Forældremyndighed over B1 på knap 3 år overført fra M til F på grund af samværschikane, Højesterets dom af 8. september 2020 – utrykt (endnu)

Forældremyndighed over B1 på knap 3 år overført fra M til F på grund af samværschikane, Højesterets dom af 8. september 2020 – utrykt (endnu)

Højesteret har afsagt en markant dom om samværschikane. Jeg har dommen fra Højesterets hjemmeside.

By-, landsrets- og højesteretsdommene fylder i alt 45 sider.

Byrettens begrundelse (24. juni 2019):

Det lægges til grund, at B1 er alderssvarende og i trivsel, at M må anses som hans primære omsorgsperson, at B1 kun har haft kontakt med F ved de samvær, som er blevet gennemført, og at samværene tidsmæssigt har været begrænset.  

Efter de foreliggende undersøgelser og udtalelser er der ikke holdepunkt for at antage, at B1 ikke vil se sin far, eller at B1 skulle have taget skade af de hidtil gennemførte samvær. Østre Landsret har dernæst senest stadfæstet en afgørelse om udlevering ved kendelse af 23. maj 2019. Af de mange fogedsager har der endda været hele fire udkørende fogedforretninger inden for cirka et år.  

Det lægges endvidere til grund, at der under hele forløbet har været påfaldende mange samvær, som ikke er blevet gennemført. Ms oplysninger om, at drengen ikke vil se sin far, stemmer ikke med forløbet af de gennemførte samvær. Omfanget og karakteren af afbrydelserne og aflysningerne af samværet indikerer, at dette i det væsentlige beror på Ms forhold, og at der er tale om grov samværschikane.  

B1 har altid boet hos sin mor og er i en positiv udvikling. Han har som ovenfor anført kun haft begrænset samvær med sin far. På denne baggrund og når der henses til drengens alder, vil det være et voldsomt indgreb på nuværende tidspunkt at ændre drengens bopæl. B1 skal derfor blive boende hos sin mor.  

Uanset de beskrevne problemer mellem parterne skønnes det indtil videre at være bedst for B1, at parterne i den nuværende situation fortsat har fælles forældremyndighed, således som det blev bestemt ved dommen af 11. september 2018. Der er igangsat et familiebehandlingsforløb med henblik på en bedring af parternes samarbejde, og M skal lære at håndtere situationen med udlevering af B1 til samvær. Det skal dog herved tilføjes, at hvis M ikke evner at få B1 klar til samvær, er der grundlag for at nære bekymring og tvivl om, hvorvidt hun på længere sigt vil være den bedste til at varetage pasningen af B1.  

Sammenfattende skal parterne derfor fortsat have fælles forældremyndighed, og B1 skal fortsat have bopæl hos M, jf. lov om forældreansvar § 11 og 17, jf. § 4. 

Efter en samlet vurdering af forløbet mellem parterne er der ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at kræve, at F som betingelse for samvær skal aflægge prøver vedrørende forbrug af alkohol eller narkotiske stoffer. Han fremstår med gode personlige forhold og har deltaget i en lang række møder og med myndig-heder og medvirket i en børnesagkyndig undersøgelse uden at det har givet anledning til bemærkninger.  

Af hensyn til B1 bibeholdes den nuværende samværsordning, men således at der sker en optrapning af samværet alt som nedenfor bestemt, jf. lov om forældreansvar § 19, stk. 1, § 21 og § 34.  

Der afsiges herefter dom som nedenfor bestemt. 

THI KENDES FOR RET : 

M frifindes, således at F og M fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres fælles barn, B1, født den … 2017, ligesom B1, født den … 2017, skal fortsat have bopæl hos M.  

B1, født den … 2017, skal have samvær med F på følgende måde: 

Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00  

Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til kl. 18.00  

Fra 1. august 2019  

Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00  

Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til søndag kl. 13.00  

Fra 1. november 2019  

Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00  

Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til søndag kl. 18.00 

Transport med videre 

Det påhviler F at hente og aflevere barnet. Aflevering og afhentning sker på Ms bopæl, medmindre parterne aftaler et andet sted. Afhentning onsdag sker dog i barnets institution.  

