Hvad kan vi fremadrettet forvente af domstolene? Ondskab? Dovenskab? Kynisme?Bliver tendensen, at vi for alvor får et samfund, hvor børnene er levende forsøgsdyr?

Hvad kan vi fremadrettet forvente af domstolene? Ondskab? Dovenskab? Kynisme?

Bliver tendensen, at vi for alvor får et samfund, hvor børnene er levende forsøgsdyr?

af Viggo Bækgaard

advokat (H) – mediator

Formand for Landsforeningen Børn og Samvær

Jeg erkender, at overskriften er barsk og provokerende. Men når vi ser på de allernyeste domme, er det ikke en helt vanvittig tanke. I denne lille artikel vil jeg gennemgå nogle nye afgørelser, som bør give stof til eftertanke – ikke mindst hos domstolene. Artiklen handler ikke om de nyere afgørelser, der handler om samværschikane. Det emne har jeg behandlet i flere artikler. Se den nyeste artikel med links.

Det bekymrer hele det professionelle lag, at tingene sejler, når vi snakker skilsmissebørn. Når jeg taler om skilsmissebørn, handler det om de børn, der ikke bor fast sammen med begge deres forældre.

Faktum er, at alting er brudt helt sammen i Familieretshuset. Det er et politisk ansvar, der har rod i to afgørende forhold. For det første har man gennemført en lovgivning, som ikke er dækket ind af tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Dertil kommer, at lovgivningen bygger på politisk korrekthed og vældig fine ord.

Både Familieretshuset og desværre efterhånden også domstolene synes at famle totalt i blinde.

Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den enkelte medarbejder både i Familieretshuset og i Familieretten virkelig ønsker at gøre det så godt som muligt. De er bare magtesløse og til en vis grad inkonsekvente i deres handlinger.

Alle ved egentlig godt, at afgørelser, der træffes efter forældreansvarsloven, skal ”træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet”. Få er bevidste om, at lige præcist det er et ”gummibegreb”, som man kan forvalte efter forgodtbefindende.

Lige så bevidste er de fleste også om, at enhver aktuel situation udnyttes på det groveste til egen fordel. Egen fordel er imidlertid ikke altid ”barnets bedste”. Sikkert er det, at egen adfærd altid hævdes at være barnets bedste – og er det ud fra eget perspektiv.

Det er i det minefelt, systemet skal agere.

Kort om processen – og faldgrupperne.

Når der opstår uenighed mellem forældrene om barnets bopæl og samvær, indbringer en af parterne sagen for Familieretshuset. Alle sager starter med en digital ansøgning. Familieretshuset screener sagen. De sager, som ikke reelt indeholder problemer for børnene, behandles i Familieretshuset med fokus på hjælp til forældrene om samarbejdet. Der kan træffes afgørelse af mindre indgribende karakter.

De mere komplicerede sager skal forberedes i Familieretshuset, før de oversendes til Familieretten, der skal afgøre sagen. Fremgangsmåden er beskrevet i Familieretshuslovens kapitel 10.

I virkeligheden burde det være ret enkelt. Der skal efter § 28, stk. 1 være ”fokus på beskyttelsen af barnet og Børneenhedens afdækning af barnets perspektiv”. Efter stk. 3, skal ”Familieretshuset sørge(r) for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen , herunder belysning af forældrenes personlige egenskaber og deres evne til at drage omsorg for barnet, når det er relevant. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen.”

En af mine pointer er, at især stk. 3 reelt ikke efterleves i praksis. De afgørelser, jeg gennemgår i det følgende illustrerer det.

Forudsætningen i lovgivningen er, at sagen er forberedt godt og grundigt, når den oversendes til retten. Det er langt fra virkeligheden.

Det er hovedreglen i de tunge sager, at forældrene ser væsentligt forskellig på det, vi jurister kalder ”faktum”. Altså spørgsmålet om den objektive sandhed.

