Er skilsmisseforældre stavnsbundne? – Kan en bopælsforælder flytte med børnene. En lang og grundig gennemgang af reglerne og praksis.

Er skilsmisseforældre stavnsbundne?

Kan en bopælsforælder flytte med børnene?

I denne artikel gennemgås spørgsmålet, om bopælsforælder kan flytte med børnene. Konklusionen er, at loven sådan set er klar nok, men at Statsforvaltningen og Ankestyrelsen indtager  et standpunkt, som på grund af ekstrem langsom sagsbehandling både der og i retterne, måske betyder en genindførelse af stavnsbåndet ”for alvor”.

Katastrofen er statsforvaltningerne og den lange sagsbehandlingstid både der og ved domstolene – og at frygten og kampen betyder, at det er næsten umuligt at tilrettelægge en fremtid et andet sted i Danmark.

Denne artikel er oprindeligt skrevet i 2008 men bliver holdt ajour, således at du via denne artikel kan være opdateret på problemstillingen “flytte” som forælder. Du kan i bunden af artiklen se, hvornår den er opdateret.

Vi ”fik” en ny forældreansvarslov, som trådte i kraft den 1. oktober 2007. Lovens hovedintention var at gøre tilværelsen bedre for de børn, der ikke bor sammen med begge forældre. Alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er ”bedst for barnet”. Betænkningen bag hedder ”barnets perspektiv”.

Et af midlerne hertil var, at forældrene skal ”lære at samarbejde”. Ja de skal nærmest ”tvinges til det”. Man indførte konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning. Forældre skal tvinges til fælles forældremyndighed, uanset om de kan samarbejde eller ej. Nærmest!

Den kaotiske og bekymrende virkelighed er, at sagsbehandlingen trækker ud. Man snakker så at sige parterne væk fra hinanden i mange tilfælde. Sagsbehandlingen både i statsforvaltningerne og desværre også ved domstolene er så lange, at det i sig selv er katastrofalt.

Det kan have stor betydning, hvordan man får sig positioneret i forbindelse med samlivets ophør eller senere for eksempel i forbindelse med flytning.

Flytning eller bopælsskifte er hovedemnet for denne artikel. Hvis du vil gå direkte til domme på området, kan du finde referaterne således:

Sager, hvor bopælsforælderen kunne flytte

Sager, hvor bopælsforælderen ikke kunne flytte

I en tidligere artikel ”Skolevalg, bopæl og fælles forældremyndighed” på Børn og Samværs hjemmeside har jeg belyst den nye kampplads, der er opstået i forlængelse af netop flytteproblematikken. En kampplads, der har udgangspunkt i, at forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om skolevalg. Kan man ikke opnå andet, kan man måske forhale tingene ved at protestere mod skoleskifte.

Ser vi et øjeblik ud i samfundet, er ingen vel i tvivl om, at vi lever i en globaliseret verden. Vi besynger generelt dette at se os om i verden. Arbejdskraftens frie bevægelighed er så vidt jeg husker skrevet ind i EU-traktaten. Den politiske debat er optaget af, hvordan man kan få lov til at bringe udlændingeægtefæller ind i landet, som man har fundet under studierejser til det fjerne. Selv staten har villet eksportere større befolkningsgrupper væk fra metropolerne.

Tunge arbejdspladser hos Skat skulle koncentreres i Ringkøbing. Statsforvaltningerne ikke at forglemme i denne sammenhæng skulle have hovedsæder placeret så langt væk som i Ringkøbing og Nykøbing Falster. Arbejdspladser, som dels kræver specialuddannede i lange baner, dels reelt kræver mobilitet med flytning til geografiske randområder.

Internettet har for længst overhalet Damhuskroen som kærlighedens mødested. På nettet betyder afstande intet, men når kærligheden skal besegles, bliver afstande pludselig et nærværende begreb.

I denne virkelighed dukker skilsmissebørn selvfølgelig også af og til op. Mantraet i dag er, at der skal være en tæt kontakt mellem barnet og begge biologiske forældre. Barnet har ret til samvær.

Virkeligheden i den nye lov er på trods af de pæne og rigtige ord, at loven er en ligestillingslov mellem kønnene mere end en barnets bedste eller barnets perspektivlov.

Netop bopæls- og flytningsproblemerne sætter det i relief.

Forældreansvarsloven.

Når man læser loven igennem, virker alt meget tilforladeligt. De centrale bestemmelser er:

§ 3 stk. 1, 2. pkt: ”Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. ”

§ 17 stk. 1, 1. pkt: ”Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, afgøres dette af retten.”

§ 18: En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.

De materielle regler skal ses i sammenhæng med reglerne om midlertidige afgørelser, som jeg vender tilbage til.

Lovteksten burde ikke være til at tage fejl af. Hvis barnet bor sammen med mor i København og får nyt arbejde i Aarhus, hvor det familiære netværk (eller en ny kæreste) bor, vil mor kunne tage barnet med sig til Aarhus. Hun skal godt nok fortælle det til den anden part 6 uger før. Men det er så det. Eller er det?

Samværsforælderens automatpilot er i al fald indstillet til protest. Sagen indbringes for Statsforvaltningen.

Forarbejderne til loven


Betænkningen Barnets Perspektiv.

Betænkningen Barnets perspektiv gennemgår grundigt de problemkomplekser, der er knyttet til bopæls- og flytningsspørgsmålene. Fra side 159f (fremhævningerne er mine):

Udvalget er opmærksomt på, at en af de vigtigste forældremyndighedsbeføjelser er adgangen til at bestemme, hvor barnet skal bo. Således vil navnlig spørgsmålet vedrørende barnets flytning indenlands udgøre et potentielt konfliktfelt mellem forældrene og have ganske indgribende betydning for spørgsmålet om den fortsatte kontakt med barnet. Alligevel er udvalget af den opfattelse, at en bopælsforælder bør have mulighed for at træffe bestemmelse om barnets flytning indenlands. Hensynet til denne forælders mulighed for fleksibilitet i forhold til sin livssituation i øvrigt – f.eks. jobskifte, nyt samlivsforhold og den øvrige families opholdssted – bør medføre, at der ikke kan kræves samtykke fra den anden forælder til en påtænkt flytning.

Udvalget finder, at det er naturligt og selvfølgeligt, at forældrene i god tid forinden orienterer hinanden om flytteplaner og drøfter med denne, hvorledes kontakten kan opretholdes under de ændrede forhold. Det er udvalgets opfattelse, at de fleste samarbejdende forældre i sådanne situationer, hvor det overvejes at flytte barnets bopæl, også vil inddrage hensynet til barnets fortsatte kontakt med den anden forælder og dermed også tage udgangspunkt i barnets situation i forhold til den påtænkte ændring. Samtidig skal udvalget dog pege på, at en afgørelse om barnets bopæl vil kunne ændres af retten på et senere tidspunkt, idet udvalget i den forbindelse også foreslår, at der gives domstolene mulighed for at træffe afgørelse om barnets midlertidige bopæl. Afgørelser om barnets bopæl vil dog altid skulle træffes ud fra, hvad der er bedst for det enkelte barn – herunder dette barns behov for ro og stabilitet, og dette indebærer en konkret afvejning af omstændighederne i sagen, hvor spørgsmålet om miljøskift (både i forhold til geografisk lokalitet og i forhold til den følelsesmæssige tilknytning til den hidtidige bopælsforælder) bør indgå som en central del af vurderingsgrundlaget.

Da en bopælsforælders flytning indenlands kan have store konsekvenser for samværet, har udvalget imidlertid overvejet, om der bør stilles særlige krav til bopælsforælderen i sådanne tilfælde204. Udvalget har således overvejet en varslingsregel, hvorefter bopælsforælderen er forpligtet til i god tid inden flytningen at underrette den anden forælder herom. Samværsforælderen kunne på denne måde få mulighed for at forholde sig til den nye situation og træffe eventuelle foranstaltninger – f.eks. selv vælge at flytte eller anlægge sag om en ændret bopælsafgørelse – i god tid forinden flytningen. En sådan bestemmelse vil endvidere kunne have en positiv signalværdi over for bopælsforælderen og som sådan en vis præventiv effekt i forhold til decideret chikane.

Et flertal i udvalget på 12 medlemmer (Bente Boserup, Svend Danielsen, Lene Hjerrild, Henrik Moltke-Leth, Dorrit Sylvest Nielsen, Jette Otkjær, Mai Heide Ottosen, Kirsten á Rogvi, Inge Schmidt, Jesper Thumand, Michael de Thurah og Per Walsøe) finder ikke, at der bør indføres en sådan regulering og skal navnlig pege på, at en sådan bestemmelse er forbundet med betydelige vanskeligheder i forhold til eventuelle formkrav, sanktionsmuligheder mv. Det kan endvidere diskuteres, om det i alle tilfælde er hensigtsmæssigt at pålægge bopælsforælderen en sådan varslingsfrist. I yderste tilfælde kan det således medføre, at en bopælsforælder ikke vil kunne takke ja til ønskejobbet med kort varsel, ikke vil kunne flytte i nærheden af syge familiemedlemmer for at varetage pasningen af disse mv.

Et mindretal på 3 medlemmer (Anja Cordes, Birgitte Holmberg Pedersen og Erik Schou Kofod) finder det påkrævet af hensyn til barnets bedste, at der indføres en varslingsbestemmelse i forbindelse med en af forældrenes flytning.

Det foreslås derfor, at den forælder, der vil flytte, skal informere den anden om indenlands flytning med mindst 1½ måneds varsel. Det påhviler den forælder, der flytter, at dokumentere, at varslingsfristen er overholdt.

Varslingsfristen har til formål at sikre en mulighed for i god tid at kunne indgå nye aftaler om bopæl og samvær og indrette sig i overensstemmelse hermed. Den har samtidig til formål at give den forælder, der ikke flytter, en mulighed for at anmode statsforvaltningen om en afgørelse, herunder evt. en midlertidig afgørelse, om barnets bopæl, eller om samvær, hvis det ud fra en samlet vurdering må antages, at en flytning ikke er til barnets bedste.

Overflytning af barnets bopæl til samværsforælderen forventes særligt at kunne blive aktuel, hvor forældrene indtil da har boet tæt på hinanden, og der samtidigt har været et udvidet samvær.

Det er uden betydning for varslingsbestemmelsen, om der er fælles forældremyndighed eller ej.

Selv om en tilsidesættelse af varslingspligten ikke har nogen umiddelbar retsvirkning, kan en sådan handlemåde vise en manglende respekt for barnets fortsatte kontakt med den anden forælder. Dette kan tillægges vægt ved en eventuel efterfølgende sag om overførsel af barnets bopæl eller forældremyndighed.”

Umiddelbart sidder jeg et år efter lovens ikrafttræden med en oplevelse af, at flertallets bekymringer – og mindretallets bagtanker har levet fuldt op til virkeligheden.

Udvalgets indstilling blev herefter på side 161 i betænkningen:

”Udvalget foreslår, at det direkte i loven fastslås, at væsentlige beslutninger om barnets liv kræver enighed mellem forældre, der har fælles forældremyndighed. Samtidig foreslås dog, at bopælsforælderen alene kan bestemme, hvor i landet barnet skal have bopæl.”

Det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

Da lovforslaget blev fremsat, blev det fremsat i overensstemmelse med mindretallets indstilling.

Af lovforslagets punkt 3.5.3 fremgår ministeriets overvejelser, der i al væsentlighed er en afskrift af mindretallets betragtninger:

”Ministeriet finder derfor i lighed med mindretallet, at der bør gælde en generel varslingsregel, hvorefter en forælder, der ønsker at ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom inden 6 uger før flytningen.

Hensigten med bestemmelsen vil navnlig være at få forældrene til i god tid inden en flytning at orientere hinanden om flytteplaner og på den måde få bragt spørgsmålet om, hvordan barnet efter en flytning bevarer kontakten til begge forældre frem til en drøftelse.

I de tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, og bopælsforælderen ønsker at flytte barnets bopæl til et andet sted her i landet, risikerer barnets kontakt til den anden forælder at blive svækket. Der henvises til mindretallets overvejelser vedrørende en varslingsbestemmelse, jf. pkt. 3.5.2. Indførelse af en varslingsbestemmelse giver den anden forælder mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen og bede om at få foretaget en ny vurdering af, hvor barnet skal have bopæl, når forælderen har fået kendskab til flytteplanerne. Herved opnås også, at forældrene under sagens behandling i statsforvaltningen kan modtage børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling mv., som kan være med til at løse op for konflikten. Forælderen kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at træffe en midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal bo, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

Ministeriet er opmærksom på, at det ikke er muligt eller giver mening at sanktionere en manglende overholdelse af varslingsreglen, men er dog samtidig af den opfattelse, at en manglende opfyldelse heraf vil kunne indgå som et moment blandt flere, hvis retten skal vurdere, om barnets bopæl skal forblive hos den nuværende bopælsforælder, eller om den skal overføres til den anden forælder. Det påhviler den forælder, der flytter, at godtgøre, at varslingsfristen er overholdt.”

Lovens mange gode intentioner fremhæves i ovenstående overvejelser. Ministeriet har imidlertid for alvor sat kikkerten for det blinde øje, idet man er totalt blind overfor den tid, det tager at ”snakke sig til rette”, som man så gerne vil.

Ministeriet fastholder i bemærkningerne til de enkelte lovbestemmelser forestillingen ombopælsforælderens kompetence. Således anføres til § 3, stk. 2:

”Efter 2. pkt., kan bopælsforælderen træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv på egen hånd. Bopælsforælderen kan desuden bestemme, hvor i landet barnets bopæl skal være”.

Umiddelbart herefter indsættes et ”kompetenceskema”, der går igen senere i forskellige publikationer. Skemaet ser sådan ud med følgeteksten fra lovforslaget:

”Til illustration af hvilke beslutninger, der er forbundet med henholdsvis forældremyndighed, bopæl og samvær, er indsat nedenstående skema. Der er ikke tale om en udtømmende opregning, men en illustration af afgrænsningen i forhold til forskellige typer af afgørelser.”

Forældremyndighedsindehaverne sammen

Bopælsforælderen

Samværsforælderen

Værgemål

Væsentlig medicinsk behandling og væsentlige indgreb

Skolevalg

Skolefritidsordning

Risikobetonet fritidsaktivitet

Flytning udenlands, herunder flytning til Grønland og Færøerne

Navnevalg

Religiøse forhold

Ægteskab

Pas

Direkte daglig omsorg

Daginstitution

Fritidsaktiviteter

Flytning indenlands

Afgørelser, der relaterer sig til samvær – direkte omsorg

Fritidsaktiviteter

§ 17 indeholder bestemmelsen om rettens mulighed for at træffe afgørelse om bopæl. Fra bemærkningerne fremhæves her følgende, idet det lige bør nævnes, at bestemmelsen trods alt kun gælder i de situationer, hvor der er fælles forældremyndighed, men det er jo tænkt at være stort set i alle situationer:

”Afgørelsen om barnets bopæl skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Afgørelsen afhænger således af en konkret og individuel vurdering af barnets forhold og de øvrige momenter i sagen. Der kan bl.a. lægges vægt på barnets tilknytning til forældrene, forældrenes personlige egenskaber og på hvordan barnet vil reagere ved eventuelt at skulle skifte institution, skole mv. som følge af en flytning.”

Et lille stykke længere nede i bemærkningerne til § 17 nævnes:

”Efter bestemmelsens stk. 2 kan en bopælsafgørelse ændres særskilt. Ændringer i barnet eller forældrenes forhold kan føre til, at den ene af forældrene ønsker barnets bopæl ændret.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis bopælsforælderen ønsker at flytte med barnet indenlands eller til udlandet. Retten må i den forbindelse træffe en ny afgørelse om, hvor barnets bopæl skal være.”

I § 18 har vi varslingsbestemmelsen. Også den er der selvfølgelig knyttet bemærkninger til i loven. Jeg har forsøgt at plukke de relevante citater omkring netop flytteproblematikken ud fra bemærkningerne, hvorfor jeg nedenfor ikke citerer i helhed men med afbrydelser – men med alle betragtninger, der vedrører netop flytteproblemet – og med mine fremhævelser:

”Bestemmelsen indfører en varslingspligt for alle forældre, der vil ændre sin eller barnets bopæl her i landet eller i udlandet. …….Hensigten med bestemmelsen er at motivere forældrene til at orientere hinanden om flytning indenlands eller til udlandet i god tid inden flytningen finder sted, således at forældrene kan drøfte, hvordan kontakten til barnet opretholdes trods en flytning. Med bestemmelsen understreges begge forældres ansvar for, at barnet bevarer kontakten til begge forældre.

…..

Bestemmelsen giver den anden forælder mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen og bede om at få foretaget en vurdering af, hvor barnet skal have bopæl.

Herved opnås også, at forældrene under sagens behandling i statsforvaltningen kan modtage børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling mv., som kan være med til at løse op for konflikten. Forælderen kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at træffe en midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal bo, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

En manglende opfyldelse af varslingspligten vil kunne indgå som et moment blandt flere, hvis retten skal vurdere, om barnets bopæl skal forblive hos den nuværende bopælsforælder, eller om den skal flyttes til den anden forælder. Det påhviler den forælder, der flytter, at godtgøre, at varslingsfristen er overholdt.

….

Pligten til at varsle den anden forælder gælder også for en forælder, der har forældremyndigheden alene. Hensigten med bestemmelsen er, at den anden forælder, der har samvær med barnet, har mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen med anmodning om at få forældremyndigheden over barnet og om at få en afgørelse om, hvor barnet skal bo. Den pågældende forælder kan anmode om, at der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden og om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 25.

Varslingspligten gælder også for en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, og som ønsker at flytte sin bopæl til et andet sted i landet eller til udlandet. Dette giver indehaveren af forældremyndigheden lejlighed til at bringe spørgsmålet om samvær op over for samværsforælderen eller statsforvaltningen, såfremt den eksisterende samværsaftale eller afgørelse ikke længere vil kunne fungere hensigtsmæssigt på grund af f.eks. stor geografisk afstand.”

”Oversættelse af bemærkningerne til loven”.

Den mest venlige oversættelse og tolkning, som jeg kan give af bemærkningerne og tankerne bag loven er, at bopælsforælderen nok skal bestemme, hvor barnet skal bo, men det skal først kunne ske så længe efter flytteplanernes fremkomst, at hovedreglen bliver staffage. Vi skal have skræmt forældrene så meget, at de lader være med at flytte. Flertallets velovervejede tanker og bekymringer om, at en bopælsforælder f. eks. ikke vil kunne takke ja til ønskejobbet med kort varsel, negligeres fuldstændig. Det er i øvrigt absolut ikke ”yderste konsekvens men barsk virkelighed”.

Gemt – og glemt – i alle disse betragtninger synes lovens altovervejende overskrift ”hvad der er bedst for barnet” fuldstændig at være. Det vender jeg tilbage til.

Midlertidige afgørelser.

Forældreansvarslovens bestemmelse om midlertidige afgørelser findes i § 26, hvis stk. 1 lyder således:

”Under en sag om forældremyndighed kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl. Under en sag om barnets bopæl kan det efter anmodning bestemmes, hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl.”

Bemærkningerne til bestemmelsen er få og ikke særligt konkrete. Efter den tidligere lov var det både efter teori og praksis sådan, at der skulle udvises tilbageholdenhed med anvendelse af midlertidige afgørelser. Bemærkningerne til § 25 anfører bl. a.:

”Når der skal træffes afgørelse efter lovforslagets § 25 (der blev § 26 i den færdige lov), må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Hvad der er bedst for barnet, når der træffes afgørelse efter lovforslagets § 25 (26), må derfor ses i et kortere perspektiv.

….

Grundlaget for en midlertidig afgørelse om barnets bopæl vil oftest være mindre fuldstændigt end for den senere endelige afgørelse, som træffes af retten.”

Forestillingen fra ministeriets side i bemærkningerne synes at være, at den endelige, grundige sagsbehandling og afgørelse træffes relativt hurtigt. Sådan er det ikke. Sådan kan den realistiske lovgiver ikke have forestillet sig det, når man husker, at tanken er, at forældrene skal ”snakke sig til rette” via rådgivning eller konfliktmægling.

Vejledning nr. 9859 af 6/9 2007 om forældremyndighed og barnets bopæl.

Vejledningen er i det store og hele en sammenskrivning af lovtekst og bemærkninger. Om midlertidige afgørelser anføres dette under pkt. 5:

”En midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller om barnets bopæl skal – som ved alle afgørelser efter loven – træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet under sagen, jf. § 4. Statsforvaltningen skal således sørge for, at barnets perspektiv bliver belyst, før der træffes en midlertidig afgørelse. Ved midlertidige afgørelser om forældremyndighed eller om barnets bopæl må statsforvaltningen dog tage hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Statsforvaltningen må derfor ved midlertidige afgørelser vurdere, hvad der er bedst for barnet, ud fra et kortere perspektiv end, hvis der var tale om en endelig afgørelse om forældremyndighed eller om barnets bopæl.”

Behandlingen i retsudvalget.

Behandlingen af loven i Folketinget omfatter principielt hele det materiale, som jeg har citeret fra i det foregående. Det vil nok være naivt at forestille sig, at det enkelte folketingsmedlem sætter sig ind i hele materialet. Udvalgsbetænkningerne er derfor et godt billede på, hvad det reelt er, som Folketinget har forholdt sig til ”politisk”. Fra betænkningen * citeres følgende:

”Med forslaget sikres det endvidere, at det tydeligt fremgår af loven, at barnet altid skal være i centrum, og at alle afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, træffes efter, hvad der er bedst for barnet, og barnets perspektiv skal belyses i alle sager. Barnet må ikke blive eller føle sig ansvarlig for myndighedens afgørelser.

……

For at mindske konflikterne omkring barnet under udøvelsen af den fælles forældremyndighed foreslås det, at bopælsforælderen selv kan tage beslutninger om overordnede forhold i barnets dagligdag, ligesom bopælsforælderen kan bestemme barnets bopæl her i landet (§ 3).

….

Med forældreansvarsloven indføres der en ny bestemmelse, hvorefter forældre, der flytter indenlands eller udenlands, senest 6 uger inden flytningen skal give den anden forælder besked om flytningen (§ 18). Bestemmelsen gælder for alle forældre, dvs. også for en samværsforælder uden del i forældremyndigheden.

Hensigten er, at den forælder, der ikke flytter, får lejlighed til at bringe spørgsmål vedrørende barnets fremtidige bopæl, forældremyndigheden over barnet eller hensigtsmæssigheden af en eksisterende samværsordning op til en drøftelse, så der kan ske en vurdering af, om flytningen er i barnets interesse.

Bestemmelsen er ikke sanktioneret. Der kan f.eks. ikke idømmes bøder for manglende overholdelse af varslingen. En manglende varsling kan dog indgå som et moment, hvis retten skal vurdere, om barnet fortsat skal have bopæl hos en forælder, der er flyttet med barnet, eller om barnet skal bo hos den anden forælder.

Hvis der er uenighed om forældremyndigheden følger det af gældende ret, der videreføres i forældreansvarsloven, at der i sådanne tilfælde skal være samtykke fra begge indehavere af forældremyndigheden til, at barnet forlader landet, eller til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte (lovforslagets § 3, stk. 2).”

Som et uhyggeligt kuriosum citeres følgende fra betænkningen om sagsbehandlingen.

