Om tvangsfuldbyrdelse i Familieretten. Hvad er Familierettens kompetence. Kan man blive ”fanget” af ”frivillige aftaler”.

Om tvangsfuldbyrdelse i Familieretten. Hvad er Familierettens kompetence. Kan man blive ”fanget” af ”frivillige aftaler”.

af Viggo Bækgaard, advokat (H)

Jeg har for nylig fået et generelt spørgsmål, som giver anledning til en ekstra artikel om tvangsfuldbyrdelse af en samværssag.

Den materielle retsstilling (omfanget af samvær).

Forældrene kan selvfølgelig aftale indbyrdes, hvor meget børnene skal være hos hver især. Man indgår og underskriver så en samværsaftale, der præcist beskriver omfanget af samværet.

Kan de ikke blive enige, kan Familieretshuset i de mindre tunge sager træffe afgørelse om samværet, hvis afgørelsen ikke kan anses ”indgribende” for barnet. En sådan afgørelse kan påklages til familieretten.

Er der tale om mere indgribende afgørelser om samvær, træffes den endelige afgørelse af Familieretten.

Familieretshuset kan også træffe midlertidige afgørelser, der gælder, indtil der træffes en endelig afgørelse.

Jeg gennemgår ikke her procesgangen i Familieretshuset eller Familieretten. Overordnet henviser jeg til fanebladene under ”e-undervisning” om Familieretshuset og Familieretten.

I dansk ret er det et grundlæggende princip, at aftaler er bindende. Det er imidlertid afgørende, om der er en såkaldt ”fuldbyrdelsesklausul” i aftalen. Det er en forudsætning for, at Familieretten som fuldbyrdelsesmyndighed  kan gennemtrumfe en aftale. En afgørelse er pr. definition ”eksigibel”, hvilket er det juridiske udtryk for, at Familieretten kan ”fuldbyrde” aftalen.

Det er altså ikke Familieretten som fuldbyrdelsesmyndighed (tidligere fogedretten), der bestemmer det endelige omfang af samværet.

Tvangsfuldbyrdelse – gennemføres af Familieretten, som ikke længere i den sammenhæng hedder Fogedretten.

Systemet opfattes af mange som virkelig forvirrende, hvilket jeg virkelig godt kan forstå.

Jura er vældig interessant (for en jurist som mig), men det giver ikke mening, hvis juraens resultat ikke kan gennemføres. Sådan tror jeg, at de fleste må føle.

Hvis man har en dom, der siger, at A skal betale 50.000 kr. til B, og A ikke betaler, kan B henvende sig i fogedretten, der kan foretage udlæg og eventuelt tvangssalg af As aktiver. Det kan de fleste forstå og acceptere.

Hvis der er truffet en ”lovlig” afgørelse om forældremyndighed eller samvær, kan de fleste også forstå, at den afgørelse skal kunne effektueres. I denne artikel springer jeg de store og gennemgående spørgsmål over, som handler om, at mange afgørelser på forældreansvarsområdet ikke bliver truffet på baggrund af grundige undersøgelser og overvejelser af, hvad der er bedst for barnet. Det kan du finde mange artikler om fra min hånd her på hjemmesiden.

Hvis et barn ikke udleveres, hvad enten det er til samvær eller tilbage fra samvær, kan den forurettede forælder henvende sig til Familieretten for at få afgørelsen tvangsfuldbyrdet.

Alene ”myndighedens” navn må forvirre. Det var da til at forstå, da det hed ”retten” og ”fogedretten”.

Grundlæggende jura

Systemet i et retssamfund er bygget op på den måde, at det er domstolene, som træffer den såkaldte materielle afgørelse (dom). Domstolene bestemmer, om en person for eksempel skylder noget til en anden. Når dommen foreligger, og den anden ikke betaler, kan den, som har pengene til gode inddrive beløbet gennem fogedretten. På samme måde er det egentlig principielt vedrørende bopæl og samvær for børn.

Hvis barnet ikke udleveres, skal “systemet” sørge for, at det sker.

Retten har forhåbentlig på et fuldt oplyst grundlag bestemt, hvem der skal have bopælen, og hvor meget samvær, den anden skal have. Hvis et barn ikke bliver udleveret, har det tidligere været fogedretten, som skulle sørge for, at barnet blev udleveret for eksempel til samvær.

Indtil 2019 var reglen, at et barn skal udleveres, medmindre fogedretten vurderede, at “barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.”