Problemstillingen er temmelig typisk (i de virkelig tunge sager), at den ene part oplever, at den anden part har udøvet fysisk eller psykisk vold over for sig selv og/eller over for børnene. Det er fuldstændig lige så typisk, at den anden part benægter, at noget sådant skulle være tilfældet. Andre ofte forekommende synspunkter er, at den anden forælder er misbruger af stoffer og/eller alkohol, psykisk syg eller lignende. Automatpilotsvaret er, at det selvfølgelig er lodret løgn.

Den, der fremsætter bekymringerne, har rigtig svært ved at acceptere, at den anden overhovedet skal have kontakt med barnet i form af samvær. Den anden er ”usund” for barnet. Det er ikke til ”barnets bedste” at have samvær. Den anden forælder bestrider som sagt typisk forholdet og hævder derudover, at det i øvrigt ikke har betydning for barnets behov for at se og være sammen med begge forældre.

Systemets opgaver er som ovenfor beskrevet for det første at følge § 28: Altså sørge for, at forholdene er ”belyst”. Man skal så godt som muligt finde ud af, om der er hold i bekymringerne. Hvis der er, skal det vurderes, hvilken indflydelse det så har på, hvad der er ”bedst for barnet”.

Familieretshuset skal ikke “vurdere” den retlige konsekvens. Altså bopælen eller omfanget af samvær. Men FRH skal sikre, at der er et oplysningsgrundlag, som Familieretten kan arbejde relevant videre på.

Lad mig ærligt og kynisk sige, at det langt fra sker. Det er ganske ofte hovedproblemet.

Hvis sagen ikke er oplyst godt nok, har man ikke været i nærheden af at betrykke den forælder, som er bekymret. Virkningen kan så for det første blive, at det bliver svært at bevæge pågældende til at efterleve en formel afgørelse. Sker det ikke, er vejen til ”samværschikane” ikke så lang.

Nye problematiske landsretsafgørelser.

Jeg sad forleden og gennemlæste det nye nummer af Tidskrift for Familie- og Arveret (TFA) samme dag, som en kollega i en konkret sag med stolthed sendte en landsretsafgørelse, der fra kollegaen skal bruges til at argumentere for samvær i en sag, hvor jeg selv og min klient ikke tænker, at det er en god løsning.

Eksemplerne illustrerer imidlertid problemstillingerne. I det følgende gengiver jeg de pågældende afgørelser i den stærkt forkortede form, som jeg oftest anvender, når jeg på vores hjemmeside beskriver trykte afgørelser. De trykte afgørelser bør for det fulde udbytte læses i sin helhed i TFA.

Lad mig starte med den, som kollegaen sendte til mig.

Fortsat fælles forældremyndighed over D på 11 år. Landsretten fastsætter et overvåget samvær i en 4 månedersperiode. Ingen antydning af, hvad der så skal ske, ØLD 1. oktober 2020, utrykt.

Byrettens begrundelse:

Rettens begrundelse og resultat

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne heller ikke efter rettens dom af 26. januar 2015 har haft nogen kontakt, ligesom B, der nu er knap 11 år gammel, heller ikke efter dette tidspunkt har haft kontakt med sin far. M er fuldstændig afvisende overfor, at hun og F i fremtiden vil få nogen form for kontakt , og på den baggrund finder retten, at der nu er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Bs forhold til Bs bedste. Det er derfor bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M, jfr. forældreansvarsloven § 11, 2. pkt., jfr. § 4.

M har forklaret, at hun under ingen omstændigheder vil være indstillet på at imødekomme Fs ønske om samvær med B.

