Forældre aftalte ved parforholdets ophør i juni 2006 skriftligt, at S på dengang 3 år skulle bo hos F. Derefter 7/7 ordning indtil endelig dom. Begge var egnede forældre. Bopælen til M. Utrykt ØLD af 4. september 2008, 21. afd. B-1322-08).
Forældrene gik fra hinanden i juni 2006 grundet Ms utroskab. De indgik en detaljeret skriftlig aftale om S dels vedrørende økonomi og bopæl. Det bestemtes, at S skulle bo hos F.
Det var uholdbart, at de blev sammen, til F havde fundet en permanent bolig. F fraflyttede det fælles hjem og flyttede i en lejlighed, som han vidste ville være midlertidig. Omkring november måned fandt F en permanent bolig til overtagelse i begyndelsen af året 2007. M ville nu ikke tiltræde den formelle adresseændring, hvilket affødte denne sag, der alene vedrørte barnets bopæl. I den mellemliggende tid havde F ikke effektueret aftalen ved at flytte S’s formelle bopæl eller i øvrigt tage ham mere permanent med til den midlertidige bopæl.
I byretten forklarede F bl.a.
”Da samlivsforholdet var endeligt slut ultimo juni 2006, flyttede han til men midlertidig fremleje på Østerbro. Det var ikke i S’s tarv at flytte med til en midlertidig adresse, og han aftalte derfor med M, at han blev boende hos hende, og at han selv kørte frem og tilbage. Han gjorde dette i tillid til den aftale, som de havde indgået primo juni 2006.”
Parterne havde praktiseret en egentlig 7/7-ordning fra samlivsophævelsen og indtil landsrettens dom. S havde således i hele den pågældende periode været stort set nøjagtig lige meget sammen med begge forældre.
Fs husstand består ud over ham selv af sin nuværende ægtefælle. M bor alene sammen med S og hendes lidt større særbarn men er sammen med den mand, som hun var utro med, stort set hele tiden, hvor han ikke er i samvær med sine børn.
I en børnesagkyndig undersøgelse anføres bl.a.
”Det anbefales, at S beholder sin faste bopæl hos M begrundet med, at han hidtil har haft sin opvækst her. Han er faldet godt til med forholdene efter bruddet og findes at være i fin trivsel og god udvikling i sine nuværende rammer. Anbefalingen forudsætter, at M forbliver i området”.”
”Forældrene vil begge være i stand til at drage relevant omsorg for S uanset, hvor han bor, og de vil begge bevare kontakten til ham og vurderes også fremover at kunne samarbejde om samværet til fordel for S.”
Byrettens begrundelse:
”Retten finder, at såvel sagsøgeren som sagsøgte er egnede til og har muligheder for at varetage rollen som bopælsforældre for S.
Ud fra en samlet vurdering af det i sagen oplyste, herunder særligt, at S har haft sin hidtidige opvækst og faste bopæl hos sagsøgte, at S opfatter dette som sin trygge base, hvor han også har søsteren C, som han er knyttet til, og at S er faldet godt til og trives i med sin børnehave og kammerater, finder retten, at det vil være bedst for S, at han har bopæl hos sagsøgte (M), jfr. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jfr. § 4”.
Kommentar.
Afgørelsen er en katastrofe for alle gode intentioner om at opføre sig anstændigt over for hinanden – og over for børnene- i opbrudsfasen.
Sagen er efter min opfattelse utrolig principiel og vanvittig vigtig for alle, der skal agere i forbindelse med et samlivsophør, og for alle, der skal rådgive herom.
Jeg førte sagen for F i byret og landsret og har selvfølgelig på den baggrund et mere direkte kendskab til parterne, end man normalt har ved læsning af afgørelser. Til gengæld har jeg først fået kendskab til parterne, da retssagen startede. Parterne har således selv forhandlet og formuleret aftalen.
Der skal i denne kommentar ikke være den mindste tvivl om, at det også er min bedømmelse, at begge forældre er aldeles forældreegnede. Uanset dommens resultat er der ikke grund til nogen bekymring for S.
Min bekymring drejer sig således på ingen måde om hverken S, M eller F. De skal konkret nok klare sig. Det er også sjældent, at jeg bliver ”vred eller bekymret” over sager, jeg selv har været involveret i. Jeg vinder selvfølgelig ikke alle sager og kan normalt sagtens affinde mig med en tabt sag.
