigheden af.

Da jeg læste dommen, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt D efter dommen skulle bo hos mor eller far. Jeg har fra Ms advokat fået bekræftet, at D fortsat bor hos mor.

Det fremgår af sagen, at der fortsat blev arbejdet på at få etableret et samvær, som ikke nødvendigvis som krævet af mor skal være overvåget.

Sagen offentliggøres i TFA lige nøjagtig på det tidspunkt, hvor regeringens såkaldte skilsmissepakke om samværschikane er i høring.

I den sammenhæng er jeg personligt ikke så meget i tvivl om, at dommen er rigtig i den forstand, at det ville være lidt af en gambling at lade forældremyndigheden tilfalde F alene eller for den sags skyld at tildele ham bopælen.

Selve forældremyndigheden ser jeg nok i sådan en sag mere på i samme lys som den dissentierende landsdommer. Min begrundelse vil supplerende være, at det ved evaluering af forældreansvarsloven i 2012 stod klart, at fælles forældremyndighed i virkeligheden i nogle situationer kan være selvstændigt konfliktoptrappende. Så forældremyndighed alene til M ville nok give mere ro i den sammenhæng.

Sagen løser til gengæld ikke det, som i virkeligheden betyder noget for D. Hvordan får parterne genoptaget samværet på en måde, der er god for alle parter? Her er der for alvor en opgave for Statsforvaltningen efterfølgende.

Der er nemlig ikke noget i sagen, der entydigt indikerer, at der slet ikke skal være samvær.

Det er altså ikke helt enkle løsninger i forældreansvarssager.

Bopælsændring fra M til F og etableret fælles forældremyndighed over 4-årig. Samarbejdsvanskeligheder, samværschikane, TFA 2015/99 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 14 kan retten, efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed. På baggrund af parternes forklaringer sammenholdt med oplysningerne fra barnets børnehave af 21. maj 2014 finder retten, at der ikke foreligger omstændigheder, der taler imod etablering af fælles forældremyndighed. Retten finder, ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at det er bedst for A, født januar 2010, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14 jf. § 4. Retten har lagt vægt på, at sagsøger kan bibringe yderligere struktur i barnets liv. Retten finder ikke, at der er grundlag for at foretage en ændring af bopælsadressen, der fremover fortsat forbliver hos sagsøgte M.

Retten tager herefter sagsøgerens mere subsidiære påstand til følge som nedenfor bestemt.

(fælles forældremyndighed og fortsat bopæl hos F).

Landsrettens begrundelse:

Parterne er nu enige om, at forældremyndigheden skal være fælles.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der især efter sommerferien har været problemer med faderens samvær, og faderen har været nødt til at henvende sig til fogedretten for at få samvær med A, og der har været afholdt flere møder i fogedretten. A er efter oplysningerne fra børnehaven glad for at komme i børnehaven, men der har været et meget stort fravær, og børnehaven har udtrykt bekymring for det store fravær. Kommunen har nu iværksat en § 50-undersøgelse.

Efter en samlet vurdering af parterne og A’s forhold, og da det må antages, at faderen er den af forældrene, der er bedst til at sikre A en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder landsretten, at det i vil være bedst for A at få bopæl hos sin far.

Med denne ændring stadfæster landsretten byrettens dom.

kommentar:

Ordene samarbejdsvanskeligheder og chikane bruges ikke i dommen.

Dommen har flere overraskende elementer.

Forældrene var gået fra hinanden, før barnet blev født. Der havde været samvær fra fredag til søndag efter aftale mellem parterne. I januar 2014 blev der laet en resolution i Statsforvaltningen. Det fremgår ikke tydeligt, men jeg fornemmer på referatet, at den aftale ikke indebar en større ændring af ordningen.

Byretsdommen blev afsagt ultimo maj 2014.

M havde indbragt spørgsmålet om ophævelse af samvær for Statsforvaltningen og valgte at undlade at udlevere til samvær i sommeren 2014. Hen over sommeren har F forsøgt at få barnet udleveret gennem fogedretten. Børnehaven havde udtrykt bekymring for barnets store fravær. M sagde i retten, at hun snakkede med barnet om, hvorvidt det har lyst til at gå i børnehave en dag eller ej.

Normalt oplever vi, at forældre, der ellers opfører sig uheldigt over for hinanden, som minimum kan finde ud af at lade som om, man vil samarbejde, mens retssagen kører.

Ved læsning af sagen må jeg undre mig meget over Ms adfærd, som alt andet lige må være understøttet af hendes advokat.

Det er sjældent at se konsekvenssætning af uheldig adfærd. Det må man til gengæld sige, at Vestre Landsret har gjort i denne sag.

I min oversættelse og med mit sprog har landsretten sagt til moren, at hun har opført sig helt vildt utilstedeligt og har tilsidesat al respekt for et retssystem, som er godt i gang med at vurdere, hvad der er bedst for barnet. Det må stoppes, og det gøres bedst ved, at far får serveretten.

Men det er godt nok usædvanligt at flytte bopælen for en 4-årig, der aldrig har boet sammen med far, og som har haft et samvær langt fra ligedeling.

Det er et vink med en vognstang om, at i al fald Vestre Landsret er klar til at drage konsekvenser af dårlig adfærd.

Bopæl over 10-årig P flyttet fra M til F primært grundet samværchikane, ØLD af 25. september 2015, utrykt

Problemstilling kort:

Dom fra december 2011 om fælles forældremyndighed og bopæl hos mor. Der var børnesagkyndig undersøgelse dengang.

Bekymringsskrivelser fra skole og Statsforvaltningen i sommeren 2014. Ligeledes i 2014 adskillige fogedforretninger om gennemførelse af samværet.

Børnesamtalerne og skoleudtalelserne under byretssagen virker ukompliceret og ukompromitterende mod nogen af forældrene. Der udtrykkes dog bekymring omkring konflikten mellem forældrene, som P og hendes klassekammerater angiveligt ofte er vidne til.

Retten har afholdt 2 forberedende møder med deltagelse af børnesagkyndig psykolog (Københavns Byret). Byretten afviste Fs ønske om børnesagkyndig undersøgelse.

Byrettens begrundelse:

P, der i dag er 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.

F bor i hus 3 km fra Ps skole i G-by. M har gennem det seneste år været folkeregistrertilmeldt i K kommune men har boet i H-by (15 km derfra) og i de seneste 7 måneder i et erhvervslejemål i E.

Efter udtalelsen fra *- skolen, det oplyste i K kommunes undersøgelse, samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen, lægges til grund, at Ps trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.

Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samvær i april og maj 2015, udviser samværschikane.

Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelse vedrører Fs samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til Ps bedste. Ms påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 11.

Retten finder ikke, at M som aktuelt bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at p skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarsloven § 19.

På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 17.

Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindste den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt at sikre en stabilitet og forudsigelighed i Ps hverdag.

(konkusion: P skal for fremtiden have bopæl hos F under fortsat fuld forældremyndighed)

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor landsretten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Også efter bevisførelsen i landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var smvær med overnatning, er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.

Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført i byretten, at det vil være bdst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor dommen:

kommentar.

Det er en rigtig barsk dom.

I et stykke tid har jeg slået til lyd for det synspunkt, at ”beskidt” adfærd i form af regulær samværschikane bør få konsekvenser. Den yderste konsekvens er jo at flytte bopælen over til den anden forælder.

Når der så kommer sådan en dom, kan jeg da godt ryste lidt på hænderne og tænke, om det nu også er rigtigt.

Jeg føler mig sikker på, at dommen vil blive offentliggjort i TFA med deraf følgende gengivelse af de ret lange forklaringer og ikke mindst af den samtale, som P havde i byretten med en børnesagkyndig.

Der er et lille men tilsyneladende ikke rigtig bekymrende issue om, at hun sover sammen med F, når hun er hos ham.

Hun fortæller, at hun har savnet mor meget, når hun har været hos far men beskriver også samværet hos far meget positivt, herunder at hun ofte har veninder med hjemme hos far også til overnatning.

Mor beskriver (hævder?), at hun skam altid har ønsket, at der kunne være samvær, men at hun har lyttet til P, når hun har sagt, at hun ikke ville til samvær. I landsretten siger hun, at ”hele miseren består i, at P ikke ville sove hos F. Hun kan godt se, at hun i virkeligheden burde have rettet henvendelse til Statsforvaltningen for at anmode om en ændring af samværet. Det var en svær situation, og fogedretten hjalp ikke til nogen løsning.”

Det er utvivlsomt rigtigt, at M ikke har brugt den rigtige fremgangsmåde. Det står også klart, at omverdenen ikke har fundet anledning til bekymring eller hørt signaler fra P om, at hun ikke ville være hos F.

