Katastrofal landsretsdom tilsidesætter aftale mellem lige velegnede forældre

Katastrofal landsretsdom tilsidesætter aftale mellem lige velegnede forældre

Man kan ind i mellem få en fornemmelse af, at dommere er så fjernt fra livet, at de ikke  fatter det virkelige liv og de konflikter, som rigtige skilsmissemennesker ryger ud i, når kærligheden ikke er så hed længere..

Østre Landsret har netop afsagt en dom, som jeg opfatter som en katastrofe for alle gode intentioner om at opføre sig anstændigt over for hinanden – og over for børnene- i opbrudsfasen. Se link til dommen i bunden af artiklen.

Dommen betyder, at man ikke i seriøs rådgivning længere kan tillade sig at opfordre forældre til at indgå fornuftige aftaler, der ikke bliver effektueret straks. Det er meget, meget uheldigt, når man ved, at det for mange skilsmisseforældre ikke altid er sådan, at man lige kan rykke ud af det hidtidige hjem og ind i en passende varig bolig. Sådan et problem har landsdommere ikke blik for.

Kort fortalt indgik et forældrepar en aftale om barnets bopæl, da de skulle gå fra hinanden. Af forskellige årsager gik der nogle måneder, før aftalen skulle effektueres. Da ville den ene part ikke vedstå aftalen.

To instanser har afgjort, at aftalen ikke skulle gælde. Ja – hvis man læser dommene i deres officielle udskrifter, opdager man knapt nok, at der er sådan en aftale.

Sagen er efter min opfattelse utrolig principiel og vanvittig vigtig for alle, der skal agere i forbindelse med et samlivsophør, og for alle, der skal rådgive herom.

Jeg førte sagen for F i byret og landsret og har selvfølgelig på den baggrund et mere direkte kendskab til parterne, end man normalt har ved læsning af afgørelser. Til gengæld har jeg først fået kendskab til parterne, da retssagen startede. Parterne har således selv forhandlet og formuleret aftalen.

Der skal i denne kommentar ikke være den mindste tvivl om, at det også er min bedømmelse, at begge forældre er aldeles forældreegnede. Uanset dommens resultat er der ikke grund til nogen bekymring for S.

Min bekymring drejer sig således på ingen måde om hverken S, M eller F. De skal konkret nok klare sig. Det er også sjældent, at jeg bliver ”vred eller bekymret” over sager, jeg selv har været involveret i. Jeg vinder selvfølgelig ikke alle sager og kan normalt sagtens affinde mig med en tabt sag.

Bekymringen er, at domstolene med en afgørelse som denne sætter ild til enhver opbrydningssituation. Man får en fornemmelse af, at de ikke fatter det virkelige liv og de konflikter, som rigtige skilsmissemennesker ryger ud i.

Som familieretsadvokat bliver man stort set daglig spurgt om, hvordan man skal agere i forhold til opbruddet. Hvad gør jeg med børnene, spørges der.

Standardsituationen er, at parforholdet begynder at gå skævt. Situationen tilspidses, og det står klart, at det ikke er til at redde. Det er uholdbart, at de bliver boende under samme tag. De er uenige om, hvad der skal ske med børnene på sigt.

Scenarierne er forskellige, og rådgivningen om dem er såmænd lige så forskellige.

Den ene mulighed er, at den ene forælder flytter og simpelthen tager barnet med. Den anden protesterer med arme og ben. Henvender sig til folkeregisteret og hvad ved jeg for at beklage sig. Man får en situation, hvor det populært sagt er kampen om at komme først i børneinstitutionen for at hente. Alle kan se det for sig. Alle kender eksempler på det.

Det almindelige råd er, at man ikke forlader hjemmet uden at tage børnene med, hvis det er det, man vil. At efterlade børnene kan give bagslag som en accept.

Næsten uanset, hvad man så faktisk gør, er det egentlig galt.

Tager man børnene med, fordi det er det rigtigste for børnene, bliver man beskyldt for at handle enerådigt og i strid med det almindelige princip om, at man ved fælles forældremyndighed skal være enige om stort set alt – herunder selvfølgelig også, hvor børnene skal ”være”.

Lader man børnene tilbage hos en forælder, der omsorgssvigter – eller bare fordi man vil undgå åbenlyse skænderier foran børnene, er det også galt. Så har man jo næsten accepteret tilstanden i den andens terminologi.

De gode forældre tager en grundig snak om mulighederne og finder en løsning, som de kan blive enige om. Det er hele forældreansvarslovens princip. Måske bliver de også enige.

I den konkret forelagte situation blev de enige om, at børnene skulle bo hos far. De blev enige om, at han flyttede straks for husfredens skyld. Da han ikke lige havde fundet et permanent sted, valgte han af hensyn til børnene at lade dem blive tilbage.

Afgørelsen er en katastrofe for alle skilsmissebørn. Min helt forgæves argumentation lød i sin relative enkelthed sådan:

Forældreansvarlsloven har som altovervejende princip, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Forældreansvarsloven har også som altovervejende hensigt at lære forældre at samarbejde og træffe aftaler sammen. Ja de skal endda tvinges til det.

Vi har i dansk ret et almindeligt princip om, at man kan indgå aftaler, der binder aftaleparterne.

De konkrete forhold tilsagde, at begge forældre var gode forældre. De havde praktiseret 7-7 indtil den endelige afgørelse. Uanset hvad resultatet ville blive, ville barnet altså være i fuldstændig status quo. Barnet skulle under alle omstændigheder konkret skifte institution ved skolestart om knap et år, og parterne var enige om, a han skulle fortsætte i institutionen indtil skolestart – uanset hvad.

Min forgæves pointe er, at det mindste, som ”systemet” kan gøre er at belønne dem, der opfører sig anstændigt i opbrudsfasen, når det er “ligegyldigt” for barnet, om det bor det ene eller andet sted, fordi barnet vil få det kanongodt begge steder med i øvrigt fornuftigt samarbejdspotentiale..

Nu har Østre Landsret meget kontant signaleret, at en aftale skal effektueres STRAKS – uanset om det er godt for barnet. For en i øvrigt fornuftig aftale kan man ikke regne med.

Artiklen er fra 2008 – dommen ses her