”Udvalget er opmærksomt på, at omlægningen fra 15 statsamter til 5 regionale statsforvaltninger pr. 1. januar 2007 indebærer meget betydelige ændringer af lokalemæssig, organisatorisk og systemmæssig karakter for de ca. 700 årsværk, som er overført til statsforvaltningerne fra statsamterne og amtskommunerne, og at dette i en periode har påvirket og vil påvirke sagsbehandlingstiderne i opadgående retning, indtil alle flytninger er overstået i løbet af foråret 2007. Udvalget er tilfreds med, at statsforvaltningerne har taget en række initiativer, så publikumsbetjening og sagsbehandling kommer stadig nærmere stabil drift, og at det er forventningen, at efterslæbet i sagsbehandlingen ikke skønnes at få alvorligere konsekvenser for sagsbehandlingstiderne.”

Jeg ved, at Familiestyrelsen og statsforvaltningerne på evalueringsmøde om loven efter ca. et år har bildt ministeren og politikerne ind, at alt går vel. Ingen vil kunne få professionelle, der beskæftiger sig med familieret til at tiltræde et sådant postulat. Det er blot lodret usandt!

Bedst for barnet.

Noget af det mest vanskelige i forbindelse med behandling af forældreansvarsloven er besvarelse af det spørgsmål, der er det mest centrale – i al fald på overfladen. Hvad er bedst for barnet?

”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.” Det er hele indholdet af § 4.

Lovforslaget siger i pkt. 1.2 herom bl. a.:

”Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Kriteriet tager udgangspunkt i artikel 3 i FN´s Børnekonvention og må til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero på en individuel vurdering af netop dette barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig rådgivning. Ved at fremhæve dette princip direkte i loven imødegås også den kritik, der er fremkommet fra FN´s Børnekomitee for Barnets rettigheder, hvorfra der har været peget på, at det generelle princip om barnets tarv i Børnekonventionens artikel 3 ikke er anvendt fuldt ud og loyalt indarbejdet i Danmarks politikker og ordninger.”

”Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv.”

Sandheden er, at der ikke er megen – om nogen – hjælp at hente i forarbejderne til, hvad der i virkeligheden er ”bedst for barnet”.

Det er da også grunden til, at vi i næsten hver eneste sag hører ”bedst for barnet” brugt som argument for begge mulige resultater af sagen.

Det er tilsyneladende bedst for barnet – altid – at have kontakt med begge forældre. Altså: der skal være samvær næsten for enhver pris.

Lige så tilsyneladende er det – altid – bedst for barnet, at det bliver der, hvor det har været hidtil geografisk. I al fald i den ene parts perspektiv.

Prøv engang at smage på vendingen ”bedst for barnet”. Det kan virkelig næsten altid vendes, så det ”lyder rigtigt”.

Man er derfor nødt til altid at holde fokus på det konkrete barns situation.

Jeg ser som det alvorlige i hele flyttespørgsmålet, at man netop ikke holder det fokus.

Udvalgets flertal havde efter min opfattelse fat i det centrale, da man netop fravalgte varslingsreglen og tilvalgte bopælsforælderens indenlandske flytteret.

I indledningen af denne lange artikel nævnte jeg nogle standardsituationer i vores moderne samfund. Jobskifte, flytning efter netværk eller nye kærester.

I begejstringen for den kønsmæssige ligestilling sporer jeg en tendens til at glemme børnene og børnenes virkelige situation.

De følgende betragtninger er mine personlige overvejelser, der således ikke har anden baggrund end netop overvejelser. Jeg er kun advokat, kun jurist og dertil kun et almindeligt menneske. Erfaringsgrundlaget for mit vedkommende er helt neutral. Der er ingen ”skilsmissebørn” i eget eller mine børns liv, og jeg repræsenterer som advokat selvfølgelig både forældre, der gerne vil flytte – og forældre, som synes, at det er katastrofalt, hvis børnene flytter bare fra Roskilde til Tune, der er en afstand på omkring 10 km.

Kort og godt: jeg har ingen personlige kartofler, der skal hyppes.

Er børnene ”til for de voksne” – eller er det omvendt?

Når jeg tænker på børn, tænker jeg på den måde, at børnene skal være børn på børnenes præmisser. Dybt forenklet sagt skal de voksne sørge for, at børnene har det godt, får noget at spise og har nogen at gå til, når der i legen går hul på knæet.

Jo – de voksne skal også være forbilleder. Rollemodeller. De skal læse lektier med børnene og i ny og næ lege med børnene. De skal køre til og fra sport og så videre.

Sådan tror jeg, at de fleste ”parforholdsbørn” lever deres liv.

Skilsmissebørns lod i livet er at være ”underholdere” for de voksne.

Det er de voksnes behov, at børnene skal være meget hos begge forældre. Det er også de voksnes behov, at børnenes primære legekammerater udover de voksne selv er de papsøskende, som i rigelige mængder og flere lag tilføjes børnene.

Begrebet ”den primære omsorgsperson” bruges også i flæng. Det nedtones typisk. Det er som om, ingen forældre må være primær omsorgsperson. Eller at begge forældre absolut skal være det.

Som mand kan man måske tillade sig at sige, at det virker som om der er himmelvid forskel på den virkelighed, som er under samlivet  på den ene side over for den fremstillede idylliserede beskrivelse om tiden under samlivet – og virkeligheden bagefter på den anden side.

Det er min fornemmelse, at begge forældre er langt mere aktive også om børnene generelt sagt i dag end for 20-25 år siden. Men alle undersøgelser synes at vise, at det fortsat er kvinden, der er familiens ”familiemæssige omdrejningspunkt”. Biologien og den iboende evolutionære instinktive udvikling fortrænges ikke så let af en intellektuel viden om, at det vil være politisk korrekt at praktisere total ligestilling.

Mange fædre opdager deres svigt, når mor’en proklamerer parforholdets opløsning. Mange børn oplever netop ved samlivsbruddet fars pludselige tilstedeværelse, der umiddelbart opleves som kærkomment for barnet.

I den generaliserende virkelighed er der som hovedregel en af forældrene, som objektivt set er og har været den primære omsorgsperson. Opgaven er at afdække, hvem det så er eller var.

Ved bruddet er det åbenbart lige nu politisk korrekt, at forældrene skal bo i kikke og cykelafstand fra hinanden, så børnene kan blive i det hidtidige miljø.

Man glemmer i alt dette overordentlig let børns ufattelig store tilpasningsevne. Er det ikke børn og hunde, der bringer voksne sammen på gader, stræder og campingpladser? Voksne taler da ikke til fremmede. Men gennem børn og hunde går det.

Børn ved som andre mennesker, hvad de har men ikke hvad de får. Derfor vil børn gerne, at deres krigeriske forældre bliver sammen på trods af deres empiriske viden om konfliktniveauet. Derfor vil børn ikke skifte skole eller flytte.

Spørges det enkelte barn, vil de ”bo lige meget hos begge forældre”. De vil ”blive i samme skole”, ”bevare de samme kammerater, som jo allerede i 4-års-alderen opfattes som venner for livet.”.

Men er det nu til det konkrete barns bedste?

Eller er det i virkeligheden mere til barnets bedste, at forældrene også efter bruddet får det bedste liv for sig selv – og måske derfor for barnet. Er det bedst, at en mor, som måtte være opvokset i Aarhus og er flyttet til Sjælland i en periode under parforholdet, får mulighed for at flytte tilbage til Aarhus – selv om det kan koste kvantitativt på barnets kontakt med begge forældre. Jo – mor kan flytte – men skal barnet så blive tilbage, fordi det hidtil er ”opvokset der”.

Tit hører man om kammeraterne fra børnehaven, som barnet har knyttet sig til. Virkeligheden er jo stort set aldrig, at børnehavebørnene ender på samme skole endsige i samme klasse.

Samlet synes jeg ikke, at refleksioner af ovenstående art, indtager en tilstrækkelig relevant rolle i disse sager.

Det er sjældent barnets bedste, som får højeste prioritet.

Ligestillingen fylder alt for meget.

Ingen lovmæssige forandringer i 2012-ændringerne.

Det må konstateres, at lovændringerne i 2012 ikke har indebåret nogen ændringer vedrørende denne artikels problemstillinger.

Praksis – hvordan er det egentlig gået.

Denne artikel har rumsteret i mit hovede i mange måneder og særligt i forlængelse af skoleartiklen. Jeg har et pænt stort netværk i familieretskredse. Til det netværk sendte jeg i 2008 en mail med følgende indhold:

Jeg synes, at flytteproblematikken er ret kompliceret efter forældreansvarsloven.

I den korte version sporer jeg følgende:

1)      Hvis der varsles flytning (af hidtidige bopælsforælder) over selv ret små afstande, protesterer den anden automatisk

2)       Midlertidig bopælsafgørelser

a.      Statsforvaltningen Hovedstaden har næsten en automatpilot, hvorefter man giver den anden midlertidig bopæl

b.      Statsforvaltningen Sjælland har næsten den modsatte automatpilot – altså forælderen kan flytte med barnet

c.      De andre statsforvaltninger???

3)      den endelige afgørelse trækker ud – og hvad så? (Jeg har set afgørelser i begge retninger).

4)       Der varsles ikke – men flyttes overnight og lynhurtig institutions- og skoleindmeldelse – BELØNNES (den gamle sang med tilgivelse er bedre end tilladelse).

Konsekvens: Man skal handle ”svinsk” og i modstrid med lovens ånd, hvis man vil have det, som man gerne vil. Det irriterer mig at være tvunget til at rådgive svinsk.

Svarene har været sporadiske. En tilbagemelding er indtrykket af, at Familiestyrelsen (nu Ankestyrelsen) også synes at mene, at flytning skal udløse midlertidig afgørelse til den anden. Andre bekræftede hovedindtrykket uden at sende konkrete afgørelser.

Generelt hersker der udbredt frustration over håndteringen af loven.

I det følgende vil jeg prøve at gengive nogle af de

jeg er stødt på flytteproblemet i det forfængelige håb, at problemet står nogenlunde klart også fra den virkelige verden. Jeg vil endvidere gennemgå de trykte afgørelser, hvor flytteproblemet er centralt. De beskrives i den form, de har på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside under afgørelser og altså med mine kommentarer, som de fremstår under afgørelserne. Jeg vil bestræbe mig på at få samtlige trykte afgørelser med. De utrykte bliver uvægerligt mere sporadiske, da jeg er afhængig af, at kolleger og forældre sender afgørelserne til mig:

Sager, hvor bopælsforælderen kunne flytte:

Frederiksberg rets dom af 7. december 2007.

Den første sag er særlig derved, at den midlertidige afgørelse blev truffet af Statsforvaltningen Hovedstaden den 15. august 2007 og således med hjemmel i den gamle lov.

Problemstillingen var, at parterne havde boet sammen i en lejlighed på Nørrebro, indtil de gik fra hinanden i april 2007. Efter samlivsophævelsen flyttede F hjem til sin mor i en kortere periode. M blev boende i lejligheden på Nørrebro. Efter nogle måneder flyttede F i en lille 1½ værelses lejligehed på Nørrebro. M fandt en kæreste, som hun købte hus med på Lolland. M var handelsuddannet og F ingeniør.

De havde en deleordning i en periode men gik senere over til en 8-6 ordning med bopæl hos M. Det var klart for begge, at de ville flytte fra Nørrebro. Spørgsmålet var egentlig, hvor de i givet fald hver især skulle flytte hen – og om de kunne arrangere sig, så de boede tæt på hinanden.

Statsforvaltningen Hovedstaden traf den 22. august 2007 afgørelse om, at F fik midlertidig forældremyndighed. Afgørelsen var faktisk ubegrundet men henviste til lov om forældremyndighed og samvær § 22.

Retten på Frederiksberg traf den 7. december 2007 aføgrelse om, at forældremyndigheden over de to drenge på 5 og 7 år skulle bo hos M under fælles forældremyndighed. Rettens begrundelse:

”Dommeren har, navnlig som følge af børnenes alder, ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode forældrene om, at børnene indkaldes til samtale med dommeren, jfr. forældreansvarslovens § 34, stk. 2.

Begge parter findes efter de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer i retten, lige egnede til at have forældremyndigheden over børnene.

Retten finder ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, idet der ikke foreligger tungtvejende grunde hertil.

Retten lægger ved afgørelsen om bopælsspørgsmålet vægt på børnenes alder, sammenholdt med, at M efter oplyste må antages at have været børnenes primære omsorgsperson under deres hidtidige opvækst, idet børnene har haft bopæl hos M på hendes daværende adresse (på Nørrebro), indtil statsforvaltningen traf sin afgørelse af 15. august 2007.

Herefter, og i øvrigt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om parternes nuværende bopæle, finder retten det bedst for børnene, at de med virkning fra 7. januar 2008 skal have bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1.”

Afgørelsen blev ikke anket til landsretten. Jeg repræsenterede M og er ”derfor” vældig tilfreds med afgørelsen. Sagen blev behandlet inden domstolsreformen slog igennem og derfor på mindre end 4 måneder fra statsforvaltningens afgørelse. Det retoriske spørgsmål er, om det (rigtige) resultat ville være blevet det samme, hvis sagen var trukket ud, som det sker i dag.

Den følgende afgørelse har jeg fået fra en kollega, og den er lagt på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside i den nedenstående form med min kommentar til afgørelsen.

 

M fortsat bopælsforælder for 7-årig D efter flytning fra Kr. Såby til Ballerup, utrykt ØLD af 29/9-2008.

Forældrene gik fra hinanden i november 2005. Efter bruddet blev M boende i Kr. Såby, mens F flyttede til Hvalsø, der ligger ganske tæt på. M arbejder i Brøndby.

Der var en oprindelig samværsordning hver anden weekend og hver onsdag. Fra november 2007 blev samværet udvidet fra onsdag til mandag i ulige uger og om onsdagen i lige uger.

Efter samlivsophævelsen flyttede først M og derefter F til Hvalsø. Mens M boede begge parter boede i Hvalsø, var D i institution i Hvalsø 10 timer om dagen. Ved flytning til Ballerup forkortes institutionstiden til 8 timer om dagen.

M var flyttet til Ballerup ultimo april 2008.

Byrettens begrundelse (dom af 8. maj 2008).

Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at begge forældre er yderst velegnede til at få retten til at have D boende hos sig, og at parterne indtil nu har været i stand til selv at afgøre, hvad der har været bedst for D.

Da parterne ikke længere har kunnet blive enige om en aftale, skal retten træffe afgørelse i sagen i medfør af forældreansvarslovens § 17. Når retten skal træffe en afgørelse, skal retten efter forældreansvarslovens § 4 træffe afgørelsen efter, hvad der er bedst for barnet. Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund, at parterne siden samlivsophævelsen har valgt at bo tæt på Ds børnehave af hensyn til D, og at sagsøgeren (M) nu har ønsket at flytte, således at det vil være nødvendigt for D, at han bliver tilmeldt en skole på det sted, hvor sagsøgeren nu bor, hvis hun beholder retten til at have D boende. Idet D kan beholde sin nuværende institutionsplads og fortsætte i den nærliggende skole, hvis sagsøgte får retten til at have D boende, tillægges sagsøgte (F) retten til at have ham boende.

Landsrettens begrundelse:

D har siden samlivsophævelsen i slutningen af 2005 haft bopæl hos M. Det må lægges til grund, at han efter flytningen med moderen til Ballerup er velfungerende i de nye omgivelser, herunder i skolen og fritidsordningen. Landsretten finder herefter, at D fortsat skal have bopæl hos M.

Kommentar:

Endnu en illustration af, at der generelt lægges op til en ”genindførelse-af-stavnsbåndet-filosofi”, som byretsdommeren hoppede direkte på. Tendensen synes at være, at skilsmisseforældre ”koste hvad det koste vil” skal bo klods op af hinanden. Flytning er blevet næsten det samme som en automatisk sikkerhed for en sag om forældremyndighed eller bopæl.

Et barn kan da umuligt flyttes.

Heroverfor står sagen som endnu et eksempel på konsekvenserne af det langsommelige sagsbehandlingssystem. Vi kan med sikkerhed se af forløbet, at der er varslet rettidigt. Måske endda i særdeles god tid, fordi dommen afsiges i byretten næsten samtidig med den faktiske flytning.

Fra den advokat, der førte sagen for M ved jeg, at F hverken forsøgte sig med en påstand om midlertidig forældremyndighed i statsforvaltningen eller senere i byretten. Ligeledes forsøgte F ikke at nedlægge påstand om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

Landsrettens præmisser synes i det mindste at sige, at det har haft betydning for bedømmelsen, at barnet faktisk er flyttet  med M og har boet i Ballerup nogle måneder, da landsretsdommen afsiges.

Jeg kunne ønske mig en langt mere konsekvent og hurtig handling.

Principielt kan det efter min opfattelse ikke være rigtigt, at et barn ikke kan flyttes.

Det er derfor rigtigt og konsekvent at se på, hvordan barnets tilknytning hidtil har været og på, hvem der virkelig er primær omsorgsperson.

Flytning giver generelt meget store problemer netop på grund af den automatiske kamp, enhver flytning medfører – og på grund af den lange sagsbehandling. Meget direkte sagt er flytning en af de nye ”spændende” kamppladser, der er opstået med den nye forældreansvarslov. Der er meget i den lov – og i administreringen af den, der ikke tilgodeser børnenes bedste, selv om loven entydigt siger, at sådan skal det egentlig være.

En samværsforælders protest bør behandles hurtigt og effektivt. Men det lægger systemet ganske simpelt ikke op til. Mægling i alle variationer tager tid. Børnesagkyndig rådgivning det samme. Protesten bør behandles med et lynhurtigt møde i statsforvaltningen. Hvis ikke der kan opnås enighed under det, må der eventuelt træffes en midlertidig afgørelse – gerne i statsforvaltningen. Alternativet hertil er, at sagen ligeså lynhurtigt oversendes til retten, der så træffer en midlertidig afgørelse.

Sådan virker det ikke i det praktiske liv.

Den forælder, der gerne vil flytte, bringes i et frygteligt dilemma.

Også den følgende afgørelse gengives i den form, jeg har givet den på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Det er afgørelsen, som foranledigede mig til at skrive skoleartiklen. Men den har af gode grunde i virkeligheden også en bopælsproblematik indbygget.

 

M fik forældremyndigheden over D på 8 år, da der var uenighed om skolevalg i forbindelse med Ms flytning. D havde boet hos M siden samlivsophævelsen, hvor D var 2½ år, utrykt ØLD af 19. september 2008.

Sagen er mere en skole- end en flytteafgørelse men medtages dog her. Jeg henviser igen til skoleartiklen.

Sagen drejede sig om en dreng på knap 8 år. Han har boet sammen med moren, siden forældrene gik fra hinanden for nogle år siden. De har haft et rigtig fint samarbejde. Moren har boet i Valby, hvor drengen har gået i en privatskole, som forældrene har været enige om. Far har hidtil boet i Solrød men har købt hus i Vallensbæk med sin nye kæreste. Han arbejder i lufthavnen. Mor arbejder i Københavns Nordhavn – tæt på Østerbro.

Mor og hendes nye kæreste købte hus i Jyllinge og varslede flytning ”efter bogen”.

Far ville ikke acceptere, at drengen indmeldes i skole i Jyllinge.

F havde sammen med sin nuværende partner købt en ejendom i Vallensbæk. Da drengen er 8 år, er det indlysende, at det stort set ikke kan lade sig gøre at komme alene til og fra skolen i Valby. Med en smule kendskab til hovedstadens geografi, vil man være klar over, at transport for morens vedkommende vil blive forlænget med ca. 1½ time HVER vej, hvis hun fra Jyllinge skal omkring Valby for at aflevere/hente barn på vej til og fra arbejde. Omvendt er der i det praktiske intet ændret for farens vedkommende i de dagligdage, han skal hente og bringe til skole.

Byrettens begrundelse:

”Retten finder, at parterne har udøvet den fælles forældremyndighed over D uden problemer, og at der af hensyn til D skal tungtvejende grunde til, at den fælles forældremyndighed ikke skal fortsætte i fremtiden.

Retten finder endvidere, at uenighed om valget mellem en almindelig privatskole og en folkeskole ikke er et så væsentligt spørgsmål, at det nødvendiggør, at lovens absolutte udgangspunkt om fælles forældremyndighed skal fraviges.

Retten finder således, at valg af skole inden for normalområdet som i denne sag kan træffes alene af bopælsforælderen.

Da M findes at have været den primære omsorgsperson for D, er det bedst for D at få bopæl hos M.”

Sagen blev anket af F, fordi hans advokat mente, at retten ikke har kompetence til at afgøre skolespørgsmålet selvstændigt, (hvilket jeg er og var enig i formelt). Landsretten påpeger specifikt denne oplysning om Fs standpunkt.

Landsrettens begrundelse.

”Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarsloven, at valg af skole er en væsentlig beslutning vedrørende barnets forhold, som efter lovens § 3 kræver enighed mellem begge indehavere af den fælles forældremyndighed, og at domstolene ikke har mulighed for at træffe afgørelse om et sådant tvistspørgsmål.

Da parterne ikke har kunnet blive enige om valget af skole til trods for længerevarende bestræbelser på at opnå enighed og under hensyn til parternes samarbejdsvanskeligheder i tiden efter byretsdommen, findes der at foreligge sådanne tungtvejende grunde, at det skønnes bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. lovens § 11, 2. pkt.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger for landsretten, herunder om hver af parternes forhold til og hidtidige kontakt med D, som siden samlivsophævelsen for omkring 6 år siden har boet mest hos sin mor, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at forældremyndigheden over ham tillægges M alene, jfr. lovens § 11, 1. pkt.”

Kommentar:

Jeg førte sagen for M både i byret og landsret. Det giver mulighed for en subjektiv vurdering også af tidsforløbet. Sagen er journaliseret i begyndelsen af marts 2008. Da havde ”kampen” om bopæl og skole varet et stykke tid.

Statsforvaltningen nægtede at træffe midlertidig afgørelse. Det er mit indtryk, at de

t finde sine ben i en sag som denne. Efter min opfattelse bør man i sådan en sag i virkeligheden træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed til den hidtidige bopælsforælder – moren. Det vil i princippet passe med hovedreglen i forældreansvarslovens bopælsbestemmelse i §3. Midlertidige ordninger er indrettet på den måde, at de ophører, hvis ikke der er anlagt sag inden en bestemt frist, som fastsættes af statsforvaltningen.

Hvis altså faren i det konkrete tilfælde havde undladt at indbringe sagen for retten som forældremyndighessag, vil den fælles forældremyndighed have fortsat.

Realiteten ville så være, at drilleriet, som jeg opfatter det som, var stoppet, og at statsforvaltningen ganske vist reelt havde taget stilling til skolevalget. Men jo med en reel mulighed for, at faren kan tage “slagsmålet” reelt i retten.

Nu kom der til at gå noget over et halvt år med konflikten, der i øvrigt blev optrappet under sagen.

Jeg havde nedlagt påstand om overførelse af forældremyndigheden af de formelle grunde – men gjorde mig i landsretten til talsmand for, at byrettens dom set ud fra et praktisk synspunkt, var rigtig fornuftig. Det var nemlig min bedømmelse, at konflikterne dybest set alene havde rod i Fs irritation over Ms flytning og forsøget på at bruge skolen som kampplads om drengen.

Nu synes retsstillingen at være, at skolespørgsmålet – i modsætning til ordene i vejledningen – kan institutionere en sådan tungtvejende grund, at forældremyndigheden kan tillægges en af forældrene.

Jeg ser med denne dom en kraftig advarsel til den ikke-bopælsforælder, som forsøger at tage en ren skolekamp.

Det er vel egentlig godt nok.

Opgaven for os, der arbejder med sagerne, er herefter at medvirke til at forkorte processen. Se i øvrigt min artikel om skolevalg.

Hermed en trykt afgørelse gengivet i kort version fra Børn og Samværs hjemmeside.