Normalt ville jeg være dybt kritisk over, at der ikke er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Det er jeg egentlig ikke engang her.

I mit erfaringsunivers lægger jeg afgørende vægt på indtrykket af den børnesagkyndige samtale med P og ikke mindst det forhold, at M faktisk ikke engang anfægter den eksisterende 9-5-ordning men tilsyneladende ”bare” lægger løbende hinderinger i vejen og dermed lægger ved til det bål, som blusser op og fortæller, at det er selve forældrenes konflikt mere end noget andet, der påvirker P negativt.

I den situation er det måske ikke så tosset endda, at der sendes et signal ud om, at det faktisk er vigtigt, at der samarbejdes om samværet.

Men igen og igen må jeg understrege, at det er helt afgørende, at enhver reel bekymring tages alvorligt. Sådanne har der simpelthen ikke været i sagen, som den fremstår i såvel byrets- som landsretsdommen.

Hvis det havde været tilfældet, måtte retten have gravet dybere i det.

Som den fremstår nu, er den et signal om, at samværschikane faktisk kan få konsekvenser for den, der ikke vil samarbejde.

Konkret kan man – i det omfang, man kan lægge forklaringerne til grund – forvente, at P kommer til at bo hos F i en 7-7-ordning. Det har F i al fald sagt, at han vil bestræbe sig på.

Så er det selvfølgelig bare et spørgsmål, om det i virkeligheden vil være godt.

Det gode i den ideelle verden vil generelt være, at det kommer til at ændre samarbejdet, at faren overtager ”tømmen”.

Men kors, hvor er det svært at være dommer. Det er meget, meget lettere at være ”børnepolitiker” som formand for Landsforeningen Børn og Samvær eller at være advokat med bombastiske generelle holdninger. I sidste ende er det jo dommerne, som har ansvaret for børnenes fremtid.

7-årig P, der ikke havde set F siden 2009 skulle udleveres til samvær, TFA 2015/431 VLK

Byrettens begrundelse:

P er ikke blevet udleveret til samvær, som bestemt af fogedretten ved kendelse den 7. november 2012, som blev stadfæstet af Østre Landsret den 14. januar 2013.

Da M ikke har dokumenteret en lovlig grund for manglende opfyldelse af fogedrettens kendelse, er tvangsbøderne på 2.000 kr. for hvert misligholdt samvær, i alt 4.000 kr., forfalden til betaling.

Det fremgår, at der kun har været begrænset og sporadisk kontakt mellem D og F, indtil D var 2 år gammel, og at han ikke har set hende siden den 19. juli 2009.

Det fremgår af Østre Landsrets samværsafgørelse af 25. januar 2011 blandt andet, at F efter et optrapningsforløb over tre lørdage har ret til samvær med D hver 3. lørdag fra kl. 9-17 på sin bopæl.

Henset til, at der ingen kontakt har været mellem F og D siden 19. juli 2009, og det lange tidsforløb siden samværsafgørelsen, hvor M har boet i udlandet med barnet i lange perioder, finder fogedretten på det foreliggende grundlag, at tvangsfuldbyrdelse i henhold til landsrettens afgørelse er til alvorlig fare for barnets helbred, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, hvorfor bestemmes:

Tvangsbøderne på 4.000 kr. er forfalden til betaling.

Udlevering af D til samvær nægtes.

Landsrettens begrundelse:

Ved Østre Landsrets ankedom af 25. januar 2011 blev det bestemt, at F har ret til samvær med D hver 3. lørdag fra kl. 9-17 på sin bopæl, således at han har samvær om lørdagen i de uger, hvis numre er delelige med 3, dog således at samværet i uge 6, 9 og 12 i 2011 fastsættes til henholdsvis 2, 4 og 6 timer inden for tidsrummet 9-17.

D blev ikke udleveret til samvær i overensstemmelse med landsrettens dom.

Ved kendelse af 7. november 2012 bestemte Københavns Byrets Fogedret, at D skulle udleveres til samvær med F. Da D ikke havde set F siden sommeren 2009, fandt fogedretten imidlertid, at samværet langsomt skulle optrappes, således at samvær i første omgang skulle findes sted den 10. november 2012 kl. 13-15 og den 1. december 2012 kl. 13-16. Fogedretten bestemte endvidere, at der for hvert enkelt samvær, der ikke gennemføres i overensstemmelse hermed, skal pålægges M en bøde på 2.000 kr.

D blev fortsat ikke udleveret til samvær, og der er mellem parterne enighed om, at F ikke har set D siden sommeren 2009.

Statsforvaltningen traf den 13. december 2012 afgørelse om, at der ikke er grundlag for suspension eller ophævelse af samværet. M påklagede denne afgørelse til Ankestyrelsen, Familieafdelingen, der ved afgørelse af 21. november 2014 stadfæstede afgørelsen under henvisning til de af Statsforvaltningen anførte grunde.

Under disse omstændigheder, og da det forhold, at D ikke har set F siden 2009, ikke i sig selv giver grundlag for at antage, at en udlevering af D vil udsætte hendes sjælelige eller legemlige sundhed for fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, og da der efter den forklaring, som M har afgivet for Københavns Byrets Fogedret, heller ikke i øvrigt er grundlag for at antage, at en udlevering af D vil udsætte hendes sjælelige eller legemlige sundhed for fare, finder landsretten, at Københavns Byrets Fogedrets afgørelse må ophæves i det omfang, den er påkæret, og sagen hjemvises til fornyet behandling med henblik på fogedrettens nærmere stillingtagen til omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor.

kommentar:

Det virker som en sag fyldt med dilemmaer.

At udlevere et barn på 7 år til en næsten i princippet vildtfremmed, som barnet ikke har set siden hun var 2 år, virker nærmest kynisk ondt.

At tilbageholde barnet trods lovlige afgørelser om det modsatte virker som ren samværschikane.

Den særligt interesserede bør læse afgørelsen grundigt og fundere over mangt og meget.

For mit eget vedkommende ligger der i sagen nogle informationer, som giver mig forståelse for landsrettens tilsyneladende kynisme.

Ordet samværschikane er så vidt ses ikke nævnt i afgørelsen.

Men det er vel i en eller anden form det, der har foreligget.

Afslutning og sammenfatning:

Forarbejderne fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf, men det sker ikke.

Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker ikke.

Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

  • nsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?

Som antydet foran er det tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.

I TFA 2010/383 ØLK skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I TFA 2009/308 VLK skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. TFA 2009/305 ØLK handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.

Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.

Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger. ”Barnets bedste” i lovteksten vægtes i dommerhjernen højere end lovbemærkninger.

Man kunne overveje at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven om samværschikane, der svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 536 stk. 6.

Altså en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.

Min bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.

Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.

Forældremyndigheden overført til F over 9-årig D, selv om F ikke har haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 (samværschikane), Københavns Byret 30. november 2015, utrykt og efter det oplyste anket til landsretten.

Dommen er ganske ny og efter det oplyste anket til Østre Landsret. Alligevel er den kørt op i Go Morgen Danmark tirsdag den 8. december. Det er journalisten derfra, som har sendt den til 20 advokater og afæsket dem det synspunkt, at dommen er “historisk og principiel”. Denne journalist har ved ganske mange lejligheder signaleret at være holdningsmæssigt stærkt forbundet til Foreningen Far. Blandt andet kørte hun en række udsendelser på Radio 24/7 vist nok sidste år. Jeg hørte ikke så mange af dem men har fået refereret slagsiden. Det er så lykkedes for journalisten at få 11 advokater til at kalde dommen “historisk og principiel”. Det er nu at svinge sig højt over en trods alt “kun byretsdom”.  Jeg må dog sige, at udsendelsen i GoMorgen Danmark ikke var så langt fra, hvad vi siger om samværschikane. Men når det bliver kønsbestemt, mangler nuancerne.

Problemstillingen er ifølge domsudskriften, som jeg er kommet i besiddelse af via en journalist følgende:

Forældrene har ikke boet sammen. De er begge i midten af 40erne. F har kun det ene barn. M har en datter, der ifølge Fs forklaring er 15 år og bor hos sin far. M har i retten oplyst, at hun har tillid til datterens far og overvejer at afgive forældremyndigheden over hende til hendes far.

Der var i begyndelsen samvær. I forbindelse med et samvær i 2007, som fremstilles som en situation, hvor F skulle passe D, mens M var i byen med nogle veninder, opstod der en højdramatisk situation, hvor M sparkede Fs hoveddør ind, og F tilkaldte politiet, der tog M med fra stedet.