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen. 

Landsrettens begrundelse (20. december 2019):

Landsretten finder, at sagen er veloplyst, hvorfor anmodningen om eventuel gennemførelse af børnesagkyndig undersøgelse ikke imødekommes. 

Dommerne Ib Hounsgaard Trabjerg og Steen Mejer udtaler: 

Af de grunde, der er anført af familieretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, stemmer vi for at stadfæste familierettens dom, herunder for så vidt angår samvær som angivet i byrettens dom vedrørende perioden fra den 1. november 2019.  

Vi bemærker herved, at der – uanset at det som af byretten anført må lægges til grund, at der som følge af Ms forhold foreligger grov samværschikane – ikke på nuværende tidspunkt findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at træffe bestemmelse om, at B1 skal have bopæl hos F.   

Dommer Johan Busse udtaler: 

Byretten bemærkede i den indankede dom af 24. juni 2019 blandt andet, ”at hvis M ikke evner at få B1 klar til samvær, er der grundlag for at nære bekym-ring og tvivl om, hvorvidt hun på længere sigt vil være den bedste til at varetage pasningen af B1”. Ms grove og efter byretsdommen fortsatte samværschi-kane hindrer i betydelig grad B1 i at have et normalt og stabilt forhold til sin far, F. 

Ved afgørelser om forældremyndighed og bopæl bør der lægges stor vægt på, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder. 

F må efter det oplyste anses for fuldt ud egnet til at tage vare på B1 og sikre, at han får den tætte og regelmæssige kontakt med begge sine forældre, som han har krav på. Uanset at det må tillægges betydelig vægt, at B1 altid har boet sammen med M, og at hun må anses som hans primære omsorgsperson, finder jeg på denne baggrund, at det vil være bedst for B1, at han får bopæl hos sin far. 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Landsretten stadfæster herefter familierettens dom.

Højesterets begrundelse:

Højesteret tiltræder, at M gennem en længere periode har udøvet grov sam-værschikane. Højesteret finder, at den dermed forbundne manglende indbyrdes tillid og kommunikation mellem forældrene om Bs forhold giver holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude af stand til at samarbejde om Bs forhold. Højesteret finder derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves. 

Af de grunde, som landsrettens mindretal har anført, finder Højesteret endvidere, at det er bedst for B, at forældremyndigheden tillægges faderen F, sådan at B får bopæl hos ham. Denne vurdering er bestyrket ved forløbet, efter at landsretten afsagde dom. F må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværs-ordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre. 

Højesteret tager herefter Fs principale påstand til følge.

THI KENDES FOR RET:

Den fælles forældremyndighed over B, født den 19. januar 2017, ophæves, og forældremyndigheden tillægges hans far, F, alene. 

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen. 

Kommentar:

Dommen er meget markant og fortæller ganske meget om begrebet samværschikane og de psykologiske mekanismer bag den pågældende adfærd. Derudover går især højesteret meget detaljeret ind i en under sagen gennemført psykologisk forældreevneundersøgelse vedrørende begge forældre.

Det er helt generelt overordentlig vanskeligt at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke en landsretsdom til Højesteret. Som professionel springer man nærmest 3 meter op i luften af begejstring, når det endelig sker.

Personligt springer jeg næsten 3 meter ekstra i vejret af begejstring, fordi man ved læsning af dommen nærmest får indtryk af, at Højesteret følger den bøn, jeg på egne og Landsforeningen Børn og Samværs vegne har råbt op om i årevis: En sag skal undersøges til bunds, og man skal i sidste ende fokusere på forældrenes psykiske adfærd.

Byrettens dom er stort set ”efter bogen”, hvis man samlet ser på den retspraksis, der har været. Der er jo tale om et meget lille barn. Byretsdommen er fra 24. juni 2019, hvor barnet har været 2 år. Det er erfaringsmæssigt overordentlig svært for en far at få bopæl eller forældremyndighed over et 2 års barn. Man kan ikke se bort fra det biologiske faktum, at helt små børn ganske enkelt er så stærkt knyttet til mor, at der skal meget til for netop at flytte barnet fra mor til far.

