Fælles forældremyndighed over D1 (14 år), D2 (12 år) og P (8 år) med fortsat bopæl hos M trods landsrettens vurdering vedrørende samværschikane og forældrefremmedgørelse, ikke samvær med F, ØLD 25. september 2026
Byrettens begrundelse:
Familierettens begrundelse og resultat
Familieretten lægger til grund, at forældrene har kunnet samarbejde om børnenes forhold til deres bedste.
Der er derfor ikke påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om (børnene) til deres bedste, og familieretten har ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Vedrørende bopæl har familieretten lagt vægt på parternes forklaringer for familieretten, den børnesagkyndige undersøgelse og børnesamtalerne. Familieretten finder på baggrund heraf, at børnene på nuværende tidspunkt er inddraget i konflikten og så præget af Ms holdninger, at det ikke er muligt at flytte bopælen for børnene, herunder også drengenes alder taget i betragtning. Efter familierettens samlede vurdering har M udøvet samværschikane og forældrefremmedgørelse overfor F.
Familieretten har vedrørende samvær lagt vægt på, at det ikke har været muligt at gennemføre overvågede samvær eller samvær i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse. Familieretten finder, at børnene er præget af konflikten, men at de ikke forstår konsekvenserne af deres udsagn om, at de ikke vil på samvær hos eller se deres far. Familieretten finder på baggrund ovenstående og det høje konfliktniveau, børnenes massive påvirkning og M og Fs manglende samarbejde, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at fastsætte samvær.
Familieretten giver på den baggrund M medhold i påstanden.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Familierettens resultat:
Fælles forældremyndighed. Bopæl hos M og ikke samvær med F.
Landsrettens begrundelse
Efter forældreansvarslovens § 4, stk. 1, skal afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Efter § 4, stk. 2, skal der ved vurderingen af barnets bedste inddrages hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd.
Samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, skal tillægges konsekvenser, hvis dette er til barnets bedste.
Vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal altid foretages konkret og individuelt på grundlag af det enkelte barns forhold, herunder barnets egen indstilling og tilknytning til forældrene. Hvis der foreligger samværschikane, skal der navnlig i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv. Det må således indgå med betydelig vægt, hvem af forældrene der bedst er i stand til at samarbejde og på længere sigt sikre barnets kontakt til den anden forælder, jf. herved Højesterets dom af 16. august 2024 (U.2024.4556 H).
Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at begge forældre har gode forældrekompetencer. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for at antage, at F ikke vil kunne varetage omsorgen for børnene og sikre deres trivsel og udvikling.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder sagens hidtidige forløb og landsrettens indtryk af parterne, finder landsretten, at børnenes manglende kontakt og samvær med deres far i det væsentligste må henføres til Ms handlinger og negative indstilling til F.
Landsretten finder endvidere, at børnenes udtrykkelige modvilje mod deres far i betydeligt omfang må anses for præget af den påvirkning, som M har udøvet gennem de seneste år.
Denne adfærd må anses for grov samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, og skal indgå med betydelig vægt ved vurderingen af, om det vil være bedst for børnene enten at tillægge F forældremyndigheden alene eller at fastholde den fælles forældremyndighed og bestemme, at børnene skal have bopæl hos ham.
Heroverfor må der lægges vægt på, at D1 og D2 siden december 2024 og P siden januar 2025 ikke har haft kontakt med deres far, at alle tre børn under børnesamtalerne i familieretten og over for den børnesagkyndige klart har givet udtryk for, at de ikke ønsker kontakt eller samvær med ham, og på deres reaktioner i forbindelse med de seneste forsøg på at gennemføre samvær, herunder samspilsobservationer i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse. Ved kendelse af 28. februar 2025 stadfæstede landsretten familierettens kendelse om, at fuldbyrdelse af samværet for tiden ikke kunne ske under hensyn til børnene og varetagelsen af deres bedste, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt.
Efter en samlet vurdering af børnenes forhold finder landsretten herefter, at det på nuværende tidspunkt er bedst for børnene, at forældrene fortsat har fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat har bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens §§ 11 og 17, jf. § 4. Dette gælder, selv om F efter sagens oplysninger må anses for bedst egnet til på længere sigt at sikre et samarbejde mellem forældrene og børnenes kontakt til dem begge.
På samme baggrund finder landsretten, at der under de foreliggende omstændigheder ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at fastsætte samvær mellem børnene og F.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Landsrettens resultat altså: Fælles forældremyndighed, bopæl hos M og ikke samvær med F.
Kommentar:
Nærværende kommentar skal læses ud fra 2 perspektiver.
For det første repræsenterede jeg M i landsretten men ikke i byretten. Selv om jeg bestræber mig på at være nogenlunde objektiv i mine kommentarer, kan man nok ikke fuldstændig se bort fra, at jeg repræsenterede M.
For det andet er det for alle læsere af denne hjemmeside velkendt viden, at jeg politisk er overordentlig skeptisk i forhold til forældrefremmedgørelse og samværschikane.
Det er en sag, som på mange måder har været meget usædvanlig. M var aldeles udmærket repræsenteret i byretten af en god kollega, der har møderet for ”alting”, og som gør tingene OK plus. Hun valgte så mig, fordi jeg mener så meget offentligt om emnerne. Min personlige ”nervøsitet” gik hele tiden på, at med det resultat i byretten, kunne jeg jo slet ikke håbe på andet end stadfæstelse.
Det understreges, at Fs påstande gik på ene forældremyndighed og dermed bopæl hos ham og meget begrænset samvær for M. I landsretten var Ms påstand for sit vedkommende alene stadfæstelse og dermed ikke en påstand om ene forældremyndighed.