Med 2019-ændringerne blev fokus principielt ændret. Med de nye regler skal der sikres bedre muligheder for at tage hensyn til barnet ved fuldbyrdelsen. Fra bemærkningerne til lovændringerne citeres:

”Begrundelsen for de foreslåede ændringer af fuldbyrdelsessystemet er, at hensynet til barnet og barnets bedste skal være omdrejningspunktet i fuldbyrdelsesager.

Hovedbetingelsen for fuldbyrdelse skal derfor være, at fuldbyrdelsen varetager barnets bedste. Det skal således ikke længere være tilstrækkeligt for fuldbyrdelse af forældreansvar, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed ikke udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen.

Forslaget medfører herudover, at fuldbyrdelsen på centrale punkter ændres i forhold til den gældende ordning. For det første kan fuldbyrdelse kun ske, hvis der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Familieretshuset.

For det andet tydeliggøres det, at tvangsbøderne skal have en størrelse, der reelt kan påvirke forælderens adfærd. Dermed forbedres mulighederne for at løse flere sager uden umiddelbar magtanvendelse.

Da fuldbyrdelsen skal foregå så skånsomt for barnet som muligt, indføres for det tredje mulighed for at tilrettelægge fremgangsmåden for afhentning af barnet under en udkørende fuldbyrdelsesforretning sådan, at den forælder, der uberettiget tilbageholder barnet, kortvarigt frihedsberøves på et andet sted end der, hvor barnet opholder sig, hvorefter barnet afhentes af den anden forælder under ledsagelse af en børnesagkyndig og en repræsentant for kommunen.

Hvis der ikke er anden udvej end at gennemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet, skal der for det femte ved fuldbyrdelsen deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

…..”

Reglerne om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær står i retsplejelovens kapitel 42 b.

Princippet er sådan set i al fald som udgangspunkt klart nok. Familieretten kan fuldbyrde ”ved anvendelse af tvangsbøder, jf. § 456 r, stk. 3, eller ved anvendelse af umiddelbar magt ved tilbageholdelse af den forælder, der har barnet, et andet sted end barnets opholdssted eller ved afhentning af barnet, jf. § 456 r, stk.”

Det lyder enkelt nok. MEN sådan fungerer det ikke for alvor i virkeligheden. Der er nemlig et par bestemmelser, som typisk tages i brug, før man gør noget som helst ”for alvor”.

”Familieretten kan i tvivlstilfælde udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en børnesagkyndig erklæring.” Det sker ikke så hyppigt i tvangsfuldbyrdelsessager.

Næsten altid gennemfører retten også i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse en samtale med barnet, hvis det er stort nok til det (ca. fra 7-års-alderen).

Familieretten kan ændre omfang, tid og sted for samværet og vilkårene herfor under fuldbyrdelsessagen, og Familieretten kan fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen.

Her er det vigtigt at forstå, at Familierettens kompetence i denne sammenhæng alene vedrører samvær, der skulle være afholdt efter, at sagen er indbragt for Familieretten som fuldbyrdelsessag og altså under tvangsfuldbyrdelsessagen.

Der blev i 2019 indsat en hjemmel i forældreansvarsloven til administrativt at fastsætte regler om ”automatisk erstatningssamvær”. Reglerne herom er fastsat ved bekendtgørelse nr. 299 af 20/3 2019. Den regel siger egentlig bare, at et ikke gennemført samvær giver ret til automatisk erstatningssamvær. Reglen er med andre ord en materiel regel.

Under tvangsfuldbyrdelsessagen kan Familieretten fuldbyrde både et ikke gennemført samvær og et ikke gennemført erstatningssamvær.

Der skal udvises forsigtighed. Børnene skal høres. Der skal foretages en afvejning, før der eventuelt skal ske ”fysisk gennemførelse”. Reglerne foreskriver også, at Familieretten i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsen skal vurdere, om sagen eventuelt skal sendes tilbage til Familieretshuset til fornyet realitetsbehandling.

Det praktiske forløb af tvangsfuldbyrdelsessagen.

Hvis ikke en forælder har fået barnet udleveret i overensstemmelse med en eksigibel aftale eller afgørelse, retter pågældende henvendelse til Familieretten og beder om hjælp til tvangsfuldbyrdelse.

Familieretten starter ofte med et telefonisk retsmøde men kan også indkalde parterne til et møde i Familieretten.

