Om forældrefremmedgørelse og andre pseudobegreber.
”Med udgangspunkt i disse resultater anbefaler denne rapport, at de statslige lovgivere forbyder brugen af forældrefremmedgørelse eller relaterede pseudobegreber i familieretlige sager og brugen af såkaldte eksperter i forældrefremmedgørelse og relaterede pseudobegreber.”
Det er altså ikke et citat grebet ud af den blå luft men er i min oversættelse hentet i konklusionsafsnittet i en rapport fra april 2023 fra FNs menneskerettighedsråd. (Punkt 74, side 19).
Lidt mere om baggrunden for denne artikel.
Der findes grupperinger inden for forældreansvarsområdet, som slynger om sig med begreber og synspunkter, der angives at have et eller andet ”psyko-fagligt” belæg. Nogle af disse grupperinger elsker at citere såkaldte eksperter, som med navns nævnelse, billeder eller you-tube videoer udspyr deres såkaldte teorier til en trofast skare, der sluger alt ukritisk, hvis bare resultatet, som formidles, passer ind i deres kram.
”Teorierne” gentages messende over for alt og alle. Faktisk er nogle af disse buzzwords også ved at nå ind i ”systemet” forstået som såvel de ansatte i Familieretshuset som i retterne. Vi ved jo godt psykologisk, at hvis bare en usandhed messes ofte nok, kan man få den til at fremstå som en sandhed.
Jeg sidder en kort tid endnu i Familieretshusets såkaldt rådgivende udvalg. Min 4-års periode lakker mod enden, og jeg har ikke tænkt mig at bejle til genudpegning. På det seneste møde i udvalget havde vi et emne op, som handler om de situationer, hvor barnet vægrer sig mod samvær.
For få uger siden udkom Rødam-udvalget med nogle forslag, der har til formål at effektivisere og billiggøre retssystemet generelt. Herunder var også betragtninger om samværssager. Jeg gengav og kommenterede kort rapporten i denne artikel. Artiklen gav anledning til en på mange måder fin udveksling af synspunkter på facebooksiden. Også her dukker lommefilosofiske og ikke videnskabelige teorier op som selve løsningen på alting.
Emnet ”samværschikane” har optaget mig gennem efterhånden mange år og er grundigt behandlet i artiklen ”samværschikane efter 2011”.
Hvis du har fulgt mine artikler og kommentarer her på hjemmesiden, vil du vide, at jeg er helt klar over, at der findes situationer, hvor den ene forælders adfærd kommer til at virke chikanerende i en grad, hvor kontakt med den anden forælder forhindres. Personligt vil jeg pege på en afgørelse fra Østre Landsret fra 23. august 2021 som et af de for mig klareste eksempler på justitsmord af den type. Man skal bare huske, at ”dommeren har altid ret”.
Denne artikels overvejelser har generel baggrund i ovennævnte men egentlig først og fremmest i FNs rapport og en beslutning fra Europa Parlamentet af 6. oktober 2021 om ”konsekvenserne for kvinder og børn af partnervold og forældremyndighedsrettigheder.”
Oplistning af relevante afsnit i de 2 rapporter:
A: Europa Parlamentets rapport (oktober 2021)
På side 11 under punkt 3 ”fremhæver (parlamentet), at gerningsmændene ofte gør brug af retslige skridt til at udvide deres magt og kontrol og til fortsat at intimidere og skabe frygt hos ofrene”.
Metoden med at holde ”kampen” kørende gennem flere instanser er et fænomen, man støder på igen og igen i forældreansvarssagerne. Fænomenet kaldes stalking by proxy.
I punkt 30 (side 19), opfordres medlemslandene til at sikre, at deres politi og retsvæsen er tilstrækkeligt finansieret, udstyret og uddannet til at behandle klager over vold i hjemmet og reagere herpå.
Her har vi bestemt en udfordring. Reformen i 2019 var helt klart underfinansieret, og Rørdam-udvalgets overvejelser om retssystemet generelt er også udtryk for alvorlige problemer med økonomi og retsvæsen. I øjeblikket synes vi at have en mærkelig samfundsøkonomisk situation, hvor vi på den ene side får at vide, at vi aldrig har været så rige men samtidig for eksempel konstaterer, at vores sundhedssystem nærmest er lagt ned. Børnene og forældreansvarssagerne bliver ikke rigtig nævnt.
Punkt 41 (side 22) er langt og vigtig. Det handler faktisk om nogenlunde det samme som FN-rapporten. Fra punktet citerer jeg, at
”Europa Parlamentet ”opfordrer medlemsstaterne til at overvåge og træde op imod den kulturelle tendens til at ringeagte kvinders ytringer; fordømmer brug, hævdelse og accept af uvidenskabelige teorier og begreber i forældremyndighedssager.
Til slut fra den rapport citerer jeg fra punkt 44 (side 23), at Parlamentet ”opfordrer medlemsstaterne til at fremme tiltag, der kan fjerne de indgroede fordomme, som stadig danner grobund for kønsbestemte forskelle;”
Jeg er helt med på, at ”FF-segmentet” vil puste sig op og sige, at den rapport jo handler om ”kvinders situation” og derfor er aldeles useriøs. Til gengæld må jeg minde om, at samme segment plejer at sige, at fædre er udsatte for det samme.