Byretten slår fast, at der foreligger samværschikane. Det lyser langt væk af dommen, at byretsdommeren tvivler på langtidsholdbarheden, men at han/hun ikke har turdet være konsekvent. Bopælen men med fælles forældremyndighed bliver fortsat hos M.

Landsretsdommen er egentlig også overraskende i al fald på mig. I mit erfaringsunivers er det for det første ikke så almindeligt, at der er såkaldt dissens i forældreansvarssagerne. Dissens er udtryk for, at en ud af 3 landsdommere stemmer for et andet resultat end flertallet. Dertil kommer, at det heller ikke er så almindeligt, at dissens afgives af den såkaldt konstituerede dommer. En konstitueret landsdommer er på en slags prøve i landsretten i nogle måneder med henblik på vurdering af pågældendes fremtidige karriere.

I denne sag fulgte de to ”rigtige landsdommere” byretsdommerens forsigtighedsprincip. Flertallet gentager, at der foreligger samværschikane men drager ikke konsekvens af den chikanerende adfærd. Den konstituerede landsdommer er langt mere håndfast og stemmer for at overføre bopælen til F.

F får Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl for Højesteret.

Der er rigtig mange nuancer i sagen, som man selvfølgelig kun får det fulde udbytte af ved at læse alle 45 sider. Men de er til gengæld også tilgængelige på Højesterets hjemmeside.

Jeg hæfter mig ved, at den massive samværschikane har fundet sted næsten fra dag et.  Allerede i byretsdommen omtales mange fogedforretninger, hvoraf flere har været udkørende, hvilket betyder, at fogeden har forsøgt sig med fysisk at gennemtvinge samværene. I byretsdommen nævnes, at der fra oktober 2018 til april 2019 har været 10 fogedforretninger. Det fremgår ikke præcist, hvor gammel drengen er men blot, at han er født i 2017. De pågældende fogedforretninger har altså handlet om et barn, som har været betydeligt under et år, da det hele startede. Det fremgår også, at flere af fogedkendelserne har været indbragt for landsretten, der har stadfæstet beslutningen om, at samværet skulle fuldbyrdes.

Man kan se af dommen, at M har beskyldt F for både stof- og alkoholmisbrug. Der har været aflagt hårtests, uden at det har afsløret et misbrug.

M har under en fogedforretning sagt ”dumme kælling” til fogeddommeren og fået bøde herfor.

Der blev allerede i en tidligere retssag mellem parterne i 2018 gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, der ikke udtrykte bekymringer for drengen og ikke fandt F problematisk. En børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 i marts 2019 finder ikke anledning til bekymring for B1 og anbefaler i øvrigt øget kontakt mellem F og B1.

Vuggestueudtalelser havde heller ikke anmærkninger men beretter om ændringer i Ms adfærd, da ”M har ikke kunnet genkende de beskrivelser vi har givet af, at vi oplever, at B1 trives i institutionen, da hun oplever voldsomme reaktioner hjemme, efter B1 har været på samvær hos far. På den baggrund har M ved flere lejligheder, givet udtryk for, at hun ikke har tillid til Børnehuset 1…, hvilket i høj grad påvirker vores samarbejde og kommunikation, som fx at denne udtalelse ikke gennemgås med forældrene personligt, men i stedet sendes i e-Boks.”

I landsretsdommen omtales, at ”der i forbindelse med ankesagens behandling er fremlagt en række yderligere bilag, herunder forældrekompetenceundersøgelser af 4/12 2019 og 7/12 2019 vedrørende henholdsvis M og F samt en af M på egen hånd indhentet forældrekompetenceundersøgelse vedrørende hende af 13/12 2019”.

Det fremgår ikke af dommen, hvem der har iværksat disse forældrekompetenceundersøgelser. Byretsdommen er af 24. juni 2019, så de må være fremskaffet i forbindelse med sagens forberedelse i landsretten. Landsretten omtaler overhovedet ikke disse kompetencevurderinger i præmisserne.