 

Bedst for 1-årig D at blive hos M, der var flyttet fra Sjælland til Jylland. M kunne ikke antages at ville hindre samvær, TFA 2008/223 VLD

Byrettens begrundelse:

Indledningsvist bemærkes, at begge parter er i stand til at påtage sig det arbejde og ansvar, der er forbundet med, at D har sin faste bopæl hos den ene af dem.

D er godt 1 år gammel og har siden maj måned 2007 boet sammen med M. M og D bor i en god lejlighed, hvor D har sit eget værelse, og D er startet i dagpleje i C. Hvis D skal bo hos F, vil det indebære, at hun skal starte i en ny dagpleje, og at hendes dagligdag på ny vil gennemgå en stor ændring.

Efter forklaringerne under sagen lægger retten til grund, at parterne i en periode gensidigt har næret mistillid til hinanden og frygtet for at miste D, og at dette var baggrunden for, at M forlod det fælles hjem og afholdt F fra at se D i en periode frem til, statsforvaltningen traf afgørelse om samvær. Siden der blev truffet afgørelse om samvær, har M efterlevet afgørelsen, og hun er endvidere gået ind på en frivillig aftale om udvidelse af samværet, så D i dag ser sin far hver uge fra torsdag til lørdag. Retten finder derfor, at M har vist, at hun er villig til at samarbejde om D, så den nære kontakt mellem D og hendes far kan bevares.

Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at det vil være bedst for D, at hun har fast bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17.

Landsrettens begrundelse:

D er efter det oplyste velfungerende, glad og alderssvarende udviklet. Hun er godt 1 år og har hele sin levetid boet sammen med sin mor.

M har siden den første samværsafgørelse i juli 2007 medvirket positivt til samvær, og der er derfor og efter hendes forklaring om baggrunden for, at hun i tiden efter samlivsophævelsen ikke ville medvirke hertil, ikke grundlag for at antage, at hun fremover vil modvirke samværet.

Herefter, og efter indholdet af parternes oplysninger om D og om deres samspil med D, tiltrædes det, at det er bedst for D, at hun fortsat har bopæl hos sin mor.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Kommentar:

Sagen illustrerer det problem, der opstår i umiddelbar forbindelse med en samlivsophævelse, hvor en forælder ikke tør udlevere, før der ligger en afgørelse. Godt at landsretten ikke anser det for ”chikane”.

 

M tilkendt bopælsretten over 7-årig D, selv om M havde varslet flytning fra hovedstadsområdet til Aarhus, utrykt byretsdom, Retten i Glostrup, 3. november 2008

Sagen drejer sig alene i realiteten om spørgsmålet om, hvor i landet barnet skal bo og som tilknytning hertil, hvor barnet skal gå i skole.

D er syv år gammel. Forældrene blev separeret for to år siden, hvor de gik fra hinanden. D har boet hos M siden samlivsophævelsen.

M varslede flytning fra hovedstadsområdet til Aarhus, hvorfra hun stammer, og hvor hendes nye kæreste bor.

F har protesteret mod flytningen. Der har ikke været begæret midlertidig bopæl.

Byrettens begrundelse.

Det fremgår, at D er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre, og begge forældre findes egnet til at være boælsforælder.

Det kan lægges til grund, at der siden samlivsophævelsen for 2 år siden har været en 9-5 ordning, hvor D har boet 9 dage hos M og 5 dage hos F. Det fremgår af parternes forklaringer, at D trives, og det må lægges til grund, at sagen er foranlediget af, at M ønsker at flytte til Jylland. Efter parternes forklaringer, herunder om deres relationer til D, sammenholdt med samtalen med D, finder retten efter en samlet vurdering, at det er bedst for D, at han fortsat bor hos M. Det forhold, at M vil flytte til Jylland, kan – henset til parternes beskrivelse af D – ikke føre til et andet resultat.

8 årig D, der har boet hos M, flyttet med denne for 8. gang på 2 år – et halvt år efter forlig om bopæl, hvor M lovede ikke at flytte yderligere, skal midlertidigt bo hos M under sag, selv om hun er flyttet fra Roskilde til Nykøbing F med drengen, Familiestyrelsens afgørelse af 18. november 2008, utrykt

Parterne har i 2008 ført retssag om bopælen. Sagen blev i et retsmøde i byretten forligt med fortsat fælles forældremyndighed og bopæl hos moren, idet det udtrykkeligt blev aftalt, at moren ikke flyttede. Hun tog som et led i aftalen bopæl i X (samme by som F), og Di kom på Xr Skole.

Der forelå en børnesagkyndig vurdering baseret på samtale med D. I konklusionen skriver den børnesagkyndige bl. a. følgende:

”D udtrykker en samhørighedsfølelse og et stort ansvar for sin mor og navnlig for sin lillebror. Det virker som om, det især er dette, der driver ham i hans ønske om at være mere hos moren.

Derimod virker Ds karakteristik af faren som en person, der kan være uopmærksom og ”skrap”, mere som en holdning, der udspringer af et børneperspektiv.”

Endvidere anbefaler den børnesagkyndige en udvidet børnesagkyndig undersøgelse, hvori han anfører, at det ideelle ville være, hvis det kan aftales, at forældrene fastholder status quo, indtil resultatet af udtalelserne foreligger.

Moren har anmeldt skolegang på Nykøbing Falster helt uden kontakt med faren, skønt der er fælles forældremyndighed.

Statsforvaltningens begrundelse – der jo altid er stilet til modtageren, her F (dateret19. september 2008).

Det fremgår af sagen, at der er fælles forældremyndighed, og at D har haft bopæl hos M. De og M har aftalt en deleordning, hvor D har været på samvær hos Dem.

Det er oplyst, at M er flyttet mange gange, og nu er hun og D flyttet til Nykøbing F. D er muligvis indmeldt i skole dernede.

Det fremgår endvidere af sagen, at der ikke er enighed mellem Dem og M om, at D skal skifte skole.

Efter §34 i  forældreansvarsloven skal barnet inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk.

Barnets perspektiv er i denne sag belyst ved, at at der er foretaget en mindre børnesagkyndig undersøgelse.

De og M har deltaget i vejledningsmøder den * og den *.

Statsforvaltningen skønner, at der ikke er oplyst om forhold, som af hensyn til barnet kan begrunde, at retten til at have D boende, midlertidigt skal tillægges Dem under behandlingen af bopælssagen.

Fmiliestyrelsens begrundelse den 18. november:

“Vi ændrer ikke statsforvaltningens afgørelse.

Vi har truffet afgørelsen på baggrund af de oplysninger, der lå til grund for statsforvaltningens afgørelse.

Det fremgår af sagen, at der er gennemført en mindre ørnesagkyndig undersøgelse. Af psykolog As anbefalinger i rapporten fremgår blandt andet:

D fungerer tilsyneladende godt med begge sine forældre, og han har etableret rutiner for livet i begge sine hjem. På denbaggrund ville jeg mene, at den mindst ringe løsning for ham ideelt set ville have været et weekendsamvær med tilhørende hverdagssamvær, f. eks. i form af en 5-9-ordning. Dette lader sig imidlertid ikke gøre.

……

Ds udtalelser vejer tungt, også selvom man i nogen grad kan sætte tvivl ved grundlaget for dem. Det vil på baggrund af udtalelserne være meget svært at forestille sig, at han skulle bo hos sin far i 11 dage ud af 14.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at M på et møde i statsforvaltningen den 6. august oplyste, at hun planlagde at flytte til Nykøbing F snarest muligt.

Vi mener ikke, at der i sagen er oplyst om forhold, der i fuldt tilstrækkeligt omfang kan begrunde en ændring af statsforvaltningens skønsmæssige afgørelse om ikke at tillægge dig Ds bopæl midlertidigt.

Vi mener derfor ikke, at det kan lægges til grund, at det ville være bedre for D, hvis hans midlertidige bopæl blev tillagt dig.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på psykolog As rapport fra den børnesagkyndige undersøgelse. Vi har i øvrigt lagt vægt på, at det er tvivlsomt, i hvilket omfang D vil være overladt til andre, hvis han fik bopæls hos dig, at M den 6. august 2008 oplyste, at hun agtede at flytte til Nykøbing F, og at D er flyttet med M til Nykøbing F.

Kommentar:

Afgørelsen er en smule mere konkret end de fleste midlertidige afgørelser.

Den illustrerer alligevel min erfaring, efter hvilken Statsforvaltningen Hovedstaden med Familiestyrelsens velsignelse træffer automatafgørelser om midlertidig bopæl hos den, der ikke flytter, mens andre statsforvaltninger ikke gør det.

Jeg hæfter mig ved, at M ikke var flyttet på tidspunktet for statsforvaltningens afgørelse.

Sagen er nu berammet til retsmøde i Nykøbing engang i februar 2009.

Jeg er generelt bekymret for udviklingen. Hvis vi sammen – og her mener jeg Statsforvaltninger, Familiestyrelsen og rådgivende advokater – overhovedet skal have en chance for at få forældreansvarslovens intentioner til at fungere, er det afgørende vigtigt, at der etableres en praksis, der er i overensstemmelse med ånden i loven.

Det ville konkret  have været ansvarligt at tage alvorligt, at der har været en forældremyndighedssag, der har handlet om flytninger, og at der blev indgået en aftale i foråret 2008 om, at mor ikke længere skulle flytte. Endvidere undrer det mig, at man ikke tillægger Ms adfærd i strid med den børnesagkyndiges råd om status quo betydning.

 

M, der skulle flytte til USA i 2 år, beholdt forældremyndigheden over 7-årig P, TFA 2009/516 ØLD EF

Byrettens begrundelse.

Parterne ophævede samlivet i september 2006 og aftalte i maj 2007, at M alene skulle have forældremyndigheden over A.

På baggrund af parternes forklaring og indtrykket fra samtalen med A må det endvidere lægges til grund, at M hele tiden har været og fortsat er A’s primære omsorgsperson, som hun er meget knyttet til og føler sig mest tryg ved. A er endvidere nært og mest knyttet til sin halvbror B.

M har ønske om for en et- eller to-årig periode midlertidigt at bosætte sig i USA sammen med A, B og sin nuværende ægtefælle.

Der er ikke grundlag for at antage, at A ikke vil kunne trives med udfordringer i et andet land, og der findes ved afgørelsen i sagen heller ikke at burde lægges afgørende vægt på de omstændigheder, at hun skal flyttes fra sit vante miljø, eller at hun skal være væk fra Danmark i en længere periode. Det er ved denne vurdering tillagt betydning, at parterne og A hele deres liv har rejst meget. Der er endvidere lagt vægt på, og at A ikke efter parternes forklaringer og udtalelserne fra skole og SFO er særlig knyttet til disse steder eller sine kammerater, og at hun fremstår med gode kompetencer for at knytte relationer.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af hendes og parternes forhold og under indtryk af det, som A gav udtryk for under samtalen, findes det bedst for hende, at hun har bopæl hos sin mor, også selv om bopælen midlertidigt er i USA.

Under hensyn til de problemer, en fælles forældremyndighed kan give for mulighederne for at træffe de væsentlige og nødvendige beslutninger om A’s forhold under et sådant ophold, findes det endvidere bedst for A, at der ikke – i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt – etableres fælles forældremyndighed.

Det er ved denne afgørelse forudsat, at M sørger for, at A sikres en stabil kontakt til og samvær med sin far i overensstemmelse med parternes aftale.

Derfor tages M’s påstand om frifindelse til følge.

Landsrettens begrundelse

Også efter landsrettens vurdering af det oplyste i parternes forklaringer lægges det til grund, at A primært er knyttet til sin mor. Landsretten lægger vægt på det forklarede om, at A er faldet godt til i USA, hvor hun bor hos sin mor sammen med sin halvbroder, B, og moderens ægtefælle, og at A’s mor både i ord og handling har vist, at hun prioriterer kontakten mellem A og A’s far, herunder ved aktivt at sørge for at A kan have samvær i Danmark med sin far både i ferieperioder og uden for ferieperioder.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, findes det bedst for A, at forældremyndigheden over A forbliver hos A’s mor, M, jf. forældreansvarslovens § 4.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

 

Fælles forældremyndighed over 3 årig P, der havde boet hos mor i København med betydeligt samvær hos F og fortsat bopæl hos M, der agter at flytte til Sydsjælland. Fuldbyrdelsesbestemmelse i dommen, Retten på Frederiksberg den 5. august 2009, – stadfæstet af Østre Landsret 23. oktober 2009 –  utrykt

Forældrene var gået fra hinanden, da P var 5 måneder gammel. Efter den tid krævede F ifølge M at få P rigtig meget, fordi det var hans ”ret”. M gik ifølge hende med til det, fordi hun dengang troede, at parterne havde lige krav på barnet tidsmæssigt. Samværet foregik i et vist omfang i starten hos M.

Efter et møde i statsforvaltningen, flyttede de i en periode sammen.

Statsforvaltningen fastsatte i december 2009 en 7-7-deleordning 2 dage efter, at M havde varslet flytning fra København til Sydsjælland. Sagsbehandleren kendte ikke flyttevarslet, da afgørelsen blev truffet.

Afgørelsen blev påklaget af M, men klagen blev trukket tilbage angiveligt for at fremme bopælsafgørelsesdelen, idet F søgte om at få bopælen overført til sig grundet flytningen.

M afgav over for statsforvaltningen et løfte om ikke at flytte fysisk, før sagen var afgjort i retten. Formentlig derfor afviste Statsforvaltningen Hovedstaden at træffe afgørelse om midlertidig bopæl hos F.

I en 11 sider lang byretsdom med særdeles grundige forklaringer lyder byrettens præmisser således:

Rettens begrundelse og afgørelse:

Efter de afgivne forklaringer og de udtalelser, der er afgivet af Ps vuggestue, kan det lægges til grund, at P er en velfungerende pige på knap 3 år.

Det kan endvidere lægges til grund, at begge forældre er yderst egnede til at varetage Ps tarv.

Der er ikke i de af parterne afgivne forklaringer oplysninger, som bør medføre, at den fælles forældremyndighed over P skal ophøre. Retten finder således ikke, at der foreligger tungtvejende grunde som angivet i forældreansvarslovens § 11, hvorfor den fælles forældremyndighed over P skal fortsætte.

Efter en samlet vurdering af parternes og snart 3-årige Ps forhold, herunder den hidtidige tilknytning til parterne i hele Ps levetid, finder retten, at bopælsretten skal tillægges M, jfr. forældreansvarslovens § 17 stk. 1. Retten bemærker herved, at P er velfungerende og alligevel står foran et skift til børnehaven B i en integreret institution.

Efter omfanget af det hidtidige samvær og Ps nære tilknytning til sin far, samt til den nedlagte påstand, tillægges F ret til samvær fra torsdag til søndag i ulige uger samt en hverdag med overnatning i lige uger, alt efter parternes nærmere aftale, jfr. forældreansvarslovens § 19 og 21.

Henset til det oplyste om Ms arbejdsmæssige forhold og Ps forestående skift til børnegruppen B i september 2009, finder retten, at der hurtigt og bedst kan etableres ro om P ved, at det bestemmes, at denne dom kan fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jfr. retsplejelovens § 480 stk. 2.

Landsrettens begrundelse.

Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for P, at P skal have bopæl hos M.

Det findes endvidere bedst for P, at hun har sin base hos M. Der findes ikke grundlag for at ændre byrettens skøn over samværsfastsættelsen.

Derfor stadfæster landsretten dommen i det omfang, den er anket.

 

M var flyttet fra Sønderjylland til København. Bopæl hos M og afgørelse om udleveringssteder i København og Kolding. Omkostningsafgørelse vedrørende transport, TFA 2010/134.

Byrettens begrundelse:

Begge parter har påstået den fælles forældremyndighed ophævet. Der er imidlertid ikke oplyst sådanne konkrete uoverensstemmelser mellem parterne, at der er grundlag herfor.

Efter det oplyste om omfanget af parternes deltagelse i børnenes pasning og omsorg, kan det lægges til grund, at moderen gennem hele forløbet har været den primære omsorgsperson. Moderen har forklaret relevant om sine flytninger og sin omgangskreds. Det fremgår af udtalelser fra børnenes nuværende institutioner, at B trives godt, og at der er taget konstruktivt fat på A’s problemer. Det findes derfor bedst for børnene, at de har bopæl hos mor.

Partern er enige om, at far så har samvær hver anden weekend og 2 uger i sommerferien, men er uenige om, hvor afhentning og aflevering skal ske, og hvem der skal afhente hvor.

Retten bestemmer derfor, at far henter børnene til samvær i København. Afhentningen sker som udgangspunkt på Hovedbanen, men kan også ske på mors bopæl efter fars valg. Mor skal have besked senest dagen før, hvis far ønsker at hente på bopælen. Far afholder udgifterne.

Mor henter børnene på Kolding station, da der er meget dårlige offentlige transportmuligheder mellem Kolding og (Sønderjylland). Mor afholder udgifterne, herunder fars udgifter ved at bringe børnene til Kolding Station.

Landsrettens begrundelse:

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes der at foreligge sådanne tungtvejende grunde, at det vil være bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves.

Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommens bestemmelse om bopælsspørgsmålet.

Landsretten tiltræder byrettens bestemmelse for så vidt angår spørgsmålet om stedet for afhentning af børnene ved samværets afslutning.

Forældremyndigheden over 2 drenge på 9 og 11 år til M, der ville flytte med dem til Irak, TFA 2010/338 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det må efter parternes forklaringer og de i øvrigt foreliggende oplysninger lægges til grund, at samarbejdet mellem dem er meget dårligt, og at de har en helt forskellig og uforenelig opfattelse af, hvad der er bedst for A og B. Der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig nævneværdigt i fremtiden.

M har desuden meget bestemt givet udtryk for, at hun vil vende tilbage til Irak snarest muligt. F har ikke noget ønske om at vende tilbage, og vil – i hvert fald for tiden – end ikke tage til Irak på et ophold.

Parternes samarbejdsvanskeligheder og følgerne af, at M vil tage varigt ophold i Irak, og F fortsat vil opholde sig i Danmark, må derfor antages at være til hinder for, at de i fællesskab kan træffe de nødvendige og væsentlige beslutninger om børnenes forhold.

Under disse omstændigheder findes tungtvejende grunde at tale for, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Det må efter parternes forklaringer og indtrykket efter samtalen med A og B lægges til grund, at M hele tiden har været og fortsat er børnenes primære omsorgsperson, som de er meget knyttede til og føler sig mest trygge ved.

Det fremgår af udtalelserne fra A’s og B’s skole og pasningsinstitutioner, at de begge har faglige problemer, er dårligt socialt fungerende, og efter fagpersonernes opfattelse har behov for faste og stabile rammer.

Uanset de utvivlsomt store forskelle mellem det danske og det irakiske uddannelses- og pasningssystem er der ikke oplyst omstændigheder, der giver sikkert grundlag for at fastslå, at A og B vil få det bedre i Danmark hos deres far, end de kan få det sammen med deres mor i Irak. Der er herved også lagt vægt på, at begge børn taler arabisk, og at de må forventes at kunne opnå de øvrige færdigheder i det irakiske uddannelsessystem. Der er derfor heller ikke grundlag for at antage, at staten tilsidesætter sine forpligtelser efter FN’s børnekonvention til at sikre børnenes udvikling, ved at retten træffer en afgørelse, der gør det muligt for M at rejse til Irak sammen med dem.

Hvis parterne – som varslet – vil opholde sig i hvert sit land, vil følgen formentlig blive, at A og B vil få et meget begrænset samvær med forælderen i udlandet. Da retten ikke samtidig kan træffe bestemmelse om, hvor en forælder skal bo af hensyn til børnene, kan de påberåbte bestemmelser i FN’s børnekonvention heller ikke blive afgørende for, hvem der skal tillægges forældremyndigheden, idet børnene – uanset udfaldet – vil blive begrænset i deres ret til kontakten med den anden forælder.

Når der tages hensyn til børnenes hidtidige nære tilknytning til deres mor, og under indtryk af det, som de gav udtryk for under samtalen, findes det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger bedst for dem, at forældremyndigheden over dem tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.

A og B opholder sig fortsat hos M. Det findes derfor ikke væsentligt for dem, at denne afgørelse straks kan fuldbyrdes. Da det endvidere ikke kan antages at være bedst for dem, at afgørelsen kan fuldbyrdes, selv om den ankes til landsretten af F, er betingelserne i retsplejelovens § 480, stk. 1 og stk. 2, ikke opfyldte. M’s begæringer tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder de grunde, der er anført af byretten. Det, der er fremkommet for landsretten, kan ikke bevirke nogen anden vurdering.

 

Fælles forældremyndighed med bopæl hos M, der ville tage P på 4½ år med til Australien, TFA 2010/390 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har været kærester i ca. 7 år, men har ikke haft fælles bopæl i mere end ca. 4 måneder frem til, at samlivet mellem dem ophørte i august 2009.

Det lægges til grund, at F før samlivsophøret var sammen med familien herunder P næsten dagligt, og at han efter samlivsophøret fortsat har haft regelmæssigt samvær med D, samt at han kort tid efter samlivsophøret af praktiske grunde aftalte med sagsøgte, at hun skulle have forældremyndigheden over P alene.

Selvom samarbejdsforholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte er blevet anstrengt efter sagsøgtes udmelding om, at hun agter at flytte til Australien med P, og selvom sagsøgtes eventuelle flytning vil gøre det praktisk vanskeligt for parterne at samarbejde, er der ikke efter sagens oplysninger i øvrigt grund til at antage, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at der er tungtvejende grunde, der taler for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles forældremyndighed.

Sagsøgerens påstand, om at forældremyndigheden over P skal være fælles, tages derfor til følge, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.

P, der nu er 4½ år gammel, har altid haft fast bopæl hos sin mor, hvor hendes ældre brødre ligeledes har bopæl, og parterne var ved samlivsophøret enige om, at P fortsat skulle have bopæl hos sin mor.

Sagsøgte må derfor anses for at være P’s primære omsorgsperson, og under hensyntagen hertil samt til P’s alder og køn er det bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos sin mor, idet bemærkes, at sagsøgtes beslutning om i februar 2010 at flytte til Australien for at bo sammen med en mand, som hun i et halvt års tid har skrevet sammen med over internettet, ikke i sig selv – efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger – kan føre til, at P skal have bopæl hos sin far.

Sagsøgtes subsidiære påstand om bopæl tages derfor til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse:

Parterne har i det væsentlige gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden skal være fælles, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4, og at D fortsat skal have bopæl hos sin moder.

Kommentar:

Man må i sandhed konstatere, at det er vanskeligt at gætte sig til resultaterne på forhånd.

Flytter man fra København til Odense med et lillebitte barn, kan det være galt – men flytter man fra Danmark til Australien med et større barn, er det OK.

Det er selvfølgelig udtryk for, at afgørelser er konkrete – men det er virkeligt svært at rådgive i disse sager.

 

2 børn på 4 og 6 år skulle bo hos M, der var flyttet fra en by til en anden, Højesterets dom af 22. oktober 2010 – (By- og landsretsdommen i TFA 2010/541)

Byrettens begrundelse:

Afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4.

B og A har opholdt sig hos begge forældre, og retten lægger til grund, at de har tilknytning til lokalområdet ved begge forældres bopæle, herunder til daginstitutionerne.

Retten lægger endvidere til grund, at begge forældre har deltaget i pasningen, opdragelsen og omsorgen for børnene, dog således at M har været den primære person i relation til disse opgaver. Af den grund finder retten, at det vil være bedst for B og A at have bopæl hos deres mor.

Som følge heraf tages M’s påstand til følge.’

Landsrettens begrundelse:

Drengene er opvokset i E, hvor de begge fra etårsalderen har gået på den samme institution. Hvis drengene får bopæl hos moderen, der er flyttet ind hos sin nye samlever i G, vil de ikke kunne bevare deres tilknytning til de vante omgivelser.

