Danske Familie Advokater (DFA) på glatis om «forældrefremmedgørelse»?
Jeg har i årtier været engageret medlem af Danske Familie Advokater og slået til lyd for, at man skal være mere politisk aktive på forældreansvarsområdet. Ikke kønspolitisk men faglig kritisk, selv om det nogen gange lettest ville kunne forstås som kritik af far grundet nogle faktuelle sandheder om skurke og helte i det virkelige liv. Men nej: det skal man sandelig ikke, for vi repræsenterer jo både fædre og mødre. Sådan har svaret været hele tiden.
Man er vist næsten altid vældig glad, når det lykkes at komme i radio og tv. Så kan omverdenen da se, at man er der.
Men det er altså ikke ligegyldigt, hvad man går ud og forfægter.
Jeg var ved at køre galt, da jeg kl. elleve i formiddags kørte hjem fra tennis. Min ellers vældig gode formand Helle Brandt var kommet til en DR-mikrofon. Her sagde hun noget i retning af, at den nye lov om forældrefremmedgørelse ikke gør den store forskel. Hun vil tilsyneladende gøre endnu mere.
Inden jeg læste lidt mere, sendte jeg en mail til ”min formand”. Har ”vi” sluttet os til f-f-segmentet? (Foreningen Far-segmentet).
Nu har jeg så læst lidt på DRs hjemmeside. Og ja: det ser da ud til, at ”min forening” har forbrødret sig med f-f-segmentet. Nu har DFA så også fået et mandligt bestyrelsesmedlem i DFA, der holdningsmæssigt ikke er min kop the. Mon det virkelig har haft den virkning.
Heldigvis får den nye formand for Børnerådet Bente Boserup lejlighed til at påpege, at det ”er problematisk, at “forældrefremmedgørelse” overhovedet er blevet en del af lovgivningen”. Så der bliver da sagt lidt fornuftigt i denne sammenhæng.
Hvad er det dog, der går galt?
Hvis man som jeg er kritisk over for forældrefremmedgørelse kan man spørge, om det er fordi jeg og mine sympatisører går ind for forældrefremmedgørelse eller andet slemt. Svaret er selvfølgelig ”nej”.
Der er tilsyneladende enighed om meget:
Det kæmpestore problem er fornægtelse af fakta:
Partnervold er uacceptabel.
Vold mod børn er uacceptabel.
Jo jo. Vold skal da undgås, hvad enten det er psykisk eller fysisk vold. Begge dele er strafbart.
Inden for hjemmets 4 vægge – beviser?
Når vi taler i forældreansvarsproblematikken er faktum, at det meste foregår inden for hjemmets fire vægge. Det er altså påstand mod påstand. Vores retssystem i strafferetten bygger på, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Den postulerede voldsmand vil i disse familiesituationer ofte blive frifundet. Man er ikke nødvendigvis objektiv uskyldig som frifundet.
Et andet fænomen i disse sager handler om psykopatisk adfærd. Hvis du er i psykopatens vold, vil du selvfølgelig beskytte dig selv og dine børn. Men psykopatens kendetegn er, at h*n er ”charmør og tyran” – og altså skifter adfærd som en kamæleon skifter farve.
Ingen tror rigtig på den forælder, som postulerer børnenes fars adfærd. Børnenes reaktioner skal derfor observeres i deres neutrale rum. Det er institution og skole. Men her er der jo skærpet underretningspligt, så det bliver nok set og formidlet. Men nej: lærere og pædagoger har typisk instruks om, at de jo skal være på talefod med begge forældre og derfor frit oversat kun sige noget højt, hvis der er synlige sår.
Alle anstændige mennesker – herunder professionelle – tager selvfølgelig afstand fra det hele, herunder vold og ”forældrefremmedgørelse”.
Sagen er, at samvær er godt – men ikke for enhver pris.