Bekymringen er, at domstolene med en afgørelse som denne sætter ild til enhver opbrydningssituation. Man får en fornemmelse af, at de ikke fatter det virkelige liv og de konflikter, som rigtige skilsmissemennesker ryger ud i.
Som familieretsadvokat bliver man stort set daglig spurgt om, hvordan man skal agere i forhold til opbruddet. Hvad gør jeg med børnene, spørges der.
Standardsituationen er, at parforholdet begynder at gå skævt. Situationen tilspidses, og det står klart, at det ikke er til at redde. Det er uholdbart, at de bliver boende under samme tag. De er uenige om, hvad der skal ske med børnene på sigt.
Scenarierne er forskellige, og rådgivningen om dem er såmænd lige så forskellige.
Den ene mulighed er, at den ene forælder flytter og simpelthen tager barnet med. Den anden protesterer med arme og ben. Henvender sig til folkeregisteret og hvad ved jeg for at beklage sig. Man får en situation, hvor det populært sagt er kampen om at komme først i børneinstitutionen for at hente. Alle kan se det for sig. Alle kender eksempler på det.
Det almindelige råd er, at man ikke forlader hjemmet uden at tage børnene med, hvis det er det, man vil. At efterlade børnene kan give bagslag som en accept.
Næsten uanset, hvad man så faktisk gør, er det egentlig galt.
Tager man børnene med, fordi det er det rigtigste for børnene, bliver man beskyldt for at handle enerådigt og i strid med det almindelige princip om, at man ved fælles forældremyndighed skal være enige om stort set alt – herunder selvfølgelig også, hvor børnene skal ”være”.
Lader man børnene tilbage hos en forælder, der omsorgssvigter – eller bare fordi man vil undgå åbenlyse skænderier foran børnene, er det også galt. Så har man jo næsten accepteret tilstanden i den andens terminologi.
De gode forældre tager en grundig snak om mulighederne og finder en løsning, som de kan blive enige om. Det er hele forældreansvarslovens princip. Måske bliver de også enige.
I den konkret forelagte situation blev de enige om, at børnene skulle bo hos far. De blev enige om, at han flyttede straks for husfredens skyld. Da han ikke lige havde fundet et permanent sted, valgte han af hensyn til børnene at lade dem blive tilbage.
Afgørelsen er en katastrofe for alle skilsmissebørn. Min helt forgæves argumentation lød i sin relative enkelthed sådan:
Forældreansvarlsloven har som altovervejende princip, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Forældreansvarsloven har som altovervejende hensigt at lære forældre at samarbejde og træffe aftaler sammen. Ja de skal endda tvinges til det.
Vi har i dansk ret et almindeligt princip om, at man kan indgå aftaler, der binder aftaleparterne.
De konkrete forhold tilsagde, at begge forældre var gode forældre. De havde praktiseret 7-7 indtil den endelige afgørelse. Uanset hvad resultatet ville blive, ville barnet altså være i fuldstændig status quo. Barnet skulle under alle omstændigheder konkret skifte institution ved skolestart om knap et år, og parterne var enige om, at han skulle fortsætte i institutionen indtil skolestart – uanset hvad.
Min forgæves pointe er, at det mindste, som ”systemet” kan gøre er at belønne dem, der opfører sig anstændigt i opbrudsfasen, når det er “ligegyldigt” for barnet, om det bor det ene eller andet sted, fordi barnet vil få det kanongodt begge steder med i øvrigt fornuftigt samarbejdspotentiale..
Nu har Østre Landsret meget kontant signaleret, at en aftale skal effektueres STRAKS – uanset om det er godt for barnet. For en i øvrigt fornuftig aftale kan man ikke regne med.
Sådan en afgørelse burde indbringes for Højesteret. Men barnet – og forældrene – har ikke brug for endnu et års usikkerhed. Man kan også frygte, at højesteretsdommere har endnu mindre jordforbindelse til virkelighedens konflikter.
Viggo Bækgaard
– See more at: http://www.boernogsamvaer.dk/artikler/afgorelser/foraeldremyndighed/511-foraeldre-aftalte-ved-parforholdets-ophor-i-juni-2006-skriftligt-at-s-pa-dengang-3-ar-skulle-bo-hos-f-derefter-77-ordning-indtil-endelig-dom-begge-var-egnede-foraeldre-bopaelen-til-m-utrykt-old-af-4-september-2008-21-afd-b-1322-08#sthash.6bORokar.dpuf