Om børneøkonomi efter skilsmisse. Børnebidraget bør ensrettes?

Om børneøkonomi efter skilsmisse. Børnebidraget bør ensrettes?

Jeg lagde for en lille måned et par oplæg til debat om børneøkonomi ud dels på en lukket debatgruppe i Danske Familie Advokater (DFA), dels på Landsforeningen Børn og Samværs åbne Facebookside.

Hudløst ærligt var svarene overordentligt begrænsede. I DFA var det kun formanden og en enkelt mere, som havde lyst til at mene en lille smule. De mente vist stort set, at alt er godt, som det er.

På Facebooksiden var lysten til debat heller ikke stor. Her tror jeg sådan set, at holdningen er den samme.

Men er alt, som det skal være, når man skræller følelserne væk og ser neutralt på tingene?

Men det bliver bare svært. Jeg deltog den 21. oktober 2017 i et radioprogram på Radio 24/7 om emnet. Du kan podcaste programmet her:

Landsforeningen Børn og Samvær har omkring børneøkonomi kun den holdning, at alt, hvad der skal træffes aftale eller afgørelse om med hensyn til børnene, skal ske ud fra, hvad der er bedst for barnet.

I et høringssvar i februar 2013 skrev vi dette: “Ministeriet opfordres til at lade gennemføre en grundlæggende undersøgelse af skilsmisseforældres økonomi og dennes betydning for skilsmissebørns levevilkår med henblik på en offentlig debat om behovet for grundlæggende ændringer.”

Politikerne er åbenbart indstillede på at overveje problemstillingerne i forbindelse med de forhandlinger, som er i gang i øjeblikket. Det har jeg efterlyst i flere år.

Konklusion:

Denne artikel når frem til den konklusion, at børnebidraget bør ensrettes, så der kun er en sats uafhængig af samværsforælderens indkomst.

Det er en forudsætning for konklusionen, at de offentlige tilskud forbliver, som de er i dag.

Formålet med ændringer bør være at undgå, at “krav” om bopæl, deleordning eller samværsordning sker ud fra økonomiske overvejelser men alene ud fra, hvad der er bedst for barnet. For nogle børn vil deleordninger være fint. Andre og formentlig langt de fleste af de børn, hvis forældre  ikke er rigtig gode til at samarbejde, vil en tilværelse med fast base være bedst.

Det er nok rimeligt, at der bliver opretholdt en “nødudgang” til konkret at kunne fastsætte et forhøjet bidrag under særlige omstændigheder.

Problemstillingerne i overskrifter.

Når familien opløses, sker der en drastisk ændring af familiens samlede situation.  Når forældrene ikke længere bor sammen men stadig skal være forældre, er vilkårene, at begge skal have boliger, hvor børnene kan være også.

Det er jo heldigvis sådan for langt de fleste, at børnene ikke kun skal være hos den ene af forældrene.

I den ideelle verden kan forældrene samarbejde om alting. Når jeg bliver sur, kalder jeg det ”halleluja”, når man påstår, at alle bare kan lære at samarbejde.  Og  sur blev jeg ærlig talt i radioudsendelsen. Venligt kalder jeg det ”politisk korrekthed”.

I virkeligheden er der ingen grund til at have regler for dem, der kan finde ud af det.

I langt, langt de fleste parforhold er virkeligheden under samlivet, at det er mor, som står for det praktiske om børnenes fornødenheder. Det er hende, der køber tøj og sko. Prøv at spørge din mandlige kollega, om han ved, hvilken størrelse tøj, hans børn bruger. Bliv ikke skuffet, hvis han faktisk ved det.

Sådan fungerer økonomien i dag.

Jeg har skrevet en lille artikel om børnebidrag og offentlige satser. Den ligger på ETOS Advokaters hjemmeside, hvor jeg vil bestræbe mig på at holde den a jour med beløbsgrænserne. Oplysningerne i den artikel er “objektive” og altså ikke holdningsbestemt.