I sommeren 2010 havde F D med på ferie. M mente, at ferien skulle være 2 dage, mens F mente, at det var en uge. Ved den lejlighed anmeldte M F for bortførelse af D. I oktober 2010 kom Ms beskyldninger om incest. D var dengang lige fyldt 3 år.

Det fremgår af sagen, at incestsagen er sluttet hos politiet uden tiltale. Endvidere fremgår det, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 formentlig i forbindelse med en samværssag. Der efterlades i sagen det indtryk, at den børnesagkyndige ikke har fundet tegn på misbrug af D fra Fs side. En §50-undersøgelse i kommunen har ifølge Fs forklaring konkluderet, at D har behov for støtte.

M forklarer, at hun efter ferien i 2010 besluttede, at F aldrig skulle have samvær med D igen. D var kommet hjem fra ferien og havde det ifølge M psykisk dårligt og stirrede op i luften. Efter et par dage blev han efter mors forklaring sig selv igen.

Dommeren havde ønsket en børnesagkyndig undersøgelse og en samtale med D sammen med en børnepsykolog. Ifølge dommen nægtede D at medvirke, og M nægtede at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse.

Byrettens begrundelse:

På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at der ikke er forhold hos F, der bør forhindre kontakt mellem ham og D.

Fs sidste almindelige samvær med D var i juli 2010, og F har ikke set D siden det overvågede samvær i marts 2011, selv om F hele tiden har ønsket samvær med D. Efter de foreliggende oplysninger må retten lægge til grund, at M uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og F.

Under hovedforhandlingen tilkendegav retten, at der var behov for, at D deltog i en samtale med dommeren og en børnesagkyndig. Det har imidlertid ikke været muligt at gennemføre en sådan samtale, da D har nægtet at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Under hensyn til Ds alder og sagens øvrige oplysninger må det lægges til grund, at M har påvirket D til at nægte at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Retten har endvidere tilkendegivet, at der var behov for en børnesagkyndig undersøgelse i sagen, men M har udtrykkeligt tilkendegivet overfor retten, at hun ikke vil deltage heri. Da det ikke er muligt at gennemføre en sådan undersøgelse tvangsmæssigt, har retten måttet opgive at få gennemført undersøgelsen.

Under disse omstændigheder må retten lægge til grund, at M ikke har evnet at samarbejde med F og myndighederne omkring D, herunder at sikre, at D har kontakt til F.

På grund af det høje konfliktniveau, som M skaber mellem parterne, finder retten ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighed over D.

Retten finder, at F er egnet til at have forældremyndigheden over D, herunder er F bedst til at sikre, at D har kontakt med begge sine forældre.

Som følge heraf findes det bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.

Retten finder ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.

kommentar:

Sagen er efter det oplyste anket til landsretten, hvilket jeg bestemt godt kan forstå. Jeg kender intet til sagen og bygger alene min vurdering på domsudskriften. Det er oplyst i dommen, at F i februar 2015 deltog i et TV-program på DR1 om ”uetiske advokater”. Journalisten, som sendte mig dommen, har linket til 2 indslag. Det ene kan jeg godt finde og se. Det er et indslag på få minutter. Det andet ser ud til at være udgået af arkivet.  Jeg kan ikke rigtig genkende de pågældende links men ved, at jeg skrev en kommentar i marts 2015 i en artikel her på hjemmesiden om konfliktoptrappende advokater. I dommen omtales udsendelsen som værende fra februar 2015, mens min artikel handler om en udsendelse i marts 2015.

Dommeren bygger sin vurdering på, at det er en ren samværschikanesag. Det synes jeg, at der er god ”dommerfaglig” grund til.

Det er bestemt en meget modig dommer, som når til det pågældende resultat, fordi man virkelig må tænke over de konsekvenser, som dommen uvægerligt vil få, hvis den stadfæstes.

Generelt har jeg skrevet ganske meget gennem årene om samværschikane. Jeg kan især henvise til en længere artikel, der ajourføres løbende (Samværschikane efter 2011) 

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær et kæmpestort fokus på, at alle sager skal undersøges grundigt, således at retten har det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse. Ofte er vores problem, at dommerne (og Statsforvaltningen i samværssagerne) overhører de bekymringer, som bliver fremført. Man må simpelthen tage signaler om vold og incest alvorligt. Ligeledes må man tage alvorligt, hvis den ene forælders forælderevne drages i tvivl.

I alle disse situationer har retten som altoverskyggende hovedregel alene mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og som minimum til en start en samtale med barnet for at vurdere barnets perspektiv. I sager, hvor forældreevnen eller psykiske forhold som for eksempel påståede psykopatiske træk, er der heller ikke så meget andet at gøre for dommeren, end at få gennemført en forælderevneundersøgelse måske med bistand af en psykiater.

I den konkrete sag hæfter jeg mig for det første ved, at M i forlængelse af sommerferien 2010 ifølge sin egen forklaring besluttede, at F aldrig mere skulle have samvær med D. Det var FØR påstande om incest kom frem og i forlængelse af et par dages negative reaktioner på en uges ferie, som M i øvrigt havde reageret kraftigt på. Det forekommer at være et meget tyndt grundlag at træffe sådan en ensidig beslutning på.

Jeg hæfter mig også ved, at en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 konkluderer, at der bør være samvær og intet forekommer at være til hinder for det. Det fremgår, at F af sin daværende advokat fik råd om at give D lidt ro i en periode og efterlever det. Det er både et ansvarligt advokatråd og en ansvarlig efterlevelse af rådet.

Dommeren har i modsætning til vi andre haft mulighed for at vurdere parterne efter det, som jeg kalder ”bevisumiddelbarhedsprincippet”, der kort og godt fortæller dommeren noget om parternes udstråling og kropssprog, som ofte fortæller meget mere end det sagte og skrevne ord. Der er endda de, der hævder, at 80% af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget, og at nonverbale signaler har cirka 5 gange så stor gennemslagskraft som det verbale udsagn.

I forbindelse med en retssag bruges ofte udtrykket ”processuel skadevirkning” om det forhold, at det kan komme en part til skade, såfremt vedkommende ikke vil medvirke til sagens oplysning.

Problemet i en forældreansvarssag er så blot, at konsekvenserne kan være vidtrækkende, hvilket jeg vender tilbage til.

Dommeren har i denne sag siddet med det klokkeklare indtryk, at M udøver regulær samarbejdschikane. Hun skriver direkte i dommen, om det høje konfliktniveau, at det er skabt af M. Tydeligere kan det næsten ikke skrives.

Hvis dommeren derfor skulle bringes ud af det indtryk, er det nødt til at ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

M nægtede at medvirke til en sådan undersøgelse. Det er efter min opfattelse en uklog og i al fald indtil videre fatal beslutning, som M formentlig i samklang med sin advokat har truffet.

Selv siger jeg igen og igen til alle – herunder selvfølgelig også til mine egne klienter, at man med tak og kyshånd skal tage imod tilbud om en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg erkender, at der kan være sager, hvor også jeg kan tænke, at en børnesagkyndig ikke har fattet en brik af, hvad der sker i den pågældende familie. Men min hovederfaring er altså, at jeg næsten altid kan genkende min egen klient i den beskrivelse, som jeg læser i en rapport. Sagen er i sin grufulde enkelthed, at det er og bliver den eneste mulighed, som retten har for at vurdere sagen.

I dag er vi nødt til at lægge til grund, at en mor ikke har ”ejendomsret” over et barn og derfor heller ikke ensidigt skal have lov til at holde barnet fra faren. Der må være en reel grund. Den grund bør afdækkes af myndighederne, som mange af os godt nok kan have en vis form for skepsis over for.

Mors adfærd i denne sag får mig til at mene, at hun ligger, som hun har redt. Hun har simpelthen ikke på troværdig vis sandsynliggjort, at far ikke er en ”god nok far”.

Med andre ord bliver min konklusion, at dommen med de oplysninger, jeg har fra dommen, er rigtig i al fald juridisk vurderet.

Det helt store og ganske forfærdelige spørgsmål er så, hvad konsekvensen af sådan en afgørelse bliver for barnet. Vi har altså at gøre med en 9-årig dreng, som tilsyneladende gennem flere år er blevet ”tæppebanket” af mor til en kæmpestor negativ attitude over for far.

Sådan en dreng kan i al fald ikke bare lige skifte adresse fra mor til far. Derfor får dommerne en etisk overvejelse, som er rigtig, rigtig svær i sådan en situation.

Som dommer ville jeg i første række tænke, om drengens situation er sådan, at han under alle omstændigheder burde fjernes fra mor. Hvad er det i øvrigt for en påvirkning, hun yder over for barnet? Vi ved fra en §50-undersøgelse, at drengen har behov for støtte. Vi ved også, at kommunerne er berøringsangste over for disse situationer, hvor en stor del af problemet muligvis består i konflikten mellem forældrene.