Det interessante er imidlertid, at forældrekompetenceundersøgelserne foretaget af ”Psykologselskabet X” gennemgås temmelig minutiøst i Højesterets supplerende sagsfremstilling. Undersøgelserne giver for læserne af dommen et temmelig klart billede af parterne. Igen må jeg sige, at den virkelig interesserede læser bør læse dommen. M beskrives overvejende negativt. Et blandt mange afsnit i rapporten, som i al fald jeg hæfter mig ved er dette:

Vi har på intet tidspunkt set eller haft grund til at antage, at M ikke va-retager Bs grundlæggende fysiske og materielle behov. Men når vi ser de videooptagelser som M har begået af B, der ligger frustreret og græ-dende på gulvet, er det vores vurdering, at M først og fremmest vareta-ger sit eget behov for at forsøge at dokumentere, at B reagerer kraftigt efter samvær. Bs behov ville være at opleve direkte omsorg, i stedet op-lever han sin mor filme ham i en situation, hvor han er allermest sårbar.”

Om Ms mentale og sociale overskud – og netværk anføres i erklæringen: ”Vi har oplevet at M har et meget stort overskud i forhold til selv at være engageret i samværssagen, og efter hendes eget udsagn, også at have overskud til at lytte til og hjælpe andre forældre i lignende sager.

Det er vores vurdering, at Ms engagement i hendes egen, – og måske også andres samværssag(er) flytter hendes fokus, så hun ikke er i stand til at vurdere Bs behov. Hendes mentale overskud til at sætte sig i hans sted synes at blive svækket af hendes store engagement i sin egen og måske også i andres samværssag(er).”

Uden at citere fra udtalelserne vedrørende F konstaterer jeg blot, at vurderingen af F er anderledes positiv stort set på alle parametre.

Sammenfattende læser jeg Højesterets dom sådan, at man fremadrettet virkelig må advare forældre mod at udøve samværschikane. Det skal selvfølgelig have konsekvenser.

I sidste fase af sagen blev nettet for alvor strammet om M. Problemerne omkring samvær fortsatte åbenbart efter landsretsdommen.

Fra Højesteretsdommen:

”Den 27. marts 2020 traf Familieretshuset i henhold til forældreansvarsloven afgørelse om, at F midlertidigt skulle have forældremyndigheden over B, mens sagen om forældremyndighed blev behandlet, hvilket samtidig betød, at B også skulle have bopæl hos ham. I begrundelsen for afgørelsen hedder det:

”Vi har lagt afgørende vægt på, at Z Kommune har oplyst, at B har brug for en stabil hverdag, idet B er flyttet meget rundt med M, og samtidig er kommunen bekymret for de gentagne skift B udsættes for og hvad den manglende stabilitet kan betyde for Bs trivsel og udvikling på både kort og længere sigt. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at kommunen har vurderet, at F sagtens kan varetage B, og der er ingen bekymring omkring Fs forældreevne.

Vi har også lagt afgørende vægt på, at det fremgår af forældrekompetenceundersøgelsen, at F har rigtige gode forældrekompetencer på alle områder, og vil være den, der til fulde kan sikre Bs trivsel og udvikling i et trygt omsorgsmiljø samt give B en tryg og stabil hverdag. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at det vurderes, at F har det nødvendige mentale overskud, og overblik, til at skærme B for uhensigtsmæssige oplevelser samt tilsidesætte sine egne behov for at dække Bs behov.

Vi har endvidere lagt afgørende vægt på, at både Y Kommune og Z Kommune har vurderet, at bekymringen primært består i Ms samlede forældrekompetencer og hendes evne til at adskille egne behov fra Bs samt bekymring om M formål at spejle ham følelsesmæssigt.

Endeligt har vi lagt vægt på, at Z Kommune har oplyst, at forældrene har et ekstremt dårligt samarbejde, og kommunen er bekymret for om M vil respektere en afgørelse om midlertidig bopæl hos F, hvorfor kom-munen vurderer, at en afgørelse om midlertidig forældremyndighed for nødvendig for at opretholde den nødvendige ro og stabilitet omkring B, særligt så B kan få en fast rutine i institution.