I det følgende medtages disse oplysninger ud fra 2017-tal som grundlag for beregninger, der hjælper os til en konklusion.

Samlevende forældre – og penge fra det offentlige.

Alle forældre, der er samlevende får børne- eller ungeydelse til deres barn. Beløbet udbetales til moderen. Det forhold kan åbenbart hidse far-fanatikere gevaldigt op. Det bør skam efter deres opfattelse udbetales med halvdelen til hver.

I min tankegang er det for de samlevende temmelig ligegyldigt og udtryk for ren teori.

Børneydelserne udgør pr. 1. juli 2017 følgende beløb.

0-2 år: 4.491 kr. pr. kvartal  (1.497 pr. md)

3-6 år: 3.555 kr. pr. kvartal  (1.185 pr. md)

7-14 år: 2.796 kr. pr. kvartal (1.398 pr. md)

Ungeydelse 15-17 år: 932 kr. pr. måned

Børne- og ungeydelserne er indtægtsbestemt og nedsættes med 2% for personer med indtægter over 749.000 kr. Det er lidt avanceret, for det er ikke husstandsindtægten, der gælder. Hvis begge forældre f. eks. tjener 750.000, er der ingen nedsættelse. Hvis far tjener over men mor ikke har indtægt, bliver familien straffet økonomisk.

Så er der forskellige former for tilskud også til par, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Det er helt overordnet ordninger, der skal hjælpe de socialt dårligst stillede. Det kan være friplads til børnehave blot for at nævne et eksempel.

Man kan derfor i al fald principielt sige, at alle børn får et tilskud fra det offentlige af den oven for nævnte størrelse (fra. 932 kr. til 1.497 afhængig af barnets alder). Resten skal familien i praksis selv betale af beskattede kroner. Beløbet dækker således ikke engang institutionsplads.

Den almindelige ”kernefamilie” må altså håndtere børnene ud af de penge, de tjener efter skat.

Når forældre ikke længere er sammen – penge fra det offentlige.

Til faktuel indledning skal man huske, at samboende forældre får et ret begrænset tilskud til børnene fra det offentlige. Tidligere havde man skattefradrag for børnene. Nu får man i stedet et ret begrænset  beløb. En familie med 2 børn får omkring 930 kr. om måneden i tilskud.

Alt andet omkring børnene betales med beskattede kroner.

Når forældre går fra hinanden, sker der pludseligt en hel masse i form af hjælp fra det offentlige.

Barnet skal jo have en bopæl i forbindelse med bruddet. Hvis barnet får bopæl hos mor, og hun i øvrigt bor alene med børnene og ikke i nyt parforhold, bliver hun eneforsørger i lovens forstand.

Hun vil så få ordinært børnetilskud på kr. 1.385 pr. barn pr. kvartal. (461 kr. om måneden) Derudover vil hun få et ekstra børnetilskud på kr. 1.412 pr. kvartal (471 kr. om måneden) uanset antallet af børn.

Endelig er det betydelig lettere at få boligtilskud, hvis man har børnenes adresse.

Børnebidrag fra den forælder, der ikke har bopælen for barnet.

Når samlivet ophæves, og barnet dermed får bopæl hos den ene af forældrene er den af forældrene, der ikke har barnet boende forpligtet til at betale børnebidrag. Hvis børnene er lige meget begge steder, er der typisk ikke bidragspligt.

Man kan enten aftale bidraget eller ansøge statsforvaltningen om at træffe afgørelse. Ansøgningen skal indgives hurtigst muligt efter samlivsophævelsen, idet bidraget som udgangspunkt ikke fastsættes med tilbagevirkende kraft.

I 2017 udgør normalbidraget 15.996 kr. årligt eller 1.333 kr. om måneden. Heraf udgør grundbeløbet 14.160 kr. årligt eller 1.180 kr. månedligt, mens tillægget udgør 1.836 kr. årligt eller 153 kr. månedligt.

Hvis den bidragspligtige tjener mere end ca. 490.000 brutto, forøges bidraget.