Hvad nu, hvis drengen egentlig har det ”godt nok” hos mor? Bør vi så give barnet ro til en tryg opvækst uden far, fordi mor hader far?

I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.” Det er lige præcis den situation, retten står i her.

Jeg kan forstå på journalisten, som sendte mig dommen, at den fremstilles som ”principiel og historisk” og nu skal pustes op i medierne, inden landsretten har talt. Den tilgang er selvfølgelig forståelig, hvis man har det, som jeg kalder en ”foreningen far-tilgang” til emnet. 

Afgørelsen står bestemt ikke alene. Som nævnt har jeg skrevet om emnet samværschikane utallige gange. Min tilgang til emnet er ikke kønsbestemt. Og så har jeg den grundholdning, at man skal forsøge at vurdere problemstillingerne nuanceret og ud fra et børneperspektiv.

En afgørelse, som i al fald for mig er langt mere vidtgående findes trykt i TFA 2013/198. Det er en Vestre Landsretsdom, som jeg har kommenteret temmelig indgående her på siden.  Den sag var efter min bedømmelse alt for vidtgående af de grunde, som jeg meget nøje gennemgår i linket.

Den foreliggende sag tænker jeg, vil blive stadfæstet, hvis mor fastholder sin modstand mod at lade sagen undersøge gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg ville endda mene, at undersøgelsen burde suppleres med en egentlig forældreevneundersøgelse af begge parter. Hvis landsretten skulle finde på at stadfæste uden undersøgelse og dermed acceptere mors vægring: ja så er der for alvor noget galt i retssystemet.

Det helt alvorlige dilemma består i, at en overførelse af forældremyndigheden til far naturnødvendigt vil indebære en mellemstation, hvor drengen nok vil være nødt til at blive anbragt midlertidigt uden for hjemmet. Her er det så, at landsretten skal vise, om den har modet til at drage den konklusion.

Lige præcist, når det er sådan et valg, man står over for, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er dommer men kun en person, der enten professionelt som advokat skal mene noget til gavn for klienten – eller som her formand for en forening, der sidder på barnets stol og ser på den forunderlige verden og de tåbelige forældre. Men det er ”mig=barnet”, det hele handler om.

Og hvad er det lige, der er bedst for mig?

Præventivt skal dommerne selvfølgelig flytte barnet. Men – men – men – men? Er det det bedste for barnet.

Bopæl for 9-årig P overført til F som følge af, at M ikke har levet op til sit ansvar (samværschikane), TFA 2016/46 ØLD

Byrettens begrundelse:

P, der er i dag 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.

F bor i hus 3 km fra P’s skole i – – -. M har gennem det seneste år været folkeregistertilmeldt Københavns Kommune, men har boet i – – – og i de seneste ca. 7 måneder i et erhvervslejemål i – – -.

Efter udtalelsen fra – – -skolen, det oplyste i Københavns Kommunes undersøgelse samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen lægges til grund, at D’s trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.

Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samværet i april og maj 2015, udviser samværschikane.

Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelser vedrører F’s samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til P’s bedste. M’s påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 11.

Retten finder ikke, at M, som aktuelt er bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at P skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19.

På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.

Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindske den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt sikre en stabilitet og forudsigelighed i P’s hverdag.

F’s påstand tages derfor til følge.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var samvær med overnatning, er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.

Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

kommentar:

Ordet samværschikane bruges ikke af dommerne men står i ”hovedet” i TFA. Der er ikke vildt mange afgørelser, der tydeligt træffer afgørelse om ændring af bopæl på grund af samarbejdschikane fra bopælsforælderen.

Jeg hæfter mig som ofte ved, at M i denne sag siger, at hun sandelig ikke vil forhindre samvær, og at hun sandelig synes, der skal være samvær med F. Hun synes bare, at P skal ”have ro”, hvilket er en standardsætning i forældreansvarssager.

Det står ærligt alt selv efter relativ grundig gennemlæsning af forklaringerne klart for mig, hvad der egentlig er i vejen. Mange fogedsager er i al fald et tema. M synes at lave lege- og sportsaftaler i Fs samværsweekender.

Jeg sidder mest med det indtryk, at M bare mener, at P skal være barn, og at så må man se, om der kan blive plads til F et eller andet sted.

Der er i al fald intet i sagen, som indikerer, at der ikke skal være samvær.

Hvad enten man kan lide det eller ej, er retsstillingen for skilsmissebørn, at de er nødt til at være børn på forældrenes præmisser. Begge forældres præmisser forstås.

Resultatet er derfor måske ikke så overraskende endda. Begge forældre har et ansvar.

Forældremyndigheden ikke overført til F over 9-årig D. F har ikke haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 ( spørgsmål om samværschikane), ØLD 19. april 2016, utrykt

Byretsdommen blev kørt op i Go Morgen Danmark tirsdag den 8. december. Journalisten, journalisten derfra sendte byretsdommen til 20 advokater og afæskede dem det synspunkt, at dommen var  “historisk og principiel”. Denne journalist har ved ganske mange lejligheder signaleret at være holdningsmæssigt stærkt forbundet til Foreningen Far. Blandt andet kørte hun en række udsendelser på Radio 24/7 vist nok sidste år. Jeg hørte ikke så mange af dem men har fået refereret slagsiden. Det er så lykkedes for journalisten at få 11 advokater til at kalde byretsdommen “historisk og principiel”. Det er nu at svinge sig højt over en trods alt “kun byretsdom”.  Jeg må dog sige, at udsendelsen i GoMorgen Danmark ikke var så langt fra, hvad vi siger om samværschikane. Men når det bliver kønsbestemt, mangler nuancerne. Senere har jeg erfaret, at journalisten mistede sit arbejde på grund af urent trav.

Problemstillingen er ifølge domsudskriften, som jeg er kommet i besiddelse af via en journalist følgende:

Forældrene har ikke boet sammen. De er begge i midten af 40erne. F har kun det ene barn. M har en datter, der ifølge Fs forklaring er 15 år og bor hos sin far. M har i retten oplyst, at hun har tillid til datterens far og overvejer at afgive forældremyndigheden over hende til hendes far.

Der var i begyndelsen samvær. I forbindelse med et samvær i 2007, som fremstilles som en situation, hvor F skulle passe D, mens M var i byen med nogle veninder, opstod der en højdramatisk situation, hvor M sparkede Fs hoveddør ind, og F tilkaldte politiet, der tog M med fra stedet.

I sommeren 2010 havde F D med på ferie. M mente, at ferien skulle være 2 dage, mens F mente, at det var en uge. Ved den lejlighed anmeldte M F for bortførelse af D. I oktober 2010 kom Ms beskyldninger om incest. D var dengang lige fyldt 3 år.

Det fremgår af sagen, at incestsagen er sluttet hos politiet uden tiltale. Endvidere fremgår det, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 formentlig i forbindelse med en samværssag. Der efterlades i sagen det indtryk, at den børnesagkyndige ikke har fundet tegn på misbrug af D fra Fs side. En §50-undersøgelse i kommunen har ifølge Fs forklaring konkluderet, at D har behov for støtte.

M forklarer, at hun efter ferien i 2010 besluttede, at F aldrig skulle have samvær med D igen. D var kommet hjem fra ferien og havde det ifølge M psykisk dårligt og stirrede op i luften. Efter et par dage blev han efter mors forklaring sig selv igen.

Dommeren havde ønsket en børnesagkyndig undersøgelse og en samtale med D sammen med en børnepsykolog. Ifølge dommen nægtede D at medvirke, og M nægtede at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse.

Byrettens begrundelse:

På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at der ikke er forhold hos F, der bør forhindre kontakt mellem ham og D.

Fs sidste almindelige samvær med D var i juli 2010, og F har ikke set D siden det overvågede samvær i marts 2011, selv om F hele tiden har ønsket samvær med D. Efter de foreliggende oplysninger må retten lægge til grund, at M uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og F.

Under hovedforhandlingen tilkendegav retten, at der var behov for, at D deltog i en samtale med dommeren og en børnesagkyndig. Det har imidlertid ikke været muligt at gennemføre en sådan samtale, da D har nægtet at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Under hensyn til Ds alder og sagens øvrige oplysninger må det lægges til grund, at M har påvirket D til at nægte at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Retten har endvidere tilkendegivet, at der var behov for en børnesagkyndig undersøgelse i sagen, men M har udtrykkeligt tilkendegivet overfor retten, at hun ikke vil deltage heri. Da det ikke er muligt at gennemføre en sådan undersøgelse tvangsmæssigt, har retten måttet opgive at få gennemført undersøgelsen.