Selv om det efter bevisførelsen må lægges til grund, at moderen har været den primære person for drengene, finder landsretten det herefter ud fra en samlet vurdering bedst for drengene, at de får bopæl hos faderen.

Landsretten tager derfor påstanden fra F til følge.

Højesterets begrundelse:

Tre dommere – Peter Blok, Jytte Scharling og Hanne Schmidt – udtaler:

Det må som anført af byretten lægges til grund, at begge forældre har deltaget i pasningen, opdragelsen og omsorgen for børnene, dog således at M har været den primære person i relation til disse opgaver. I overensstemmelse hermed blev der i perioden fra samlivsophævelsen i efteråret 2008, indtil M den 1. september 2009 flyttede til H-by, etableret en ordning, hvor børnene boede 8 ud af 14 dage hos M. På denne baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt finder vi, at begge børn må antages at have en stærkere tilknytning til M end til F.

Når henses til, at børnene kun er 6 og 4 år, kan der efter vores opfattelse ikke heroverfor lægges afgørende vægt på børnenes tilknytning til familiens oprindelige lokalområde i S-by og til daginstitutionerne i dette område, og der er ikke grundlag for at antage, at børnene har en væsentligt stærkere tilknytning til det lokalområde i S-by, hvor F nu bor, end til det lokalområde i H-by, hvortil M er flyttet. Vi finder, at der heller ikke kan lægges afgørende vægt på, at A i august 2010 er begyndt i skole i S-by, og at B på samme tidspunkt er flyttet til en ny børnehave i S-by.

Efter en samlet vurdering finder vi herefter, at det må anses for bedst for børnene, at de får bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 4.

Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom.

Dommerne Marianne Højgaard Pedersen og Michael Rekling udtaler:

Efter forældrenes samlivsophævelse i september 2008 har begge forældre bevaret en tæt tilknytning til børnene i kraft af samværsordningen. Det var Ms beslutning om et år senere at flytte fra S-by til sin nye samlever i H-by, der medførte, at denne ordning ikke kunne opretholdes i samme omfang.

Vi finder, at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at bedømme, hvem af forældrene børnene er mest knyttet til. Det forhold, at M har været børnenes primære omsorgsperson, er efter vores opfattelse ikke ensbetydende med, at børnene på nu 6 og 4 år har den tætteste følelsesmæssige tilknytning til hende.

Vi finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens bedømmelse af, at det er bedst for børnene, at de bevarer tilknytningen til de vante omgivelser i S-by, hvor de har boet, siden de blev født.

Efter en samlet bedømmelse af oplysningerne i sagen stemmer vi for at stadfæste landsrettens dom.

Kommentar:

Afgørelsen er på en måde rigtig ærgerlig. Det er ekstremt vanskeligt at få lov til overhovedet at få en sag for Højesteret gennem Procesbevillingsnævnet. Sagen skal være principiel.

Når så endelig det lykkes at få en sag om flytning i Højesteret, kommer der en 3-2-afgørelse.

Det ærgrer mig grænseløst, at Højesteret både for flertallets og mindretallets vedkommende alene går ind i en ”ævle-bævle-argumentation”. Vel skal domme være konkrete, men når vi er helt oppe og ringe i Højesteret, ville det have været dejligt, om man havde forholdt sig mere konkret til lovens bestemmelser om, at det er bopælsforælderen, der bestemmer hvor i landet barnet skal bo.

Det gjorde de så ikke. Derfor må jeg konstatere, at det trods alt virker rigtigst på mig, at Højesterets flertal lægger afgørende vægt på tilknytningen til forældrene end til ”byen”.

 

6 årig skulle fortsat bo hos M, der flyttede fra Aarhus til Sønderjylland, TF 2010/562 VLD

Parterne var gået fra hinanden i 2006 og havde haft en 7/7-ordning. M varslede flytning i april 2009. Statsforvaltningen fastsatte midlertidig bopæl hos F. M flyttede til Sønderjylland i oktober 2009.

Uenighed om meget, herunder økonomi. Børnesagkyndig undersøgelse men intet fra undersøgelsen er gengivet i dommen.

Byrettens begrundelse:

Det lægges efter oplysningerne i sagen til grund, at A er tæt knyttet til og trives godt hos begge parter, og at begge er gode forældre.

Efter en samlet vurdering af parternes og A’s forhold, herunder oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring, finder retten, at det vil være bedst for A, jf. forældreansvarslovens § 4, at A har bopæl hos sin mor.

Retten lægger i denne forbindelse blandt andet vægt på, at konfliktniveauet mellem parterne er meget højt, og vurderer, at M er den af parterne, som bedst vil være i stand til at sikre, at A bevarer en tæt kontakt til den anden part. Retten finder efter oplysningerne om A’s tilknytning til sin nuværende børnehave ikke, at det heroverfor kan tillægges afgørende betydning, at A skal forlade børnehaven, hvis han får bopæl hos sin mor.

A skal derfor have bopæl hos M.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 4 må afgørelsen om, hvor A skal have bopæl, træffes ud fra, hvad der er bedst for A.

Siden parternes samlivsophævelse i december 2006 har parterne praktiseret en deleordning, således at A har boet lige meget hos hver af parterne.

M er sammen med sin nuværende kæreste og deres fælles barn flyttet tilbage til Sønderjylland, hvor hun også boede, inden hun flyttede sammen med F i Århus. Såfremt A skal bo hos hende, vil dette således medføre, at A udsættes for et miljøskifte, idet A siden sin fødsel har boet i Århus.

Heroverfor står dog, at A også vil blive udsat for et uundgåeligt miljøskifte, hvis han skal bo hos F, idet A skal starte i skolen i august 2010. A vil således under alle omstændigheder skulle gennemgå en periode, hvor han i væsentligt omfang må søge at etablere nye kontakter og tilpasse sig nye omgivelser i sin dagligdag.

Når der samtidig henses til, at A allerede har et vist kendskab til det område, som M er flyttet til, og hvor A’s morforældre også er bosiddende, og at A også tidligere er kommet i det hus, hvor M nu bor, finder landsretten ikke, at der ved vurderingen af, hvad der er bedst for A, kan lægges afgørende vægt på, at A ved at få bopæl hos F undgår flytning til en anden by.

Landsretten tiltræder herefter, at det efter en samlet vurdering af parternes og A’s forhold må anses for bedst for A, at han får bopæl hos M. Landsretten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at selvom A var tæt knyttet til begge sine forældre, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at A har den største følelsesmæssige tilknytning til M.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

 

6 årig P skulle bo hos M, der var flyttet fra mindre by til en forstad til København, ØLD 5. november 2010 – utrykt.

M og F var flyttet fra hinanden for 4 år siden. M var fra Finland og ønskede oprindeligt at flytte dertil. En børnesagkyndig undersøgelse viste, at P var mest knyttet til M men også, at P havde stærk tilknytning til Danmark. M havde oprindelig nedlagt påstande om at kunne flyttet til Finland, til København eller til Roskilde.

Under byretssagen flyttede M til en forstad til København.

Byrettens begrundelse:

M har efter det oplyste ikke længere et ønske om at bosætte sig i Finland, men bor nu i Xby med en ny kæreste.

Efter det oplyste om parternes personlige og boælsmæssige forhold, må begge som udgangspunkt anses for egnede til at få tillagt bopælen for D.

Henset til, at det af den børnesagkyndige undersøgelse blandt andet fremgår, at M anses for at have været den primære omsorgsperson for P fra hun var lille, og at P ikke vil kunne tåle længerevarende adskillelse fra M, finder retten det bedst for P, at bopælsretten tillægges M.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten kan tiltræde, at begge forældre som udgangspunkt anses for egnede til at få tillagt bopælsretten.

Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder på baggrund af oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse, findes det bedst for P, at bopælsretten tillægges M.

10-årig og 12-årig P skulle blive hos M, der var flyttet til Færøerne, TFA 2011/86 VLD

Der havde tidligere været sag mellem parterne om børnene. M flyttede med børnene til Færøerne i september 2009 og havde ikke varslet flytningen. Det var i forbindelse med, at F havde bedt om mere samvær i statsforvaltningen men ikke af den grund ifølge M.

Det ser ikke ud til, at F har forsøgt at få midlertidig afgørelse.

Byrettens begrundelse.

Retten finder, at begge forældre er egnede til at have andel i forældremyndigheden, og at de – sådan som de også har været enige om – skal have fælles forældremyndighed over begge piger.

Det må lægges til grund, at pigerne har boet hos moderen, siden hun og faderen gik fra hinanden i år 2002. På baggrund af samtalen med børnene må det lægges til grund, at begge piger har den tætteste tilknytning til moderen. Selv om begge piger er glade for faderen og savner ham og deres kammerater i Danmark, finder retten efter en samlet vurdering, at det er bedst, at pigerne har bopæl hos moderen på Færøerne, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.

Denne sag har drejet sig om overførsel af forældremyndigheden efter forældreansvarslovens § 14, stk. 1. Det fremgår, at parterne tidligere har ført retssag om det spørgsmål. Retten har derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om samvær, jf. forældreansvarslovens § 38, stk. 2, 2. punktum. Det spørgsmål afvises derfor fra pådømmelse.

Landsrettens begrundelse:

Også efter oplysningerne for landsretten må det lægges til grund, at børnene er mest knyttet til moderen. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at det må anses for bedst for børnene, at de har bopæl hos moderen. Byrettens dom stadfæstes derfor.

 

5-årig skulle fortsat bo hos F efter dennes flytning til Storbritanien, TFA 2011/330 ØLD

Byrettens begrundelse

Københavns Byret har ved sin afgørelse af 9. december 2009 som stadfæstet af Østre Landsret den 8. februar 2010 truffet afgørelse om, at forældremyndigheden over parternes fællesbarn A er fælles, og at han skal have bopæl hos F.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der mellem parterne har været en del samarbejdsvanskeligheder og uenigheder, men at der nu og siden den stadfæstede dom tilsyneladende er en vis stabilitet, og at der samarbejdes relevant omkring overholdelse af samværsresolutionen for A. Retten lægger endvidere efter bevisførelsen herunder navnlig den børnesagkyndige udtalelse af 13. oktober 2010 vægt på, at A er knyttet til begge sine forældre, og at de begge har almindeligt gode forældreevner.

Efter bevisførelsen anser retten det for sandsynliggjort, at F også efter sin flytning til England vil samarbejde omkring moderens samvær med A.

Som det er fremgået af sagen, har A haft en ustabil opvækst, som i mange henseender har givet problemer for ham. Retten lægger efter den børnesagkyndige udtalelse til grund, at der fortsat er behov for stabilitet i A’s liv, og at denne stabilitet ikke er udelukket, selv om han flytter med sin far til England. I den forbindelse lægger retten betydelig vægt på den børnesagkyndiges udtalelse om, at kun et sprog formentlig vil være en lettelse for A i opvæksten. Forsåvidt angår forholdet til den mindre bror B, finder retten ikke efter bevisførelsen, at dette på afgørende måde skulle tale imod, at A flytter med sin far til England.

Som følge af det anførte og efter en samlet vurdering af hele sagen finder retten ikke, at den omstændighed, at sagsøgeren ønsker at flytte til England med A, på afgørende måde taler for at ændre den nyligt stadfæstede dom om A’s bopæl.

Som følge af det anførte og da det skønnes bedst for A, tages sagsøgerens påstand i det hele til følge som nedenfor bestemt.

(A skal fortsat have bopæl hos faderen F, når denne flytter til England.)

landsrettens begrundelse

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder landsretten, at det vil være bedst for A, at han fortsat har bopæl hos faderen, også når denne flytter til Storbritannien. Landsretten lægger herved vægt på, at A siden 2008 har haft bopæl hos faderen, der således må anses som A’s primære omsorgsperson. Landsretten lægger endvidere vægt på de børnesagkyndige undersøgelser fra 2009 og 2010 samt på det forhold, at A’s sproglige udvikling ikke er alderssvarende, og i den forbindelse fordelen ved at A i første række kan koncentrere sig om at lære et sprog. Landsretten tillægger det endvidere betydning, at begge forældrene er britiske statsborgere, og at det i det hele må anses for usikkert, hvor hver af forældrene vil etablere blivende bopæl. Endelig har landsretten lagt vægt på, at faderen har tilkendegivet, at han vil bringe A til Danmark, således at han fortsat har samvær med sin mor og sin lillebror.

 

2 årig P skulle bo hos M efter flytning fra Østjylland til Sydhavsøerne, VLD af 26. september 2011, utrykt

Byrettens begrundelse:

Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at begge forældre er velegnede til at have bopælen for P.

M har haft barselsorlov i ca. 9 måneder, hvor hun har gået hjemme og passt P. Efter at parterne omkring årsskiftet 2010/2011 er flyttet fra hinanden, har P boet hos sin mor og haft samvær med sin far.

På baggrund heraf skønnes det, at P er meget knyttet til sin mor, og det må ud fra samtlige foreliggende oplysninger, herunder også parternes forklaringer om person lige forhold, anses for bedst for P, at hun får bopæl hos M, jfr. forældreansvarsloven § 17, stk. 1, jfr. ! 4

(byretten fastsætter endvidere samværet således:

i lige uger fra fredag kl. 16 til søndag kl. 16. F henter til samvær ved færge på Sydfyn, og M henter tilbage søndag på Fs bopæl.

2 ugers sommerferiesamvær aftalt senest 15. februar

julesamvær ulige år fra 24/12 kl. 12 til 26/12 kl. 16 og nytårssamvær i lige år fra 30/12 kl. 10 til 1. januar kl. 16

efterårsferien i ulige år og vinterferien i lige år

påsken i ulige år fra skærtorsdag kl. 10 til 2. påskedag kl. 16

Ferieudveksling som ved almindeligt samvær.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor med hensyn til afgørelsen om Ps bopæl.

Landsretten finder endvidere ikke grundlag for at ændre det samvær, som byretten har fastsat.

Særligt med hensyn til spørgsmålet om transporten i forbindelse med weekendsamværet tiltræder landsretten, at udgangspunktet i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 14, stk. 1, er fraveget, idet moderens flytning gør transporten i forbindelse med samværet væsentligt mere besværlig og bekostelig.

Landsretten stadfæster byrettens dom.

kommentar:

Afgørelsen er i god tråd med den lovmæssige hovedregel og viser i øvrigt, at domstolene vurderer konkret, hvad der er bedst for barnet.

Der har tilsyneladende ikke været begæret midlertidig afgørelse i forbindelse med Ms flytning.

Det har formentlig spillet en rolle, at barnet kun er lige omkring 2 år og derfor selvfølgelig ikke har sluppet den biologiske moderbinding.

En strikt gennemførelse af hovedreglen om transport ville føre til, at P skulle hentes på den ø, hvor M bor. Den konkrete afgørelse ligner flere afgørelser, jeg har kendskab til, og hvor en forælder med bopæl f. eks. i Roskilde, bliver pålagt at hente og bringe et barn i lufthavnen.

 

kke midlertidig overflytning af bopæl vedrørende 5 årig D, da M flyttede fra Greve til Virum, Ankestyrelsen 15. oktober 2012 – (Statsforvaltningen Sjællands afgørelse af 20. september 2012), utrykt

Forældrene boede 500 meter fra hinanden. Samlivet var ophørt for to år siden. Der havde været velfungerende 10-4 samvær, som forældrene havde aftalt. M var i foråret 2012 begyndt at tale om, at hun måske ville flytte til sin nye kæreste i Virum. Uenighed om, hvorvidt hun formelt havde varslet i juli måned. Sikkert, at hun varslede pr. mail den 20. august, og at F dagen efter indbragte sagen for statsforvaltningen med anmodning om hastebehandling.

Statsforvaltningens begrundelse:

“Vi finder ikke, at der er oplyst om forhold, som af hensyn til D aktuelt kan begrunde, at din klient (F) under behandlingen af forældremyndighedssagen skal have forældremyndigheden.

Vi har lagt vægt på, at din klient har haft kendskab til  den kommende flytning i meget lang tid inden flytningen formelt skete, samt på Ds alder og tilknytning til de to forældre ud fra de indsendte oplysninger. Vi har desuden lagt vægt på, at flytningen ikke er så langt væk , at samværet ikke vil kunne opretholdes i rimeligt omfang.”

Ankestyrelsen stadfæster afgørelsen med samme begrundelse. Det tilføjes, at det forhold, at flytningen eventuelt først kan anses for at være varslet den 20. august 2012 kan ikke i sig selv medføre en ændret vurdering.

Ankestyrelsen udtrykker direkte foranlediget af, at klageren har henvist til TFA 2012/408, at de i sager om midlertidig bopæl foretager en konkret og individuel vurdering, hvor blandt andet afstanden mellem parternes bopæle indgår.

Kommentar:

Sagen kan med rette ses i sammenhæng med den allernyeste trykte afgørelse fra Ankestyrelsen i en stort set sammenlignelig sag, hvor mest synbare forskel er, at samværet var lidt mere omfangsrig i Ankestyrelsens sag, og afstanden muligvis var lidt længere. Den forskel bekræftes for så vidt direkte af Ankestyrelsens bemærkninger.

En flagrende praksis er problematisk, fordi det gør rådgivning på området uhyre vanskelig.

For mig er det ret problematisk, at dårlig adfærd i strid med reglerne belønnes.

Efter min opfattelse, kan F ikke med fornuft indbringe en sag om midlertidig bopæl på grundlag af ønsketanker om flytning hos den anden forælder. Statsforvaltningen lægger til grund, at der allerede i marts er givet besked, og at mor den 18. juni har givet besked med konkret adresse. Det bestrider F. Når der er påstand mod påstand, må statsforvaltningen  lægge til grund, at mor varsler den 20. august, der er langt mindre end 6 uger før den faktiske flytning, der var første uge i september.

Men det er altså ligegyldigt ifølge Ankestyrelsen, hvilket gør praksis endnu mere flagrende og uforudsigelig.

Jeg repræsenterede F i sagen og forfægter for så vidt i denne sag et standpunkt, som det med læsning af denne artikel (artiklen om flytning på hjemmesiden) må stå klart, at jeg overordnet sagt nok ikke er helt personligt enig i.

Det er imidlertid selvfølgelig ikke afgørende overhovedet. For mig er det afgørende, at begge forældre ret åbenlyst har forældreevne og dermed sagtens kan være omsorgspersoner. Endvidere er det for mig personligt altafgørende, at statsforvaltningerne følger en ensartet og forudsigelig linje i ensartede problemstillinger. Endelig er det mig inderligt imod, at adfærd i strid med intentionerne i loven måske belønnes derved, at der med flytningen statueres en ny status quo, inden retten har talt – når nu realiteten er blevet, at en bopælsforælder ikke som ellers nævnt i lovteksten “bare kan flytte”. Det vil der med sikkerhed komme en artikel om, når jeg får tid.

M måtte tage B på 12½, der var født og opvokset i Danmark, med til Tjekkiet ved flytning dertil, U 2013/66 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 17 træffes afgørelsen om hos hvem af parterne, at barnet skal have bopæl, efter hvad der er bedst for barnet, jf. samme lovs § 4.

Begge parter er hver især egnet til at være bopælsforælder for den nu 12-årige B, som dog siden parternes samlivsophævelse har boet sammen med sin mor, med hvem han derfor naturligt har haft den tætteste daglige tilknytning, således som dette i øvrigt også er fremgået af dommerens samtale med B. Endvidere synes B at trives og være inde i en god udvikling i de nuværende rammer hos moderen, således som dette blandt andet fremgår af udtalelsen fra hans skole. Det findes derfor efter en samlet vurdering bedst for B, at han fortsat har sin bopæl hos moderen, hvorfor dennes påstand herom tages til følge.

B er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Hans tilknytning til Tjekkiet har bestået i lejlighedsvise besøg hos sin mors tjekkiske familie, ligesom han efter det oplyste kan tale og forstå tjekkisk.

Moderens beslutning om at flytte til Tjekkiet er begrundet i den omstændighed, at hun – der er uddannet som læge, og som har videreuddannet sig som speciallæge under sin ansættelse på hospitaler i Danmark – generelt anser mulighederne for at opnå en avancementstilling som afdelingslæge på et hospital som bedre i Tjekkiet. Hun har skaffet sig en lejlighed i Tjekkiet i nærheden af sin 86-årige fars bopæl, hvor hun og B kan bo, idet hun regner med at kunne blive ansat på et nærliggende hospital.

B har siden parternes samlivsophævelse bevaret en tæt tilknytning til sin far gennem de faste samvær hver anden weekend og i ferierne. Hvis B skulle flytte med sin mor til Tjekkiet, vil dette indebære en ganske betydelig forringelse af hans mulighed for at opretholde kontakten til faderen.

Efter en samlet afvejning af disse forhold – og da parterne i øvrigt er enige om, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed over B – findes der ikke grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for B at flytte med sin mor til Tjekkiet. Der findes i den forbindelse ikke at kunne lægges afgørende vægt på B’s udtalte ønske under samtalen med dommeren om at kunne flytte til Tjekkiet, idet han trods sin relative modenhed næppe ganske har forståelse for betydningen heraf.

Sagsøgerens påstand om, at der træffes bestemmelse om, at B kan flytte med hende til Tjekkiet, tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

B, der nu er 12½ år, har siden parternes samlivsophævelse i 2007 haft bopæl hos sin mor. Han har såvel over for den børnesagkyndige på Statsforvaltningen Nordjylland den 10. august 2011 som under samtalen med dommeren og en psykolog i byretten givet udtryk for, at hans valg med hensyn til at rejse med moderen til Tjekkiet er gennemtænkt og velovervejet. Det har efter begge samtaler været de sagkyndiges vurdering, at B ser det mere som et tilvalg end et fravalg at skulle flytte til Tjekkiet. B taler tjekkisk og har flere gange besøgt landet og sin mors familie under ferier.

På den anførte baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten, at der ikke er grundlag for at antage, at B ikke har forstået betydningen af sin tilkendegivelse under samtalerne.

M har tilkendegivet, at hun positivt vil arbejde for, at B også efter en flytning til Tjekkiet kan bevare en tæt tilknytning til sin far.

Efter en samlet vurdering af parternes og B’s forhold finder landsretten herefter, at det anses bedst for B, at han har bopæl hos sin mor, også hvis hun vælger at flytte til Tjekkiet, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

12½ årig D kunne have bopæl hos M, der ville flytte til Tjekkiet, TFA 2013/46V

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 17 træffes afgørelsen om hos hvem af parterne, at barnet skal have bopæl, efter hvad der er bedst for barnet, jf. samme lovs § 4.

Begge parter er hver især egnet til at være bopælsforælder for den nu 12-årige B, som dog siden parternes samlivsophævelse har boet sammen med sin mor, med hvem han derfor naturligt har haft den tætteste daglige tilknytning, således som dette i øvrigt også er fremgået af dommerens samtale med B. Endvidere synes B at trives og være inde i en god udvikling i de nuværende rammer hos moderen, således som dette blandt andet fremgår af udtalelsen fra hans skole. Det findes derfor efter en samlet vurdering bedst for B, at han fortsat har sin bopæl hos moderen, hvorfor dennes påstand herom tages til følge.

B er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Hans tilknytning til Tjekkiet har bestået i lejlighedsvise besøg hos sin mors tjekkiske familie, ligesom han efter det oplyste kan tale og forstå tjekkisk.

Moderens beslutning om at flytte til Tjekkiet er begrundet i den omstændighed, at hun – der er uddannet som læge, og som har videreuddannet sig som speciallæge under sin ansættelse på hospitaler i Danmark – generelt anser mulighederne for at opnå en avancementsstilling som afdelingslæge på et hospital som bedre i Tjekkiet. Hun har skaffet sig en lejlighed i Tjekkiet i nærheden af sin 86-årige fars bopæl, hvor hun og B kan bo, idet hun regner med at kunne blive ansat på et nærliggende hospital.

