M skal have samvær med B født i 2011 indtil videre 20 gange dels i Familieretshuset, dels via Skype, HD 5. januar 2021, utrykt

M skal have samvær med B født i 2011 indtil videre 20 gange dels i Familieretshuset, dels via Skype, HD 5. januar 2021, utrykt

Højesterets domme er på et punkt særlige. Man får adgang til alle dommene fra by- og landsret samt Højesteret via Højesterets hjemmeside. Alle med netadgang har derfor mulighed for at læse hele sagen i modsætning til alle andre domme. Her må man nemlig enten abonnere på for eksempel TFA for at se det samme – eller nøjes med de sporadiske uddrag typisk med dommernes såkaldte præmisser (begrundelser).

Som sædvanligt får du begrundelserne her – samt mine kommentarer med en meget kort beskrivelse af sagen i slutningen.

Du kan læse dommene via dette link: https://domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2021/1/om-samvaer/

…..

Byrettens begrundelse:

Afgørelsen af, om det er bedst for B at have samvær med sin mor, må træffes ud fra en afvejning af, på den ene side Bs behov for ro og forudsigelighed i sin hverdag, og på den anden side hensynet til Bs udvikling på længere sigt.

Det er uomtvistet, at der de sidste to år alene har været ganske sporadisk samvær, og at dette er foregået via Skype.

På baggrund af Fs forklaring og de rapporter, der er i sagen vedrørende det overvågede samvær i 2017 og i 2019, lægger retten videre til grund, at F ikke ønsker samværet og ikke støtter B i at deltage i samværet.

Uanset den usikkerhed, B måtte opleve på grund af den lange tid, der er gået siden sidste samvær, og på grund af Fs modstand mod – og den deraf følgende manglende støtte til – samværet, finder retten på baggrund af den børnesagkyndiges vurdering, at det vil være bedst for B, at hun har samvær med sin mor.

Det forhold, at det i de – meget kortfattede – rapporter om det overvågede samvær i foråret 2019, er anført, at samværet ikke var til glæde for B, findes ikke at kunne føre til andet resultat. Retten har herved lagt vægt på, at samvæ-ret alene blev forsøgt gennemført 4 gange, hvorefter det blev afbrudt. Retten finder henset til, at B på det tidspunkt ikke havde set sin mor i 2 år, at perio-den, hvor samvær blev forsøgt gennemført, var for kort til, at det på baggrund heraf kan konkluderes, at samvær ikke på længere sigt vil være det bedste for B.

Efter en samlet vurdering finder retten således, at det er bedst for B, at der fastsættes samvær mellem hende og hendes mor, M, jf. forældreansvarslovens § 1, jf. § 4 og § 19, jf. § 21.

Samværet fastsættes i overensstemmelse med Ms påstand som overvåget samvær, hvor samvær hver anden gang sker ved Ms personlige fremmøde, og hver anden gang sker via Skype som nedenfor bestemt. Både samvær ved personligt fremmøde og samvær over Skype sker i Familieprojektet, Prags Boulevard 80, 5. sal, 2300 København S.

Det bemærkes, at tiderne er fastsat efter drøftelser med Familieretshuset/Fami-lieprojektet, der har booket de anførte tider til det overvågede samvær. Det be-mærkes videre, at Familieretsprojektet, hvor samværet skal foregå, ikke stiller computer eller andet IT-udstyr til rådighed for samvær, der foregår over Skype. Det er således en forudsætning for gennemførelsen af samvær via Skype, at M stiller udstyret til brug for samværet med B til rådighed, hver gang samvær skal ske over Skype.

(Byrettens konklusion: generel dom til overvåget samvær – ikke specificeret i gengivelsen på Højesterets hjemmeside).

Landsrettens begrundelse:

Henset til oplysningerne om den sporadiske kontakt, der i de seneste år har væ-ret mellem B og hendes moder, til moderens personlige forhold og parternes indbyrdes forhold, til Bs egne ønsker vedrørende samvær og til kontinuiteten i Bs tilværelse finder landsretten det efter en samlet vurdering af hensyn til Bs trivsel bedst for hende, at hendes moder på nuværende tidspunkt ikke har samvær eller anden kontakt med hende.