Under disse omstændigheder må retten lægge til grund, at M ikke har evnet at samarbejde med F og myndighederne omkring D, herunder at sikre, at D har kontakt til F.

På grund af det høje konfliktniveau, som M skaber mellem parterne, finder retten ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighed over D.

Retten finder, at F er egnet til at have forældremyndigheden over D, herunder er F bedst til at sikre, at D har kontakt med begge sine forældre.

Som følge heraf findes det bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.

Retten finder ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger, herunder at D den 22. maj 2015 har deltaget i en børnesamtale i fogedretten, har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra M om at foretage en børnesagkyndig samtale med D.

Landsretten kan tiltræde, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at det ikke er bedst for D, at der etableres fælles forældremyndighed over ham.

Landsretten finder efter oplysningerne i sagen, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham fortsat er hos M. Der er herved lagt vægt på, at D, der fylder 10 år den 5. september 2016, altid har boet hos M, at han kun har haft begrænset samvær med sin far, at han ikke siden marts 2011 har set sin far, og at han efter det oplyste, herunder udtalelsen af 1. oktober 2014 fra skolen og resultatet af § 50-undesøgelsen af 14. januar 2015, ses at trives under sine nuværende forhold. Der er endvidere lagt vægt på børnesamtalen i fogedretten, hvor D har givet klart udtryk for, at han ikke ønsker samvær med sin far, ligesom der er lagt vægt på, at han ved fogedrettens forsøg på at hente ham i skolen til et overvåget samvær reagerede voldsomt på udsigten til at skulle se sin far.

Selv om det kan lægges til grund, at det er M, som er årsag til, at D ikke har set sin far siden 2011, at D har en negativ holdning til sin far, og at forældrene ikke kan samarbejde, kan dette ikke føre til en anden vurdering af, hvad der er bedst for D.

kommentar:

Jeg vælger at bevare mine kommentarer til byretsdommen, som jeg skrev dem i begyndelsen af december 2015. Derefter kommenterer jeg landsretsdommen. Det kan sikkert godt virke lidt forvirrende at læse på den måde, men jeg mener nu selv, at det giver fornuftig mening.

Som formand i Landsforeningen Børn og Samvær er det vigtigt for mig at have alle vinklinger med.

Om byretsdommen.

Sagen er efter det oplyste anket til landsretten, hvilket jeg bestemt godt kan forstå. Jeg kender intet til sagen og bygger alene min vurdering på domsudskriften. Det er oplyst i dommen, at F i februar 2015 deltog i et TV-program på DR1 om ”uetiske advokater”. Journalisten, som sendte mig dommen, har linket til 2 indslag. Det ene kan jeg godt finde og se. Det er et indslag på få minutter. Det andet ser ud til at være udgået af arkivet.  Jeg kan ikke rigtig genkende de pågældende links men ved, at jeg skrev en kommentar i marts 2015  i en artikel her på hjemmesiden om konfliktoptrappende advokater. I dommen omtales udsendelsen som værende fra februar 2015, mens min artikel handler om en udsendelse i marts 2015.

Byretsdommeren bygger sin vurdering på, at det er en ren samværschikanesag. Det synes jeg, at der er god ”dommerfaglig” grund til.

Det er bestemt en meget modig dommer, som når til det pågældende resultat, fordi man virkelig må tænke over de konsekvenser, som dommen uvægerligt vil få, hvis den stadfæstes.

Generelt har jeg skrevet ganske meget gennem årene om samværschikane. Jeg kan især henvise til en længere artikel, der ajourføres løbende (Samværschikane efter 2011) 

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær et kæmpestort fokus på, at alle sager skal undersøges grundigt, således at retten har det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse. Ofte er vores problem, at dommerne (og Statsforvaltningen i samværssagerne) overhører de bekymringer, som bliver fremført. Man må simpelthen tage signaler om vold og incest alvorligt. Ligeledes må man tage alvorligt, hvis den ene forælders forælderevne drages i tvivl.

I alle disse situationer har retten som altoverskyggende hovedregel alene mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og som minimum til en start en samtale med barnet for at vurdere barnets perspektiv. I sager, hvor forældreevnen eller psykiske forhold som for eksempel påståede psykopatiske træk, er der heller ikke så meget andet at gøre for dommeren, end at få gennemført en forælderevneundersøgelse måske med bistand af en psykiater.

I den konkrete sag hæfter jeg mig for det første ved, at M i forlængelse af sommerferien 2010 ifølge sin egen forklaring besluttede, at F aldrig mere skulle have samvær med D. Det var FØR påstande om incest kom frem og i forlængelse af et par dages negative reaktioner på en uges ferie, som M i øvrigt havde reageret kraftigt på. Det forekommer at være et meget tyndt grundlag at træffe sådan en ensidig beslutning på.

Jeg hæfter mig også ved, at en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 konkluderer, at der bør være samvær og intet forekommer at være til hinder for det. Det fremgår, at F af sin daværende advokat fik råd om at give D lidt ro i en periode og efterlever det. Det er både et ansvarligt advokatråd og en ansvarlig efterlevelse af rådet.

Dommeren har i modsætning til vi andre haft mulighed for at vurdere parterne efter det, som jeg kalder ”bevisumiddelbarhedsprincippet”, der kort og godt fortæller dommeren noget om parternes udstråling og kropssprog, som ofte fortæller meget mere end det sagte og skrevne ord. Der er endda de, der hævder, at 80% af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget, og at nonverbale signaler har cirka 5 gange så stor gennemslagskraft som det verbale udsagn.

I forbindelse med en retssag bruges ofte udtrykket ”processuel skadevirkning” om det forhold, at det kan komme en part til skade, såfremt vedkommende ikke vil medvirke til sagens oplysning.

Problemet i en forældreansvarssag er så blot, at konsekvenserne kan være vidtrækkende, hvilket jeg vender tilbage til.

Dommeren har i denne sag siddet med det klokkeklare indtryk, at M udøver regulær samarbejdschikane. Hun skriver direkte i dommen, om det høje konfliktniveau, at det er skabt af M. Tydeligere kan det næsten ikke skrives.

Hvis dommeren derfor skulle bringes ud af det indtryk, er det nødt til at ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

M nægtede at medvirke til en sådan undersøgelse. Det er efter min opfattelse en uklog og i al fald indtil videre fatal beslutning, som M formentlig i samklang med sin advokat har truffet.

Selv siger jeg igen og igen til alle – herunder selvfølgelig også til mine egne klienter, at man med tak og kyshånd skal tage imod tilbud om en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg erkender, at der kan være sager, hvor også jeg kan tænke, at en børnesagkyndig ikke har fattet en brik af, hvad der sker i den pågældende familie. Men min hovederfaring er altså, at jeg næsten altid kan genkende min egen klient i den beskrivelse, som jeg læser i en rapport. Sagen er i sin grufulde enkelthed, at det er og bliver den eneste mulighed, som retten har for at vurdere sagen.

I dag er vi nødt til at lægge til grund, at en mor ikke har ”ejendomsret” over et barn og derfor heller ikke ensidigt skal have lov til at holde barnet fra faren. Der må være en reel grund. Den grund bør afdækkes af myndighederne, som mange af os godt nok kan have en vis form for skepsis over for.

Mors adfærd i denne sag får mig til at mene, at hun ligger, som hun har redt. Hun har simpelthen ikke på troværdig vis sandsynliggjort, at far ikke er en ”god nok far”.

Med andre ord bliver min konklusion, at dommen med de oplysninger, jeg har fra dommen, er rigtig i al fald juridisk vurderet.

Det helt store og ganske forfærdelige spørgsmål er så, hvad konsekvensen af sådan en afgørelse bliver for barnet. Vi har altså at gøre med en 9-årig dreng, som tilsyneladende gennem flere år er blevet ”tæppebanket” af mor til en kæmpestor negativ attitude over for far.

Sådan en dreng kan i al fald ikke bare lige skifte adresse fra mor til far. Derfor får dommerne en etisk overvejelse, som er rigtig, rigtig svær i sådan en situation.

Som dommer ville jeg i første række tænke, om drengens situation er sådan, at han under alle omstændigheder burde fjernes fra mor. Hvad er det i øvrigt for en påvirkning, hun yder over for barnet? Vi ved fra en §50-undersøgelse, at drengen har behov for støtte. Vi ved også, at kommunerne er berøringsangste over for disse situationer, hvor en stor del af problemet muligvis består i konflikten mellem forældrene.

Hvad nu, hvis drengen egentlig har det ”godt nok” hos mor? Bør vi så give barnet ro til en tryg opvækst uden far, fordi mor hader far?