B har siden parternes samlivsophævelse bevaret en tæt tilknytning til sin far gennem de faste samvær hver anden weekend og i ferierne. Hvis B skulle flytte med sin mor til Tjekkiet, vil dette indebære en ganske betydelig forringelse af hans mulighed for at opretholde kontakten til faderen.

Efter en samlet afvejning af disse forhold – og da parterne i øvrigt er enige om, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed over B – findes der ikke grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for B at flytte med sin mor til Tjekkiet. Der findes i den forbindelse ikke at kunne lægges afgørende vægt på B’s udtalte ønske under samtalen med dommeren om at kunne flytte til Tjekkiet, idet han trods sin relative modenhed næppe ganske har forståelse for betydningen heraf.

Sagsøgerens påstand om, at der træffes bestemmelse om, at B kan flytte med hende til Tjekkiet, tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

B, der nu er 12½ år, har siden parternes samlivsophævelse i 2007 haft bopæl hos sin mor. Han har såvel over for den børnesagkyndige på Statsforvaltningen Nordjylland den 10. august 2011 som under samtalen med dommeren og en psykolog i byretten givet udtryk for, at hans valg med hensyn til at rejse med moderen til Tjekkiet er gennemtænkt og velovervejet. Det har efter begge samtaler været de sagkyndiges vurdering, at B ser det mere som et tilvalg end et fravalg at skulle flytte til Tjekkiet. B taler tjekkisk og har flere gange besøgt landet og sin mors familie under ferier.

På den anførte baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten, at der ikke er grundlag for at antage, at B ikke har forstået betydningen af sin tilkendegivelse under samtalerne.

M har tilkendegivet, at hun positivt vil arbejde for, at B også efter en flytning til Tjekkiet kan bevare en tæt tilknytning til sin far.

Efter en samlet vurdering af parternes og B’s forhold finder landsretten herefter, at det anses bedst for B, at han har bopæl hos sin mor, også hvis hun vælger at flytte til Tjekkiet, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

Landsretten tager derfor M’s påstand til følge.

kommentar:

Min kommentar er mest af teknisk art. Jeg har flere gange formuleret mig på den måde, at man kan ”søge” retten om at måtte flytte. Jeg har teknisk i disse sager formuleret påstanden som subsidiære påstande i retning af ”principalt i X-land, subsidiært i Y-by og mere subsidiært i Z-by”. Denne sag giver et andet eksempel, idet M nedlagde påstand om, ”at D skal have bopæl hos hende, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 1. punktum og at D kan have bopæl hos hende i Tjekkiet, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. punktum.”

 

10-årig og 5-årig søster skulle flytte med M til anden by, TFA 2013/174 VLD

Byrettens begrundelse:

Det kan lægges til grund, at A er en velfungerende pige, der trives hos begge forældre, og som er tæt knyttet til dem begge. I overensstemmelse med A’s udtalelse herom under børnesamtalen lægger retten videre til grund, at hun trives godt med den 8/6-ordning, der er gældende idag.

Begge parter er velegnede som bopælsforældre for A.

Ved afgørelsen af, hos hvem af parterne A fremover skal have bopæl, må retten tage udgangspunkt i parternes aktuelle situation, og herunder deres aktuelle bopæl. Den omstændighed, at sagsøgte måske på længere sigt vil flytte til Vestjylland, kan således ikke i sig selv tillægges afgørende betydning på nuværende tidspunkt. Imidlertid finder retten, at det må tillægges en vis betydning, at A ud fra sine – mange – tanker om, at sagsøgte måske vil flytte, selv udtaler, at hun tror, at hun vil have sværest ved at undvære sagsøgte mange dage ad gangen, hvilket hun begrunder med, at det var sagsøgte, hun var mest sammen med på Grønland, når sagsøgeren var på rejse.

Under hensyn til A’s alder og den eftertænksomhed, hun gav indtryk af under børnesamtalen, finder retten efter en samlet vurdering af det anførte, at det vil være bedst for hende, at hun fortsat har bopæl hos sagsøgte.

Landsrettens begrundelse:

Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten, herunder den samtale, som dommerne har haft med A, at A er en velbegavet og velfungerende pige, der er tæt knyttet til begge sine forældre og til sin lillesøster. Begge forældre er egnede til at have A boende.

Efter en samlet vurdering tiltræder landsretten imidlertid, at det er fundet bedst for A, at hun bor hos sin mor. At det betyder, at hun vil skulle skifte skole, kan ikke i sig selv føre til det modsatte resultat, også fordi A allerede har gode kontakter i det område, hun skal flytte til. Landsretten har herved også lagt vægt på, at M må antages at være den af parterne, som A har det tætteste forhold til, og på, at M har plejetilladelse til lillesøsteren B, som A også er meget knyttet til.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

8-årig D skulle fortsat bo hos M efter flytning til anden by, TFA 2013/470 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter parternes samlivsophævelse har A haft bopæl hos mor. I begyndelsen havde A weekendsamvær med sin far. Dette blev løbende udvidet til en 7/7-ordning. I juni 2012 flyttede A med sin mor til G, og A har herefter boet hos hende og har haft weekendsamvær med sin far.

Retten finder på baggrund af de afgivne forklaringer at kunne lægge til grund, at begge forældre er velegnede til at tage sig af A i dagligdagen.

A har i forbindelse med flytningen overfor begge forældre givet udtryk for, at han ønskede at blive boende hos sin far i B.

Ved rettens samtale med A, der har fundet sted ca. 4½ måned efter flytningen, gav han stadig udtryk for dette ønske, ligesom det på baggrund af samtalen og en derunder foretaget test lægges til grund, at A føler sig mest knyttet til sin far.

På den baggrund finder retten, at det vil være bedst for A, at han fremover har bopæl hos sin far, hvorfor F’s påstand tages til følge.

Landsrettens begrundelse:

Begge parter vil være velegnede som bopælsforældre for A.

A har altid haft bopæl hos sin mor, og han flyttede i juni 2012 med sin mor til G, hvor han siden har gået i skole og deltaget i fritidsaktiviteter. A er en velfungerende dreng på 8 år, og han har selv givet udtryk for, at det er vanskeligt at vælge mellem G og B. Han har også fortalt, at den nuværende ordning fungerer fint.

Under de omstændigheder finder landsretten det bedst for A, at han fortsat har bopæl hos sin mor, og M’s frifindelsespåstand tages herefter til følge.

9-årigs bopæl fortsat hos M trods mulig flytning og dermed mindre kontakt med F, TFA 2013/735 VLD

Byrettens begrundelse:

Ved sagens afgørelse lægges det til grund, at begge forældre er egnede som bopældsforældre for A. På grundlag af begge forældres forklaring og oplysningerne fra skolen og SFO’en lægges det til grund, at A er i god trivsel i sin nuværende skole og SFO, hvor han har fået støtte i sin faglige og personlige udvikling. Retten er enig i den børnesagkyndiges gengivelse af forløbet af børnesamtalen og i den børnesagkyndiges vurdering af A. Det må derfor lægges til grund, at A emotionelt er mest knyttet til sin mor, hvor han nu i en periode har haft bopæl. Han er åben for og udtrykker et ønske om mere samvær med faderen. A har et godt forhold til sin storebror, der bor hos faderen, og et godt forhold til faderens ny samlever og dennes børn. A har været i et positivt forløb i skolen, hvor han har gode venner og er vellidt. A har ikke endnu forholdt sig reelt til muligheden af, at hverken han selv eller moderen skal flytte til H. Efter en samlet bedømmelse af A’s behov for tryghed og stabilitet finder retten, at det er bedst for A, at han fremover skal have bopæl hos sin far.

Landsrettens begrundelse:

Som anført af byretten er begge forældre egnede til, at bopælen over A tillægges dem, og en eventuel flytning fra Aarhus vil for A indebære, at han skal skifte skole og måske også får mindre forbindelse med sin far og storebror. Landsretten finder imidlertid, at der ved sagens afgørelse må lægges afgørende vægt på, at A har den største emotionelle tilknytning til M, idet de ulemper, en eventuel flytning vil have for A, efter en samlet vurdering må anses for mindre væsentlige i forhold hertil.

Landsretten tager derfor M’s påstand til følge.

Bopæl over barn født af surrogatmor i Indien tillagt den ikke biologiske M og ikke den biologiske F (dissensen omtaler flytteproblematikken), TFA 2013/750 ØLD

Byrettens begrundelse:

Sagsøgte er ikke biologisk mor til D, men har alene forældremyndigheden over D i medfør af forældreansvarslovens § 13, stk. 2. Retten finder herefter ikke, at spørgsmålet om, hvor D skal bo, kan afgøres ud fra forældreansvarslovens § 17 eller en analog fortolkning heraf.

Da sagsøger ikke har samtykket i, at D skal have bopæl hos sagsøgte, tages sagsøgers principale påstand herefter til følge som nedenfor bestemt.

Retten har ikke fundet anledning til at udsætte sagen på behandlingen af sagsøgtes ansøgning om adoption. Retten har heller ikke fundet anledning til at fravige lovens almindelige fuldbyrdelsesfrister, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2, jf. stk. 1.

Landsrettens begrundelse:

Da denne sag drejer sig om et barns bopæl, finder landsretten, at den er omfattet af retsplejelovens § 448, nr. 3, og derfor skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42, uanset at en af de nedlagte påstande er formuleret som en anerkendelsespåstand. M’s påstand om ophævelse og hjemvisning tages derfor ikke til følge.

Det er ikke påkrævet at udsætte sagen med henblik på at afvente Ankestyrelsens afgørelse af M’s klage over statsforvaltningens afslag på hendes ansøgning om adoption af D, jf. retsplejelovens § 345, idet landsretten finder, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag.

Det kan i sagen lægges til grund som ubestridt, at B ved erklæring af 9. maj 2011 overdrog forældremyndigheden over D til M og F i forening, og at de begge har del i forældremyndigheden over D, men at alene F er biologisk forælder.

Efter forældreansvarslovens § 4 skal afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 499 af 6. juni 2007. Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget, L 133 af 31. januar 2007, blandt andet:

»Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Kriteriet tager udgangspunkt i artikel 3 i FN’s Børnekonvention og må til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero på en individuel vurdering af netop dette barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig rådgivning. Ved at fremhæve dette princip direkte i loven imødegås også den kritik, der er fremkommet fra FN’s Børnekomitee for Barnets rettigheder, hvorfra der har været peget på, at det generelle princip om barnets tarv i Børnekonventionens artikel 3 ikke er anvendt fuldt ud og loyalt indarbejdet i Danmarks politikker og ordninger.

2.1.2.1. Børnekonventionen

I relation til spørgsmål om forældremyndighed og samvær bygger Børnekonventionen bl.a. på et princip om, at barnets bedste skal komme i første række i alle beslutninger vedrørende barnet, jf. konventionens artikel 3 (1):

»3.1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.«

Bestemmelsen har flere funktioner, herunder at barnets tarv som et grundlæggende princip skal gennemsyre lovgivningen og alle afgørelser vedrørende barnet. Samtidig skal barnets tarv indgå i fortolkningen og anvendelsen af andre bestemmelser i konventionen. Barnets tarv skal komme i første række, men ikke nødvendigvis være det eneste kriterium ved afgørelsen af konkrete sager om barnets forhold. Barnets ret til samvær med sine forældre skal f.eks. vurderes over for dets ret til beskyttelse mod overgreb e.lign. fra eksempelvis forældrenes side.«

På denne baggrund finder landsretten, at et spørgsmål om, hvor et barn skal have bopæl, bør afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Hvis forældre med fælles forældremyndighed ikke er enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, afgøres dette af retten, jf. forældreansvarslovens § 17. Det følger af bestemmelsens ordlyd, at bestemmelsen alene vedrører forældre med fælles forældremyndighed og ikke tvister mellem forældremyndighedsindehavere, hvoraf kun den ene er forælder.

Henset til, at M siden D’s fødsel har varetaget rollen som D’s mor, og at dette er sket med begge biologiske forældres accept, finder landsretten, at § 17 uanset dens ordlyd bør finde analog anvendelse ved afgørelsen af, hvor D skal have bopæl, idet hensynet til D taler for, at hendes forhold til M bliver inddraget ved afgørelsen heraf, jf. forældreansvarslovens § 4. F’s påstand om stadfæstelse tages derfor ikke til følge.

Efter bevisførelsen for landsretten findes både M og F at være velegnede til at varetage bopælsretten for D.

Landsdommerne Lene Jensen og Marie Louise Klenow (kst.) udtaler:

M har boet seks måneder i Indien med D og har haft et års orlov for at passe D. Siden ankomsten til Danmark har D haft bopæl hos M. Henset til, at M således har været den primære omsorgsperson for D lige siden fødslen, finder disse voterende, at bopælsretten bør tillægges M.

Landsdommer Mogens Kroman udtaler:

Henset til, at M uden tungtvejende grunde dertil flyttede D’s bopæl mere end 100 km væk fra D’s far og dermed hindrede den hidtil tætte kontakt med den biologiske far og hans familie, finder denne voterende, at det vil være bedst for D at have bopæl hos sin biologiske far, F.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

 

Eneforældremyndighed til M over 10-årig D grundet højt konfliktniveau, selv om Ms forestående flytning fra Lolland til Aalborg vil indebære mindre samvær til F, ØLD af 6. marts 2014, utrykt.

Problemstilling:

M og F var flyttet til Aalborg, hvorfra M stammer. M og en anden kvinde på Lolland var gravide med Fs børn næsten samtidig. De flyttede på Ms foranledning til Lolland, så F kunne være der for begge børn.

I forbindelse med samlivsophævelsen ønskede M at flytte til Aalborg. Hendes advokat i byretten anbefalede hende at nedtone det ønske, mens advokaten i landsretten fandt det vigtigt at få spørgsmålet frem.

I byretten accepterede F, at M fik bopælen. I landsretten ønskede han bopælen på grund af flytteønsket.

Byrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger, og da der mellem parterne nu er enighed herom, tager retten Ms påstand om, at D for fremtiden skal have bopæl hos M til følge.

Der er under denne sag opnået enighed mellem parterne om, hvor D skal bo, og parterne har indgået på samarbejde vedrørende etablering af en ordning for Ds samvær med F. Der er således om disse væsentlige spørgsmål etableret et samarbejde mellem parterne. Navnlig på denne baggrund finder retten, uanset parternes samarbejdsvanskeligheder, ikke at der foreligger tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Ds bedste. Påstanden om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

Oplysningerne om parternes konfliktfyldte relation giver ikke grundlag for at antage, at der i fremtiden vil kunne etableres et samarbejde om de forhold, som henhører under en fælles forældremyndighed på en måde, der er bedst for D. Der er derfor ikke grundlag for at opretholde fælles forældremyndighed.

Efter en samlet vurdering af parternes forhold og deres hidtidige forhold til D findes det bedst for D, at forældremyndigheden tillægges M alene, selv om det kan indebære ændrede muligheder for Fs samvær med D på hverdage i fremtiden.

Kommentar:

Sagen er meget illustrativ også i relation til den måde, som rådgivere vurderer en sag taktisk.

Det var krystalklart, at M ville flytte til Aalborg med barnet. Ms advokat i byretten havde bedt hende om at nedtone ønsket. Advokaten sagde, at når ikke M havde en konkret lejlighed i Aalborg, var der heller ingen konkrete planer om flytning. I retsbogen var Ms forklaring gengivet på en sådan måde, at det da godt kunne være, at hun ville flytte til Aalborg “engang”, men at der ikke var konkrete planer herom. Det fik så F til at acceptere bopæl hos M – og byretten til at lade sig lokke til fælles forældremyndighed.

Jeg repræsenterede M i landsretten og turde ikke fastholde den strategi. Min vurdering var, at M for det første ville skulle varsle formel flytning, og at et sådant varsel ville blive mødt af en ny sag om bopæl efter det, som jeg kalder samværsforælderens “automatpilotreaktion”. Jeg vurderede også, at en sådan sag næppe ville kunne afvises efter den nye § 39 i forældreansvarsloven. Derfor meldte M klart ud, at hun ville flytte til Aalborg, og at landsretten reelt skulle tage stilling til  den “ansøgning”. Påstanden var dels eneforældremyndighed og subsidiært bopæl hos M også efter flytning til Aalborg. Østre Landsret dømte så til eneforældremyndighed. Det bemærkes særligt, at den børnesagkyndige undersøgelse konkluderede direkte, at der i et fremadrettet perspektiv ikke var grundlag for at tro på et fornuftigt samarbejde mellem forældrene.

Bopæl over 12-årig P hos M, efter at F i 2008 fik bopælen i en ”flyttesagsproblematik” og efterfølgende massive problemer, Retten i Glostrup 11. marts 2014, utrykt

Sagens parter er beskrevet i ØLD 7. november 2008 efter at være startet med en afgørelse om midlertidig bopæl i oktober 2007. Sagen er omtalt nedenfor. Sagen illustrerer en problemstilling, hvor et barn har været i klemme uafbrudt siden starten af 2008 og indtil videre til marts 2014.

Problemstilling:

M fandt i 2007 en kæreste i midtjylland og varslede flytning. P på dengang 5 år boede hos M. Den politiske korrekthed i systemet førte først til midlertidig bopæl hos F og senere til bopæl hos F. P havde allerede dengang problemer af forskellig art, hvilket burde være indset i al fald af landsretten.

M flyttede ikke så lang tid efter til København, men F ville ikke acceptere ændring af den sin tid fastsatte samværsordning. P fik stigende mistrivsel. Der stigende problemer, som også skolen kunne se men ikke rigtig ville tage ansvar i forhold til. M turde på grund af de tidligere erfaringer ikke gøre noget for at få tilstanden ændret. Ultimo 2011 og begyndelsen af 2012 begynder skolen at udtrykke egentlige bekymringer, som får M til at indlede nu afsluttede sag.

Der har stedes været et vist fokus også på, at F slår P – uden at nogen har taget hånd om det problem.

På et tidspunkt i processen etableres en forsøgsvis 7/7-ordning anskuet af M som en mulighed for at ”begrænse skaden” for P, idet Statsforvaltningen ikke kunne fastsætte mindre samvær hos F, så længe denne havde bopælen. 7/7-ordning siden 1. januar 2013.

Udtalelser bekræfter, at P får det bedre og i højere grad udfører sit skolearbejde ”i mors uge”.

Der gennemføres en børnesagkyndig observationsrapport under sagens behandling i byretten afsluttet i sommeren 2013. Observationsrapporten viser ikke så meget signifikant. Dommeren i sagen går i sommeren 2013 på pension, hvorefter ny hovedforhandling må gennemføres med ny dommer.

Herefter afholdtes en ny samtale mellem P og den børnesagkyndige og dommeren. P udtaler her, at hun er glad for begge forældre. Hun giver udtryk for en forestilling om, at hun ikke kan komme på en amerikarejse, hvis ikke hun bor hos far. Hun siger også, at hvis hun skal bo hos far, vil hun gerne være i en 7/7-ordning. Hvis hun skal bo hos mor, vil hun gerne være hos far hver anden weekend. Endelig siger hun, at far ikke slår længere.

Den børnesagkyndige konkluderer, at P efterspørger at være mere hos mor.

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af sagen, at begge forældre går til familiebehandling på ”X”, hvilket er bevilget af Y kommune med henblik på at styrke forældrenes kommunikation og mindske deres konflikter.

Parterne er enige om, at der fortsat skal være fælles forældremyndighed.

P er aldersmæssigt ”præteenager”, men er i øvrigt ikke alderssvarende, og hun er fagligt flere år bagud. Det er rettens vurdering, at M har de bedste forudsætninger for at styrke og støtte P i hendes faglige og personlige udvikling. P har siden efteråret vedholdende over for sine kontaktpersoner fastholdt, at hun ønsker at bo hos sin mor. Retten finder derfor, at P skal have bopæl hos M.

Kommentar:

Det er en af de mere slemme flyttesager med meget mere, som jeg har set gennem årene. Jeg har personligt fulgt den siden ankesagen i 2008 og mener helt grundlæggende, at P er blevet ”mishandlet” af systemet siden den midlertidige afgørelse i 2007.

Det er krænkende for mig, at man i retssystemet har vurderet, at det nok skal gå alt sammen, og at man kan tage en 5-årig fra sin hidtidige omsorgsperson, som formastede sig til at finde en ny kæreste fra Jylland på dating.dk (eller hvor det nu er sket). I givet fald måtte mor selvfølgelig efter systemets mening have tvunget ny kæreste til København og aldrig være flyttet til Jylland.

Alting er blevet værre af, at P allerede dengang var skrøbelig. I kommentaren til den første sag nævner jeg sagsbehandlingen. Den kommentar står nu i et skrigende skær henset til, at den nye sag har varet siden ultimo 2011 i Statsforvaltningen og til primo marts 2014 med en byretsdom.

Afgørelsen ultimo 2008 i ØLD var startet efter den gamle lov og træffes som en af de allerførste efter forældreansvarslovens ikrafttræden. Det var således længe før det tidspunkt, hvor jeg havde fundet på at formulere påstandene i flytning-sagerne som en slags ”ansøgning” til retten. (Melodien er, at jeg vil gerne flytte med barnet som boende hos mig, og hvis retten ikke synes, at jeg må det, vil jeg gerne beholde bopælen og betragte mig som pålagt stavnsbånd af retten).

Ikke midlertidig bopæl hos F som følge af Ms flytning fra København til Lolland-Falster, TFA 2015/663 ØLK

Oplysninger i sagen:

Barnet var 7 år. Forældrene var gået fra hinanden, da barnet var1½ år gammel, og barnet har siden da boet hos M. Den midlertidige afgørelse blev truffet, før M faktisk flyttede.

Byrettens begrundelse:

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder at D altid har boet hos sin mor, og at et skoleskift først bliver aktuelt medio august 2015, finder retten, at det vil være bedst for D fortsat at have bopæl hos sin mor frem til retten træffer afgørelse efter sagens hovedforhandling den 20. august 2015, hvorfor der ikke findes grundlag for en midlertidig overførsel af bopælen til faren, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.

Landsrettens begrundelse:

Idet landsretten kan tiltræde byrettens resultat og begrundelsen herfor, og idet der ikke for landsretten er godtgjort omstændigheder i øvrigt, der kan begrunde et andet resultat, bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes.

Kommentar:

Det er oplyst, at byret og landsret nåede frem til, at bopælen fortsat skulle være hos M.

Jeg har kun set en sides gengivelse, der her er kortet ned til 2 linjer.

Det samlede resultat bør ikke overraske særligt henset til, at barnet har boet hos mor, og at der har været så begrænset samvær.

Eneforældremyndighed over 5 årig D til M, selv om det indebar flytning til Island, TFA 2017/3 VLD

Byrettens begrundelse:

Der er ingen eller kun en yderst sparsom kommunikation mellem parterne, og deres konfliktniveau er højt. Parterne har ikke hidtil været i stand til at samarbejde tilfredsstillende om børnenes forhold, og de er dybt uenige om sagsøgtes beslutning om at flytte til Island. Parterne har samstemmende nedlagt påstand om, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. På denne baggrund findes der at være holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om B’s forhold til barnets bedste. Sagsøgerens påstand om, at den fælles forældremyndighed over B ophæves, tages herefter til følge i medfør af forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

B har siden samlivsophævelsen haft bopæl hos sagsøgte, som både før og efter samlivsophævelsen har været hans primære omsorgsperson. Der er en betydelig aldersforskel mellem B og storebroderen A, så det må antages, at de i det daglige kun i begrænset omfang vil have glæde af det indbyrdes forhold. Når A om forholdsvis kort tid bliver teenager, vil den indbyrdes kontakt antagelig blive endnu mere sparsom. Ved samvær i ferier og ved brug af telefon og Skype kan B’s forbindelse til sagsøgeren og A opretholdes i rimeligt omfang. Uanset sagsøgtes flytning til Island findes det herefter på baggrund af sagsøgtes betydning for B at være bedst for B, at forældremyndigheden over ham tillægges sagsøgte. Sagsøgtes påstand herom tages derfor til følge.

