Bopælsforælderens kompetence ifølge kompetenceskemaet.
I forrige kapitel forklarede jeg, hvad man skal være enige om under fælles forældremyndighed. Her gennemgås kompetenceskemaets opremsning af det, som bopælsforælderen kan beslutte alene.Det kan være rart hele tiden at have kompetenceskemaet present. Derfor igen et link til det.
I opremsningen af bopælsforælderens kompetence nævnes først
Direkte daglig omsorg:
Det lyder lidt nøjagtig som de almindelige fraser fra forældreansvarsloven om forældremyndighedsbegrebet.
Selvfølgelig skal bopælsforælderen tage sig af barnet, når det er hos pågældende. Men det skal samværsforælderen ligeså selvfølgeligt også, når barnet er hos denne.
Så det er med andre ord en ret “fluffy” overskrift uden ret meget indhold – om noget, som man kan bruge til noget.
Daginstitution:
I afsnittet om det, man skal være enige om, nævnte jeg i forbindelse med skolefritidsordning, at det kan virke lidt absurd, at man skal være enige om skolegang og skolefritidsordning, men at bopælsforælderen suverænt kan bestemme daginstitution (vuggestue, dagpleje og børnehave).
Der er ikke nogen begrundelse for den sondring. Men det er anført i kompetenceskemaet i selve lovforslaget, og ingen drager i tvivl, at bopælsforælderen har den kompetence alene.
Fritidsaktiviteter:
Fritidsaktiviteter fylder i virkeligheden ganske meget i et barns liv. Du vil se, at fritidsaktivteter står både under bopælsforælderens og samværsforælderens kompetence.
Princippet er derfor, at bopælsforælderen bestemmer over de fritidsaktiviteter, der foregår på tidspunkter, hvor barnet er hos denne, mens det er samværsforælderen, der bestemmer aktiviteterne, når barnet er der.
Emnet giver anledning til utallige uenigheder mellem forældrene – og også skuffelse hos børnene. For de små børn gælder i almindelighed, at det er forældrenes drømme og ambitioner, der forsøges kanaliseret videre til børnene. I den danske kultur fylder fodbold rigtig meget, og næsten enhver dreng starter vist på et tidspunkt med at gå til fodbold.
Det største problem med idrætsaktiviteter især i holdsportsgrene er, at man skal deltage fast i træning og stå til rådighed i kampe i weekenden for overhovedet at være en del af holdet.
Sandheden er, at det kan man ikke som skilsmissebarn, med mindre man bor så tæt på begge forældre, at det kan praktiseres, og med mindre begge forældrene i praksis aktivt støtter op om det ved at hente og bringe – og i øvrigt være på i forhold til aktiviteten.
Med tanke på den store skilsmissekvotient undrer det mig i virkeligheden, at vi som nation stadigvæk gør os så godt i holdsport som fodbold og håndbold.
Flytning indenlands:
Flytning og især bopælsforælderens flytning er nok et af de allerstørste stridspunkter mellem forældrene, når vi ser bort fra de konflikter, der opstår umiddelbart i forbindelse med bruddet.
Når man læser loven, ser det hele meget enkelt ud. Lad dig endelig ikke forblænde af det. Også spørgsmålet om flytning har givet anledning til en meget lang artikel, som du må læse, hvis du vil have alle detaljerne med. Artiklen hedder “er skilsmisseforældre stavnsbundne?”.
Ved læsning af loven, får man det soleklare indtryk, at en bopælsforælder kan flytte indenlands med barnet helt problemfrit. Forældreansvarslovens § 3, stk. 2, lyder klar og utvetydig: “Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.” Det burde det sådan set ikke rigtig være nogen tvivl om.
Et andet sted i loven, nemlig i § 18, står nemlig dette: “En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.”
I praksis sker der det, at hvis en bopælsforælder varsler flytning, reagerer samværsforælderen med en anmodning til Statsforvaltningen om, at bopælen flyttes til den anden forælder. Typisk beder samværsforælderen så om, at Statsforvaltningen træffer en midlertidig bopælsafgørelse.
Udviklingen i praksis har været svingende i perioden efter 2008, hvor forældreansvarsloven trådte i kraft. I en ret lang periode oplevede jeg for det første lidt forskelle i de forskellige statsforvaltninger. I den lange artikel fortæller jeg om disse forskelle, der nok i dag (2014) ikke er helt så aktuelle, da vi har fået en enhedsstatsforvaltning, hvor der er en tendens til topstyring af praksis.