B har imidlertid en sådan alder, at hans eventuelle eget ønske om at få etableret en kontakt til sin far, må tillægges stor betydning. Det fremgår af den børnesagkyndiges referat fra samtalen, at B på et spørgsmål om han kunne have lyst til at møde sin far svarede, at ”han er nysgerrig på at møde sin far og få et indtryk af, hvem han er. Det fremgår også af referatet, at B kom med meget korte besvarelser, og B fremstod også meget forsagt og tilbageholdende og næsten uden øjenkontakt med den børnesagkyndige. Dette gjorde sig også gældende, da talen faldt på Bs far, og det var den børnesagkyndige, som spurgte B om B kunne være nysgerrig på at møde sin far og få et indtryk af faderen. B besvarede spørgsmålet med et ”ja”.  Det var ikke rettens indtryk, at spørgsmålet om at få kontakt med faderen har fyldt hos B. Dette kan meget vel tilskrives Ms omtale af faderen som en person med et stort alkoholmisbrug, men da B utvivlsomt er meget knyttet til sin mor, og da M nærer stor modvilje mod, at B skal have samvær med sin far, finder retten efter en samlet vurdering, at det er bedst for B, at der ikke fastsættes samvær mellem ham og F, jfr. forældreansvarslovens § 21, stk. 3, jfr. § 4.

Landsrettens begrundelse:

Bortset fra sager omfattet af forældreansvarslovens § 4 a kan den fælles foræl­dremyndighed kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at foræl­drene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Efter de foreliggende oplysninger finder landsretten ikke grundlag for at fastslå, at F har et massivt alkoholmisbrug. Landsretten finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at F ikke er reelt interesseret i at varetage omsorgen for D, hvorved er henset til Ms udtalte modvilje mod samvær og til Fs forklaring om at denne modvilje er baggrunden for, at han ikke har søgt kontakt med B . Der foreligger ikke oplysninger om uenighed mellem parterne om B forhold, men alene om to enkeltstående kommunikationsproblemer i forbindelse med pasudstedelse og skoleskift til distriksskolen.

Under bømesamtalen i byretten gav B udtryk for, at han var nysgerrig efter at møde sin far og få et indtryk af, hvem han er, og den børnesagkyndige har anbefalet, at der i en prøveperiode etableres samvær for B med F med henblik på at vurdere, om B fremover vil kunne profitere af et sådant samvær.

På denne baggrund finder landsretten, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om La forhold til hans bedste. Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er der­for Ikke opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. l overensstemmelse med  den bømesagkyndiges anbefaling finder landsretten endvidere, at der med henblik på at belyse Bs perspektiv skal etableres overvåget samvær for B med F, alt efter Familieretshusets nærmere bestemmelse.

Landsretten ændrer derfor Familierettens dom som nedenfor bestemt:.

Familierettens dom ændres, således at den fælles forældremyndighed over B, født (oktober 2009), opretholdes, og således at der efter Familieretshusets nærmere bestemmelser i en periode på fire måneder en gang om ugen i to timer etableres overvåget samvær for B med F.

kommentar:

Det forekommer at være en ”mystisk” dom.

Spørgsmålet om forældremyndighed giver ikke umiddelbart anledning til kommentarer. Samværsafgørelsen virker til gengæld mere end  underlig.

I dommen er absolut intet beskrevet om forberedelsen i Familieretshuset. INTET. Sagen er helt åbenlyst en § 7-sag. Der foreligger ikke belysning af forældrenes forhold som beskrevet i Familieretshuslovens § 28. Intet fremgår om den forudsatte kontakt mellem kommunale myndigheder og Familieretshuset. Vi må lægge til grund, at der ikke er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. I så fald ville det trods alt være nævnt.

Det ser heller ikke ud til, at der har været afholdt en børnesamtale i Familieretshuset.

Kort og godt sidder man med et indtryk af, at sagen slet ikke er blevet forberedt i Familieretshuset.

Vi ved, at rigtig mange dommere har et ønske om ”selv” at møde barnet til en børnesamtale.

Her sidder man med et klart indtryk af en af en groft manipuleret børnesamtale af den type, hvor barnet bliver stillet over for det klassiske spørgsmål, om der dog ikke er et eller andet ved far, som er spændende. D kender ham jo slet ikke, fornemmer man. Indtrykket er i virkeligheden skrevet direkte ind i byretsdomen.