(Den fælles forældremyndighed over fællesbarnet B ophæves, og forældremyndigheden skal tillægges sagsøgte M alene.)

Landsrettens begrundelse

Efter de foreliggende oplysninger om parternes forhold, herunder at de ikke længere kan kommunikere med hinanden og deres høje konfliktniveau, tiltræder landsretten, at der er holdepunkter for at antage, at de ikke kan samarbejde om B’s forhold til dennes bedste. Herefter og efter parternes påstande tiltræder landsretten, at den fælles forældremyndighed over B skal ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Afgørende for, hvem der skal have forældremyndigheden over B, er, hvad der er bedst for ham, jf. forældreansvarslovens § 4. Det lægges efter M’s forklaring til grund, at hun vil flytte til Island, hvor hun har sin familie. Hvis hun får tilkendt forældremyndigheden over ham, vil det for B bl.a. indebære en adskillelse imellem ham på den ene side og hans far og bror på den anden side. Det lægges efter den supplerende udtalelse fra den børnesagkyndige til grund, at en sådan adskillelse vil blive en smertelig proces for B og A, som har en dyb relation til hinanden.

Da det imidlertid må tillægges betydeligt vægt, at B efter det foreliggende er meget knyttet til sin mor, som han har boet hos siden samlivsophævelsen, finders det efter en samlet vurdering at være bedst for ham, at forældremyndigheden over ham tillægges M.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom.

Grønlandske M kunne tage P på 3 år med ved flytning til Grønland, Retten i Aalborg den 10. februar 2017, utrykt og upåanket.

P, der er 3 år, har haft bopæl hos sin mor, siden hun var 1 år. Det lægges efter bevisførelsen til grund, at moderen hidtil har været Ps primære omsorgsperson. Det lægges efter bevisførelsen – herunder udtalelsen fra Famili-egruppe Øst – endvidere til grund, at M er velegnet til at varetage den daglige omsorg for P.

En flytning til Grønland vil have den negative konsekvens, at Ps samvær med sin far vil blive væsentligt reduceret. M har erklæret, at hun vil sørge for, at P bevarer tilknytningen til sin far blandt andet via Skype samtaler og ved samvær i Danmark.

Det fremgår af udtalelsen fra Familiegruppe Øst, at M, sønnen D og P har været i familiebehandling på * siden maj 2016, og at forvaltningen vurderer, at M og børnene vil profitere af at flytte tilbage til deres familiære netværk i Grønland. Det fremgår endvidere, at forvaltningen vurderer, at flytningen til Grønland vil være af afgørende betydning for børnenes trivsel og udvikling, da der kan være risiko for stor bekymring for børnene, idet D er så isoleret, og forholdet til F har været så konfliktpræget og ustabilt.

Efter en samlet vurdering finder retten, at det er bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos sin mor, også selvom mor flytter til Grønland. Retten tager derfor Ms principale påstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 4, og § 17, stk. 1, 2. pkt.

Flytningen til Grønland vil indebære en væsentlig ændring i Ps forhold, og retten finder, at en sådan ændring af hensyn til P – og i overensstemmelse med det sædvanlige udgangspunkt – bør afvente, at sagen er endelig afgjort. Ms anmodning om, at det bestemmes, at dommen skal kunne fuldbyrdes straks, tages derfor ikke til følge.

kommentar.

Dommen er det endelige punktum i den sag, der er beskrevet i TFA 2017/161 VLK.

Fælles forældremyndighed og bopæl hos mor, selv om det indebar, at barnet flyttede med til udlandet, TFA 2017/309 øld

Byrettens begrundelse

Det lægges efter den børnesagkyndige erklæring til grund, at B har et tæt og nært forhold til begge sine forældre. Hun er alderssvarende udviklet, og det er vigtigt, at hun bevarer kontakten til begge sine forældre på trods af, at de kommer til at bo i forskellige lande. Begge forældre er velegnede til at være bopælsforældre.

Det lægges efter institutionens udtalelse sammenholdt med sagsøgtes forklaring til grund, at sagsøger gør, hvad han kan for at styre B’s opmærksomhed hen mod sig og bortlede hendes opmærksomhed fra sagsøgte. Sagsøger har ikke under sagen ønsket at give sagsøgte lov til at rejse alene med B til Cypern på besøg. Fra et fremtidsrettet perspektiv finder retten derfor, at sagsøgte fremover må anses for at være bedst egnet til at samarbejde omkring B i det daglige og sikre B’s kontakt til sagsøger. Der har været to voldsomme episoder parterne imellem, hvor sagsøgte begge gange har bedt om hjælp fra udenforstående. Sagsøgte har et godt nedtværk på Cypern med forældre, som kan hjælpe hende. Under henvisning hertil og til det i øvrigt under sagen oplyste finder retten, at det vil være bedst for B, at hun får bopæl hos sagsøgte.
Sagsøger har for at opnå fælles forældremyndighed accepteret, at B flytter til Cypern, hvis sagsøgte får bopælen over B. Da der ikke findes at være tilstrækkeligt med holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, når bopælsspørgsmålet er løst, findes der ikke at være grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Landsrettens begrundelse

Landsretten forstår byrettens dom således, at M ved dommen har fået tillagt bopælen over B med tilladelse til at flytte med barnet til Cypern.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at antage, at forældrene ikke fremadrettet vil kunne samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, hvorfor betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed ikke er opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11.

Som fastslået af byretten har B et tæt forhold til sine forældre, der begge er velegnede til at være bopælsforældre.
Parterne har i mange år boet i England, hvor de mødte hinanden, og M blev gravid med B, som blev født i – – – 2014. I forbindelse med B’s fødsel boede familien på Cypern i en periode på 6-7 måneder, hvorefter de flyttede tilbage til England. Parterne flyttede derefter i begyndelsen af 2016 til Danmark. Parterne havde således kun boet i Danmark i kortere tid sammen med B, da uoverensstemmelserne begyndte. M ønsker at flytte til Cypern, hvor hendes familie bor, med B, og det vil indebære, at F og B som følge af den geografiske afstand vil være afskåret fra at have en tæt kontakt med hinanden. M har ikke ønsket på forhånd at tage stilling til en samværsaftale, hvorfor det kan frygtes, at kontakten mellem B og F vil blive afbrudt.

Det må imidlertid efter bevisførelsen lægges til grund, at M under B’s hidtidige opvækst har været den primære omsorgsperson, idet hun har været hjemmegående med B i en stor del af B’s levetid. B er 3 år og har klaret flytningen fra England til Danmark uden særlige problemer, herunder gået i en dansk institution. M har ingen tilknytning til Danmark og taler ikke dansk. Hun er uden uddannelse og har ikke været i arbejde i Danmark. Det er derfor velbegrundet, at hun nu ønsker at flytte tilbage til familien på Cypern efter bruddet med F.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at det vil være bedst for B, at hun får bopæl hos M, også selvom dette indebærer, at hun rejser til Cypern med B, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.

M har under sin forklaring tilkendegivet, at hun vil arbejde positivt på at sikre, at F får en samværsret, hvorved han kan opretholde en tilknytning til B. Landsretten forudsætter således, at M står ved sit tilsagn, således at der etableres en for begge parter tilfredsstillende samværsordning for F.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

Bopælen for 3 børn forblev hos M trods flytning og skoleskifte. Det havde betydning, at den største ikke ville være i samvær med F, TFA 2017/392 VLD

Byrettens begrundelse

Efter det foreliggende må såvel sagsøgeren som sagsøgte anses for egnet til at have de 4 fællesbørn boende hos sig.

Alle 4 børn har eller skal i nærmeste fremtid gennemgå ændringer i relation til deres nuværende skole eller børnehave. Når hertil kommer resultatet af de gennemførte børnesamtaler, børnenes nære tilknytning til hinanden samt det foreliggende om deres hidtidige opvækst og aktuelle bopælsmæssige forhold, findes det imidlertid efter en samlet vurdering bedst for dem alle, at de ikke adskilles og fortsat har bopæl hos sagsøgte, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Den af sagsøgte herom nedlagte påstand tages derfor til følge.

Landsrettens begrundelse

Da der ikke er oplyst tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes forhold til deres bedste, frifindes F for påstanden om, at forældremyndigheden over parternes fire børn ophæves, og at den tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.
Børnene har siden parternes samlivsophævelse i februar 2016 boet hos M. Under sagens behandling for landsretten har F frafaldet sin påstand om, at A skal have bopæl hos ham. De tre ældste børn har i forbindelse med børnesamtalen alle udtrykt ønske om at blive boende sammen, og psykolog I har i notatet fra børnesamtalen vurderet, at børnenes ønske om at blive sammen bør vægtes højt.

Herefter og i øvrigt efter en samlet vurdering finder landsretten, at det vil være bedst for børnene, at de forbliver sammen og således fortsat har bopæl hos M.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Afgørelser, hvor bopælsforælderen ikke kunne flytte

Enighed om fælles forældremyndighed men uenighed om bopæl efter Ms flytning i forlængelse af 2 årig egentlig deleordning. Bopæl hos F, TFA 2008/179 ØLD

Byrettens begrundelse 11. september 2007

Begge forældre synes velegnede til at tage sig af D.

Der har efter samlivets ophævelse i november 2005 været en deleordning, først med nogle dage hvert sted og derefter en uge ad gangen hvert sted. Der er enighed om, at barnet har fungeret godt med denne ordning. En forudsætning for en sådan ordning er, at forældrene bor så tæt på hinanden, at barnet kan passe sin institution fra begge.

Far har forklaret, at han ved boligskifte har lagt vægt på at forblive i nærheden af mor.

Det kan lægges til grund, at mor ikke har drøftet sin flytning til A med far, før det blev besluttet, og at hun også uden at have talt med ham har meldt D ud af sin institution og ind i en institution i A.

Da forældrene som anført begge findes velegnede, da der har været en velfungerende deleordning i næsten 2 år, og da det er mors flytning, som ikke er drøftet med far, der har medført problemet, finder retten, at D bør blive boende hos sin far, hvor hun også kan fortsætte i sine vante omgivelser.

Retten finder derfor, at det er bedst for D, at far tillægges forældremyndigheden.

Landsrettens begrundelse.

Landsretten finder begge forældre egnede til at varetage forældremyndigheden over D. Landsretten har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at den fælles forældremyndighed over D har fungeret godt siden parternes samlivsophævelse i november 2005. Uenigheden mellem forældrene angår alene D’s bopæl. Der foreligger således ikke tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, hvorfor M og F bør fortsætte med at have fælles forældremyndighed over D, jf. forældreansvarslovens § 11.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder det oplyste om D’s hidtidige opvækst og hendes nuværende placering i børnehaven, hvor hun trives, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at hun har bopæl hos F.

Det ligner en såkaldt ”status qou-afgørelse”, hvor man lægger vægt på nuværende tilstand.

Den næste afgørelse, som jeg tager med her, ligger egentlig uden for emnet, idet jeg principielt alene gennemgår regler og praksis for flytning inden for landet. Jeg tager den med som en ”det mindre i det mere-afgørelse”. Igen gengives fra Børn og Samværs hjemmesides korte version. For uddybning henvises til TFA. Det afgørende i denne sammenhæng, hvor landsretten med sætningen ” hvorved bemærkes, at det forhold, at moderen ønsker at flytte til USA med børnene, ikke i sig selv kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden til faderen” netop viser, at det er det enkelte konkrete barns forhold, der er afgørende. Godt  gået, ØL!

M ville flytte til USA, hvilket medførte en overførelsessag. Fælles forældremyndighed trods flytningen. Bopæl hos F i Danmark, TFA 2008/181 ØLD

Byrettens begrundelse 11. september 2007

Sagsøgtes beslutning om at flytte til USA ændrer børnenes forhold så markant, at der i medfør af forældremyndighedslovens § 13, stk. 1, er grundlag for på ny at tage stilling til, hvad der er bedst for børnene.

Efter samtalen med børnene er det rettens opfattelse, at børnene er tæt knyttet til hinanden, og at de begge har behov for hinandens støtte til at undvære den forælder, som de ikke skal bo sammen med – og dermed kun se med lange intervaller.

Begge børn har en tæt kontakt med begge forældre. Det er rettens opfattelse, at begge forældre vil kunne varetage alle børnenes behov, herunder deres behov for en så ofte kontakt med den forælder, som de ikke skal bo hos, som muligt.

Det er rettens opfattelse, at begge børn trives ved den dagligdag, som de har, med skole, kammerater og bedsteforældre tæt ved.

Selv om sagsøgte i børnenes tidlige barndom måtte have været den primære omsorgsperson, er det under hensyn til børnenes alder nu af betydning, at de, også på egen hånd, har en stabil kontakt til et bredere socialt netværk.

Efter en samlet vurdering er det rettens opfattelse, at det er bedst for begge børn, at de bliver i deres vante omgivelser og derved opnår den stabilitet i hverdagen, som sagsøger bedst kan sikre.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten finder efter parternes forklaringer og det i øvrigt foreliggende, at begge parter er velegnede til at varetage forældremyndigheden over D og S, der i deres opvækst har haft en nær tilknytning til begge forældre og til hinanden.

Landsretten finder derfor, at der skal være fælles forældremyndighed over børnene, jf. forældreansvarslovens § 14, hvorved bemærkes, at det forhold, at moderen ønsker at flytte til USA med børnene, ikke i sig selv kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden til faderen.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger findes det bedst for D og S, at de har bopæl hos faderen, idet de herved kan forblive i vante omgivelser og bevare stabiliteten i deres hverdag, jf. forældreansvarslovens § 17.

Landsretten ændrer dommen i overensstemmelse hermed.

Så vidt jeg kan se, er der ikke flere trykte afgørelser, hvor indenlandsk flytning har været et kernepunkt.

F fik bopælsretten over P, der på domstidspunktet i landsretten var 5 år og 10 måneder, da M for et år siden var flyttet til Herning fra Sjælland og efter at have haft midlertidig forældremyndighed fastsat af statsforvaltningen i et år, utrykt ØLD af 7. november 2008, 21. afd.

Forældrene havde boet sammen nogle år og var gået fra hinanden 2006, hvor P var 3 år. P boede i starten hos M og så F begrænset. F havde flere fritidsjobs, som dengang påvirkede samværets omfang. For at sikre F mere samvær foreslog M en egentlig ligedelingsordning, der havde været praktiseret nogen tid.

I efteråret 2007 besluttede M at flytte fra København til Herning til en ny kæreste. Hun havde fået at vide i statsforvaltningen, at hun kunne tage P og dennes 10-årige halvbror med, fordi bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo.

Under et møde i oktober 2007 i statsforvaltningen besluttede denne at tildele F midlertidig bopæl. Parterne forsøgte efterfølgende retsmægling uden held.

Dommeren gennemførte sammen med en børnesagkyndig en samtale med P: P gav udtryk for, at hun er glad for begge forældre og sin halvbror, og at hun ikke havde nogen præference i forhold til forældrene, samt at hun gerne vil bo hos dem begge. (Det er hørt 1000 gange før).

Byrettens dom af 17. juli 2008 havde følgende begrundelse:

Der er enighed mellem forældrene om fortsat fælles forældremyndighed, og det må lægges til grund, at P i en længere periode indtil efteråret 2007 havde boet på skift hos parterne en uge ad gangen. Denne sag er foranlediget af, at M i efteråret 2007 flyttede til Jylland, hvorfor deleordningen ikke længere kunne praktiseres, og P har siden da boet hos F i h.t. en afgørelse om, at P midlertidigt skulle have bopæl hos F.

Under børnesamtalen fremtrådte P som tryg i kontakten, og der er efter børnesamtalen ikke grundlag for at antage, at P har nogen præference i forhold til forældrene. Det må videre lægges til grund, at begge forældre er velegnede til at varetage den daglige omsorg for P.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder parternes forklaringer, og det forhold, at F bor i det område, hvor P hidtil er vokset op, finder retten, at det vil være bedst for P, at hun har bopæl hos F.

P skal derfor have bopæl hos F, jf. § 17 i forældreansvarsloven.

Parterne har i landsretten som forventeligt forklaret forskelligt, idet M giver udtryk for, at P savner hende og broderen og ikke forstår, hvad der er sket. F giver heroverfor udtryk for, at P er velfungerende og trives.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten har ikke fundet anledning til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.

Begge parter findes velegnede som bopælsforældre. Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at P skal have bopæl hos F.

Kommentar:

Jeg førte sagen for M i landsretten men ikke i byretten.

Sagen er en retspolitisk katastrofe.

Det er mit indtryk, at det ville være bedst for P at bo hos M. Jeg fremhæver det på den måde, fordi man som advokat for en part typisk farves af kundens syn og fortælling.

Det er imidlertid et faktum, at sagen har kørt i mere end et år, efter at statsforvaltningen fastsatte den midlertidige ordning. Ligeledes er det et faktum, at parterne efterlevede lovens intentioner om at forsøge at snakke sig til en løsning via retsmægling, og at tiden trak ud, uden at der skete andet end netop det, at tiden trak ud.

Retsformanden i landsretten kommenterede efter partsafhøringen og inden proceduren, at det ”jo er en bevisanke”, hvilket i sig selv grænser til en fornærmelse. Parterne kan ikke SELV føre beviser, og retten forlader sig på relativt intetsigende forklaringer samt en mindst lige så intetsigende børnesagkyndig samtale, som er omkring et halvt år gammel.

Helt grotesk blev tingene sat i relief i landsretten af, at Fs advokat i sin procedure begyndte som et slags sagkyndigt vidne at henvise til sine egne erfaringer med halvstore børn og deres tilknytning til kammerater og skole, hvorefter jeg i ren provokation forsøgte at berette om egen fortid som ”flyttebarn” og 50 års skolestartsjubilæum. Tilbage var så kun i det groteske, at landsdommerne bagefter kunne udveksle deres erfaringer med børn og børnebørn.

Sagens konkrete P fik efter min opfattelse ikke en konkret chance for en lige så konkret vurdering. Landsretten afviste, som det ses, min anmodning om børnesagkyndig undersøgelse.

Afgørelsen er med andre ord en ren status quo afgørelse, hvor den reelle magt placeres hos Statsforvaltningen.

Man skal sagt ligeud passe utrolig meget på, når man agter at flytte.

Pige på 2 år og 5 måneder skal bo hos F, fordi M vil flytte fra Frederiksberg til Odense, TFA 2009/475 ØLD

Forældrene var separerede i februar 2008, hvor de flyttede fra hinanden. M blev boende i lejligheden, der var sat til salg. F flyttede ikke så langt væk.

I forbindelse med separationen og sagsøgerens vurdering af sine fremtidsforhold, ønskede hun at flytte til Odense, hvorfra hun stammer.

Den pågældende flytning er varslet på normal vis over for Ps, der reagerede med et krav om, at han skal være bopælsforælder. Statsforvaltningen Hovedstaden har ved afgørelse af 2. september 2008 tillagt midlertidig forældremyndighed til faren.

Afgørelsen er begrundet med, at man på den måde etablerer status quo, indtil Retten har taget stilling til, hvor barnet skal bo.

Byrettens begrundelse:

Indledningsvis bemærkes, at retten ikke finder grundlag for foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse i sagen.

Det må lægges til grund, at begge forældre har været vigtige omsorgspersoner for P, der er knyttet til dem begge, og som efter samlivsophævelsen i januar 2008 har været næsten lige så meget hos F som hos M.

Begge parter findes at være velegnede til at have bopælsretten over P og til derved at sikre hende en tryg og harmonisk opvækst.

Under disse omstændigheder lægger retten vægt på, at P, såfremt bopælsretten tillægges M, i forbindelse med Ms flytning til Odense, vil blive fjernet fra sine hidtidige omgivelser, herunder fra dagplejen, hvor hun trives. Retten finder derfor, at det vil være bedst for P, at bopælsretten tillægges faderen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende begrundelse:

Der er efter de foreliggende oplysninger om P og om parterne ikke grundlag for at iværksætte børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor Ms anmodning herom ikke tages til følge.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for P, at bopælsretten tillægges F. Den omstændighed, at P under alle omstændigheder står over for et institutionsskift, kan ikke føre til andet resultat.

Læg mærke til, at barnets perspektiv ganske enkelt ikke er inddraget – ej heller af domstolene f. eks. gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

 

Fælles forældremyndighed over 8 årig D med bopæl hos M, selv om M var flyttet 9 gange inden for en kort årrække, Retten i Nykøbing F den 30. juni 2009, utrykt

Sagen er den samme, som er beskrevet i http://www.boernogsamvaer.dk/afgorelser/foraeldremyndighed/foraeldremyndighed%202008/fam-styr-18-11-2008.htm, hvortil der henvises med hensyn til faktum.

Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse under retssagen.

Byrettens begrundelse:

Der findes efter sagens oplysninger ikke at være så svære samarbejdsproblemer eller konflikter mellem parterne, at det foreligger tungtvejende grunde, der af hensyn til barnet taler for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Parternes principale påstande tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at D er faldet godt til i sin nye skole, ligesom han giver udtryk for helst at ville bo hos sin mor. Den børnesagkyndige undersøgelse anbefaler, at D bliver boende hos sin mor, som han har boet hos i Nykøbing F siden 15. september 2008. Det fremgår samtidig, at anbefalingen er afgivet under den forudsætning, at M bliver boende i det samme boligområde.

Under disse omstændigheder og med denne forudsætning findes det bedst for barnet, at han fortsat har bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1. Ms påstand herom tages derfor til følge.

Henset til afstanden mellem Fs bopæl og Ds skole og under henvisning til den børnesagkyndige undersøgelse findes det bedst for D, at samværet strækker sig fra fredag efter skole til søndag aften kl. 19. Efter parternes påstande er der ikke anledning til i øvrigt at tage stilling til samværet.

Kommentar:

Børnesager skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, og barnets perspektiv og synspunkter skal inddrages.

Det er vanskeligt – også med inside kendskab til sagen – at anfægte Ms forældreevne.

Denne hjemmesides formål med afgørelserne er først og fremmest at forsøge at beskrive sagerne og at påpege ting, som kan virke problematiske.

Forældreansvarsloven har som et af sine fremmeste formål at få folk til at samarbejde og handle ansvarligt og fornuftigt.

Generelt er det et grundkrav til et retssamfund, at man nogenlunde kan forudse en retssags resultat, når man kender sagens omstændigheder.

Jeg bliver derfor frustreret, når ansvarlige handlinger ikke belønnes af systemet.

Denne sags problemstilling kan koges ned til følgende:

Retssag for et år siden afsluttedes med en aftale om ligedeling og formel bopæl hos M under forudsætning af, at hun ikke blev ved med at flytte.

To måneder efter vælger hun at flytte og varsler.

Lovens hovedregel er, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Derfor skulle hun jo kunne flytte. I mange statsforvaltninger bestemmer de imidlertid, at barnet midlertidigt skal blive boende for at bevare status quo under retssagen. Det gør de som udgangspunkt i København.

I Statsforvaltningen Sjælland gør de ikke. Denne sag hørte derunder.

Når så M er flyttet, og tiden er gået ”godt”, vil det ofte være bedst for barnet, at det ikke skal flytte tilbage igen.