Der ligger et skema på Statsforvaltningens hjemmeside, hvoraf det ret klart fremgår, hvordan satserne reguleres afhængig af den bidragspligtiges indkomst.

Hvad skal der bruges penge til omkring børnene?

For de fleste er det oplagt og naturligt, at forældrene deles om udgifterne til deres børn. Sådan er det også juridisk. Det er det, som vi kalder forældrenes forsørgelsespligt.

Maden.

Basalt er der jo maden. Her tænker jeg, at maden sådan set slet ikke skal indgå i et regnestykke omkring børneøkonomi. Det må vel for de ikke alt for kværulantiske være helt åbenlyst, at maden betales af den forælder, som barnet lige nu opholder sig hos.

Tøjet og “ting”.

Tøjet er straks lidt sværere i al fald teoretisk. Her kommer vi typisk til at tænke på ”samværstasken”, som mange har det svært med. Reglen er egentlig den, at hvis samværsforælderen betaler børnepenge, skal bopælsforælderen sørge for alt tøj. Tøjet skal så følge barnet, når det skal være hos den anden forælder.

Samværstasken giver anledning til mange ”hyggesnakke” mellem forældrene. Tøjet er måske ikke med eller i den rette størrelse eller tilstand. Tøjet kommer måske ikke med tilbage og i den rette tilstand.

Ville det så være lettere, at forældrene køber tøjet til de dage, barnet er hos vedkommende? Måske. Men der er jo i al fald en del tøj, som man måske ikke behøver at have to eller mange af. Altså hvor det er mest praktisk og  økonomisk, at der udveksles.

Jeg oplever fra min stol, at tøjet giver anledning til en del diskussioner. Mit postulat er som allerede nævnt, at far ikke kan finde ud af det med tøj. I de fleste familier vil det være overordnet bedst, om mor står for de dele i al fald for så vidt angår grundbehovene. Jeg erkender gerne, at det er noget, der kan diskuteres ud fra følelser.

Skal barnet have 2 mobiler? 2 Ipads? 2 cykler og så videre. Jeg kunne remse op i en uendelighed.

I al fald tror jeg, at det klogeste vil være, at det er en af forældrene, der har det overordnede ansvar for alt det grundlæggende.

Dagpleje, børnehave, fritidshjem.

Her har vi nogle ret tunge poster i børnelivet. Forældrene skal selvfølgelig dele disse udgifter lige over. De afhænger ikke af, hvor børnene er hverken bopælsmæssigt eller i praksis hvor længe hos hver.

Nå ja: jeg kan selvfølgelig sagtens se den foreningen far-tænkende, som vil mene, at de udgifter skal fordeles efter antal dage, timer og minutter hos hver af forældrene. Men det er nu en tankegang, som det vil tage nogle år for mig at tilegne mig mentalt.

Sport og fritidsaktiviteter.

Disse aktiviteter er også faste udgifter for langt de fleste børnefamilier. Fodbold, håndbold, svømning, tennis, gymnastik, dans, spejder, musik – ja det er bare en opremsning af nogle af de aktiviteter, som er nævnt af dem, jeg har snakket med om de her spørgsmål den seneste uge.

Skole- og skoleaktiviteter.

Det er en diskussion i sig selv, hvordan man forholder sig til privatskole, efterskole og lignende. I de seneste måneder har jeg på mit skrivebord haft privatskole som tema i flere sager. Privatskole er dyr. Forældrene kan ikke altid blive enige – eller måske i virkeligheden få råd til det, når opbruddet er en realitet.

Så er der ikke noget mere charmerende end at give den anden forælder skylden for, at barnet må ind på en folkeskole. Privatskole lader jeg slet indgå som et tema i denne sammenhæng.

Forældre og børn må ganske enkelt forstå, at selve skilsmissen indebærer forandrede livsvilkår for alle – og en af forandringerne kan altså være skolen.

Folkeskolen er gratis i al fald som grundydelse. Men der er vist til stadighed aktiviteter, hvor det forventes, at forældrene punger ud. Det er for mange også udgifter, der tynger budgettet.

