Efter TV2-dokumentar: Når mistillid vinder, taber børnene
Kronik i Avisen Danmark 31. maj 2025 (teksten her er identisk men læsbar i forhold til linket).
10 skribenter (organisationer)
Kronikken er underskrevet af: Elsebeth Kirk Muff, direktør, Lev Uden Vold. Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen. Mette Marie Yde, direktør, Danner. Laura Kirch Kirkegaard, direktør, LOKK – Landsorganisationen af kvindekrisecentre. Eva Kjer Hansen, direktør, Dialog Mod Vold. Lars Lindholm, direktør, Mandecentret. Trine Schaldemose, politisk chef, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Lisbeth Jessen, direktør, Barndom Uden Vold. Pernille Spitz, chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet, Rasmus Kjeldal, direktør, Børns Vilkår.
….
I kølvandet på TV2’s dokumentar “Spillet om børnene” er vi ved at gøre vold til en enten-eller-debat, som mest af alt handler om mistillid – og det er farligt.
I dokumentaren rettes et kritisk blik på krisecentres screening og registrering af voldsudsatte, der får ophold på et krisecenter – hvilket der ikke i sig selv er noget farligt i. Men når vi i debatten efterfølgende bruger enkeltsager til at sætte spørgsmålstegn ved hele indsatsen mod vold, risikerer vi at underminere beskyttelsen af dem, der har allermest brug for den: Børn og deres forældre, der udsættes for vold i nære relationer.
I 2024 vurderer Justitsministeriets offerundersøgelse, at op mod 132.000 personer var udsat for psykisk vold i en nær relation – og at omkring 122.000 var udsat for fysisk vold og/eller seksuelle overgreb fra en nuværende eller tidligere partner. Og det rammer ikke kun den voksne: En undersøgelse fra VIVE fra 2022 estimerer, at op mod 33.000 børn i Danmark lever i hjem, hvor der foregår partnervold.
Som samfund er vi forpligtede af Børnekonventionen til at beskytte børnene – ikke at reducere dem til statister i en mediedebat. Når der i en dokumentar, som den TV2 viste, bliver sået grundlæggende tvivl om visitationsgrundlaget på krisecentrene, risikerer det at ramme børnene hårdt. Børn er ikke kun medfølgende bagage til et menneske, der tager ophold på et krisecenter. De er selvstændige individer med egne rettigheder, og vi er forpligtede til bedst muligt at beskytte dem. Det gælder både mod vold, og også mod at blive frataget samvær med en forælder, hvis der ikke er grundlag for det.
I TV2’s dokumentar møder vi påstanden om, at krisecenterfaglige erklæringer er en form for “super-våben”, som kan bruges til at fratage den anden forælder retten til at se sine børn. Men intet kunne være længere fra sandheden. Erklæringerne er faglige redskaber, der skal belyse en kompleks situation, ofte i situationer hvor vold kan være skjult og vanskeligt dokumentérbar.
Når et krisecenter udarbejder en krisecenterfaglig erklæring, sker det for at give Familieretshuset indsigt i sagen. Det gør de med afsæt i de oplysninger, der er tilgængelige for dem – oftest den voldsudsattes fortælling og oplevelse, samt viden om vold, observation og eventuelt samtaler med børnene. Den samlede vurdering af sagen har Familieretshuset herefter ansvaret for. Det er derfor hverken den enkelte voldsudsatte eller krisecentrene, der har den opgave.
Hvis der er mistanke om, at et barn bliver udsat for vold, kan Familieretshuset midlertidigt begrænse samværet med den forælder, der mistænkes for at udøve vold, mens sagen bliver undersøgt nærmere. Det er selvfølgelig smertefuldt for den forælder, der midlertidigt får begrænset samvær med sit barn, men husk på, at formålet er at sikre, at et barn ikke udleveres til samvær med en forælder, der udøver vold mod det. Prøv at forestille dig det modsatte: At vi undlader at beskytte et barn, fordi vi er i tvivl om sandhedsværdien af en forælders udsagn. Og dermed risikerer at udsætte barnet for endnu mere vold, end det allerede har levet i? Det er ubærligt.
Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at vi har systemer, som er så vanskelige som muligt at misbruge, og som er bygget på faglighed og kvalitet. Derfor står vi – som underskrivere – sammen om at anbefale et langt stærkere Socialtilsyn, der sikrer netop det. Socialtilsynet skal ikke bare komme på “risikobaseret” besøg på et krisecenter, når nogen tror, der er ugler i mosen; de skal komme jævnligt. Når de så kommer, skal de have mulighed for at sikre, at krisecentrene lever op til høje faglige standarder i arbejdet med voldsudsatte og deres børn.
Vi ved, at området rummer komplekse dilemmaer – og også andre tiltag kan styrke både retssikkerhed og beskyttelse. Med afsæt i vores organisationers stærke faglighed og viden, om både krisecentre, mennesker der udsættes for eller udøver vold og børns rettigheder, har vi en række forslag til, hvordan systemerne kan forbedres, så de bedst beskytter dem, de er sat i verden for at hjælpe. Det indgår vi meget gerne i en fortsat dialog om.
Udover at investere i et stærkere Socialtilsyn er det også afgørende, at medarbejdere i Familieretshuset og Familieretterne har adgang til både børnefaglig og voldsfaglig viden – og at det børnefaglige arbejde er funderet i et moderne børnesyn, hvor børn ses som aktører med egne rettigheder og behov. Der er gode erfaringer at hente i Norge, som har arbejdet langt mere systematisk med børns rettigheder, end vi har her i Danmark. Der bør også tilføres ressourcer, så der kan arbejdes målrettet med at få nedbragt sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset markant.
I stedet for at reducere debatten til ”mor mod far” eller ”kvinder mod mænd”, opfordrer vi til at tage børnebrillerne på og tage vores samfundsansvar alvorligt. Det kræver, at vi tager vores ansvar alvorligt – som fagpersoner, som system og som samfund. Vi skal kunne rumme, at nogle børn har brug for midlertidig beskyttelse mod en forælder og samtidig arbejde for, at børn – hvor det er muligt og trygt – bevarer en meningsfuld relation til begge parter.
Det kræver faglighed. Det kræver nuancer. Og først og fremmest kræver det, at vi tør sætte barnets behov over de voksnes konflikt. Vi må insistere på nuancer. Og vi må huske, hvem det handler om: Mennesker, der lever med vold. Børn, der forsøger at overleve den.
Kommentar:
Jeg henviser til min anmeldelse af ”dokumentaren”
Sammenfattende kan jeg tilslutte mig kronikørernes holdninger.
Det er så vigtigt at løsrive problemerne fra kønsdiskussioner og fokusere på, at hastigheden og fagligheden i sagsbehandlingen skal øges markant.
Problemer skal tages alvorligt og undersøges.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator