Vive rapport om fuldbyrdelsessager i familieretten – marts 2022
Vive (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) har netop offentliggjort en rapport om fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven.
Personligt har jeg det oftest sådan med rapporter fra Vive på mit eget område, at jeg føler mig bekræftet i det, jeg egentlig godt empirisk vidste i forvejen men bare oplever det forskningsmæssigt underbygget via rapporten.
Hvad siger rapporten kogt helt ind?
Ifølge indledningen til rapporten, afslører den, at antallet af fuldbyrdelsessager før og efter 2019-reformen er stort set uændret. Derudover afslører den, at i mange sager siger større børn fra på en måde, der gør fuldbyrdelse svært.
Det er heller ikke så overraskende for mig, at forældre i sager, der når til tvangsfuldbyrdelse ofte har et højt konfliktniveau og sociale problemer.
Det er ganske få sager, der faktisk når frem til fysisk tvangsfuldbyrdelse.
Endelig er konklusionen, at hensynet til barnet vejer tungt båd før og nu men med forskelligt ordvalg i den lovmæssige baggrund.
Rapportens grundlag og metode.
Jeg er på ingen måde kompetent til sagligt og fagligt at kritisere det forskningsmæssige grundlag for en sådan rapport. Men det skal nu ikke afholde mig fra enkelte overvejelser om det. Man skal bare huske, at mit grundlag først og fremmest bygger på mit virke som advokat og på mit børnepolitiske udgangspunkt.
Til indledning vil jeg derfor fremhæve, at rapporten formentlig er interessant læsning for personer, som måske har et lidt mere begrænset overblik over ”systemet”. Rapporten kan med stort udbytte læses som en slags lærebog i hvordan systemet selv tænker men også en lærebog i, hvordan politiske tanker fra lovgivningsmagten kan fremstilles på en måde, så man får indtryk af, at det virker som udtænkt. Især den sidste formulering indikerer for det trænede øje, at jeg ikke nødvendigvis er enig i, at ”det virker”.
Det skal understreges, at rapportens forfattere er ganske opmærksom på manglerne i grundlaget. Forskellige forhold svækker rapporten.
Jeg læser ikke rapporten som et materiale, der anskuer problemstillingerne fra brugernes vinkel. Der inddrages forskellige tilfredshedsundersøgelser, som imidlertid på mig virker lidt luftige i den konkrete sammenhæng.
Det reelle statistiske materiale indeholder nogle åbenlyse – men også i rapporten understregede – mangler derved, at forskellige forhold kan spille en rolle. De kan have rod i retskredsreformen tilbage i 2008; formelle bestræbelser på strukturændringer og forskellige tilgange i de enkelte retter til systematisering af statistisk materiale.
Mest problematisk er for mig at se, at det åbenlyst har været svært for Vive at formå retterne til at medvirke effektivt til belysning. Der har været (for) få besvarelser i form af interviews med de personer ved retterne, som rent faktisk gennemfører tvangsfuldbyrdelsessagerne.
Det er en menneskelig grundegenskab, at man oplever selv at gøre tingene rigtigt. Således gælder det for eksempel for mig selv, at hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme det.
Ovenstående ironi fører for det første til, at de, der har ”gidet” svare, må formodes at være dem, som reelt interesseret forholder sig til sagstypen og dens retlige baggrund. Med lav besvarelsesprocent kan man frygte, at det store flertal er ligeglade.
Da en stor del af materialet består i dommerens empiriske beskrivelse af sagen, herunder vurdering af risikofaktorer med videre, kommer læsningen til at fremstå som en selvrosebeskrivelse af dommerens store dygtighed og menneskelige indsigt.
Personligt er jeg ikke spor bedre end alle andre i den sammenhæng. Som advokat har jeg deltaget i en del tvangsfuldbyrdelsessager på begge sider af bordet (altså som den, der vil have barnet udleveret og den, der ikke mener, der skal ske udlevering). Jeg savner i en rapport som denne en vinkling ud fra især de professionelle brugeres konkrete oplevelse af ”systemet”.