I virkeligheden kan jeg som rådgiver i denne sammenhæng leve med, hvad det skal være. Bare jeg ved, hvad jeg skal råde til.

Det konkrete barn lider jo ikke, og det vil sikkert være næsten lige godt for barnet, hvor han end bor.

I mit univers er Ms flytteadfærd ikke i orden – og slet ikke, når der er tilkendegivet forudsætninger om det modsatte.

Derfor er det min opfattelse så nøgternt som man nu kan bedømme det, at den første afgørelse om midlertidig forældremyndighed ikke var i orden, men at den sidste godt kan være OK.

 

Flytteproblematik. 5 årig Ps bopæl flyttet til F, TFA 2010 52/VLD

Problematik:

Samlivsophævelse i 2007. M fik bopæl dengang. De boede i nærheden af F i Jylland. M fik kæreste og jobmulighed på Sjælland.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at A er tættest knyttet til sagsøgte M. Retten har lagt vægt på forældrenes fordeling af barselsorloven og deres arbejdssituation i barnets første år, på at A siden slutningen af 2007 har haft bopæl hos sagsøgte, og på at samværet har været tilrettelagt således, at A har været hos sagsøgeren F 5 ud af 14 dage.

Under henvisning hertil samt til barnets alder må det anses for bedst for barnet, at hun fortsat skal have bopæl hos M, uanset at dette vil medføre, at hun sammen med M skal flytte til Sjælland.

Sagsøgtes påstand tages derfor til følge.

Landsrettens begrundelse:

Annette Dellgren og Dorte Thyrring udtaler:

A er født og opvokset i C og har hele tiden boet i det hus, som F nu bor i, og der er enighed om, at A er velfungerende.

Herefter og efter oplysningerne om parternes forhold i øvrigt, finder vi det bedst for A, at hun får bopæl hos F.

Vi stemmer derfor for at tage F’s påstand til følge.

Lars E. Andersen udtaler:

Som anført af byretten har A siden slutningen af 2007 haft bopæl hos M, og samværet har været tilrettelagt således, at A har været hos M 9 ud af 14 dage.

Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder jeg, at det er bedst for A, at hun fortsat skal have bopæl hos M.

Jeg stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og landsretten tager derfor F’s påstand til følge.

Kommentar:

Endnu en afgørelse, der fremmer tendensen mod at bestemme, at forældre ikke kan flytte med barnet.

Afgørelsen er med dissens, som det ses. Det er meget sjældent, at domme i disse sager afgøres af to dommere mod en, hvilket egentlig er meget tankevækkende og faktisk også forunderlligt.

Det er en yderst bekymrende udvikling, som politikerne bør forholde sig til ved revision af loven. Det har med sikkerhed ikke været tanken med bestemmelserne, når man ser lovens opbygning.

 

M ville flytte til Møn fra Nordsjælland. 10 årig D og 7 årig P skulle så bo hos F, TFA 2010/91 ØLD

Byrettens begrundelse:

Børnene er velfungerende og trives under de nuværende gode forhold med bopæl hos mor i »Nordsjælland«, skolegang, sport og kammerater i nærmiljøet og samvær i en 5/9-ordning med far, der bor mindre end 500 meter fra mor. Børnene er nært knyttet til begge forældre, og den gode mulighed for tæt, jævnlig og fleksibel kontakt med begge forældre bliver forstyrret, når mor flytter til Møn. Flytningen tilgodeser ikke noget behov hos børnene.

Isoleret set finder retten, at det vil være bedst for A, der er næsten 10 år gammel og skal i 4. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos far, således at A kan forblive i nærmiljøet med skole, venner, fritidsaktiviteter med videre, som har været uændret i de sidste 6 år.

Omvendt finder retten isoleret set, at det vil være bedst for B, der er 6½ år og skal i 1. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos mor, således at B kan bevare sin primære base hos mor, som hun har boet hos siden parternes samlivsophævelse i 2005, og som også var den primære omsorgsperson for børnene under parternes samliv.

Børnene er knyttet til hinanden, og begge forældre har givet udtryk for, at børnene skal forblive sammen. Derfor finder retten – trods børnenes modsatrettede behov – at det er bedst for dem, at de bor sammen.

Efter en samlet vurdering af børnenes og forældrenes forhold og efter en afvejning af hver af forældrenes muligheder for i fremtiden bedst at sikre stabiliteten omkring børnenes opvækst, findes det bedst for børnene, at de bevarer bopæl hos mor. Mors flytning belaster begge børn, men retten finder, at det vil medføre en større belastning for B at miste mor som den primære voksenkontakt, end det vil belaste A at foretage et miljøskifte. I vurderingen er det tillige tillagt en vis betydning, at far har meget skæve arbejdstider, der vil indebære, at selv om hans vagter kan lægges optimalt, vil der være henholdsvis en og to dage om ugen, hvor børnene skal vækkes og følges i skole af en nabo eller anden person i fars netværk, der ikke i det daglige bor sammen med børnene.

Landsrettens begrundelse:

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder parternes forklaringer, samtalerne med A og B i byretten og landsretten samt henset til, at forældrene er enige om, at børnene bør forblive sammen, findes det bedst for dem, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 5, at de har bopæl hos deres far, F, hvorved de kan forblive i deres vante miljø.

 

6-årig D skulle have bopæl hos M, der ikke kunne flytte med ham til USA, TFA 2010/486 ØLD.

Byrettens begrundelse og resultat:

S har hele livet boet sammen med sagsøger i Danmark. De har været i (USA) på ferier, men har ikke boet der permanent. Sagsøger har sin familie i (USA), mens sagsøgte har sin familie i Danmark. Sagsøger, der er opvokset i (USA), er ked af at bo i Danmark og mener, at hun kan få et bedre liv med S i (USA). Sagsøgte har ikke realistisk mulighed for at flytte til (USA) og etablere et arbejdsliv som i Danmark.

En flytning til (USA) vil på den baggrund indebære en væsentlig ringere kontakt mellem S og hans far, derimod vil S’ mor få det bedre, med mulighed for at give dette videre til S.

Under hensyn til det under sagen oplyste og herunder indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse og idet S hele livet har boet i Danmark med tæt kontakt til begge forældre, og da retten lægger til grund, at en flytning til (USA) vil indebære en væsentlig forringelse af muligheden for en tæt kontakt mellem S og faderen, findes det bedst for S, at han bor hos sagsøger i Danmark. Sagsøgers subsidiære påstand tages således til følge. Retten er opmærksom på, at sagsøger har forklaret, at hun ikke trives i Danmark, blandt andet på grund af den dårlige kommunikation med sagsøgte, og parterne opfordres på denne baggrund til aktivt at søge at forbedre deres kommunikation evt. gennem hjælp udefra.

Med sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

Barnet S skal have bopæl hos M i Danmark.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Ved byrettens dom blev det bestemt, at S have bopæl hos moderen i Danmark.

Denne dom har moderen anket med påstand om, at S skal have bopæl hos hende, i første række i (USA) og i anden række i Danmark – som bestemt af byretten. Moderens subsidiære påstand går således ud på stadfæstelse.

Faderen har endeligt påstået stadfæstelse og har som følge af moderens subsidiære påstand undladt for landsretten at nedlægge påstand om, at S skulle have bopæl hos ham.

Således som sagen herefter foreligger afgrænset ved de nedlagte påstande, skal S have bopæl hos moderen, og landsretten kan alene tage stilling til, om dette skal ske enten i (USA) eller her i landet, jf. § 17 i forældreansvarsloven.

S, der snart er 7 år og lige er begyndt i skolen, har altid været her i landet. Men han forstår og taler engelsk og ville sandsynligvis kunne klare en flytning til (USA), hvor han også ville få tættere kontakt med sin amerikanske del af familien, end det er muligt nu. Moderen har utvetydigt tilkendegivet, at hun kun flytter til (USA), hvis S får lov til at flytte med. S er ifølge den børnesagkyndige undersøgelse knyttet til begge sine forældre, som han hidtil har opholdt sig hos på skift i en 9-5-ordning, og som har bopæl i samme by. Hvis moderen flytter til (USA), medens faderen bliver her, vil den geografiske afstand uundgåeligt have som konsekvens, at S for resten af sin opvækst i væsentlig grad vil blive afskåret fra den nære og hyppige kontakt med den ene af sine forældre.

Efter § 4 i forældreansvarsloven skal valget, som påstandene giver mulighed for, træffes under hensyn til, hvad der er bedst for S.

Uanset de store personlige omkostninger for moderen ved at skulle forblive her i landet og disses mulige betydning for S er der herefter ikke grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for S at flytte med moderen til (USA).

Landsretten tager derfor moderens subsidiære påstand til følge og stadfæster således dommen.

Her har vi en dom, som måske er mere vidtrækkende, end den umiddelbart ser ud. Jeg har selv for nylig haft en sag, hvor samme principielle problemstilling eksisterede. Jeg nedlagde i byretten påstande, der meget ligner dem, der har været nedlagt i denne sag. Men jeg var rigtig meget i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne det.

Hele flytteproblematikken er meget tung, jfr. min artikel ”Er skilsmisseforældre stavnsbundne? Kan en bopælsforælder flytte med børnene?” (denne artikel) Som loven i øjeblikket praktiseres især i statsforvaltningerne, er det nærmest livsfarligt at flytte.

Tit hører man en mor spørge, om hun kan flytte til Jylland med børnene. Svaret vil altid være: ved ikke – kommer an på statsforvaltningens og dommernes luner.

Mange siger, at de gerne vil flytte – men ikke uden børnene. Som loven egentlig er indrettet, giver det ikke så meget mening at sende en ”ansøgning til retten” om at få lov at flytte. De fleste påstande, som jeg har set vedrørende indenlands flytning, har ikke været betingede påstande, som dem, vi ser i denne sag.

Sjovt og tankevækkende er det måske derfor også, at jeg selv brugte fremgangsmåden for første gang i en tilsvarende sag, hvor mor ville flytte til udlandet. ”Min sag” endte på dette punkt med, at mor alligevel fravalgte at flytte til udlandet inden hovedforhandlingen i byretten. Ligeledes inden hovedforhandlingen var hun flyttet relativt kort indenlands, hvorfor subsidiære påstande om indenlands flytning heller ikke blev aktuelle.

Men jeg vil i virkeligheden mene, at det for fremtiden vil give mening at rejse sager om flytning ved domstolene, hvor man som bopælsforældre kan påstå, at bopælen skal blive hos pågældende enten på nuværende lokalitet eller – et andet lidt mere konkret sted. I praksis vil det så virke som en slags ansøgning til retten om at få lov til at flytte.

Husk lige, at man som bopælsforælder kan varsle flytning. Hvis samværsforælderen ikke protesterer, vil bopælsforælderen selvfølgelig kunne flytte uden en sådan ansøgning.

6 årig skulle fortsat bo hos M, der flyttede fra Aarhus til Sønderjylland, TF 2010/562 VLD

Parterne var gået fra hinanden i 2006 og havde haft en 7/7-ordning. M varslede flytning i april 2009. Statsforvaltningen fastsatte midlertidig bopæl hos F. M flyttede til Sønderjylland i oktober 2009.

Uenighed om meget, herunder økonomi. Børnesagkyndig undersøgelse men intet fra undersøgelsen er gengivet i dommen.

Byrettens begrundelse:

Det lægges efter oplysningerne i sagen til grund, at A er tæt knyttet til og trives godt hos begge parter, og at begge er gode forældre.

Efter en samlet vurdering af parternes og A’s forhold, herunder oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring, finder retten, at det vil være bedst for A, jf. forældreansvarslovens § 4, at A har bopæl hos sin mor.

Retten lægger i denne forbindelse blandt andet vægt på, at konfliktniveauet mellem parterne er meget højt, og vurderer, at M er den af parterne, som bedst vil være i stand til at sikre, at A bevarer en tæt kontakt til den anden part. Retten finder efter oplysningerne om A’s tilknytning til sin nuværende børnehave ikke, at det heroverfor kan tillægges afgørende betydning, at A skal forlade børnehaven, hvis han får bopæl hos sin mor.

A skal derfor have bopæl hos M.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 4 må afgørelsen om, hvor A skal have bopæl, træffes ud fra, hvad der er bedst for A.

Siden parternes samlivsophævelse i december 2006 har parterne praktiseret en deleordning, således at A har boet lige meget hos hver af parterne.

M er sammen med sin nuværende kæreste og deres fælles barn flyttet tilbage til Sønderjylland, hvor hun også boede, inden hun flyttede sammen med F i Århus. Såfremt A skal bo hos hende, vil dette således medføre, at A udsættes for et miljøskifte, idet A siden sin fødsel har boet i Århus.

Heroverfor står dog, at A også vil blive udsat for et uundgåeligt miljøskifte, hvis han skal bo hos F, idet A skal starte i skolen i august 2010. A vil således under alle omstændigheder skulle gennemgå en periode, hvor han i væsentligt omfang må søge at etablere nye kontakter og tilpasse sig nye omgivelser i sin dagligdag.

Når der samtidig henses til, at A allerede har et vist kendskab til det område, som M er flyttet til, og hvor A’s morforældre også er bosiddende, og at A også tidligere er kommet i det hus, hvor M nu bor, finder landsretten ikke, at der ved vurderingen af, hvad der er bedst for A, kan lægges afgørende vægt på, at A ved at få bopæl hos F undgår flytning til en anden by.

Landsretten tiltræder herefter, at det efter en samlet vurdering af parternes og A’s forhold må anses for bedst for A, at han får bopæl hos M. Landsretten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at selvom A var tæt knyttet til begge sine forældre, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at A har den største følelsesmæssige tilknytning til M.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

 

Midlertidig overflytning af 4-årigs bopæl, indtil retsafgørelse herom i forbindelse med Ms flytning, TFA 2012/408 Ankestyrelsen

Ankestyrelsens begrundelse:

B er født den […] 2008.

Du har bedt om, at B midlertidig får bopæl hos dig under sagens behandling.

Du har oplyst, at moren flytter til Y [en by på Fyn], hvorved B trækkes bort fra sin hverdag, hvor hun er velfungerende i sin børnehave. Du har også oplyst, at B er tæt knyttet til dig, og at du har et godt netværk, hvorimod moren ikke har noget netværk i Y.

Moren har bedt om, at B fortsat skal have bopæl hos hende.

Hun har oplyst, at B den 1. juni 2012 startede i en ny børnehave i Y, hvor hun er faldet godt til, og at hun har sagt farvel til sin gamle børnehave. Moren har også oplyst, at hun har et større netværk i Y, end hun havde i Z [by i Jylland]. Hun mener, at en flytning tilbage til dig vil forvirre B, ligesom hun mener, at B er knyttet lige så meget til hende, som hun er til dig. Moren har anført, at B er småtspisende, og at du under jeres samliv ikke lavede mad. Hun har også anført, at du har temperament og kan have svært ved at rumme B i visse situationer. Det har indtil nu hovedsageligt været hende, der har deltaget i B’s aktiviteter.

Vi ændrer statsforvaltningens afgørelse, sådan at B midlertidigt får bopæl hos dig.

Det fremgår af sagen, at B havde folkeregisteradresse hos moren, da statsforvaltningen den 30. marts 2012 traf midlertidig afgørelse om B’s bopæl.

Moren er den 15. maj 2012 flyttet til Y, og B er udmeldt af sin børnehave i Z pr. 1. juni 2012. I har opretholdt den eksisterende samværsordning, hvor B er hos dig fra fredag i ulige uger til torsdag i lige uger, og B har gået i sin børnehave i Z, når hun var hos dig, frem til den 1. juni 2012. Du har holdt et møde med kommunen, der har lovet, at B kan få en plads i sin gamle børnehave, hvis hun skulle få bopæl hos dig.

Retssagen er berammet til hovedforhandling den 20. august 2012.

Det fremgår af udtalelse af 19. juni 2012 fra børnehaven i Y, som moren har indhentet, at B har været i den nye børnehave i sammenlagt 6 dage.

Vi har ved afgørelsen om at ændre den midlertidige bopæl lagt vægt på, at I indtil nu har praktiseret en 8/6-ordning, og at B er knyttet til jer begge. Vi har også lagt vægt på, at B kan blive i kendte omgivelser, herunder komme tilbage til sin gamle børnehave, indtil der er truffet afgørelse om bopæl. Vi har desuden lagt vægt på, at B kun har været i sin nye børnehave i 6 dage. Vi mener derfor, at det er bedst for B, at hun midlertidigt får bopæl hos dig.

Vi mener ikke, at oplysningerne om, at B allerede er startet i en ny børnehave og vil blive forvirret af at skulle flytte hen til dig, kan føre til et andet resultat.

Sagen illustrerer den tendens, der er til at bevare status quo, indtil retten har “tilladt en flytning”.

Retstilstanden gør det rigtig vanskeligt for en bopælsforælder at tilrettelægge sit liv, og tendensen går desværre imod en slags stavnsbinding for skilsmisseforælder.

Domstolene kommer i praksis til at agere ekspeditionskontorer for flytteansøgninger.

7-årig D skulle bo hos F grundet Ms flytning til Holland, TFA 2012/507 ØLD

Parterne var gået fra hinanden i 2007. Der var i begyndelsen deleordning, der senere blev ændret til en 9-5-ordning med bopæl hos M. Sagen var således udsprunget rent af Ms ønske om at flytte til Holland. Det er oplyst under sagen, at M vil le flytte uanset udfaldet af sagen.

Byrettens begrundelse:

S har en tæt tilknytning til begge forældre, og begge må anses velegnet til, at S har bopæl hos den pågældende. S har haft sin længste levetid i Danmark og har senest siden sommeren 2010 haft bopæl i Danmark. S er velfungerende og har i sin nuværende omgangskreds en tæt og god kontakt til sin familie i Danmark og en række personer, som er centrale for S. S’ tilknytning til sine nuværende omgivelser og sit kendskab hertil må anses som større end den tilknytning og det kendskab til sine omgivelser, han vil få ved en flytning med sagsøger til Holland, hvor S alene har boet i sine første leveår. Henset hertil og til det i sagen i øvrigt oplyste finder retten efter en samlet betragtning, at det vil være bedst for S, at han får bopæl hos sagsøgte, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17. Retten tager derfor sagsøgtes påstand herom til følge.

Landsrettens begrundelse:

Siden forældrenes samlivsophævelse i slutningen af 2007, da S var 3 år, har moderen, M, været den primære omsorgsperson for S, der snart fylder 8 år. Dette taler med styrke for at bevare S’ bopæl hos hende uanset hendes forestående flytning til Holland.

M har efter samlivsophævelsen ført en omskiftelig tilværelse, præget af hendes beslutninger om at indlede parforhold og om at tage ophold i udlandet primært af hensyn til hende selv og hendes behov for at tilgodese arbejde og karriere eller partner. I 2008 flyttede hun således med S til London, hvor hun arbejdede og boede sammen med en mand, indtil de brød med hinanden, og hun i 2010 vendte tilbage til Danmark med S. Det hidtidige forløb har vist, at hun ikke i de 5 år, hvor S har haft bopæl hos hende, har formået at skabe stabile og varige rammer for S’ tilværelse og opvækst.

M, der er hollænder, har nu indledt et forhold til en hollandsk mand med to børn på 10 og 14 år. De har købt hus sammen i Holland, hvor hun har hele sin familie, og hun skal om kort tid nedkomme med deres første barn. Efter hendes forklaring under sagen må landsretten lægge til grund, at hun definitivt har besluttet sig for at flytte til Holland uanset, hvad denne beslutning vil indebære for S, og dermed også for det tilfælde, at S skal forblive her i landet. Heller ikke dette forløb vidner om, at hun formår i tilstrækkeligt omfang at tilsidesætte egne behov og ved tilrettelæggelsen af sin og S’ tilværelse at foretage valg og prioriteringer efter hans behov, og hvad der vil være bedst for ham.

Uanset det oplyste om, at S i nogen grad taler hollandsk og også i nogen grad kender sin hollandske familie, tiltræder landsretten herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at det er bedst for S, at han forbliver i sine nuværende omgivelser, og at hans bopæl flyttes til faderen, F.

Fælles forældremyndighed over 9-årig D med særlige problemer ophævet og forældremyndigheden tillagt F, da M ville flytte til USA, TFA 2013/60 ØLK

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af sagen, blandt andet statusudtalelse af 5. marts 2012 fra – – – Heldagsskole og Pædagogisk Psykologisk Vurdering fra – – – Kommune fra januar 2010, at S påvirkes meget af forældrenes manglende samarbejde og høje konfliktniveau, hvilket støttes af parternes forklaring under sagen. Retten finder på denne baggrund, og da M har tilkendegivet, at hun vil flytte til Californien uanset, om hun får eneforældremyndigheden, hvilket vil kunne vanskeliggøre parternes samarbejde yderligere, at der er sådanne tungtvejende grunde som anført i forældreansvarslovens § 11, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.

Det fremgår af forældreansvarslovens § 4, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Der fremgår videre af sagen, at S er umoden af sin alder, og at han har følelsesmæssige og kontaktmæssige problemer. Han beskrives i statusudtalelsen fra – – – Heldagsskole som værende umoden af sin alder og med problemer med at huske og koncentrere sig, samt at han ikke kan løse problemer sprogligt. Skolen anfører, at struktur og genkendelighed er vigtig for S.

Det lægges efter parternes forklaringer til grund, at S ikke har været i Californien siden 2009 og i øvrigt alene sporadisk har været i Californien.

Under hensyn hertil, til at det såvel i den børnesagkyndige undersøgelse som i samtalen med retten er indtrykket, at S føler tilknytning til begge forældre samt til det i øvrigt i den børnesagkyndige undersøgelse anførte, finder retten, at det er bedst for S, at han bliver i Danmark, hvor der er iværksat tiltag i form af udredning og behandling af S’ problemer, og at forældremyndigheden skal tillægges F alene.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en ny børnesagkyndig undersøgelse, subsidiært at landsretten gennemfører en samtale med S.

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at både M og F er velegnede som indehavere af forældremyndigheden.

Landsretten er enig med byretten i, at det på grund af S’ særlige behov må anses for bedst for ham, jf. forældreansvarslovens § 4, at blive i Danmark, hvor hans problemer er under udredning, og hvor han går i en skole, der kender ham og kan håndtere hans særlige behov.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

kommentar:

Der var både en børnesagkyndig undersøgelse og samtale med dommer og psykolog i byretten. D fremstod ifl. den børnesagkyndige som umoden.

D har hidtil boet hos M.

Det fremgår ret tydeligt, at retten har vurderet det konkrete barns konkrete situation, hvilket er opmuntrende i et system, hvor man til tider kan være i tvivl om det.

 

Midlertidig bopæl til F over D på 5-årig D, da M ville flytte fra Vestfyn til Københavnsområdet. Mor havde tilkendegivet ikke at ville flytte, før retten havde truffet afgørelse, Statsforvaltningen den 13/9 2013 utrykt. Afgørelsen ændret af byretten – Retten i Odense den 20/11 2013.

Efter det over for mig oplyste har barnet boet hos M alene i 4 år siden samlivsbruddet, og der havde været en 10-4-samværsordning.

M havde varslet flytning fra Vestfyn til Københavnsområdet med sædvanligt varsel.

Statsforvaltningens begrundelse:

”Vi har lagt vægt på samværets omfang, at udtalelse fra børnehaven belyser et barn, der har en god relation til begge forældre, at forældrene begge har et godt samarbejde med børnehaven, og at moren har valgt at flytte fra (Vestfyn) til (Københavnsområdet, således at barnet vil skulle skifte miljø.

Vi mener derfor, at det er bedst at sikre, at D forbliver i sit vante miljø, indtil en endelig afgørelse ved retten foreligger.”

