En kollegas forvrængninger om TV-dokumentaren for nylig.
Der er en tilføjelse med links til et par læserbreve om emnet.
En kollega til mig – Tanja Graabæk – har tirsdag den 10. juni 2025 et aldeles far-forvrænget populistisk læserbrev i Altinget.
For det første fremstiller hun sig selv som en ekspert, der kun medvirkede i den såkaldte TV-dokumentar, fordi hun er familieretsadvokat med særlig indsigt på området. Mit indtryk er, at hun med et engageret far-udgangspunkt har lavet lobbyarbejde over for TV2 og ad den vej skaffet de stakkels fædre promovation. Det er, hvad det måtte være. Det er legitimt at promovere sine synspunkter.
Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, at hun direkte står bag, må jeg konstatere, at hun på alle planer går præcis det ærinde.
Det er en ret usympatisk måde, det bliver gjort på i det her omtalte efterfølgende indlæg i Altinget.
For det første er det interessant, at hun skyder med skarpt mod Børnerådets formand Bente Boserup, der har tilladt sig at kalde ”dokumentaren” for et partsindlæg.
Det er et Trump-agtigt modangreb. For ”dokumentaren” var et rendyrket partsindlæg.
Jeg har kendt Bente Boserup i alle de 25 år, hun var aktiv i Børns Vilkår. Hun har altid været ”barnets stemme”. Mange af de børnepolitiske holdninger, jeg selv har promoveret gennem mine mange år med familieret, har nøjagtig samme udgangspunkt som Boserups. Alt skal ÆRLIGT ses ud fra et barneperspektiv og løsrevet fra kønspolitik og dermed ligestilling.
Vi har sammen kæmpet for, at barnet skulle i centrum. At bopæl og samvær er en ret for barnet og ikke en forældreret. Sådan er det også blevet i loven – men ikke i virkeligheden.
Jeg har ikke indtryk af, at Bente Boserup har lagt seriøsiteten på hylden.
I sit indlæg tager Graabæk endda mig til indtægt for noget, der skal forestille at bakke op om hendes egne synspunkter. Det er en journalistagtig fordrejning, hvor man tager en sætning ud af helheden. Det skal dog erkendes, at hun linker til artiklen, som den interesserede kan læse i sin helhed. (Interessant i øvrigt, at man linker til alle de andre omtalte personer men ikke til mig.)
Om virkeligheden:
Det er almen kendt, at både fysisk og psykisk vold mod børn og partnere/ekspartnere er meget udbredt. Se for eksempel Vives rapport om partnervold fra 2020 og sammes rapport om psykisk vold fra 2018.
Ligeså kendt er det, at vold af den type er langt mere hyppig udøvet af mænd end af kvinder.
Sjovt nok er det sjældent, at selv far-fanatikere gør gældende, at vold af disse typer er ”i orden”.
Jeg var i de første 4 år medlem af det såkaldt rådgivende udvalg i Familieretshuset. En dag havde vi disse typer vold på programmet. Det var hylemorsomt at opleve ”fargruppen” forfægte det synspunkt, at det nærmest er mere almindeligt, at det er mor end far, som udøver vold. Jeg husker det sådan, at vi måtte forstå, at det er for ydmygende for en mand at erkende sig udsat. Derfor ser det bare ud, som om det er kvinder, der rammes hårdest.
Med fed skrift postulerer Gråbæk, at ”domstolene tager vold alvorligt”. Det er både sandt og falsk på en gang. Sandt er det selvfølgelig, at domstolene idømmer fængselsstraffe til folk, som dokumenterbart har udøvet vold. Sandt er det også, at dommeren om formiddagen kan idømme en fængselsstraf for vold og om eftermiddagen er i stand til helt og aldeles at se bort fra vold. Dermed bliver det falsk, at domstolene tager vold alvorligt.
Der er også dem i systemet, som i ramme alvor siger, at kontakten med begge forældre vejer tungere end at beskytte barnet fra en voldelig forælder.
Den falske konklusion.
Den falske konklusion i Graabæks univers er, at det går ud over en gruppe af usynlige børn, der angiveligt straffes, fordi en forælder beskylder den anden for ”noget”. Den konklusion fører til, at børn skal være prøveklude og udsættes for fortsat voldsudøvelse, indtil det måtte kunne bevises 100%, at der faktisk var tale om vold.