Problemstillingerne lidt generelt forklaret (Ikke om Vive-rapporten).
Jeg skrev for et par år siden en kommentar til en konkret sag, som jeg ikke var involveret i selv. Du kan læse konkret om afgørelsen, men i nærværende sammenhæng giver kommentaren en forståelse af mine bekymringer generelt. I den kommentar skrev jeg blandt andet sådan:
”Det familieretlige system omkring forældremyndighed og samvær står foran totalt sammenbrud, hvis ikke fuldbyrdelse generelt gennemføres.
Til indledning må jeg sige klart, at de nye tvangsfuldbyrdelsesregler er tæt på at være en katastrofe.
Jeg er personligt voldsomt skuffet over den ildhu, som især Børns Vilkår lagde for dagen for at få afskaffet fogedretten. En afgørelse som denne illustrerer, at det overhovedet ikke giver mening i et retssamfund at have afgørelser, som ganske enkelt ikke kan tvangsfuldbyrdes.
I vores høringssvar i 2018 skrev vi om emnet dette:
”Landsforeningen Børn og Samvær har med nogen forundring fulgt den til tider meget ophedede debat om tvangsfuldbyrdelse af afgørelser vedrørende bopæl og samvær.
I et retssamfund er det selvfølgelig nødvendigt, at en retmæssig afgørelse også kan fuldbyrdes. Det er ikke vores erfaring, at fuldbyrdelse i praksis gennemføres dramatisk og uacceptabelt, selv om det kan ske. Os bekendt er fysiske fogedsager mod børn en relativ sjældenhed.
De ændringer, som blev gennemført i 2012 har efter vores erfaring haft en positiv effekt.
Imidlertid har vi ikke indvendinger imod, at man skærper tonen over for de forældre, som ikke vil efterleve afgørelser.”
Lad mig lige repetere problemstillingen:
Systemet i et retssamfund er bygget op på den måde, at det er domstolene, som træffer den såkaldte materielle afgørelse (dom). Domstolene bestemmer, om en person for eksempel skylder noget til en anden. Når dommen foreligger, og den anden ikke betaler, kan den, som har pengene til gode inddrive beløbet gennem fogedretten. På samme måde er det egentlig principielt vedrørende bopæl og samvær for børn. Hvis barnet ikke udleveres, skal “systemet” sørge for, at det sker, med mindre (konkrete omstændigheder både efter de gamle og nye regler).
Retten bestemmer på et forhåbentlig fuldt oplyst grundlag, hvem der skal have bopælen, og hvor meget samvær, den anden skal have. Hvis så et barn ikke bliver udleveret, har det tidligere været fogedretten, som skulle sørge for, at barnet blev udleveret for eksempel til samvær.
Indtil 2019 var reglen, at et barn skal udleveres, medmindre fogedretten vurderede, at “barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.”
Med 2019-ændringerne blev fokus principielt vendt mod børnene. Med de nye regler skal der sikres bedre muligheder for at tage hensyn til barnet ved fuldbyrdelsen. Fra bemærkningerne til lovændringerne citeres:
”Begrundelsen for de foreslåede ændringer af fuldbyrdelsessystemet er, at hensynet til barnet og barnets bedste skal være omdrejningspunktet i fuldbyrdelsesager.
Hovedbetingelsen for fuldbyrdelse skal derfor være, at fuldbyrdelsen varetager barnets bedste. Det skal således ikke længere være tilstrækkeligt for fuldbyrdelse af forældreansvar, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed ikke udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen.
Forslaget medfører herudover, at fuldbyrdelsen på centrale punkter ændres i forhold til den gældende ordning. For det første kan fuldbyrdelse kun ske, hvis der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Familieretshuset.