I det professionelle system (Familieretshuset og domstolene) kører man en ”det går nok” politik. I mit univers er hovedproblemet ikke, at børnene ikke ser den anden forælder. De skærmes snarere for lidt og dermed ikke godt nok.
Det, som vi må kræve af retssamfundet er, at alle bekymringer tages alvorligt og undersøges. Det er ikke altid nok med en børnesagkyndig undersøgelse eller (og slet ikke) med en børnefaglig undersøgelse i kommunen.
Nogen gange må vi kræve en egentlig forældreundersøgelse. Når vi hører historierne, ved vi jo godt, at en af parterne lyver. Vi ved bare ikke altid hvem – eller hvilken personlighed, der skjuler sig bag en pæn facade.
De seneste år har jeg brugt det udtryk, at der er brug for en egentlig psykiatrisk mentalundersøgelse på niveau med dem, man gennemgår i retspsykiatrien.
Det er afdækning og undersøgelse, der er brug for kære Helle Brandt (formand for Danske Familie Advokater).
Det er dyrt, og der er nok også for få psykiatere eller psykologer med den fornødne ekspertise. Men vi hører hele tiden i øjeblikket, at der er penge nok i systemet til stort set alting.
Jeg ved godt, at man bliver spurgt af journalister, og at det er journalisten, der klipper i udsagnene.
Der er brug for, at Danske Familie Advokater træder i karakter og signalerer noget, der kan bruges. I er simpelthen nødt til at formulere en artikel, der pinder ud, at i er med på, at børnene skal beskyttes og ikke være prøveklude i ff-segmentets ligestillingstankegange.
Her sidder jeg lørdag eftermiddag og tænker, om jeg er nødsaget til at melde mig ud og ikke kun på grund af alder men på grund af alvorlige bekymringer for mine forenings tilsyneladende nye holdninger.
Er disse lidt barske udtryk så nye fra min side? NEJ. Læs bare de links, som følger efter artiklen.
Efterskrift:
Jeg sendte selvfølgelig linket til formanden, som jeg i går eftermiddags havde en lang snak med. Vi plejer nemlig ikke at være så langt fra hinanden.
Hun sendte bagefter et klip af et indlæg, som hun havde i Berlingeren i går lørdag. Her gør hun sig til talsmand for, at hovedproblemet er langsommeligheden i Familieretshuset.
Vi fik en lang snak om vores fælles frustrationer, der går på, at vi hele tiden oplever sager, hvor fornemmelsen er, at det er ”den anden” (altså i forhold til vores aktuelle klienter), der er skurken.
Jeg er selvfølgelig enig i, at den hastighed er et problem. Men de er simpelthen ikke dygtige nok i Familieretshuset. De har ikke den faglige kompetence og lever i et ”det går nok” perspektiv. De kan ikke på kort tid afdække, hvem der er skurk eller beskytter. Det værste er, at de bare ikke vil det. Børnene skal altså være forsøgskaniner. (Jo det er da Viggo-provokation at sige sådan). Og vi er bare advokater og mennesker; ikke psykiatere.
Man er nødsaget til at få forælderkompetencen afdækket ”psykiatrisk”.
Det er også vigtigt at være opmærksom på omfanget. De tunge sager fylder jo meget i alle debatter. Men prøv lige at læse Vives rapport om de mest komplekse forældreansvarssager, som jeg skrev om i november 2024. Det er de tunge sager, vi støder på problemerne.
Så min holdning er altså stadigvæk, at vi må kræve, at sagerne oplyses og undersøges – for børnenes skyld.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
Lørdag den 24. maj 2025 – efterskriften søndag den 25. maj 2025
Links:
Om forældrefremmedgørelse og andre pseudobegreber
(artiklen uddyber egentlig det, som børnerådets formand citeres for)
Høringssvar om den tåbelige forældrefremmedgørelsesbestemmelse
En gabende lang artikel om samværschikane
Sillet om børnene – min anmeldelse af den seneste TV “dokumentar”