Man kan se af præmisserne, at M særlig er bekymret for, at F har et ”massivt alkoholforbrug”. Hvis den antagelse er rigtigt, har jeg svært ved at se, at et overvåget samvær kan kaste lys over noget som helst.

Landsrettens dom synes at trække sagen virkelig i langdrag.

Hvorfor i alverden vælger landsretten den model? Ja “politisk korrekthed” er et åbenlyst første svar.

Hvis jeg i et tankeeksperiment prøver at sætte mig ind i landsrettens voteringslokale, tænker jeg, at man har tænkt, at man ikke har et reelt grundlag for at finde ud af, hvad der er op eller ned. Jeg kan sagtens forstå den tanke.

Efter min vurdering ville det have været langt mere relevant at gennemføre en egentlig  børnesagkyndig undersøgelse måske med særlig fokus på de bekymringer, der er rejst. En sådan undersøgelse kunne evt. strække sig over 4 måneder med indbyggede overvågede samvær. Herefter kunne landsretten vurdere sagen.

Den trufne afgørelse sparker sagen til hjørne, der skal sparkes helt uden for ”stadion”. Sagen skal reelt starte helt forfra og vil så igen kunne ende i landsretten om et par år.

Landsretten kan jo ikke reelt vide, hvad man vil kunne få ud af et overvåget samvær. Hvis drengen er nogenlunde normal, vil han jo nok svare høfligt på farens tilnærmelser. Enhver far kan opføre sig ordentligt under opsyn. Nå ja: jeg tænker selvfølgelig, at der kan være nogle ”Trump-alikes” imellem. Men de fleste vil kunne. Og de fleste børn vil vel tænke, at der jo ikke sker noget, når der er en overvåger i lokalet.

Familieretshusloven skal efterleves, og jeg tænker, at landsretten burde rette op på det.

Overvåget samvær i en 3-måneders periode, hvor Familieretshuset fastsætter tidspunkter,  varighed og sted, TFA 2020/269 ØLD

Byrettens begrundelse:

F har aldrig boet sammen med B, der fylder 3 år den … 2017. Det er mere end 1 år siden, B sidst havde samvær med F.

Herefter og navnlig under hensyn til B’s alder og den forholdsmæssigt lange adskillelse finder retten, at samvær af hensyn til B’s bedste forudsætter, at der i hvert fald i en opstartsperiode er en tryghedsskabende person til stede, som B kender godt og er tryg ved. Dette gør sig også gældende, selvom samværet er overvåget.

Det må efter de foreliggende oplysninger – herunder parternes forklaringer og oplysningerne i Københavns Vestegns Politis afgørelse af 9. juli 2019 – lægges til grund, at der siden februar 2019 har været et meget højt konfliktniveau mellem parterne, og at F i forbindelse hermed er meddelt et tilhold mod at kontakte M.

Der foreligger ikke oplysninger om andre personer end M, som B kender godt, og som vil kunne fungere som tryghedsskabende person under samvær i en opstartsperiode.

Retten finder derfor efter en samlet vurdering, at det er bedst for B, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem B og F, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 4.

Konklusion byretten: M’s påstand om frifindelse tages til følge, således at der ikke fastsættes samvær mellem B, født den … 2017, og F.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part, men skal erstatte statskassen udgifterne til den for dem hver især beskikkede advokat

Landsrettens begrundelse (16. juni 2020):

Det er udgangspunktet i forældreansvarsloven, at et barn har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, alt under hensyntagen til, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 4. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer og oplysningerne om henholdsvis parterne og B, finder landsretten ikke grundlag for at anse det for at være bedst for B, at der ikke fastsættes samvær mellem F og B.

B er fyldt 3 år i … 2020 og har ikke haft kontakt med F siden februar måned 2019. På denne baggrund og under hensyn til oplysningerne om F’s adfærd i forbindelse med parternes brud finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær i overensstemmelse med F’s påstand.