I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.” Det er lige præcis den situation, retten står i her.

Jeg kan forstå på journalisten, som sendte mig dommen, at den fremstilles som ”principiel og historisk” og nu skal pustes op i medierne, inden landsretten har talt. Den tilgang er selvfølgelig forståelig, hvis man har det, som jeg kalder en ”foreningen far-tilgang” til emnet. 

Afgørelsen står bestemt ikke alene. Som nævnt har jeg skrevet om emnet samværschikane utallige gange. Min tilgang til emnet er ikke kønsbestemt. Og så har jeg den grundholdning, at man skal forsøge at vurdere problemstillingerne nuanceret og ud fra et børneperspektiv.

En afgørelse, som i al fald for mig er langt mere vidtgående findes trykt i TFA 2013/198. Det er en Vestre Landsretsdom, som jeg har kommenteret temmelig indgående her på siden.  Den sag var efter min bedømmelse alt for vidtgående af de grunde, som jeg meget nøje gennemgår i linket.

Den foreliggende sag tænker jeg, vil blive stadfæstet, hvis mor fastholder sin modstand mod at lade sagen undersøge gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg ville endda mene, at undersøgelsen burde suppleres med en egentlig forældreevneundersøgelse af begge parter. Hvis landsretten skulle finde på at stadfæste uden undersøgelse og dermed acceptere mors vægring: ja så er der for alvor noget galt i retssystemet.

Det helt alvorlige dilemma består i, at en overførelse af forældremyndigheden til far naturnødvendigt vil indebære en mellemstation, hvor drengen nok vil være nødt til at blive anbragt midlertidigt uden for hjemmet. Her er det så, at landsretten skal vise, om den har modet til at drage den konklusion.

Lige præcist, når det er sådan et valg, man står over for, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er dommer men kun en person, der enten professionelt som advokat skal mene noget til gavn for klienten – eller som her formand for en forening, der sidder på barnets stol og ser på den forunderlige verden og de tåbelige forældre. Men det er ”mig=barnet”, det hele handler om.

Og hvad er det lige, der er bedst for mig?

Præventivt skal dommerne selvfølgelig flytte barnet. Men – men – men – men? Er det det bedste for barnet.

Jeg tror i øvrigt, at du kan se en flig af konfliktniveauet i sagen i denne fogedsag, der tidsmæssigt ligger forud for afgørelsen

I forlængelse af de højt besungne udsagn om en principiel afgørelse, kan jeg ikke undlade at nævne en sag, der blev afgjort i januar 2016, hvor to børn blev flyttet fra mor til far efter megen turbulens og begrænset kontakt til far.

Om landsretsdommen:

Når man læser både by- og landsrettens domme, står det ret klart for mig, at det er et rigtigt valg, når begge instanser konstaterer, at det nok ikke går med fælles forældremyndighed for de to forældre.

Der synes at have været kastet rigtig meget mudder og nok egentlig fra begge sider.

I kommentaren til byretsdommen kaldte jeg beslutningen om at overføre forældremyndigheden til far for ”modig”. Landsretsdommen er omvendt meget forsigtig. Dommen følger for mig at se den praksis, der var før lovændringerne i 2012, hvor der blev forsøgt lagt ekstra fokus på samværschikane. Den lovændring omfattede ikke bopæls- og forældremyndighedsproblematikken direkte.

I vores høringsvar i forbindelse med den lovændring http://boernogsamvaer.dk/hoeringssvar-skilsmissepakken-2014-samarbejdschikane/, skrev jeg dette om emnet – med nye fremhævninger til dette indlæg:

”Skilsmissepakken omhandler kun kontaktbevarende samvær men ikke selve det grundlæggende spørgsmål om, hvor børnene skal bo, eller hvem der skal have forældremyndigheden.

Især bopælsspørgsmålet er afgørende for, at man overhovedet kan fastsætte samvær.

Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane.

Alligevel ser vi en famlende domspraksis. Det må erkendes, at vurderingen af samarbejdschikane er vanskelig også for domstolene.

Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

 

Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?

Både i de oprindelige bemærkninger til forældreansvarsloven og til 2012-ændringerne, er der stort fokus på samarbejdeschikane, som alle i al fald principielt ser som uacceptabel.

Vi kunne derfor ønske, at det i al fald i de indledende bemærkninger til det nye lovforslag antydes, at der er opmærksomhed rettet mod domstolenes fokus på konsekvenserne af samarbejdschikane.

Også vi finder, at det kan være rigtig svært at flytte bopælen for et barn, som måske utvivlsomt er mest knyttet til den forælder, som det aktuelt bor hos.

Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”

Man kan her i foråret 2016 vel ret tørt konstatere, at der fortsat er en famlende praksis på området samværschikane.

Forskellen på afgørelsen fra januar 2016 og denne afgørelse er set ud fra dommene dels, at moren i denne sag har haft succes med helt at holde barnet væk fra faren, mens der i den anden sag dog havde været gennemtvunget samvær af et vist omfang trods mors modarbejdning. Mere vigtigt er nok, at børnene i den anden sag havde en del andre udfordringer, herunder at de i al for vidt omfang var holdt væk fra skole og socialt liv.

I retsbogsudskriften fra nærværende sag fremgår det ikke, om nogen af parterne har krævet en børnesagkyndig undersøgelse, som byretsdommeren var meget optaget af. Landsretten synes tilsyneladende ikke, at det har haft afgørende betydning.

Det bekymrer mig mere generelt, at man i stigende grad i retterne tænker, at en § 50-undersøgelse er ”fin nok”. Det er jeg lodret uenig i. De undersøgelser har et helt andet sigte end en børnesagkyndig undersøgelse. De gennemføres derudover af kommunalt ansatte socialrådgivere, som på ingen måde har kompetence til at vurdere, hvad der i et familieretligt perspektiv er bedst for børnene.

Jeg føler mig helt sikker på, at en overførsel til far ville have indgribende konsekvenser for den 10-årige, som i al fald de seneste 6 år synes fyldt med mors had til faren.

I kommentaren til byretsdommen skrev jeg, at jeg er glad for, at det ikke er mig, som skal træffe afgørelsen i sådan en sag. Det mener jeg stadigvæk.

Jeg tror desværre ikke, at dommerne er helt bevidste om den nærmest vanvittige rygte- og rådgivningsspredning, der finder sted på nettet på begge fløje (fædre-mødre).

På far-siden er det, så vidt jeg kan vurdere, mest koncentreret omkring Foreningen Far, som vi ærligt må rose for at være gode til at få journalister og også i al for høj grad politikerne til at fremme ”de stakkels fædres”inteesser. De udsendelser, som er omtalt i denne kommentar, taler sit tydelige sprog.

På mor-siden findes der en understrøm af uorganiserede grupperinger vist typisk på FB, som malende beskriver hinandens forfærdelige forhold og anviser hensigtsmæssige fremgangsmåder.

Med det kendskab, jeg har til grupperingerne og deres ”bagmænd”, er jeg fuldstændig sikker på, at en sag som denne konkrete vil føre til ”rådgivning” om bare at stritte imod og nægte at udlevere børn til et besluttet samvær. Det betaler sig jo i sidste ende, viser dommen. Det er og bliver aldrig en model, jeg vil kunne bakke op om.

Jeg er fagligt meget, meget indigneret over, at landsretten ikke vælger at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og måske endda en forældreevneundersøgelse.

Problemet er fundamentalt, at sagerne alt for sjældent ikke oplyses godt nok fagligt. Et kvalificeret rygte i denne sag er, at ekstrakten i landsretten var på næsten 400 sider. Hvis det er nogenlunde til troende, kan man sige, at dommerne har været ”overinformerede”.

Landsdommerne har helt åbenlyst villet give D det, som vi alle efterspørger i disse sager: RO.

Det er meget forståeligt og prisværdigt.

Spørgsmålet er, om det så også er blevet det rigtige resultat. Svaret blafrer i vinden, bortset fra, at landsretten pr. definition altid har ret.

Nu skal det så blive spændende, om dommene fra januar og april fra Østre Landsret offentliggøres i TFA, eller om de skjules så godt som muligt.

Forældremyndigheden over to børn på knap 16 og 18 tillagt F, uanset at han havde bortført børnene til udlandet og holdt dem væk fra M i 10 år, og at han for tiden afsonede en fængselsdom for frihedsberøvelse af børnene, ligesom han tidligere var straffet for grov vold mor M, UFR 2016/1683 VLD

Byrettens begrundelse:

Afgørelsen i sagen skal, jf. forældreansvarslovens § 4, træffes ud fra, hvad der er bedst for A og B.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at børnene har den største tilknytning til F. Han vil indenfor relativ kort tid igen være i stand til at varetage det daglige ansvar for dem.