Det er mit klokkefaste udgangspunkt, at enhver rimelig tvivl selvfølgelig skal komme en person, der bliver beskyldt for noget, til gode. Vi skal i et retssamfund ikke gå rundt og dømme folk til fængsel, med mindre der er faste beviser. Derfor vil mange af de mulige forbrydelser, der begås mod børn, ikke blive retsforfulgt eller føre til domfældelse.
Enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Da barnet er den svageste af alle, er det vores udgangspunkt, at den rimelige tvivl bør føre til, at der ikke gennemføres samvær.
Er det så et synspunkt, jeg lige indtager i dag? Svaret er nej. Jeg har skrevet om det i alle de år, jeg har beskæftiget mig med familieret. De to forrige afsnit er direkte plukket fra en artikel, jeg skrev i 2023 om fænomenet ”begrænsning eller ophør af samvær”. I den artikel ville Graabæk kunne finde sætninger, som hun også kan tage til indtægt for hendes synspunkt. Forskellen er, at jeg altid ser nuanceret på tingene.
Udfordringerne.
Man kunne spørge, om de politisk korrekte er ”onde mennesker”, når de kræver ligestilling mellem fædre og mødre, selv om (i al fald de mere professionelle) godt ved, at børn og ex partnere er særligt udsatte.
For begge grupperinger er svaret egentlig ”nej”. Grupperingen, der hører til voldsudøverne, kan ganske enkelt ikke se deres egne fejl. Selv har jeg det da også sådan, at hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme dem. Voldsudøverne i sammenhængen er formentlig for de flestes vedkommende belastet psykisk/psykiatrisk.
For de professionelle gælder, at de mere eller mindre bevidst ikke er i stand til at sondre mellem familieret (barnets bedste) og strafferet. I strafferetten skal enhver tvivl komme sigtede/tiltalte til gode. Men man er altså ikke objektivt uskyldig, bare fordi man ikke kan dømmes strafferetligt.
Den svage part er barnet. Barnet skal beskyttes mod enhver rimelig tvivl.
Samvær er godt, men ikke for enhver pris.
Tilføjelse
Jeg erfarede ret hurtigt, at hverken Børnerådets formand eller LOKK havde til hensigt at replicere over for Tanja Graabæk.
Jeg valgte derfor at redigere denne artikel og omdanne det til et debatindlæg i Altinget, som blev optaget den 18. juni.
Det hidsede fr. Graabæk gevaldigt op til et svarindlæg, der kom den 20. juni.
På det tidspunkt var jeg draget på en lille ferie til Berlin. Jeg svarede debatredaktøren med et “klip” fra en kort svarartikel. Det viste sig desværre, at kopieringen til mailen var kikset, og at jeg ikke havde gemt artiklen.
Så jeg valgte at holde ferie og droppe alt om advokat Graabæk i forhold til Altinget.
Her konstarerer jeg egentlig bare, at hun ikke fatter en bønne selv af den mest simple jura. Hvis hun som jurist ikke forstår min sammenligning med strafferet i forhold til familieretten, må jeg trøste mig med, at hun er mere far-politiker end jurist.
Jeg tillader mig at vurdere, at hun absolut ikke tænker på børnene men kun på ff-segmentet og sin egen interesse i sager.
Tilsyneladende har hun nemlig heller ikke fattet. at hendes drømmescenarium om “overvågede samvær” er eskalleret ud i det mere groteske de senere år.
Det har jeg kommenteret kritisk på i en række kommentarer. Her kan du eventuelt starte med denne domskommentar.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
opdateret 25. juni 2025
Relevante links:
Spillet om børnene – min anmeldelse af TV2 ”dokumentaren”. Med adskillige dybtegående links
Vives rapport om partnervold 2020
Vives rapport om psykisk vold 2018
Danske Familieadvokater på glatis om ”forældrefremmedgørelse”
Min anmeldelse af justitsminister Peter Hummelgaards bog ”der er noget, vi skal tale om” (Omkostninger ved vold mod børn og vores fælles ansvar)
Artikel om begrænsning eller ophør af samvær