Hvad koster et barn?

Lad os være helt kontante og erkende, at der ikke er en ”enhedspris” på et barn. Jeg har sikkert glemt en hel del ovenfor.

Som sagt har jeg prøvet at se mig omkring på nettet for at finde noget valid materiale.

Rockwoolfonden har for et år siden vist minimumsbudgetter for danske familier. Du kan se opgørelsen her.  

Her siger man, at det ”som minimum koster det i gennemsnit 3.200 kroner per måned at have ét barn, mens barn nummer to og tre er en anelse billigere…… Det viser en opgørelse, hvor børneudgifterne til et, to og tre børn er udregnet fra barnets fødsel, og indtil det fylder 18 år. ….. De månedlige minimumsudgifter er ekskl. udgifter til børneinstitutioner – der antages fripladser – og uden hensyntagen til børnefamilieydelsen.”

Så har jeg fundet en interessant opgørelse, som Arbejdernes Landsbank har udarbejdet. Banken har oplyst, at tallene er fra august-september 2014. Se  opgørelsen her.

Derudover har jeg prøvet at søge lidt på, hvad institutioner koster. Det er forskelligt fra kommune til kommune. Jeg fandt noget her fra Københavns Kommune.

Der er også mulighed for at få hel- eller delvis friplads. Det er indtægtsbestemt. Du kan se skalaen for 2017 her.

Som sagt har jeg også spurgt mig lidt omkring i mit bagland. Efter det er min konklusion, at bankens tal ikke er helt urealistiske.

Man skal helt generelt huske, at der er tale om gennemsnit og nok i den mindre krævende ende. Jeg sad i eftermiddag og snakkede generelt om børneøkonomi med en flok nogenlunde jævnaldrende. En af dem fortalte, at hun lige havde købt 2 peak performance frost down jakker til hendes niecer. Pris 2.000 kr. pr. stk. Børn og unge ved godt, hvad de vil have fra mærkevareudvalget.

Men det er ikke det, vi skal forholde os til generel børneøkonomi på baggrund af. Er der råd, er det godt. Men mindre kan også gøre det.

Om eksemplerne nedenfor.

Med  udgangspunkt særligt i banktallene ovenfor  har jeg prøvet at lave nogle eksempler.

Man kan selvfølgelig lave et utal af eksempler med forskellige udgangspunkter.

Jeg har snydt derved, at  jeg ikke har regnet skatteværdien af det børnebidrag, som samværsforælderen betaler med. Der gør tallene lysere for far men forrykker ikke de hovedprincipper, jeg forsøger at vurdere.

Derudover har jeg ikke forsøgt at regne boligydelse ind. Boligydelse beregnes ud fra indtægt og husstandens størrelse. At jeg ikke regner det med hænger for det første sammen med, at det heldigvis for langt de fleste forældre gælder, at de ikke kun har børnene i weekenden men begge har et behov for en bolig, der kan rumme ikke bare forælderen og barnet men typisk og ganske hurtigt også resten af en stor sammenbragt familie. Jeg anser behovene for i al fald som udgangspunkt lige store hos begge forældre.

Det er min holdning, at de udgifter ikke skal indregnes i en opgørelse over, hvem der skal betale hvad til barnets “drift”.

Det er populært sagt en ”ministeropgave” at skaffe dydegående beregninger. Her er formålet at illustrere tendenser med henblik på at danne grundlag for en holdningskonklusion, der kan pejle i retning af en forhåbentlig retfærdig samlet løsning.

I alle eksempler har jeg helt bevidst ikke taget bopælsforælderens egne udgifter med. Den nøgne beregning sætter bedre tingene i relief.