Du skal være opmærksom på, at Familieretten mener, at en tvangsfuldbyrdelsessag er så banal og enkel, at du ikke har behov for at have advokat med, og hvis du er ”dum nok” til at tage en sådan med, skal du også vide, at du som udgangspunkt selv må betale og ikke kan få fri proces.

Hvis du ikke har udleveret, skal ”fogeden” ”bare” forklare dig, at det skal du altså. Tilsvarende skal ”fogeden” også ”bare” hjælpe den, der har krav på at få barnet udleveret.

Det lyder enkelt, men mange ved godt, at sådan fungerer det ikke i praksis.

Retten skal selvfølgelig vurdere, om der er en reel grund til, at barnet ikke er udleveret.

Systemet tænker i alle led (Familieretshuset, Familieretten og ”Familieretten som tvangsfuldbyrdelsesmyndighed”) noget i retning af ”hvor svært kan det være?” Bare ret ind.

Systemet forsøger i alle sammenhænge at ”hjælpe” parterne til at samarbejde. Der gøres typisk alverdens krumspring i den anledning.

Inspirationsspørgsmålet til denne artikel.

Denne uddybende artikel er inspireret af en mail, jeg modtog forleden.

Mailen handlede om en situation, hvor et barn, der har bopæl hos den ene forælder og samvær med den anden, ikke blev tilbageleveret. Jeg tror, at barnet var 9-10 år.

Bopælsforælderen tænkte, at det da bare var at bede om tvangsfuldbyrdelse. Forælderen tænkte nok lige som systemet: ”hvor svært kan det være”.

Bopælsforælderen beskriver et forløb i Familieretten over flere retsmøder, hvor dommeren formentlig meget velmenende forsøger at få parterne til at nå hinanden. Samværsforælderen siger (selvfølgelig), at det er barnet, der slet ikke vil tilbage. I øvrigt slår bopælsforælderen ifølge samværsforælderen barnet.

Familieretten får i et af retsmøderne parterne til at indgå et forlig, hvorefter man reelt formuleringsmæssigt vender om på begreberne, idet man her pludselig ”aftaler”, at ”bopælsforælderen skal have samvær…, indtil den verserende sag i Familieretshuset er endeligt afklaret”.

Det fører (selvfølgelig) ikke til, at barnet rent faktisk bliver udleveret. På et senere retsmøde fastslår Familieretten så, at den indgåede aftale skal efterleves.

Spørgsmålet fra den med nogen rette forargede og skræmte forælder var så, om Familieretten kan bytte om på bopæls- og samværsforælderen. Endvidere går spørgsmålet mere generelt på, hvorfor dommeren er så nølende i forhold til ”bare” at følge og håndhæve samværsdokumenterne.

Jeg finder spørgsmålene aldeles forståelige og må alligevel glatte ud og understrege, at det altså altid er det konkrete barns konkrete problemstilling, som skal vægtes for at finde ud af, hvad der er ”bedst for barnet”.

Til det første spørgsmål er det vigtigt at understrege, at man kan aftale alting. For mig er det vigtigt, at man fuldt ud forstår, hvad man aftaler, og hvilke konsekvenser en aftale har. Spørgeren havde advokat med til møderne i Familieretten. Det er derfor advokatens opgave at sikre sig, at klienten forstår, hvad det handler om.

Konkret må jeg dog trøste med, at det ikke er en aftale, der definitivt bytter om på bopæls- og samværsforælderen. Det er altså ”kun” en midlertidig aftale, som gælder under sagens behandling i ”tvangsfuldbyrdelsesretten”.

Umiddelbart er det også vigtigt at slå fast, at en situation som den beskrevne ”nok” ender med, at Familieretten vil sende sagen tilbage til realitetsbehandling i Familieretshuset og senere i ”den rigtige familieret” som modstykke til – nå ja Familieretten som ”fogedret”.

Det andet spørgsmål om nøl er sådan set mere giftigt. Personligt og principielt er jeg ikke vildt begejstret for den gældende model, som netop ofte fører med sig, at tingene trækkes i langdrag. Tankegangen bag det hele er som beskrevet, at man formelt vil beskytte barnet.

Reelt bliver barnet desværre i den sammenhæng somme tider brugt som våben.

Afslutning.

Du kan som supplement til denne artikel læse artiklen om Vive-rapport om fuldbyrdelsessager. Endvidere kan du under fanebladet ”afgørelser/tvangsfuldbyrdelse (tidligere fogedsager) se mange afgørelser, som på forskellig måde illustrerer problemstillingerne.

Viggo Bækgaard

9. januar 2024