Familieretligt udspil 2018 – det mener vi – Godt og mindre godt
Den 27. marts 2018 har man offentliggjort en politisk aftale om et nyt familieretligt system. Det bygger som de seneste mange forlig om børn i familieretten på politiske enighed hele vejen rundt.
Du kan læse den politiske aftale her
Fra Statsforvaltning til Familieretshuset
Statsforvaltningen nedlægges og erstattes af Familieretshuset. Det er meget svært at udlede af den politiske aftale, hvad det i virkeligheden indebærer. Indtil videre tolker jeg det i virkeligheden sådan, at der først og fremmest skal nyt navneskilt og logo op.
Jeg vil “vædde” på, at hovedparten af medarbejderne i Statsforvaltningen overflyttes til det nye Familieretshus. Det behøver ikke nødvendigvis være en katastrofe. Danske embedsmænd er opdraget til at rette ind efter det regelsæt, de nu engang skal arbejde efter.
Regelsættet står til gengæld ret uklart, når man læser aftalen. Lysende uklart faktisk.
Hvilke kompetencer får egentlig Familieretshuset? Det fremgår, at alle sager skal starte i Familieretshuset, ligesom de i dag starter i Statsforvaltningen. De skal så screenes i rød, gul og grøn segment. De røde – svære sager – skal hurtigere end nu sendes til domstolene.
Det fremgår også, at der skal bruges yderligere ressourcer på den “opdragende funktion” over for forældrene, og at alle afgørelser fra Familieretshuset skal kunne indbringes for domstolene og ikke for Ankestyrelsen som nu. Sådan læser jeg i al fald aftalen.
Men vi må afvente lovforslaget, før vi for alvor kan se, hvad man har tænkt sig. Det er virkelig længe siden, at jeg har læst en politisk aftale, som virker så diffus.
Kort om de enkelte deleelementer – og vores reaktion herpå.
Aftalen bærer som næsten altid på det her område præg af en udbredt tankegang baseret på politisk korrekthed. Der er derfor mange ord, som alle vil kunne bakke op om. Måske desværre også så mange, at i al fald jeg frygter, at det virkelig er gammel vin på nye flasker.
Ingen kan således være uenig, når politikerne er enige om at understrege, at hensynet til barnet er altafgørende ved oprettelsen af et nyt system, og at dette hensyn sættes over andre hensyn. Men det er ikke nyt. Sådan hed det også i 2008 med forældreansvarsloven. Det virker lidt, som om man nu siger, at denne gang mener vi det. Bare det er rigtigt!
Når man taler om “et samlet system”, som skal opfattes som en enhed, står det virkelig uklart, hvad man mener. I pressen har man i dag (den 27. marts 2018) talt om det, som om Familieretshuset skal ligge under domstolene. Det passer ikke med aftalens indhold, herunder at alle afgørelser i Familieretshuset skal kunne indbringes som klagesag for domstolene.
Barnet skal ifølge aftalen inddrages mere i procesgangen og have sin åbenbart helt særlige kontakt i systemet gennem en nyoprettet “børneenhed”. Det lyder spændende men også diffus. Bliver det en børnesagkyndig i “systemet”? Bliver det en forlænget arm i Børns Vilkår, der jo har været halvofficiel bisidder i en forsøgsperiode? Det vil være mit gæt.
Der lægges op til et tættere samarbejde mellem det familieretlige system og kommunerne. Som udgangspunkt lyder det fornuftigt. Min erfaring siger til gengæld, at det kræver megen ekstrauddannelse i kommunerne. Tankegangen er åbenlys rigtig.
Diskussionen om en “refleksionsperiode” svarende til en slags separation lyder som ren politisk halleluja. Jeg tænker egentlig personligt, at det bliver en ny måde at trække tingene ud på og tvinge børnene til at blive i kampzonen. Mit gæt er, at det giver plads til en spændende kamp mellem forældrene om, hvem der kan tiltvinge sig retten til at blive i den hidtidige fælles bolig med barnet længst muligt til skade for den anden forælder.
Men igen: når man læser sætningerne, kan det lyde rigtig fornuftigt. Jeg tror bare ikke for alvor, at politikerne forstår, hvad der reelt gemmer sig i hovedet på forældre, som har besluttet at bryde op.
Tankerne om at flytte fuldbyrdelse af afgørelser fra fogedretten til Familieretten er ret åbenlyst et resultat af Børns Vilkårs pres. Det er et af de meget få områder, hvor jeg virkelig ikke forstår, hvad Børns Vilkår “har gang i”. Man er simpelthen nødt til at kunne konsekvenssætte manglende respekt for lovligt trufne afgørelser. Det er således “helt forrykt” at overlade vurderingen af nødvendigheden heraf til en børnesagkyndig.
Deling af børnechecken er også udtryk for ren politisk korrekthed. Hvem skal betale institutionspladsen? Kan de nøjes med at betale halvdelen hver? Og hvad bliver konsekvensen, når den anden ikke betaler sin andel?
Det må dog hilses velkommen, at man vil iværksætte en tværministeriel analyse af spørgsmålet om samspillet mellem de gældende privatretlige regler om forsørgelse af barnet og reglerne om offentlige tilskud og eventuelle fordele og ulemper ved at ændre reglerne.
Man kunne da starte med at læse vores “analyse” om børneøkonomi.
Afslutningsvist rejser den politiske aftale flere spørgsmål, end den synes at afklare. Men der må nok ligge en del materiale, som bare ikke er gjort offentligt tilgængelige endnu.
Viggo Bækgaard
formand for Landsforeningen Børn og Samvær
27. marts 2018