Overvåget samvær i en overgangsperiode for P, født i 2012, TFA 2021/388 ØLD

Overvåget samvær i en overgangsperiode for P, født i 2012, TFA 2021/388 ØLD

Byrettens begrundelse: (Retten på Frederiksberg)

Spørgsmål om fastsættelse af samvær skal afgøres efter, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

Det lægges til grund, at B ikke har haft samvær med sagsøgeren siden januar 2018. Forud for dette tidspunkt har samværet været gennemført uden, at B har overnattet hos sagsøger. På denne baggrund og på baggrund af indholdet af børnesamtalen med B, finder retten, at det er bedst for hende, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes samvær. Som følge heraf frifindes M

Spørgsmål om fastsættelse af samvær skal afgøres efter, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

Det lægges til grund, at B ikke har haft samvær med sagsøgeren siden januar 2018. Forud for dette tidspunkt har samværet været gennemført uden, at B har overnattet hos sagsøger. På denne baggrund og på baggrund af indholdet af børnesamtalen med B, finder retten, at det er bedst for hende, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes samvær. Som følge heraf frifindes M.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Som også anført af Højesteret i dom af 5. januar 2021 i sag BS-24726/2020 bygger bestemmelsen på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4, og spørgsmålet er derfor, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for B, at hun ikke har samvær med sin far.

Siden 2012, hvor B blev født, har hun haft kortere og i flere tilfælde overvågede samvær med sin far, F, frem til januar 2018, hvor forældrene på et møde i Statsforvaltningen efter ønske fra B’s mor, M, aftalte, at der skulle være en pause i samværet. Siden januar 2018 har der ikke været nogen egentlig kontakt mellem B og hendes far.

Det må på baggrund af navnlig den sagkyndige erklæring fra 2016 lægges til grund, at de overvågede samvær i det væsentlige forløb godt, selvom B under børnesamtalen i august 2020 gav udtryk for det modsatte. Det må samtidig på baggrund af erklæringen lægges til grund, at F kan have behov for vejledning, hvis han skal have samvær med B i et større omfang, ligesom samspilsobservationer kan give en bedre forståelse af B’s behov, reaktioner og relationer til hver af forældrene. F har i sin forklaring givet udtryk for, at han vil tage imod vejledning i forbindelse med samvær med B, hvilket også støttes af sagens oplysninger i øvrigt. Det fremgår af den børnesamtale, som blev afholdt med B i august 2020, at B har en udtrykt modvilje mod at se sin far. Efter M’s forklaring for landsretten og det indtryk, som landsretten på grundlag af forklaringen har fået af M, finder landsretten, at B’s holdning til sin far er stærkt påvirket af M’s opfattelse af tingene og hendes modvilje mod, at B skal have samvær med sin far.

På denne baggrund, og da der ikke heroverfor foreligger omstændigheder, der kan føre til en anden bedømmelse, finder landsretten, at det vil være bedst for B, at hun har samvær med sin far, F.

Da der ikke siden starten af 2018 har været samvær mellem B og F, finder landsretten, at det i en overgangsperiode vil være bedst for B, at der fastsættes overvåget samvær, jf. forældrelovens § 21, stk. 2, jf. § 4. Formålet med det overvågede samvær er, at samværet genetableres under trygge rammer, og at der samtidig skabes et nærmere grundlag for at vurdere, om og hvordan der kan etableres samvær på mere normal vis. Overvågeren bør derfor afrapportere til Familieretshuset og sagens parter om forløbet af de overvågede samvær.

Når de overvågede samvær er gennemført, må forældrene rette henvendelse til Familieretshuset med henblik på en fornyet vurdering af sagen, såfremt det ikke på det pågældende tidspunkt er muligt for forældrene på baggrund af erfaringerne fra de overvågede samvær at nå frem til en aftale om det løbende samvær og eventuelle vilkår herfor.

Landsretten tager herefter F’s subsidiære påstand til følge som nedenfor bestemt.

Landsrettens resultat:

Familierettens dom ændres således, at B, født den … 2012, hver anden uge skal have overvåget samvær i Familieretshuset med sin far, F, i alt 10 gange og således, at de første fire samvær har 1 times varighed og de sidste seks samvær en varighed på 1,5 time

kommentar:

Landsretten læner sig ret meget op af Højesteretsdommen TFA 2021/244.

Jeg hæfter mig ved, at der refereres til en børnesagkyndig undersøgelse fra 2016, hvor barnet var 4 år. Derudover hæfter jeg mig ved, at man blæser på, hvad barnet har sagt, da hun var 8.

Vigtigst er nok i virkeligheden landsrettens personlige indtryk af M, idet man refererer til ”det indtryk det indtryk, som landsretten på grundlag af forklaringen har fået af M, finder landsretten, at B’s holdning til sin far er stærkt påvirket af M.”

Landsretten synes at blæse højt og flot på forklaringerne om muligt polititilhold og gentagne forsøg på at kontakte barnet i skolen.

Jeg hæfter mig endvidere ved, at M har været mødt i landsretten uden advokat. Det kan altså godt have en praktisk betydning i al fald i forhold til hendes mulige adfærd. Man kan måske tænke, at hun så har vist sit ”sande jeg” for dommerne, hvor en advokat måske kunne have dæmpet adfærden.

Viggo Bækgaard

30. oktober 2021