I lang tid oplevede jeg en automatpilotreaktion fra Statsforvaltningen, der førte med sig, at man traf afgørelse om, at bopælen skulle skifte til den forælder, som var i stand til at opretholde status quo indtil endelig afgørelse i sagen.
Der er rigtig mange problemstillinger knyttet til emnet.
Først og fremmest er det et dilemma, at Statsforvaltningen har kompetence til at træffe en midlertidig afgørelse om bopælen, mens den endelige kompetence ligger i retten og dermed i domstolssystemet. Det var derfor et bærende argument for de midlertidige afgørelser om status quo, at man ikke ville foregribe den endelige afgørelse ved at acceptere, at bopælsforælderen flyttede langt væk, før den endelige afgørelse forelå.
Det er nemlig et indlysende problem, at hvis en bopælsforælder for eksempel flytter fra Herfølge til Hobro, vil en udvidet samværsordning ikke kunne fungere, ligesom barnet vil være nødt til i praksis at gå i skole i Hobro. Hvis nu den endelige afgørelse skulle falde ud til, at det vil være bedst for barnet at bo hos den anden forælder i Herfølge, vil barnet skulle skifte skole tilbage til Herfølge.
Derfor er det egentlig nærliggende at træffe en midlertidig afgørelse, som forhindrer, at barnet flytter, før sagen er afgjort. For mig er problemet, at ved læsning af loven og bemærkningerne har det været hovedtanken, at valg af bopælsforælder skulle indebære dennes mulighed for risikofri flytning.
Lige nu – efteråret 2014 – er tendensen, at Statsforvaltningen går ind i en mere grundig vurdering, der tager udgangspunkt i, at alle afgørelser efter forældreansvarslovens § 4 skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Det betyder så i praksis, at selve sagsbehandlingen af en midlertidig afgørelse trækker ud. Statsforvaltningen vil nemlig være nødt til at vurdere barnets perspektiv. Det betyder, at man efter vejledningsmødet vil indhente udtalelser fra institution, skole, kommune eller andre, som det vil være relevant at høre. Hvis barnet er så stort, at der skal tales med barnet, vil den samtale også skulle gennemføres, før der træffes en midlertidig afgørelse.
Man skal derfor overveje ret nøje fordele og ulemper ved at kræve en midlertidig afgørelse.
Der kan helt klart gå taktik i den proces. Det er tydeligt, at der er stor forskel på, hvordan der rådgives på området.
Nogle rådgiver siger til den forælder, der gerne vil flytte, at vedkommende bare skal rykke teltpælene op, flytte og melde barnet i skole det nye sted. Tankegangen er så, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse, fordi det vil kunne opleves som rigtig svært at flytte barnet tilbage igen.
Er der mulighed for det, kan det være en rigtig god fremgangsmåde at beslutte flytningen og varsle. Hvis så den anden forælder som forventeligt beder om bopælen og eventuelt en midlertidig afgørelse, kan det være rigtig godt at afgive løfte om, at der først flyttes, når den endelige afgørelse foreligger. Kombineret med at bruge den metode, som jeg kalder ansøgningsmodellen, sikrer man sig bedst muligt mod overflytning af bopæl længst muligt – og måske helt, hvis man undlader flytningen i tilfælde af, at sagen går imod en. Læs mere om den problemstilling i den lange artikel.
Det rigtigste og anstændigste råd er selvfølgelig at følge lovens fremgangsmåde. Det er at varsle flytning og afvente de 6 uger og se, hvad der sker. Hvis der ikke protesteres inden 6 uger, er det til gengæld om at komme af sted i en fart, hvis man mener flytningen alvorligt.
Men ifølge kompetenceskemaet kan bopælsforælderen flytte. Det er som antydet en sandhed med modifikationer.
Skolepsykolog:
Også her er der et område, som kan virke en lille smule svært forståeligt. Bopælsforælderen kan sende barnet til skolepsykolog, hvorimod det kræver enighed mellem forældrene, hvis barnet skal gå til psykolog i øvrigt, idet psykologisk behandling ligestilles med væsentlig medicinsk behandling, uden at jeg har fundet nogen forklaring på forskellen.
Børnesagkyndig rådgivning:
Det er også bopælsforælderen, der kan sende barnet til børnesagkyndig rådgivning eller bestemme, om barnet kan deltage i en skilsmissegruppe eller lignende. Heller ikke på de områder ligger der nogen klar begrundelse for placeringen i gruppen, hvor forældremyndigheden kan bestemme.
Viggo Bækgaard
advokat (H), mediator
Formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
20. august 2014