Landsretten finder det efter de foreliggende oplysninger bedst for B, at der i en periode fastsættes overvåget samvær mellem ham og F. Landsretten bestemmer derfor, at der i en periode på 3 måneder skal gennemføres overvågede samvær mellem F og B som nærmere bestemt nedenfor. Når de overvågede samvær er blevet gennemført, og overvågeren har afgivet rapport om forløbet af de overvågede samvær, afgøres spørgsmålet om fremtidigt samvær, herunder eventuelt ikke overvåget samvær, i givet fald af Familieretshuset/Familieretten, medmindre parterne selv indgår aftale om samvær.

Kommentar.

Om sagsbehandlingen i Familieretshuset fremgår alene af dommen, at man har rettet henvendelse til politiet for at høre, hvad der er sket med voldsanmeldelserne. Svaret fra politiet er ”blødt”. Man kan dog se, at akterne vedrørende F er oversendt til retten ”til brug for en verserende straffesag”.

Der synes ikke at have været gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og intet er oplyst om eventuelle overvejelser i den anledning (Familieretshuslovens § 28).

Ved gennemlæsning af dommene sidder jeg med en oplevelse af, at landsretten i virkeligheden efterspørger et grundigere oplysningsniveau og har den opfattelse, at orakelsvaret skulle findes i overvågede samvær.

Jeg kan sagtens forstå en tankegang, som går ud på, at der er behov for bedre oplysning.

Men det forekommer ærlig talt ret underligt, at man ikke har lagt vægt på et regulært polititilhold. Landsrettens afgørelse er med ret stor tydelighed brænde til et opblussende bål.

Uden noget kendskab til sagen udover referatet i TFA forekommer det virkelig usandsynligt, at så lille et barn vil profitere af et samvær i en situation, hvor konfliktniveauet er så tårnhøjt, som det ser ud til at være.  

Efter min vurdering burde man i stedet have gennemført egentlig børnesagkyndig undersøgelse og måske forældreevneundersøgelse.

Fælles forældremyndighed over tvillinger på 3 år og bestemmelse om overvåget samvær i en periode, TFA 2020/260 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne har haft et turbulent samliv præget af et højt konfliktniveau, der forsatte frem til primo 2019. Begge parter har efter det oplyste under samlivet haft misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Begge parter er efter det oplyste nu ophørt med dette misbrug.

Det er ubestridt, at F ved dom af 22. november 2018 er dømt for vold og trusler mod M, og at han den 18. februar 2019 fik tilhold imod hende. Retten lægger ligeledes på baggrund af politiets brev af 19. november 2019 til grund, at politiet har rejst sigtelse mod F for overtrædelse af dette tilhold.

På den baggrund finder retten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B1 og B2 til B1’s og B2’s bedste, og at det er bedst for B1 og B2, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Efter en samlet vurdering finder retten det herefter bedst for B1 og B2, at forældremyndigheden tillægges M alene.

For så vidt angår påstanden om fastsættelse af samvær finder retten efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder parternes forklaringer, at det er til børnenes bedste, at der fastsættes samvær mellem dem og F.

Retten lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at der under sagen ikke er fremkommet oplysninger, der medfører, at der er grundlag for at fratage B1 og B2 adgangen til den ene af deres forældre, særligt også henset til, at familien som helhed på baggrund af oplysningerne i sagen og parternes forklaringer for retten, fremstår med væsentlige udfordringer. Retten finder, at samværet bør være overvåget, og at det tilrettelægges på en sådan måde, at parterne ikke kommer i kontakt med hinanden.

Efter en samlet vurdering af børnenes forhold, finder retten, at B1 og B2 skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21. Samværet fastsættes som overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag. Samværet fastsættes for seks måneder. Herefter vil F skulle ansøge om fastsættelse af samvær på ny.