For det andet tydeliggøres det, at tvangsbøderne skal have en størrelse, der reelt kan påvirke forælderens adfærd. Dermed forbedres mulighederne for at løse flere sager uden umiddelbar magtanvendelse.
Da fuldbyrdelsen skal foregå så skånsomt for barnet som muligt, indføres for det tredje mulighed for at tilrettelægge fremgangsmåden for afhentning af barnet under en udkørende fuldbyrdelsesforretning sådan, at den forælder, der uberettiget tilbageholder barnet, kortvarigt frihedsberøves på et andet sted end der, hvor barnet opholder sig, hvorefter barnet afhentes af den anden forælder under ledsagelse af en børnesagkyndig og en repræsentant for kommunen.
Hvis der ikke er anden udvej end at gennemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet, skal der for det femte ved fuldbyrdelsen deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.
…..”
Børns vilkår og andre interessenter på området har gennem flere år stillet ”fogedretten” op som et ”skræmmebillede”.
Så man fandt i den uendelige visdom ud af, at fogedretten skulle afskaffes som ”domstol” til tvangsfuldbyrdelse. Det skulle nu foregå i Familieretten.
Som det ses af de citerede bemærkninger, har det været forudsætningen, at der faktisk kan ske ”tvangsfuldbyrdelse” sted. Det synes bare ikke at ske i praksis.
Der skal udvises forsigtighed. Børnene skal høres. Der skal foretages en afvejning, før der eventuelt skal ske ”fysisk gennemførelse”. Reglerne foreskriver også, at Familieretten i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsen skal vurdere, om sagen eventuelt skal sendes tilbage til Familieretshuset til fornyet realitetsbehandling.
Men lad os lige se på den konkrete sag og forholde os til ”systemet”.
Sagen er realitetsbehandlet af Familieretten i slutningen af maj 2020.
Familieretten er faktisk en ”rigtig dommer”. Dommeren har efter gennemførte børnesamtaler med mere vurderet, at der ikke er forhold hos F, der begrunder, at der ikke skal være samvær. Det fremgår med flammeskrift, at M ikke samarbejder loyalt om samvær.
Den ”rigtige dommer” bestemmer, at der skal være overvåget samvær en gang om måneden. Helt usædvanligt er det præciseret, at der på grund af de særlige omstændigheder ikke er tale om en midlertidig afgørelse.
Dommen fra maj 2020 er ikke anket af nogen af parterne.
For Fs vedkommende gætter jeg på, at han har vurderet, at lidt er bedre end ingenting, og at han med ordningen virkelig er interesseret i at opretholde kontakten til børnene men også med respekt af deres situation.
M har undladt at anke, enten fordi hun sådan set har tænkt det samme. Så slem er løsningen heller ikke, og børnene er jo aldrig alene med F på ”faretruende” måde. Mistanken kunne egentlig også gå på, at hun bare har spekuleret i, at hvis børnene kan fastholdes i deres modstand, vil der ikke ske tvangsfuldbyrdelse.
”Tvangsfuldbyrdelsesretten” er godt nok navngivet Familieretten. Men sandheden er, at det nu ikke længere er en ”rigtig dommer” men en dommerfuldmægtig, som beklæder retten. Jeg tænker, at det i Retten i Aalborg ligesom i alle andre byretter bare er fogedretten, der har fået nyt navn og ny kasket. Det er de samme dommerfuldmægtige, som beklæder fogedretten, som nu i praksis i en sag som denne bliver en slags ”ankeinstans”.
(Det er vigtigt at understrege, at dommerfuldmægtige helt principielt udfører deres job godt og samvittighedsfuldt. Men de er for langt de flestes vedkommende langt mere urutinerede end dommerne.)
Børnene kommer til samtale igen. Nu med dommerfuldmægtig og ny børnesagkyndig.
Af alle børnesamtalerne synes det ret klart at fremgå, at de er massivt manuducerede i, hvad der er galt med far, og hvorfor de sandelig ikke vil se ham, selv under de særlige sikkerhedsvilkår.