Vi vurderer derfor, at der af hensyn til B er et aktuelt behov for, at F har forældremyndigheden midlertidigt for at skabe ro, forudsigelighed og stabilitet omkring B. Vi bemærker, at F ud fra sagens oplysninger vur-deres til bedst at sikre samarbejdet imellem forældrene samt sikre Bs kontakt til begge forældre.

Det forhold, at M har oplyst, at hverken kommunen eller retten fandt, at der var sådan en bekymring, at bopælen eller forældremyndigheden skulle tilfalde F og der efterfølgende ej heller er igangsat støtteforan-staltninger eller lignende til hende, kan ikke føre til et andet resultat.”

Den 1. april 2020 afsagde Familieretten i [en jysk by) kendelse om, at B skulle udleveres til F. I begrundelsen hedder det bl.a.:

”Efter det oplyste, herunder navnlig at M tilbageholder barnet, er der grundlag for at antage, at fuldbyrdelse skal ske ved umiddelbar magt, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5.

Det er ikke muligt at tilbageholde M, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5, 1. pkt. Det er derfor nødvendigt at gennemføre fuldbyrdelsen ved at afhente barnet, jf. § 456 r, stk. 5, 2. pkt.

Det fremgår imidlertid af sagen, at Bs opholdssted er ukendt, og at han ikke er på den registrerede adresse. Retten afventer derfor nærmere op-lysninger om Ms og Bs opholdssted.”

Det er usædvanligt og egentlig ret modigt af Familieretshuset at træffe midlertidig afgørelse om eneforældremyndighed ganske få måneder efter, at landsretten faktisk har stadfæstet, at hun skulle have forældremyndigheden. Det må være på et tidspunkt, hvor Procesbevillingsnævnet har tilladt anken til Højesteret.

Sædvanligvis er Familieretshuset meget tilbageholdende med den type afgørelser, mens sagen verserer i domstolssystemet.

Min vurdering er, at man har skønnet, at M er temmelig hardcore og i min oversættelse totalt uden for pædagogisk rækkevidde.

Nu ville det så blive spændende, om man kunne følge det videre forløb. F har fået forældremyndigheden. Der er med dommen ingen afgørelse om samvær. M har derfor formelt intet samvær med drengen.

M må formelt gå den tunge vej i Familieretshuset for at få fastsat samvær. For Fs vedkommende gælder, at han vil tjene mange point ved at medvirke konstruktivt til, at der kan etableres kontakt mellem mor og barn.

Omvendt vil ingen vel kunne fortænke ham i at være skeptisk over for, om M overhovedet vil tilbagelevere drengen til F, så snart han måtte være kommet i første samvær.

For mig at se, opfylder dommen alle de kriterier, som jeg gennem mange år har slået til lyd for. Jeg har således skrevet en lang artikel om ”samværschikane efter 2011”, hvor jeg slår til lyd for, at begrebet eksisterer, og at det skal konsekvenssættes.

Et andet vigtigt kriterium er, at sagerne bør oplyses så grundigt som overhovedet muligt. Jeg finder anledning til at linke til en utrykt dom om samværschikane fra 2016, som jeg skrev en ret fyldig kommentar til.

I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”

En af mine bekymringer på Ms vegne er, at hun muligvis er fanget ind i et af de stærkt feministiske netværk, der rent faktisk findes i forskellige facebookgrupper. Jeg er virkelig bange for, at alt for mange i disse netværk kun lytter ensidigt til ”den stakkels mor”. Hun burde være ”banket på plads”, hvis hun havde ”rigtige venner”, som var i stand til at gennemskue, hvad der skete. I stedet frygter jeg, at hun har fået al for megen og forkert moralsk støtte.

Links til nyere artikler i forlængelse heraf:

Højesterets dom om samværschikane har affødt en rigtig lang tråd på vores facebookside.

Refleksioner om Samværschikane-sagerne – og om ”dommer-adfærd”.

Viggo Bækgaard

10. september 2020