Parterne modtager retsbog med fastsættelse af de præcise datoer, herunder tidspunkt og mødested for samværet, når retten har modtaget disse fra Familieretshuset.

Konklusion byretten.

Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over B1 og B2, født den … 2017.

Overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag. Samværet fastsættes for seks måneder.

Landsrettens begrundelse:

Sagen for landsretten vedrører alene spørgsmålet om samvær mellem F … og børnene B1 og B2.

F har forklaret, at han er indforstået med overvåget samvær med børnene, og at han i den forbindelse er indforstået med, at overvågeren kan afbryde samværet, hvis det vurderes, at det ikke er til børnenes bedste, at samværet gennemføres i sin fulde længde. Det fremgår, at han ikke har set børnene, der nu er ca. 3 år, i over et år.

Familieretten har bestemt, at samværet skal tilrettelægges på en sådan måde, at parterne ikke kommer i kontakt med hinanden.

På den baggrund og af de grunde, der er anført af familieretten, og idet forældrenes høje konfliktniveau og baggrunden herfor ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten familierettens dom i det omfang, den er påanket.

kommentar.

Heller ikke i denne sag kan man af dommen læse, hvad der er foretaget i Familieretshuset til opfyldelse af forudsætningerne i Familieretshuslovens § 28.

Der synes ikke at være gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.

Dommens resultat fører grundlæggende til, at sagen kommer til at trække gevaldigt ud, fordi den skal starte forfra, når det overvågede samvær er overstået.

Det er imidlertid ikke umiddelbart det værste. Det forekommer på mig ret absurd, om man på baggrund alene af et overvåget samvær med to 3-årige børn, skulle kunne vurdere, om der bør være samvær for en person, der er åbenlyst er dømt for vold mod den anden forælder, uanset om vedkommende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller ej. Her refererer jeg selvfølgelig til den nye bestemmelse i forældreansvarsloven § 4a.

Sammenfatning:

Landsrettens frustration, som de nævnte afgørelser signalerer, er forståelig.

Min professionelle frustration – og Landsforeningen Børn og Samværs frustration går på, at systemet i bred forstand spiller hasard med børn. Børn bliver som skrevet i overskriften virkelig forsøgsdyr.

Jeg er enig i, at det helt generelt og overordnet er rigtigt og godt for langt de fleste børn at have kontakt til begge forældre. Langt hovedparten af skilsmissebørn trives fornuftigt med sådan en kontakt.

Men man er altså nødt til at forholde sig til enhver bekymring og foretage en nøje vurdering heraf. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal bero på, om en forælder kan ”opføre sig ordentligt” under overvågning.

Familieretten og landsretterne må ”hjælpe” Familieretshuset til at efterleve loven. Enhver tvivl bør komme barnet til gode, og domstolssystemet må sikre, at afgørelser træffes, så de reelt er ”bedst for barnet”.

Helt afslutningsvis konstaterer jeg, at de ovenfor nævnte domme er dem, som jeg kender. Da de er ganske nye, får man indtryk af, at de er udtryk for aktuel håndtering af problemstillingen.

Uformelt har jeg fra en troværdig kilde fået indtryk af, at der eksisterer nyere domme også fra Østre Landsret, der skulle trække i en retning, hvor man har indset det uholdbare i de skitserede løsninger. Det kvalificerede rygte er, at de kommer i næste nummer af TFA, og den ene sender sagen retur til familieretten, der fortsætter behandlingen af sagen, når overvåget samvær er gennemført, og i den anden har landsretten selv fastsat det blivende samvær, hvor det overvågede samvær bliver en optrapningsordning.

Jeg er virkelig blevet rystet og mere og mere “glad” for min overskrift, da jeg har læst afgørelsen i TFA 2020/337 Ø. Hvad er det dog, der sker?

Du kan derfor regne med, at problemstillingen bliver fulgt op med opdatering af artiklen.

Viggo Bækgaard

Opdateret 16. december 2020