Det oplyste om faderen, herunder om hans opførsel i forbindelse med samvæ-ret den 18. januar 2020, kan ikke føre til en anden vurdering.

(Landsrettens konklusion er altså, at der ikke skal være samvær)

Højesterets begrundelse:

Sagen angår spørgsmålet om samvær for B, der er født den … 2011, med sin mor M.

Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge for-ældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4. Spørgsmålet er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den fo-religgende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for B, at hun ikke har samvær med sin mor. 

Siden 2013 har B med afbrydelser haft overvågede samvær med sin mor M. Samværene forløb godt fra februar 2015 og indtil februar 2017, hvor M som følge af afslag på opholdstilladelse måtte udrejse af Danmark. Siden har der kun været en sporadisk kontakt mellem mor og datter. Efter at de fysiske sam-vær blev genoptaget i foråret 2019, har der været gennemført eller forsøgt gen-nemført fire samvær i foråret 2019 og et samvær i januar 2020. Ingen af disse samvær er forløbet godt for B.

Der foreligger to børnesagkyndige vurderinger fra 2015 og 2019. I den børne-sagkyndige vurdering fra 2015 konkluderes det, at det er afgørende for Bs iden-titetsudvikling, at hun sikres kontakt med sin mor. I vurderingen fra 2019, der er gengivet i familierettens dom af 9. december 2019, er det anført, at B er følel-sesmæssigt forbundet med sin mor. Hendes gråd under børnesamtalen som re-aktion på spørgsmål vedrørende hendes forhold til sin mor er et tegn på, at hun savner sin mor, og er ikke et tegn på modstand mod at se sin mor. Den børne-sagkyndige psykolog konkluderer, at selv om det på kort sigt måske vil være svært for B at have samvær med sin mor, vil manglende samvær på lang sigt medføre, at B kommer til at mangle en mental repræsentation af sin mor, og at det vil være svært for hende at danne stabile relationer til andre. Begge vurderinger taler entydigt for, at det vil være bedst for B – med passende støtte – at have samvær med sin mor. Det bemærkes, at vurderingen fra 2019 er afgivet med kendskab til forløbet af de fire samvær, der blev gennemført eller forsøgt gennemført i foråret 2019, og at den børnesagkyndige psykolog er opmærksom på de vanskeligheder, som et samvær på kort sigt kan medføre, indtil kontakten med moderen er genoprettet.

På den baggrund, og da der ikke heroverfor foreligger omstændigheder, der kan føre til en anden bedømmelse, finder Højesteret ligesom familieretten, at det vil være bedst for B, at hun har samvær med sin mor M.

Højesteret tager herefter Ms principale påstand til følge. Da samværet skal foregå efter Familieretshusets nærmere bestemmelser, tilkommer det Familierets-huset bl.a. i lyset af tidligere erfaringer at tage stilling til, hvordan samværet mellem B og M bedst muligt kan understøttes.

TH I KENDE S FOR RET :

B skal hver anden uge have samvær med sin mor M indtil videre i alt 20 gange, således at hvert andet samvær foregår fysisk i Familieretshuset eller Familieprojektet efter Familieretshusets nærmere bestemmelser, og hvert andet samvær foregår via Skype ligeledes i Familieretshuset eller Familieprojektet efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.  

Kommentar:

Jeg må indrømme, at jeg på forhånd var lidt betænkelig ved udsigten til denne dom. Det skyldes dels nogle nyere domme, hvor man ret kynisk har dikteret nogle overvågede samvær uden reel angivelse af, hvad disse overvågede samvær skulle føre til.

Man kunne så have håbet, at Højesteret ville tilkendegive retningslinjer for sådanne tiltag. Det synes jeg ikke, at Højesteret gør.

Dertil kommer, at der i pressen har været lagt op til nogle lidt højtravende forventninger til dommen, herunder ikke mindst fra en tidligere formand for Børnerådet. Heller ikke indfrielse af sådanne forventninger synes jeg egentlig, at Højesteret når frem til.

