Spillet om børnene – en ny TV “dokumentar
Anmeldt af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator
Så kom der igen en ”såkaldt” TV dokumentar med et ret ensidigt udgangspunkt tydeligt orkestreret af det, som jeg ynder at kalde FF-segmentet (foreningen far-segmentet).
Historien følger 2 fædre, som angiveligt ganske uforskyldt er blevet ofre for mødrenes ondsindede løgne og flugt til krisecenter alene med det formål at tage børnene fra fædrene.
Når jeg ser udsendelser om emner, jeg faktisk ved rigtig meget om, bekræftes jeg i, at TV oftest viser et fordrejet billede. Derfor er jeg personlig på vagt, når jeg ser udsendelser om alt mulig andet, som jeg ikke nødvendigvis ved så meget om.
Hvis man ser udsendelsen i et lidt skeptisk lys, synes jeg faktisk, at udsendelsen i al fald på nogle punkter sætter fokus på noget relevant problematisk.
Man bør være opmærksom på persongaleriet i udsendelsen. Advokaten er relativt kendt for at være ”far-orienteret”. Den tidligere medarbejder i Familieretshuset er nu jurist i en far-organisation. Dommeren kender jeg sådan set som pænt nuanceret men dog også ”politisk korrekt”. Hendes udtalelser var klippet til, så det passede ind i det på forhånd af journalisterne planlagte resultat, hvor mor skal fremstilles som skurken.
Den stakkels krisecenterleder svarede pænt for sig men skulle da grilles.
Desværre er det karakteristisk i den type udsendelser, at man kun hører den ene part. Man forstod, at mødrene ikke havde ønsket at medvirke. Mit gæt er, at de er blevet frarådet at deltage af deres professionelle rådgivere (advokater).
Jeg sidder med den tanke, at man måske burde have fået mødrenes advokater til at medvirke. Advokaten ville formentlig kunne medvirke til at nuancere problemstillingerne.
Udsendelsen bakker op om den far-skabte myte, at mor flytter på krisecenter for at stå bedre i kampen om børnene. Det er ikke den oplevelse, jeg har haft gennem et langt liv som familieretsadvokat. Krisecenterlederen forklarer egentlig meget godt, at man ikke bare kan komme og banke på til øjeblikkelig indflytning. Der screenes ret grundigt.
Men det er da sandt, at krisecentret kun har mors fortælling at bygge på.
Jeg har gennem årene læst mange krisecentererklæringer. De fleste er da ret ensidige, og det er bestemt problematisk, hvis der træffes mange midlertidige samværsafgørelser alene på basis af krisecentererklæringer. Man skal dog være opmærksom på, at kontaktbevarende samvær skal iværksættes hurtigt, og at der selvfølgelig ikke skal sættes et samvær i gang, hvis der er tvivl om, hvorvidt det er sikkert for barnet.
Hvis der ikke iværksættes kontaktbevarende samvær, skal Familieretshuset selvfølgelig gå i gang med at oplyse sagen og indhente diverse supplerende udtalelser. En midlertidig afgørelse kan ændres, når der kommer nye oplysninger. Samvær er godt men ikke for enhver pris, som jeg har udtrykt det i mange år.
Jeg er grundlæggende enig i, at sagsbehandlingen i Familieretshuset fortsat er katastrofal dårlig og langsom.
Man må i relation til hele den relevante faktuelle problemstilling være opmærksom på, at vold i disse sager altid foregår bag hjemmets 4 vægge. Det bliver altid påstand mod påstand. Enhver rimelig tvivl skal komme sigtede/tiltalte (den mulige voldsmand) til gode. Derfor vil mange de facto forbrydere sole sig med, at de jo ikke er dømt for noget. Forbrydere har det med at påstå, at de sandelig aldrig har gjort noget forkert. De dygtigste forbrydere har uanede skuespiltalenter.
Ligeledes må man være klar over, at partnervold er et langt mere udbredt fænomen, end man i al fald i ff-segmentet vil erkende.
Til slut må jeg dybt frustreret konstatere, at far orienterede professionelle efterhånden får bedre fat, end jeg bryder mig om at se. De fører sig desværre frem både på konferencer og som undervisere i forældreansvarsspørgsmål.
Der må da vel for pokker være nogle modige og seriøse (og yngre end jeg), der vil stå frem offentligt og plædere for, at sagerne skal undersøges bedre.
Jeg erkender, at der er resourceproblemer for eksempel hos de psykiatere, som reelt burde involveres i de tungeste forældreansvarssager. Min tese er, at der bør gennemføres ”mentalundersøgelser” i sager, hvor der er grove påstande.
Hvis du spørger, om jeg da aldrig har oplevet sager, hvor fornemmelsen er, at der er ”løgnagtige postulater”, vil svaret være, at det har jeg selvfølgelig. Det skal fanges og bekæmpes. Jeg forsøger at bruge ”tvivlens nådegave” i forhold til egen klient og siger fra, hvis det er det rigtige for barnet.
Til slut et par links i relation til emnet:
Høringssvar til spørgsmålet om samværschikane, herunder forældrefremmedgørelse
Pressen som sidste appelmulighed -om at anke til TV-avisen
Med børnene som våben – om et par TV2-udsendelser
Om håndtering af sager om psykisk og fysisk vold
Refleksioner om kontaktbevarende samvær
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
16. maj 2025