Uanset at børnenes manglende følelsesmæssige tilknytning til F skyldes M’s strafbare forhold, finder retten, at det er bedst for A og B, at forældremyndigheden over dem tillægges F.

F’s principale påstand tages derfor til følge.

Landsrettens begrundelse:

Det må lægges til grund, at børnene, der fylder 16 og 18 år den – – – januar 2016, ønsker, at deres far skal have forældremyndigheden over dem, og at de har et nært forhold til ham, mens de ikke har et sådant forhold til deres mor, at de har kunnet tage ophold hos hende efter at være kommet til Danmark.

På denne baggrund tiltrædes det, uanset M har bortført børnene til Jordan og holdt dem væk fra H i ca. 10 år, og at han for tiden afsoner en fængselsstraf, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden overføres til M.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Kommentar:

Det er en temmelig usædvanlig afgørelse, som ikke rigtig kan passes ind nogen steder i de generelle betragtninger om forældremyndighed og samvær.

Enhver med blot nogenlunde følsom fornemmelse for problemstillingen vil formentlig mene som jeg, at Fs adfærd er i bund og grund usympatisk. Den naturlige konsekvens “bør” derfor selvfølgelig være, at børnene skal til mor.

Man kan i al fald konstatere, at med denne afgørelse betaler forbrydelse sig.

Det hører til fortællingen, at børnene i en periode har boet hos M efter hjemkomsten til Danmark, men at de også efter deres egne ønsker, var blevet anbragt uden for hjemmet, fordi det ikke gik hos M.

Børnenes alder og klare ønsker førte til resultatet, uanset at man kan drage alle mulige forestillinger om årsagen til deres binding til F.

Det kan ses af afgørelsen, at vi har at gøre med et udenlandsk par med Jordan som omdrejningspunkt. En sidemorale til sådan en fortælling er vel, at der er lande, hvor det er næsten umuligt at få børn udleveret fra, når de er bortført dertil.

Det spiller måske i den sammenhæng også en rolle, at kønssynet i nogle lande er meget forskelligt fra, hvad vi kender til.

Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden tillagt M over 3-årig D. Ikke samværschikane, TFA 2016/203 ØLD

Byrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at kontakten mellem B og F er god og kærlig, og at begge forældre er egnede som forældre.

Der findes herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på en børnesagkyndig undersøgelse, da en sådan ikke kan antages at have betydning for sagens afgørelse.

Afgørelser om forældremyndighed efter forældreansvarslovens § 11 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4, og den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der foreligger tungtvejende grunde.

Efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer, må retten lægge til grund, at M med undtagelse af de 4 overvågede samvær har forhindret samvær mellem B og F, uanset at Østre Landsret bestemte, at samværet skulle gennemføres.

M’s fremsatte påstande om alkoholmisbrug, trusler og frygt for børnebortførelse er som sagen er forelagt udokumenterede og ubegrundede, og det er derfor godtgjort, at M har udøvet omfattende samværschikane.

Da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det vil være bedst for B at have kontakt til F, og da M’s ensidige nægtelse af at samarbejde og omfattende samværschikane ikke kan begrunde, at F ikke fortsat skal have del i forældremyndigheden over B, skal parterne fortsat have fælles forældremyndighed.

Uanset at den langvarige adskillelse mellem B og F skyldes M’s forhold, og at det efter bemærkningerne til forældreansvarsloven skal tillægges stor vægt, hvem af forældrene der må anses for på længere sigt at kunne sikre barnets samvær med den anden af forældrene, er der særligt henset til B’s alder og det beskedne samvær med F ikke på nuværende tidspunkt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for B at have bopæl hos F. B skal derfor have bopæl hos M.

Landsrettens begrundelse:

Parterne ophævede deres samliv i september 2014, hvor moderen flyttede på krisecenter, og parterne har ikke siden haft kontakt til hinanden. På baggrund heraf og efter oplysningerne om parternes forhold i øvrigt er der klare holdepunkter for at antage, at parterne i fremtiden ikke kan samarbejde til barnets bedste. Herefter, og da der ikke foreligger samværschikane, som heroverfor kan begrunde en anden afgørelse, finder landsretten, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Henset til B’s alder og tilknytning til moderen, som han har boet sammen med siden samlivsophævelsen, finder landsretten det bedst for B, at forældremyndigheden over ham tillægges moderen alene.

kommentar:

Igen har vi en afgørelse, som vil fortjene at blive læst i sin helhed for den fulde forståelse. M var dansk og F fra et mellemamerikansk land, hvor de lærte hinanden at kende under Ms praktikophold. De boede i Danmark.

Det interessante er egentlig, at dommen viser en ikke helt atypisk komplikation. Byretsdommeren er temmelig kontant omkring samværschikane, som beskrives som ”omfattende samarbejdschikane” fra Ms side, samtidig med, at mor får bopælen.

Landsretten konkluderer uden nærmere begrundelse, at der ikke foreligger samarbejdschikane.

Vi får altså ikke afdækket, hvorfor der ikke er samarbejdschikane, selv om M nærmest konsekvent har modarbejdet samværet.

Sagen illustrerer et af de helt store dilemmaer omkring samarbejdschikane. Der er situationer, hvor det er åbenlyst, at barnet skal bo hos den ene forælder nærmest uanset hvad. I de situationer kan man meget vel tænke, at der er frit slag for chikane.

I en sag som denne råbes der vel på en afgørelse fra Statsforvaltningen om ophævelse af samværet, så der kan skabes ro? (Spørgsmålstegnet er bevidst).

Midlertidig overførsel af forældremyndighed til F på grund af M’s samværsvægring

Byrettens begrundelse:

Retten finder efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at et kontinuerligt samvær mellem sagsøgeren og barnet har afgørende betydning for barnets trivsel på kort og lang sigt.

Det fremgår af de fremkomne oplysninger, at der ikke har kunnet etableres et samarbejde mellem parterne om gennemførelse af samvær, og at sagsøgte igennem mange måneder og fortsat under sagen har vist sig uden vilje eller evne til at efterleve de af myndighederne trufne bestemmelser om samvær.

For at sikre samværet mellem sagsøgeren og barnet finder retten på denne baggrund, at det vil være bedst for barnet, at forældremyndigheden midlertidigt tillægges sagsøgeren alene, jf. forældreansvarslovens § 26, jf. § 4.

Bestemmes:

Forældremyndigheden over A skal midlertidigt tilkomme F alene.

Landsrettens begrundelse:

Den 3. november 2016 har Retten i Aarhus afsagt dom om, at forældremyndigheden over A skal tillægges F alene. Dommen er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten kendelsen.

 

4-årig P skulle have bopæl hos F blandt andet på grund af samværschikane fra M, der måtte anses for vedholdende og grov, TFA 2017/160 VLD og U 2017/1369

Byrettens begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at M gennem en længere periode har undladt at udlevere B til aftalt samvær. Der har været afholdt flere møder i fogedretten, og fogedretten har ved flere lejligheder gennemtvunget samvær. Senest har samværet i en periode været hindret ved, at M har nægtet at oplyse nærmere om B’s opholdssted, hvorfor M har været i forvaring fra den 30. august til den 16. december 2015.

Parterne er enige om, at B er en pige i god trivsel, og M har forklaret, at hun er helt enig, når – – – Kommune den 18. november 2015 skriver, at der er tale om en ressourcestærk pige.

M er B’s primære omsorgsperson, men F har ved samvær bevaret kontakten til pigen, og fogedretten bemærker, at B har reageret positivt på mødet med F, når hun tvangsmæssigt er blevet udleveret til samvær.

Efter en samlet vurdering af parterne og B’s forhold, og da det må antages, at F er den af forældrene, der bedst vil kunne sikre B en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder retten, at det vil være bedst for B at få bopæl hos sin far.

Retten vurderer, at det høje konfliktniveau har været forbundet med M’s misligholdelse af samværsaftalerne, og at F med bopælen vil kunne etablere et samarbejde, således at det vil være bedst for B at bibeholde den fælles forældremyndighed. Påstandene om ophævelse heraf tages derfor ikke til følge.

Retten finder ikke, at der i sagen er særlige omstændigheder, som kan begrunde, at bestemmelsen i retsplejelovens § 480, stk. 2 bringes i anvendelse.