Det er derfor ærlig talt med stor glæde og fortrøstning, at jeg læser dommen. Spørgsmålet er nemlig, hvad dommen mere principielt reelt kan bruges til.

Kort om sagens faktum.

Det fremgår af sagen, at B er en pige født i 2011 men ikke hvornår i 2011. Hun bliver altså 10 år i løbet af det år, som lige er startet. M synes at være udlænding og sandsynligvis fra Spanien.

Der har været adskillige problemer omkring forældremyndighed og samvær næsten fra Bs fødsel. Allerede i oktober 2012 blev F ved dom tilkendt fuld forældremyndighed. I et nyt sagsforløb i 2015 dømte byretten til fælles forældremyndighed, mens landsretten tilkendte F eneforældremyndigheden.

M har ifølge domsreferaterne haft ”børnebortført” B til udlandet med tilbagegivelse efter børnebortførelsesloven. M har i forbindelse hermed været varetægtsfængslet og idømt en fængselsstraf for ulovlig tilbageholdelse af barnet.

Samværet har således i flere omgange været afbrudt i længere tid ad gangen.

I mange af disse sager ser man parter, som undervejs skifter advokater med samme hast, som de skifter skjorter. I denne sag har begge parter haft samme advokater gennem hele forløbet. Professionelt har det ærlig talt været en fornøjelse at læse dommene.

Ofte(st) ser man ganske urealistiske påstande og argumenter. Læser man parternes påstande og anbringender, falder de fra starten fra begges sider naturlige og ikke mindst realistiske.

Mange samværsforældre ville med min erfaring fare ud med påstande om straks- og uovervåget samvær.

I denne sag har M fra starten alene påstået overvåget samvær. Det ser ud til, at M i byretten påstod permanent overvåget samvær, som jeg fortolker som en påstand om fast kendesamvær. Det ser også ud til, at det blev resultatet af byretsdommen, der dog i gengivelsen på det punkt ikke er lysende klar.

Da landsretten nåede frem til, at der ikke skulle være samvær, står det ikke med flammeskrift, hvad Ms synspunkter har været om varigheden af det overvågede samvær.

For Højesteret nedlagde M så påstand om ”indtil videre 20 overvågede samvær”, hvilket endte med at blive Højesterets resultat.

Jeg forstår selvfølgelig godt Ms påstand. Problemstillingen er bare, at Højesteret netop ikke tager stilling til, hvad der så skal ske, når samværene udløber. Det bliver let til en ”never ending story”. M vil være nødsaget til at starte hele møllen forfra.

Familieretshuset må forventes at skulle rapportere fra samværene, og rapporterne må danne grundlag for den vurdering, der skal foretages af eventuelle fremtidige samvær.

F sidder selvfølgelig stadig tilbage med en klar frygt for endnu en børnebortførelse, hvis samværet ”gives fri” uovervåget på sigt. Den vurdering og bekymring skal der så tages stilling til ”næste gang”. Tør domstolene fastsætte uovervåget samvær – eller burde der i virkeligheden være fastsat kendesamvær uden tidsbegrænsning? Her kommer så spørgsmålet op om, hvor meget samfundet skal stille til rådighed af ressourcer for ubegrænset overvågning.

Men ressourcerne til uendelige sager er også betydelige.

Jeg læser denne og de andre nyere domme sådan, at der virkelig skal gøres en indsats for at tvinge børn sammen med begge forældre.

Personligt havde jeg ønsket en anden type sag for Højesteret. Hvad med de mange sager, hvor der er spørgsmål om udomfældt fysisk og psykisk vold? Men det kommer forhåbentlig.

For vi kan altså ikke acceptere et samfund, hvor der skal være samvær for enhver pris eller hvor der skal ”lig på bordet” for nu lidt overdrevent at referere til forældreansvarslovens § 4a.

Jeg er ikke skuffet over eller uenig i Højesteretsdommen.

Men jeg synes bare ikke, at den fører os ret meget reelt videre.

Viggo Bækgaard

5. januar 2020