Jeg vil derfor om den rapport egentlig bare sige, at jeg i dagligdagen oplever de pågældende fænomener, og at jeg i det virkelige liv er skiftevis på ”far-side” og ”mor-side”.
Problemerne er reelle nok.
B: FN-rapporten.
Jeg må virkelig sige, at FN-rapporten er barsk læsning. I rapporten gentages igen og igen fænomenet ”de såkaldte pseudokoncepter”.
For mig er det virkelig befriende læsning.
Det fremhæves, hvordan det ”listes ind i de forskellige landes ”systemer”. Se til en start punkt 58-59 (side 15), hvor rapporten fortæller, at “forældrefremmedgørelse og relaterede pseudobegreber” langsomt sniger sig ind i ”retssystemerne”. Det nævnes, at brugen af forældrefremmedgørelse er blevet forværret på grund af mangel på uddannelse af retsvæsenets fagfolk om forholdet mellem påstande om forældrefremmedgørelse og dynamikken i hjemmet.
Jeg hoppede ekstra i stolen, da jeg kom til punkt 61 (side 15):
”Some evaluators openly advertise themselves as experts in parental alienation and are appointed to assess relevant cases, despite the lack of formal recognition of the pseudo-concept in many jurisdictions.” Det er desværre nok et kerneproblem, at nogle “sagkyndige” puster sig op og kalder sig eksperter i forældrefremmedgørelse og andet sjovt, som det fremhæves ”på trods” af mangel på anerkendelse af ”pseudokonceptet”.
I punkt 62 nævnes, at forældrefremmedgørelse utvivlsomt er en lukrativ forretning for ”eksperter’” på forskellig vis. Jeg læser rapporten sådan, at disse eksperter enten forsøger at træde ind som egentlige vurderingsfolk i sagerne eller spinder guld på at undervise i deres pseudoteorier.
I det hele tager oplever jeg ved læsning af rapporten at blive bekræftet i ganske meget af det, som jeg har oplevet og skrevet om gennem årene. Punkt 65 på side 17 nævner, at mange forældre af deres juridiske rådgivere ofte bliver frarådet at nævne påstande om vold i hjemmet, fordi det vil virke imod dem.
Det synspunkt har optaget mig længe. Således skrev jeg i en artikel i februar 2022 sådan:
”Forleden skrev jeg et processkrift, hvor jeg kom til at tænke på, at jeg måske bliver opfattet som ham, der altid påberåber sig psykisk vold ligesom en tidligere kollega, der altid havde 3 sider om FNs børnekonvention i sine processkrifter.
Mange advokater negligerer problemstillingerne og vil helst ikke omtale dem – og i al fald ikke på skrift.
Det er en adfærd, som er med til at ignorere og bagatellisere problemer, som kan være vigtige for børnenes fremtid.”
Det er nøjagtig det, som FNs udvalg advarer imod.
Udfordringerne kort sammenfattet.
Den politiske korrekthed siger, at et barn har brug for begge forældre. Herom håber jeg ærlig talt, at der er generel enighed. Grundlæggende mener vi forhåbentlig også generelt, at vold og overgreb på børn er uacceptabelt. Det samme gælder partnervold. Også psykisk vold er kommet ind i vores samfund på en måde, hvor vi alle på overfladen er enige om, at det er uacceptabelt.
Afgørelser om børn skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Også her er alle på det formelle plan enige. Ved afgørelser om børn, skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
Alt dette lyder jo nærmest problemfrit. Det er helt afgjort ikke tilfældet.
I relation til denne artikels tema handler det om, at der er situationer, hvor barnet på et eller andet plan siger fra. Det store spørgsmål er så, hvorfor barnet siger fra.
Den pseudopsykologiske forklaring hedder ”forælderfremmedgørelse”. Det er da også ganske let at sige. Det kan være chikane fra bopælsforælderen. Det kan være bopælsforælderen, der beskytter barnet.
Men beskytter mod hvad?
Udefra lyder kritikken, at systemet anvender pseudokonceptet. Men hvorfor egentlig? Har vi ikke de dygtigste psykologer til for eksempel at gennemføre børnesagkyndige undersøgelser?
Min personlige opfattelse, der bygger på årelang erfaring som advokat på området er, at de såkaldt børnesagkyndige har langt mere fokus på politisk korrekthed end på eventuelle reelle problemer af psykolofaglig karakter.
Det er mit indtryk gennem samtale med psykologer, at de ”såkaldte” børnesagkyndige undersøgelser simpelthen generelt udfærdiges på et forkert grundlag.
Jeg tror simpelthen, at vi er nødsaget til at prøve at fokusere på fagligheden hos de professionelle psykologers arbejde. Måske skal der en præcisering til af grundlaget for børnesagkyndige undersøgelser. Skal der gennemføres faglige tests i forbindelse med undersøgelserne?
Vi andre (dommere og advokater) er jo ikke psykologer. Vi kan lytte og tænke, at de nok ved, hvad de taler om, når de børnesagkyndige udtaler sig.
Min skepsis vokser desværre.
Jeg henviser heudover til en kort artikel om samme emne skrevet af psykologen Iben Elene Oksfeldt
Sluttelig bemærkes, at jeg har oploadet de to rapporter i en version, hvor jeg har indgulet og markeret de steder, som jeg ved gennemlæsningen fandt mest interessant. Se link nedenfor.
Viggo Bækgaard
3. juli 2023