Her følger 4 nogenlunde tilfældigt valgte standardfamilier, som opløses:

Eksempel 1. Udgifter Indtægter
2 børn 6 og 9 år  – bopæl hos M i en 9/5-ordning (onsdag – mandag)
Fars indtægt 400.000. Mors indtægt 380.000
Børnehave 2.400,00
SFO 1.000,00
indægtsbestemt rabat 40% 1.360,00
Fritidsaktiviteter 950,00
Forbrugsgoder til fritid (ex. Tennisketcher, fodboldstøvler) 575,00
Tøj 1.550,00
Diverse 919,17
Ordinært børnetilskud (fra det offentlige) 922,00
Ekstra børnetilskud 471,00
Børneydelse 2.583,00
Samværsforælders børnebidrag (normalbidrag) 2.666,00
7.394,17 8.002,00
7.394,17
Overskud bopælsforælder
607,83
NB – mors eget bidrag er ikke med

Eksemplet viser altså, at bopælsforælderen simpelthen har et overskud på 527 kr. før hun overhovedet har købt en slikkepind til børnene.

Eksempel 2
Samme familie. Nu hvor den 6-årige bor hos mor / 9-årige bor hos far – Atomkapløbsmodel
Mors økonomi
Børnehave 2.400,00
Indtægtsbestemt rabat 960,00
Fritidsaktiviteter 453,75
Forbrugsgoder til fritid 285,42
Tøj 771,92
Diverse 459,58
Ordinært børnetilskud fra det offentlige 461,00
Ejstra Børnetilskud 471,00
Børneydelse 1.185,00
Samværsforælders børnebidrag – normalbidrag 1.333,00
4.370,67 4.410,00
4.370,67
Overskud bopælsforælder
  39,33
Fars økonomi:
SFO 1.000,00
Indtægtsbestemt rabat 330,00
Fritidsaktiviteter 462,08
Forbrugsgoder fritid 285,42
Tøj 771,92
Diverse 459,58
Ordinært børnetilskud 461,00
Ekstra børnetilskud 471,00
Børneydelse 1.398,00
Samværsforælderens normalbidrag 1.333,00
2.979,00 3.993,00
2.979,00
Overskud bopælsforælder
1.014,00

Næste eksempel er en familie, hvor børnene er små.

Eksempel 3:
2 børn på 2 og 3 år. Begge forældrene tjener 300.000 om året
Begge har bopæl hos mor.
Vuggestue  med søskenderabat 5.224,50
indægtsbestemt rabat 61% 3.186,95
Fritidsaktiviteter 505,67
Forbrugsgoder til fritid (ex. Tennisketcher, fodboldstøvler) 338,92
Tøj 1.782,92
Diverse 725,00
Ordinært børnetilskud (fra det offentlige) 922,00
Ekstra børnetilskud 471,00
Børneydelse 2.682,00
Samværsforælders børnebidrag (normalbidrag) 2.666,00
8.577,00 9.927,95
8.577,00
Overskud bopælsforælder
1.350,95

Tendensen er skræmmende klar.

Alligevel prøver jeg lige at se, om det gør en forskel, hvis vi bruger teenagetal.

Eksempel 4
2 børn 14 og 16 år – bor hos mor – Begge forældre tjener 300.000
Tøj 2.047,50
Fritidsaktiviteter 412,50 0,00
Forbrugsgoder til fritid 466,67
Ordinært børnetilskud (fra det offentlige) 922,00
Ekstra børnetilskud 471,00
Børne- og ungeydelse 2.330,00
Samværsforælderens normalbidrag 2.666,00
4.319,67 4.996,00
4.319,67
Overskud bopælsforælder 676,33

Afslutning:

Gennemgangen dokumenterer, at den nugældende ordning ikke forekommer gennemtænkt og i orden.

Jeg må indrømme, at afdækningen overraskede mig temmelig meget personligt. Jeg har i mange år manuduceret, at bopælsforælderen slipper billigt, hvis det “kun” er normalbidraget, der skal betales. Børn er dyre, og fædre aner ikke, hvad det i virkeligheden koster. Jeg har fastholdt det grundsyn i indledningen af artiklen, fordi jeg stadig oplever, at det forholder sig sådan.