Landsrettens begrundelse

Som anført i byrettens dom havde M i en længere periode forud for dommen undladt at udlevere B til samvær med F, hvorfor samværet ved flere lejligheder måtte gennemtvinges af fogedretten, ligesom M fra den 30. oktober 2015 til den 16. december 2015 var hensat i forvaring, fordi hun nægtede at oplyse, hvor B opholdt sig.
Efter at Statsforvaltningen den 29. august 2016 havde truffet en ny afgørelse om samvær, undlod M at efterleve afgørelsen, ifølge hendes forklaring for landsretten den 27. september 2016 fordi hun troede, at hendes klage over afgørelsen havde opsættende virkning.

I sin forklaring for landsretten den 27. september 2016 tilkendegav M, at hun nu var klar over, at hendes klage over Statsforvaltningens samværsafgørelse ikke har opsættende virkning, og at hun derfor nu var indstillet på at udlevere B i henhold til afgørelsen, også selv om det indebar overnatning.

Efter bevisførelsen for landsretten må det imidlertid lægges til grund, at M fortsat ikke efterlevede samværsafgørelsen, idet hun bl.a. holdt B hjemme fra børnehaven på dage, hvor F i overensstemmelse med afgørelsen skulle have hentet hende på samvær der.

Da samværene med B i november 2016 i overensstemmelse med den optrapningsordning, der er fastsat i samværsafgørelsen, skulle være med 3 overnatninger, nægtede M også at efterleve afgørelsen. F indbragte i den anledning sagen for fogedretten, og under et fogedretsmøde den 9. december 2016 forklarede M, at det var korrekt, at hun både i fogedretten og i landsretten tidligere havde givet udtryk for, at hun fremover ville overholde resolutionen, men at garantien blev givet på et forkert grundlag, da hun efterfølgende har fundet ud af, at hele bopælssagen og samværssagen hviler på et forkert grundlag, og at det derfor efter hendes opfattelse fortsat er samværsaftalen fra 2015, der er gældende.

Efter det anførte må det lægges til grund, at M har udøvet samværschikane, der må betegnes som vedholdende og grov, og derved lagt hindringer i vejen for, at B kan få samvær med sin far i det omfang og med den hyppighed, som Statsforvaltningen har bestemt.

Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.

På denne baggrund, og da F af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der er kommet frem for landsretten, må anses for egnet til at tage vare på B og sikre, at hun får den tætte og regelmæssige kontakt med begge sine forældre, som hun har krav på, må det anses for bedst for B, at hun får bopæl hos ham.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Kommentar:

Forløbet i landsretten var temmelig usædvanligt ifølge referatet i TFA.

Under landsrettens hovedforhandling i september 2016 besluttede landsretten, at der skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.

Efter hovedforhandlingen men tilsyneladende inden den børnesagkyndige undersøgelse var sat i gang, var der et forløb, hvor Statsforvaltningens afgørelse om samvær fortsat ikke blev gennemført.

Derfor bad F om, at der skulle træffes afgørelse om midlertidig bopæl hos ham.

Landsretten besluttede så at indkalde til et nyt retsmøde med henblik på stillingtagen til den påstand og til overvejelse af, om beslutningen om en børnesagkyndig undersøgelse skulle omgøres og afgørelse træffes på det foreliggende grundlag.

Resultatet blev, at den børnesagkyndige undersøgelse blev aflyst, og landsretten traf afgørelse på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af sagen, at omverdenen – herunder sundhedsplejersken – havde nogle bekymringer om, at M havde nogle paranoide tvangstanker.

Det fremgår ikke lysende klart, hvem af parterne der havde begæret en børnesagkyndig undersøgelse. Forløbet indikerer for mig, at det var noget, som landsretten besluttede, da man havde hørt parternes forklaringer. Jeg tolker beslutningen som en redningskrans lagt ud til M for at få afdækket, om M havde reelle grunde til at vægre sig mod samværet.

Det forekommer mere end almindeligt dumt af mor under de omstændigheder at fortsætte med ikke at udlevere til samvær.

Dommen viser, at der er ved at komme et skred i retning af konsekvens over for samværschikane.

Normalt plejer jeg at kræve, at der foretages tilbundsgående undersøgelse, hvorunder en børnesagkyndig undersøgelse hører.

Tålmodigheden hos landsretten løb ud. Det er vel ikke helt uforståeligt under de i sagen beskrevne omstændigheder.

Jeg hæfter mig især ved den refleksion, der ligger i denne sætning i landsrettens præmisser:

”Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.”

Ingen er i tvivl om, at det er en kæmpeomvæltning for en 4-årig at skulle have bopæl hos en far, der aldrig har været primær omsorgsperson.

Jeg har flere gange udtrykt dilemmaet på denne måde: Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

For mig er landsrettens citerede sætning udtryk for den tankegang.

Fælles forældremyndighed over drenge på 8 og 10 år med bopæl hos far. Landsretten tillod nye påstande under anken, TFA 2017/342 ØLD

Byrettens begrundelse:

M har efter loven forældremyndigheden alene.

Der har været kontinuerligt samvær mellem drengene og F, og begge parter vurderes at have forældreevne.

Børnenes perspektiv er inddraget ved udtalelser fra skole og fritidsinstitutioner, partsforklaringer og børnesamtaler.

Parterne har i perioder boet sammen eller været meget sammen, og F ønsker nu, at forældremyndigheden skal være fælles. Han er indforstået med, at børnene fortsat skal blive boende hos deres mor. Han har forklaret, at der er store ulemper forbundet med, at han ikke har del i forældremyndigheden, han har f.eks. ikke ret til en separat skole/hjem-samtale, når parterne ikke kan møde på samme tid. Han kan ikke bestille en recept til drengene eller bestille skolefotos.

Der har i den senere tid op til sagen været en begrænset kommunikation mellem parterne, og retten har vejledt parterne om at følge et kursus i kommunikation.
Retten har lagt til grund, at M som indehaver af den fulde forældremyndighed overhovedet ikke orienterer F. Når han f.eks. dagen før skole/hjem-samtalen finder ud af, at hun har ændret mødetiden, så han ikke kan møde, mener hun, at han selv må finde ud af det. Dermed skaber hun konflikterne. Hun inddrager også børnene i parternes konflikt ved f.eks. at vise parternes korrespondance på telefonen. Hun har under hovedforhandlingen insinueret forskellige ting om F uden at underbygge det konkret, hvorfor retten har set bort herfra.

Parternes relationelle fundament er skrøbeligt. De har dog været i stand til at indgå aftale om børnenes skole og har frem mod nærværende sag haft et praktisk samarbejde, hvor farmor kunne træde til, når de begge havde svært ved at nå at hente børn.

Efter en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for børnene, som er stærkt knyttet til begge parter, at de har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 14.

Landsrettens begrundelse

Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at parterne i tiden efter B2’s fødsel i perioder boede sammen, og at parterne i hvert fald fra 2010 til samlivsophævelsen i 2015 hele tiden boede sammen. Landsretten lægger endvidere til grund, at begge drenge har en lige så tæt relation, tilknytning og kontakt til deres far som til deres mor. Uanset at der navnlig i den sidste tid har været problemer i parternes samarbejde, finder landsretten efter parternes forklaringer og det indtryk, som landsretten har fået af parterne, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet igen vil kunne samarbejde om drengenes forhold til drengenes bedste. På den baggrund tiltræder landsretten, at det efter en samlet vurdering er bedst for drengene, at parterne fremover har fælles forældremyndighed over B2 og B1.

Det er i retspraksis flere gange fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt en ny påstand kan tillades nedlagt under anke af en sag efter forældreansvarsloven, skal afgøres efter retsplejeloves § 383 og § 384. Landsretten finder, at appellanten har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i relation til indstævntes nye påstand om bopæl.

Landsretten tager derfor indstævnes påstand om bopæl under påkendelse.

Begge drenge har indtil marts måned dette år boet i det samme lokalområde, hvor de også hidtil har gået i institution og nu i skole. På denne baggrund sammenholdt med drengenes alder og tilknytning til indstævnte finder landsretten, at det er bedst for drengene, at de får bopæl hos indstævnte, jf. forældreansvarslovens § 17.

Som følge af det anførte stadfæster landsretten derfor byrettens dom med den tilføjelse vedrørende spørgsmålet om bopæl, at begge drenge skal have bopæl hos indstævnte.

kommentar:

Hvis du læser den grundige afgørelse i TFA, vil du i tidsskriftets hoved få indtryk af, at mor fik bopælen. Det er ikke rigtigt.

Landsretten placerer bopælen hos F. Byrettens begrundelse – og forklaringerne – indikerer egentlig, at der er tale om samarbejdschikane fra mor, som endte med at få konsekvenser for hende.

Sammenfatning:

Forarbejdee fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf, men det sker ikke.

Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker ikke.

Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?

Som antydet foran er det tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.

Viggo Bækgaard –

optateret 30. oktober 2017