Flere af mine bekendte er løbende gennem en månedstid underholdt om sagens atypiske omstændigheder. Der ligger en børnesagkyndig undersøgelse på 82 sider. Modparten skulle som appellant udarbejde en såkaldt ekstrakt, som jeg i overensstemmelse med fremgangsmåderne fik til godkendelse. Det ekstraktudkast var udfærdiget af en stud. jur. Udkastet var på over 1400 sider. Et tusind fire hundrede sider. Efter lidt brok fra min side blev ekstrakten reduceret til ”kun” 895 sider.
Fs advokat lagde aftenen før hovedforhandlingen i byretten en såkaldt materialesamling på over 500 sider op. En materialesamling består typisk af nogle få domme, som man mener har præjudikatsværdi, ligesom den kan omfatte kopier fra relevante artikler eller lærebøger. Det fik mig til i forbindelse med mit ankesvarskrift at oplægge en materialesamling på 62 sider hovedsageligt omfattende mine kommentarer her fra hjemmesiden til nyere højesteretsafgørelser. Men den lidt arrogante advokat VB lagde også nogle artikler op fra egen hånd klippet her fra hjemmesiden.
Processkrifterne i byretten var fra begge sider meget lange. Således lå der et sidste processkrift fra Ms advokat på 21 sider. Det er heller ikke hverdagskost, men den gennemgik med faglig bistand fra Ms familierådgiver kritisk den børnesagkyndige undersøgelse.
Min vurdering, som du med god grund selvfølgelig godt kan læse som subjektiv, er, at vi her som i så mange andre sager af den art kan bruge Holberg citatet: ”man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker”. Altså et postulat om, at man ikke ser på baggrunden for parternes adfærd.
Børnene har i forlængelse af nogle konkrete episoder i 2024 reageret overordentlig frygtsomt i forhold til deres far. Det har hverken i forbindelse med overvågede samvær eller den børnesagkyndige undersøgelse været fysisk muligt at etablere observationssituationer mellem børnene og far.
Det har også i sagen været et problem, at ”systemet” har været afvisende og kritisk i forhold til tryghedspersoner til børnene fra Børns Vilkår. Her henviser jeg til generelle betragtninger i denne artikel.
Det er et faktum i sagen, at der var samvær fra samlivsophævelsen i 2019 og indtil ”episoderne” i 2024. Ligeledes er det et faktum, at M nærmest fra dag et i forbindelse med flugt til krisecenter har påberåbt sig at være udsat for vold og psykisk vold uden at det har været politianmeldt. Her var to artikler omfattet i min materialesamling. Nemlig artiklen om håndtering af ”problemerne” i forældreansvarssager for eksempel om psykisk og fysisk vold. Men også artiklen om ofrets reaktion berigede jeg landsretten med.
En del af faktum er også, at F og hans nye partner har 2 helt små børn.
Fs advokat fortalte mig på forhånd, at hun agtede at procedere sagen i landsretten. (Der er en mærkelig tendens til, at hverken advokater eller dommere finder det rigtig comme il faut at procedere i disse sager, da det ”anses” for konfliktoptrappende). Det er helt OK at procedere.
Her finder jeg anledning til at komplimentere min kollega for en ualmindelig god, pæn og venlig procedure, selv om jeg selvfølgelig ikke var enig i indholdet. Undervejs sad jeg lidt og tænkte ”smiling killer”.
Jeg vurderer helt personligt, at det lykkedes med en ekstrakt på 895 sider for modparten at få forplumret den virkelighed, som M har oplevet.
Vurdering af dommen alene ud fra dommene og præmisserne, som jeg nok ville have læst dem, hvis ikke jeg havde været tæt på sagen.
Når man læser præmisserne, må man uvægerligt få indtryk af en mor, der er helt uden for pædagogisk rækkevidde, når man så massivt kan konkludere, at der foreligger forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane.
Vi har jo mundtlighed i retsplejen. Om det plejer jeg at tale om ”bevisumiddelbarheden”. Når retten skriver ud fra de samlede oplysninger, herunder landsrettens indtryk af parterne, kommenterer jeg ofte, at vedkommende må have optrådt uheldigt. Selv når jeg forsøger at abstrahere fra mit kendskab og tænker så objektivt som muligt, kan jeg af et ærligt hjerte ikke forstå den del af præmisserne. Begge forældre optrådte helt i overensstemmelse med normal standard (høfligt og forklarende uden udfald af nogen art).
Det forekommer aldeles rigtigt, at det aktuelt vil være helt umuligt at forestille sig den ultimative konsekvens både for de aktuelle børn men ærlig talt også for de to helt små børn i Fs hjem.
Sammenfattende konkluderer jeg, at resultatet er rigtig nok, men at præmisserne ikke dækker sagens 895 sider lange oplysninger.
Man kan afsluttende fundere over, hvad der er eller bør være det fremadrettede perspektiv.
Børnene har været nærmest uafbrudt i sag gennem flere år. De har i den grad brug for ro.
Den helt nærliggende reaktion fra ”en mor” i denne situation vil være at lægge armene over kors og sige ”nok er nok”. Den lige så nærliggende reaktion fra ”en far” i denne situation vil være at kæmpe videre uden stop og med alle midler uden hensyn til de psykologiske konsekvenser for børnene.
Mit råd til M vil nok være at holde F løbende underrettet i overensstemmelse med den fælles forældremyndighed og ligeledes inddrage ham i relevante beslutninger. Der bør være ro i noget, der nok ligner et års tid. I den periode tænker jeg, at man med fornuft kan forsøge at skabe en relevant gensidig dialog om børnene og langsomt opfordre børnene til at acceptere en kontakt med far. Men det vil jo kræve noget af begge parter.
Viggo Bækgaard 24. september 2025