Nu må jeg så med denne afdækning erkende, at det udsagn slet ikke er rigtigt. Med normalbidraget er samværsforælderens dækning af barnets basale behov i virkeligheden dækket pænt ind.

Jeg sad undervejs nogle gange og tænkte på mit jyske modersmål: “Hvis det er fakta, bestrider A fakta”. Men det nytter jo ikke rigtig noget.

Gennem årene har  jeg talt med velaflønnede samværsforældre, som med flere gange normalbidrag oplever at finansiere mors ekstravagante liv med børnene.

Det tilbagevendende tema fra disse fædre har været, at de nærmest har følt sig ruinerede af de store børnebidrag i en sådan grad, at de ikke har haft råd til at give børnene noget ved siden af. Glæden ved at give selv er betydelig. Frustrationen er stor over at se børnene forgyldt med mærketøj og nyeste computere med beskeden, at det har vi fået af mor.

I mit tankeunivers er det naturligt, at forældrene ligeligt bidrager til barnets “daglige drift”, som jeg så romantisk udtrykker det. Jeg er fuldstændig sikker på, at rigtig mange vil sige, at børn i “det virkelige liv” koster meget mere. Mit svar er så i princippet, at det tror jeg gerne på. Jeg blev i samme samtale som beskrevet foran med nogle jævnaldrende, belært om, at børn godt ved, hvad de vil have – og at også de mindre velstillede “er nødt til at bidrage”. DERFOR skulle børn altså være dyrere end nødvendigt.

Mit generelle svar er, at med en ordning, hvor vi kun opererer med et normalbidrag og i øvrigt de nugældende sociale grundydelser, vil der være mulighed for, at begge forældre kan bidrage efter lyst og evne ud over disse grundbeløb. Hvis den rige far så slet ikke bidrager derudover, kan man vel ikke fortænke mor og børn i at kalde ham nærig. Men det er en anden sag.

Udover at løsningen virker retfærdig for alle, vil der være store offentlige besparelser i det.

Man vil simpelthen kunne nedlægge Statsforvaltningens bidragsafdeling i Ringkøbing. Jeg mener, at man behandler 40.000 bidragssager om året.

Normalbidraget kan fastsættes fuldstændig maskinelt uden sagsbehandling, da det er uafhængig af bidragsbetalers, bidragsmodtagers og barnets økonomi.

Hurra: her er da noget at gribe fat i for enhver regering uanset højre- eller venstredrejning. Lige bortset selvfølgelig dem, der går ind for udflyttet bureaukrati.

Jeg mener, at løsningen bør finde anvendelse på alle, der ikke bor sammen med børnene uanset samværsordning. Deleforældre skal med andre ord også betale normalbidrag.

Det vil helt generelt betyde, at børneøkonomien bør kunne holdes fuldstændig ude af tankerne, når man skal finde ud af, hvor børnene skal bo og hvor meget de skal være hos den anden forælder.

Bivirkningen er selvfølgelig, at bopælsforælderen skal sørge for “barnets drift”.

Men vi skal hele tiden huske, at alle standardløsninger på dette område er til for at hjælpe dem, der ikke kan finde ud af det selv.

For alle de forældre – og ikke mindst børn – er det bedst, at der er en overordnet økonomisk ansvarlig.

Formålet med ændringer bør være at undgå, at “krav” om bopæl, deleordning eller samværsordning sker ud fra økonomiske overvejelser men alene ud fra, hvad der er bedst for barnet. For nogle børn vil deleordninger være fint. Andre og formentlig langt de fleste af de børn, hvis forældre  ikke er rigtig gode til at samarbejde, vil en tilværelse med fast base være bedst.

Viggo Bækgaard

formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

advokat (H), mediator

Efterskrift: Jeg har påstået, at forældre vælger bopæls- og samværsordning af økonomiske grunde. Kredsen af rådgivere er også ret bred. Således synes bankerne også, at de lige skal være smarte. Se dog dette eksempel på, at det ikke altid er så smart.