Det er lysende klart, at der ikke hos F er relevante forhold, der gør samværet problematisk. Det forekommer lysende klart, at mor efter ”den rigtige” dommers vurdering er illoyal (samarbejdschikane).
Det er ligeså lysende klart, at der ikke i den konkrete sag har været bare antydningen af begrundelse for at sende sagen tilbage til ny prøvelse. Det er og bliver Familieretten – altså de ”rigtige” dommere, som skal vurdere omfanget og arten af et eventuelt samvær. Det er sket mindre end 2 måneder forud for ”fogedsagen”.
Der foreligger ikke væsentligt forandrede forhold (forældreansvarsloven § 39). Dommen fra maj var endelig og ikke påanket. Mor var illoyal.
Børnene afgav ”maskinsvar”, som synes indstuderede.
Personligt undrer jeg mig virkelig over, at dommerfuldmægtigen ikke skærer igennem og træffer afgørelse om tvangsbøder, som var til at forstå.
En afgørelse som denne udstiller virkelig svaghederne ved det nye system. Både processuelt og principielt.
Konsekvensen synes at være, at forælderen bare kan afvente fogedretten. Så går alting i stå.
Efter min opfattelse bør reglerne revurderes. Der skal altså kunne ske tvangsgennemførelse af grundige og lovlige domme.
Alt andet er udtryk for en bananrepublik.
Jeg må afslutningsvis sige, at kendelsen fra tvangsfuldbyrdelsesretten efter det oplyste er kæret. Derfor kan det sagtens ende med noget andet end det, der nu er afgørelsen.”
Tilbage til Vive-rapporten 2022.
Et af de fænomener, som jeg personligt er allermest frustreret over, er tvangsbøderne. Hvordan det lige skulle være det store dyr i åbenbaringen. Jeg skulle helt frem til side 71 i rapporten, før jeg fandt et virkelig klogt citat fra en dommerudtalelse. Dommeren siger præcist det, som jeg oplever som centralt om tvangsbøder:
”Jeg kan lige så godt sige, at tvangsbøder er et dårligt middel, fordi der er en meget kompleks fuldbyrdelsesprocedure og videre forløb i det. Tvangsbøden retter sig mod et konkret samvær, og du kan ikke lave en kendelse, der siger, at du skal i al evighed, så længe der er samvær, skal have bøder, når du ikke udleverer. […] Hvis der ikke bliver udleveret, så kommer den anden ægtefælle ind igen til fogedretten med en ny henvendelse […], og så skal tvangsbøden så udløses. Så skal vi holde et nyt møde og igen tage stilling til, om det nu er rigtigt, at der ikke er blevet udleveret, og om der var en god grund til det. Hvis der så træffes en beslutning om, at forælderen uretmæssigt tilbageholder barnet og skal have en bøde, så sender vi bøden til politiet, som skal inddrive bøden. Når politiet ikke har mulighed for det, sender de den til SKAT eller nu Gældsstyrelsen, der skal forsøge at inddrive den. Hvis det ikke sker, sender de den tilbage til politiet og beder om at få fastsat en forvandlingsstraf. Så kommer der en særskilt procedure for det, og det skal så føres for retten en gang til. Det, som er humlen i alt det her, er, at der er tale om tvangsbøder, og det vil sige, at man kan slippe for sanktionen ved at gøre det, man skal. En forælder kan tilbageholde barnet lige indtil den dag, hvor afsoningen af tvangsbøderne skal ske, og udleverer hun så der, falder hele forløbet væk. (Fogedretsdommer, 2019”
En forskningsrapport skal selvfølgelig beskrive forholdene, som de nu engang kan skaffes og beskrives. Det gør rapporten for så vidt også.
Med mit kendskab til systemet, sidder jeg alligevel tilbage med Poul Henningsens ”nå-vise” i hovedet.
Så: NÅ!
Viggo Bækgaard
25. marts 2022