Landsretten beslutter midlertidige overvågede samvær, hvorefter sagen skal fortsætte i Familieretten, TFA 2020/337 ØLK
Byrettens begrundelse:
Retten kan tiltræde den begrundelse, der fremgår af Statsforvaltningens afgørelse, for så vidt angår beskrivelsen af F’s mentale habitus, som fremgår af mentalerklæring afgivet til brug for den straffesag, der førte til en behandlingsdom den 20. august 2012.
Retten kan endvidere tiltræde, at M’s bekymring for B’s trivsel og tryghed i forbindelse med samvær med F er reel og velbegrundet.
Retten kan konstatere på baggrund af M’s forklaring under hovedforhandlingen, at hun fortsat har en udtalt frygt for at overlade B til samvær med F, og at den er reel og velbegrundet, uanset at F nu er i en så stabil situation socialt og psykisk, at han ikke længere er undergivet foranstaltning. Denne frygt vil gøre, at samarbejde mellem parterne ikke har udsigt til at lykkes, og at udsigterne for at etablere et velfungerende samvær derfor er meget ringe.
Hertil kommer, at kontakten mellem B og F har været sporadisk siden december 2016, da B var 2 år gammel. Der har alene været tale om kortvarige samvær med det seneste samvær i form af den børnesagkyndiges observation den 26. marts 2018, da B var 4 år gammel. Det må herefter lægges til grund, at B reelt ikke kender sin far.
Efter det anførte og efter den børnefaglige rådgivning, som retten har fået af den tilknyttede børnesagkyndige, finder retten, at B ikke skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder det efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder de afgivne forklaringer, bedst for B, at der på trods af den massive modstand herimod hos M bevares en forbindelse mellem B og hans far, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4. Der er ved afgørelsen navnlig lagt vægt på oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse og tillæg til børnesagkyndig undersøgelse samt oplysningerne i udtalelse af 31. juli 2019 fra Psykiatrien i Region Syddanmark om, at F vurderes at være i en stabil situation, såvel psykisk som socialt.
Da kontakten mellem B og F som anført af byretten har været sporadisk siden december 2016, og da der ikke siden foråret 2018 har været samvær mellem dem, findes det bedst for barnet, at der fastsættes midlertidigt overvåget samvær som anført nedenfor, jf. herved forældreansvarslovens § 29, jf. § 4.
Formålet med det overvågede samvær vil være, at B skal kende sin far igen, og at der skabes et nærmere grundlag for at vurdere, hvordan der kan etableres samvær på mere normal vis. Der bør derfor afrapporteres i forhold til det overvågede samvær, hvorefter familieretten fortsætter behandlingen af samværssagen med henblik på at træffe endelig afgørelse.
Kommentar:
Det er for mig en virkelig rystende dom. Barnet er født i 2014 og er altså max 6 år gammel.
Det fremgår, at F er idømt en behandlingsdom i 2012 for 2 gange ildspåsættelse af den bolig, som hans ex-kæreste boede i sammen med sin få måneder gamle datter. Der havde været overhængende fare for deres liv.
Dommen bør selvfølgelig læses i sin helhed for at forstå rækkevidden.
Som nævnt foreligger der en række domme på det seneste om fastsættelse af overvågede samvær.
Efter min meget klare politiske tilgang til disse problemstillinger forekommer det nærmest absurd at fastsætte overvågede samvær med henblik på at vurdere, ”hvordan der kan skabes kontakt” – ikke ”om”.
Jeg kendte ikke denne afgørelse, da jeg medio november 2020 skrev en artikel med en meget provokerende artikel, hvor jeg spørger, om domstolene vil gøre børn til levende forsøgsdyr. Artiklen handler ret meget om netop afgørelser om overvågede samvær.
Jeg er ikke strafferetsekspert og har ikke i forbindelse med læsning og kommentering af denne dom været nede i juridiske detaljer om spørgsmålet. Men jeg finder en afgørelse som denne i strid med i al fald de bevæggrunde, der er for den nye bestemmelse i forældreansvarslovens § 4a.
Lad mig sige helt klart, at afgørelsen virkelig er uforståelig for mig. Det er en forfærdelig tendens, landsretten synes at være på vej ud i.
Viggo Bækgaard