Blandt sagens oplysninger anfører Statsforvaltningen, at mor har meddelt, at hun vil forblive i (Vestfyn), indtil retssag om bopæl er afsluttet.

Det er endvidere oplyst, at Statsforvaltningen har en sag om udvidelse af samværet, der er indleveret bopælssagen.

Der foreligger endvidere en udtalelse fra børnehaven, der beskriver D som en alderssvarende dreng med en vis form for skrøbelighed.

Han efterspørger sin mor i situationer, hvor han bliver ked af det.

D har haft en periode med sortsyn men med pædagogiske tiltag i børnehaven er han nu i en positiv udvikling. Hvis barnet skifter børnehave, er det vigtigt, at den nye børnehave fortsætter med disse tiltag.

D fungerer fint i børnehaven. Han er vellidt af de andre børn med en god relation og viser empati og forståelse for de andre børn og han har en god voksenkontakt.

Børnehaven oplever, at D har et positivt og naturligt forhold til begge sine forældre. Begge forældre er engagerede og tålmodige.

D udviser stor glæde for sin lillesøster, som bor hos far.

Jeg er blevet bekendt med afgørelsen via Landsforeningen Børn og Samværs telefonrådgivning. Helt ærligt sagde jeg til telefonrådgiveren, at hun måtte have fået forkerte informationer fra moren, der søgte råd i sin fortvivlelse. Undtagelsesvist havde telefonrådgivningen fået nummeret på moren. Tilbagemeldingen førte til, at jeg har fået afgørelsen tilsendt og konstaterer, at den var refereret korrekt.

Afgørelsen er efter min vurdering langt fra at være i overensstemmelse med den gældende retstilstand. I min lange artikel om flytteproblemerne i forældreansvarssagerne har jeg gennemgået teori og praksis på området.

Her refererer jeg kort, at udgangspunktet formelt i loven er, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. En flyttemeddelelse fører ofte som her til en automatpilotreaktion fra den anden med anmodning om en midlertidig afgørelse.

Tankegangen bag en midlertidig afgørelse er, at det ikke er Statsforvaltningen, som har den endelige kompetence, og at en de factoflytning kan føre til, at den nye tilstand på den måde kommer til at foruddiskontere det endelige resultat. For at undgå det, kan Statsforvaltningen vælge at træffe en midlertidig afgørelse.

Siden den praksis blev udbredt, er der rigtig mange sager, hvor bopælsforælderen vælger at varsle flytning men samtidig tilkendegive, at flytning først gennemføres, når rettens endelige afgørelse foreligger. Det har jeg oplevet utallige gange, og jeg har ikke tidligere oplevet, at Statsforvaltningen eller retten i disse situationer har truffet en midlertidig afgørelse.

Som nævnt i artiklen er mange også begyndt at formulere påstandene i retten, så man næsten kan sige, at retten skal behandle en ansøgning fra bopælsforælderen om at få lov til at flytte med barnet.

I denne sag har Statsforvaltningen efter min bedømmelse truffet en eklatant forkert afgørelse, hvor man netop ved den midlertidige afgørelse har valgt at ændre tilstanden forud for rettens behandling af sagen, selv om det har stået klart, at moren netop ikke ville flytte, før sagen var endeligt afgjort. Intet ville altså være blevet ændret, selv om Statsforvaltningen havde nægtet at træffe midlertidig afgørelse.

Retorisk må man derfor spørge, hvad Statsforvaltningens hensigt egentlig er med afgørelsen.

Afgørelsen skræmmer mig ekstra, da det udover det principielle direkte fremgår af udtalelsen fra børnehaven, at D er lidt skrøbelig, og at han efterspørger moren, når han bliver ked af det.

Hvor pokker er barneperspektivet så i den afgørelse?

Alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Midlertidige afgørelser skal ikke ændre en tilstand, med mindre der er gode grunde til det.

Jeg er professionelt rystet over den afgørelse, der endnu engang cementerer, at Statsforvaltningen i nogle sammenhænge er helt ude i hampen formentlig på grund af sagspres og stress.

Denne afgørelse kan nemlig ikke begrundes i forældreansvarsloven hverken efter dennes ordlyd eller ånd.

Viggo Bækgaard

Efterfølgende er sagen så påbegyndt ved byretten som en almindelig bopælssag. Byretten har den 20. november truffet denne afgørelse:

Byrettens begrundelse:

“Efter det af parterne alt fremlagte, særligt de for sagsøgte (M) fremlagte indlæg med bilag, finder retten det bedst for D, at M i medfør af forældreansvarslovens § 26 stk. 1, midlertidigt under sagen tillægges bopælsretten over ham. Det bemærkes, at meget tyder på, at bopælsretten ikke af statsforvaltningen midlertidigt burde have været tillagt F. Herefter bestemmes:

Bopælsretten over D tillægges midlertidigt under sagen sagsøgte M.”

Pyh ha. Her har vi en byretsdommer, der har været i stand til at forstå sammenhængene og direkte gennemskue den fatale fejl i statsforvaltningen.

Jeg ved ikke, hvilke gode argumenter Ms advokat har fremført, men man kan direkte af begrundelsen se, at advokaten har haft produceret nogle rigtig gode indlæg med bilag.

Teknisk skal jeg understrege, at byretten sådan set ikke har “ændret statsforvaltningens afgørelse” men har truffet en selvstændig afgørelse om midlertidig bopæl. Når sagen er indbragt for retten, er det nemlig rettens kompetence at bestemme, hvem der midlertidigt skal have bopælen. Det interessante for mig er svirpet fra dommeren mod statsforvaltningen. Det er lige så rigtigt som det er usædvanligt.

Midlertidig bopæl til F over D på 5-årig D, da M ville flytte fra Vestfyn til Københavnsområdet. Mor havde tilkendegivet ikke at ville flytte, før retten havde truffet afgørelse, Statsforvaltningen den 13/9 2013 utrykt. Afgørelsen ændret af byretten – Retten i Odense den 20/11 2013.

Efter det over for mig oplyste har barnet boet hos M alene i 4 år siden samlivsbruddet, og der havde været en 10-4-samværsordning.

M havde varslet flytning fra Vestfyn til Københavnsområdet med sædvanligt varsel.

Statsforvaltningens begrundelse:

”Vi har lagt vægt på samværets omfang, at udtalelse fra børnehaven belyser et barn, der har en god relation til begge forældre, at forældrene begge har et godt samarbejde med børnehaven, og at moren har valgt at flytte fra (Vestfyn) til (Københavnsområdet, således at barnet vil skulle skifte miljø.

Vi mener derfor, at det er bedst at sikre, at D forbliver i sit vante miljø, indtil en endelig afgørelse ved retten foreligger.”

Blandt sagens oplysninger anfører Statsforvaltningen, at mor har meddelt, at hun vil forblive i (Vestfyn), indtil retssag om bopæl er afsluttet.

Det er endvidere oplyst, at Statsforvaltningen har en sag om udvidelse af samværet, der er indleveret bopælssagen.

Der foreligger endvidere en udtalelse fra børnehaven, der beskriver D som en alderssvarende dreng med en vis form for skrøbelighed.

Han efterspørger sin mor i situationer, hvor han bliver ked af det.

D har haft en periode med sortsyn men med pædagogiske tiltag i børnehaven er han nu i en positiv udvikling. Hvis barnet skifter børnehave, er det vigtigt, at den nye børnehave fortsætter med disse tiltag.

D fungerer fint i børnehaven. Han er vellidt af de andre børn med en god relation og viser empati og forståelse for de andre børn og han har en god voksenkontakt.

Børnehaven oplever, at D har et positivt og naturligt forhold til begge sine forældre. Begge forældre er engagerede og tålmodige.

D udviser stor glæde for sin lillesøster, som bor hos far.

Jeg er blevet bekendt med afgørelsen via Landsforeningen Børn og Samværs telefonrådgivning. Helt ærligt sagde jeg til telefonrådgiveren, at hun måtte have fået forkerte informationer fra moren, der søgte råd i sin fortvivlelse. Undtagelsesvist havde telefonrådgivningen fået nummeret på moren. Tilbagemeldingen førte til, at jeg har fået afgørelsen tilsendt og konstaterer, at den var refereret korrekt.

Afgørelsen er efter min vurdering langt fra at være i overensstemmelse med den gældende retstilstand. I min lange artikel om flytteproblemerne i forældreansvarssagerne har jeg gennemgået teori og praksis på området.

Her refererer jeg kort, at udgangspunktet formelt i loven er, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. En flyttemeddelelse fører ofte som her til en automatpilotreaktion fra den anden med anmodning om en midlertidig afgørelse.

Tankegangen bag en midlertidig afgørelse er, at det ikke er Statsforvaltningen, som har den endelige kompetence, og at en de factoflytning kan føre til, at den nye tilstand på den måde kommer til at foruddiskontere det endelige resultat. For at undgå det, kan Statsforvaltningen vælge at træffe en midlertidig afgørelse.

Siden den praksis blev udbredt, er der rigtig mange sager, hvor bopælsforælderen vælger at varsle flytning men samtidig tilkendegive, at flytning først gennemføres, når rettens endelige afgørelse foreligger. Det har jeg oplevet utallige gange, og jeg har ikke tidligere oplevet, at Statsforvaltningen eller retten i disse situationer har truffet en midlertidig afgørelse.

Som nævnt i artiklen er mange også begyndt at formulere påstandene i retten, så man næsten kan sige, at retten skal behandle en ansøgning fra bopælsforælderen om at få lov til at flytte med barnet.

I denne sag har Statsforvaltningen efter min bedømmelse truffet en eklatant forkert afgørelse, hvor man netop ved den midlertidige afgørelse har valgt at ændre tilstanden forud for rettens behandling af sagen, selv om det har stået klart, at moren netop ikke ville flytte, før sagen var endeligt afgjort. Intet ville altså være blevet ændret, selv om Statsforvaltningen havde nægtet at træffe midlertidig afgørelse.

Retorisk må man derfor spørge, hvad Statsforvaltningens hensigt egentlig er med afgørelsen.

Afgørelsen skræmmer mig ekstra, da det udover det principielle direkte fremgår af udtalelsen fra børnehaven, at D er lidt skrøbelig, og at han efterspørger moren, når han bliver ked af det.

Hvor pokker er barneperspektivet så i den afgørelse?

Alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Midlertidige afgørelser skal ikke ændre en tilstand, med mindre der er gode grunde til det.

Jeg er professionelt rystet over den afgørelse, der endnu engang cementerer, at Statsforvaltningen i nogle sammenhænge er helt ude i hampen formentlig på grund af sagspres og stress.

Denne afgørelse kan nemlig ikke begrundes i forældreansvarsloven hverken efter dennes ordlyd eller ånd.

Efterfølgende er sagen så påbegyndt ved byretten som en almindelig bopælssag. Byretten har den 20. november truffet denne afgørelse:

Byrettens begrundelse:

“Efter det af parterne alt fremlagte, særligt de for sagsøgte (M) fremlagte indlæg med bilag, finder retten det bedst for D, at M i medfør af forældreansvarslovens § 26 stk. 1, midlertidigt under sagen tillægges bopælsretten over ham. Det bemærkes, at meget tyder på, at bopælsretten ikke af statsforvaltningen midlertidigt burde have været tillagt F. Herefter bestemmes:

Bopælsretten over D tillægges midlertidigt under sagen sagsøgte M.”

Pyh ha. Her har vi en byretsdommer, der har været i stand til at forstå sammenhængene og direkte gennemskue den fatale fejl i statsforvaltningen.

Jeg ved ikke, hvilke gode argumenter Ms advokat har fremført, men man kan direkte af begrundelsen se, at advokaten har haft produceret nogle rigtig gode indlæg med bilag.

Teknisk skal jeg understrege, at byretten sådan set ikke har “ændret statsforvaltningens afgørelse” men har truffet en selvstændig afgørelse om midlertidig bopæl. Når sagen er indbragt for retten, er det nemlig rettens kompetence at bestemme, hvem der midlertidigt skal have bopælen. Det interessante for mig er svirpet fra dommeren mod statsforvaltningen. Det er lige så rigtigt som det er usædvanligt.

Pige på 12½ og dreng på næsten 11 år skulle bo hos F, der ikke måtte flytte med dem til USA, Københavns Byrets dom af 17. januar 2014, utrykt.

Problemstilling kort: Begge forældre højtuddannede og udlændinge fra et tysktalende europæisk land. De flyttede i 2007 til Danmark af arbejdsmæssige grunde. Efter at have gennemført en PHD tog mor i forbindelse med parternes ophævelse af samlivet i første omgang en 2-årig ansættelse i USA (Whasington).

F blev på det tidspunkt i Danmark med børnene. Der var hyppigt samvær under Ms ophold i USA.

I sommeren 2013 kom M tilbage til Danmark og fik en ansættelse. Under sagen fik hun en lejlighed i Hørsholm tæt på børnenes bopæl hos F og på skolen.

Genetablering af kontakt med børnene var kompliceret, fordi børnene og især P gav udtryk for et ønske om at kunne flytte med F til USA, idet han næsten samtidig med Ms flytning til Danmark varslede flytning til USA (Seattle).

Under hele processen, der udover sædvanlig sagsforberedelse omfattede et forgæves retsmæglingsforløb, var kommunikationen meget dårlig mellem forældrene. M havde vanskeligt ved at få en stabil og harmonisk kontakt med børnene.

Parterne var, som det fremgår af præmisserne, meget uenige om årsagen hertil.

Byrettens begrundelse:

Afgørelser vedrørende børn skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. I alle forhold skal der vedrørende barnet tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.

I denne sag lægger retten til grund, at parternes to børn, hvorover parterne har fælles forældremyndighed, uden at have en særlig tilknytning til Danmark, har opholdt sig i landet siden 2007, fordi begge forældre eller i de sidste år F alene har været i landet. Retten lægger videre til grund, at børnene frem til 2011, hvor M flyttede til USA, begge var nært knyttede til både F og M, og retten lægger efter de afgivne forklaringer, herunder samtalen med børnene, til grund, at børnene i de to år, hvor M har været i USA,mens børnene har haft bopæl hos F i Danmark, er blevet stærkt knyttet til F.

Retten finder endvidere, at det kan lægges til grund, at konflikten mellem parterne – og som følge heraf Ms udfordringer i forhold til samvær med børnene – først er opstået efter, sagen vedrørende flytning af bopæl med børnene er anlagt ved domstolen.

Retten har ikke fundet det godtgjort, at hverken F eller M bevidst via børnene skaber en konflikt.

Retten lægger som udgangspunkt til grund, at et barn har bedst af a thave mulighed for at kunne få et nært forhold til både sin mor og sin far. I denne sag skal dette udgangspunkt sammenholdes med parternes egne ønsker om at fremme deres karrierer – ikke alen ei Danmark – men i mange forskellige lande. Retten finder, at hensynet til børnene vejer tungest.

På denne baggrund og henset til de foreliggende oplysninger og samtalen med børnene finder retten, at det er bedst for børnene på nuværende tidspunkt, at de fortsat har bopæl hos F, men at F ikke gives tilladelse til at flytte børnene med til USA (Seattle), fordi børnene i hver tald i de næste år har mulighed for at få et fast og stabilt samvær i dagligdagen med M, der nu bor i Danmark. Retten har i den forbindelse også lagt vægt på en udtalelse, som børnene fremkom med i samtalen om, at F havde givet udtryk for, at børnene var de vigtigste for ham, samt at han i givet fald ville blive og arbejde i Danmark. Retten har i den forbindelse også lagt vægt på, at P på 13 år på denne måde får mulighed for at genoprette et tillidsforhold til sin mor, ligesom D på 10 år på sine egne præmisser får mulighed for at genopbygge det tætte forhold, han har haft til sin mor.

Retten har videre lagt vægt på, at M har en lejlighed i Hørsholm, hvor samværet kan foregå. Hvis børnene flytter med F til USA, mens sagsøgte forbliver i Danmark, vil den geografiske afstand – uanset sagsøgter betaler for rejser også til M – uundgåeligt have den konsekvens, at begge børn i de næste par år fortsat i væsentlig grad bliver afskåret fra en nær og naturlig dagligdags kontakt med den ene af forældrene.

Det forhold, at samvær mellem M og børnene har været problematisk, at børnene giver udtryk for at ville til USA, og at det gennem de sidste 2-3 år er F, der er tættest knyttet til børnene, kan ikke føre til et andet resultat.

thi kendes for ret:

F og Ms børn, hvorover parterne har fælles forældremyndighed, P og D, skal fortsat have bopæl hos F i Danmark. Det tillades ikke F ret til at tage bopæl med børnene i USA (Seattle).

Piger på 7 og 4 år skulle bo hos F i Silkeborg efter Ms flytning til Sjælland, TFA 2016/155 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter forklaringerne og sagens øvrige oplysninger finder retten ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om pigernes forhold til pigernes bedste, jf. forældreansvarslovens § 11. Retten tager på den baggrund F’s påstand om fortsat fælles forældremyndighed til følge.

Begge forældre er velegnede som bopælsforælder.

A og B, der er henholdsvis 7 år og snart 4½ år, har boet sammen med begge forældre i Silkeborg lige siden deres fødsel; også efter forældrenes brud, da ingen af forældrene har ønsket at flytte, før denne sag er afgjort. På denne baggrund og efter samtalen med A lægger retten til grund, at A er lige knyttet til begge forældre. Efter forklaringerne sammenholdt med den omstændighed, at pigerne altid har boet sammen, lægger retten endvidere til grund, at pigerne er knyttet til hinanden. A går i 1. klasse på – – -skolen i Silkeborg, hvor hun har gået siden 0. klasse. Efter forklaringerne og udtalelsen fra skolen lægger retten til grund, at A’s skolestart har været svær, og at skolen er opmærksom på A’s udfordringer og støtter hende i en positiv udvikling. Det er børnepsykologens vurdering, at det i forhold til de udfordringer, som A har, vil være mest støttende for hende at blive i det miljø, hun er i. B går i børnehave i Daginstitutionen – – – i Silkeborg, hvor hun har gået i omkring 1 år. Efter forklaringerne og udtalelsen fra børnehaven lægger retten til grund, at B trives; også i børnehaven. F har forklaret, at han vil blive boende i det lokalområde, hvor de bor nu, således at pigerne kan fortsætte i samme skole og børnehave. M har under sagen truffet beslutning om at flytte fra Silkeborg til Sjælland, hvor hun har fået nyt arbejde pr. 1. juli 2015.

Efter en samlet vurdering af de nævnte forhold finder retten, at det, uanset B’s alder, vil være bedst for pigerne, at de har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4. Retten tager derfor F’s påstand om bopæl til følge.

Retten finder ikke, at der efter sagens karakter er grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder, at begge forældre er velegnede som bopælsforældre.

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at A, som efter sagens behandling i byretten har haft støttepædagog knyttet til sig, er kommet ind i en positiv udvikling. Dette fremgår således blandt andet af en udtalelse af 2. december 2012 fra – – -skolen, hvor det endvidere fremgår, at A giver udtryk for, at hun gerne vil bo hos sin far, og at hun ikke ønsker at skifte skole eller at komme væk fra sine venner.

Landsretten lægger, således som det blandt andet fremgår af udtalelsen fra Daginstitution – – – af 27. november 2015, endvidere til grund, at B har været påvirket af den verserende sag, og at hun har behov for stabilitet, tryghed og ro i hverdagen.

Parterne er enige om, at det er bedst for børnene at bo sammen.

Efter en samlet vurdering, hvor der navnlig er lagt vægt på, at børnene vil kunne blive i vante omgivelser, hvis de får bopæl hos F, hvilket ikke er tilfældet, hvis bopælen tillægges M, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for børnene at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

10- årig D skulle have bopæl hos F, efter at M var flyttet til en anden by 70 km væk, TFA 2016/221 VLD

Byrettens begrundelse:

Begge parter må anses for egnede som bopælsforældre.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder retten, at det vil være bedst for A, at han beholder sin bopæl hos sin mor, også selvom dette vil betyde, at han vil skulle forlade sine hidtidige rammer på – – -.

Retten tager således M’s påstand til følge.

(konklusionen er altså bopæl hos M).

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder, at begge parter må anses for egnede som bopælsforældre.

A, der er 10 år, har klart givet udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far, og at han gerne vil fortsætte i samme skole som hidtil. Under hensyn hertil og under hensyn til A’s behov for struktur og forudsigelighed finder landsretten det bedst for A, at han får bopæl hos sin far.

Landsretten tager derfor F’s påstand om, at A får bopæl hos ham til følge.

kommentar:

Det er mildt sagt ikke en dom, man bliver ret meget klogere af at læse. Byretten kommer til en konklusion med en meget tynd begrundelse. Landsretten til en anden med en lige så tynd begrundelse.

Umiddelbart tænker jeg, at man har lagt et kæmpe ansvar på en 10-årigs skuldre. Der er jo ingen børn, som ønsker forandringer.

Kort og godt: det er umuligt at vurdere, om afgørelsen er ”rigtig eller forkert”, bortset fra det faktum, at den, som Vorherre giver et embede, giver han også evnen til at bestride det. Her har 3 landsdommere besiddet den højeste grad af visdom. En sådan grad, at det har været unødvendigt at begrunde det ordentligt.

Mor med fælles forældremyndighed over 4-årig kunne ikke tage bopæl med barnet i Sydafrika, TFA 2016/305 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har fælles forældremyndighed. B bor hos M og har i realiteten samvær med F om søndagen fra kl. 13:00 – 19:00. Hun har ikke prøvet at overnatte hos ham. Samværet er af Statsforvaltningen fastsat til at begynde kl. 11:00. Det må efter parternes samstemmende forklaring lægges til grund, at det er efter ønske fra M, at afhentningen er flyttet til kl. 13:00, så hun har tid til at gøre B klar og give hende morgenmad.

Barnets perspektiv er henset til hendes alder belyst ved parternes forklaringer og udtalelse fra institutionen, jf. forældreansvarslovens § 5. B en 4 årig, velfungerende og alderssvarende pige.

Retten skal tage stilling til, om M kan tage bopæl med B i udlandet, nærmere bestemt Sydafrika, og om der fortsat skal være fælles forældremyndighed og endelig bopæl, hvis flytning til udlandet ikke tillades.

Parterne har senest boet sammen fra 2007 til juli 2012, hvor B var 8 måneder.

Retten har lagt til grund, at begge parter er egnede til at varetage omsorgen for B.

Retten finder det efter parternes forklaring godtgjort, at parterne tidligere har været i stand til at indgå aftaler om B. M har imødekommet ønske om yderligere samvær på biblioteket. F har langt hen ad vejen accepteret de beslutninger, som M har taget.

M, som utvivlsomt er den primære omsorgsperson, har imidlertid på forskellig vis udøvet samværschikane. Hun har i retten givet udtryk for stor frustration over F’s måde at udfylde sin rolle som far. Da Statsforvaltningen i april 2013 havde fastsat samvær hver onsdag fra kl. 18-19 samt hver søndag fra kl. 15-17, var der samvær tre gange, før M afbrød samværet under henvisning til, at F var uforskammet overfor hende. Han har modsat forklaret, at han verbalt blev overfaldet og kontaktede Statsforvaltningen. Samværet var herefter afbrudt i samlet 8 måneder, hvilket blandt andet skyldtes, at M beskyldte ham for vold og havde meget svært ved at finde tid til at mødes med den børnesagkyndige og endelig rejste til Sydafrika med B i 7 uger. I forbindelse med et samvær under den børnesagkyndige undersøgelse, overrakte hun F en kuvert med en blanket om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Herudover har hun til den børnesagkyndige tilkendegivet, at hvis der ikke blev overvåget samvær, ville det være bedre for B, hvis hun ventede et par år med at lære sin far at kende. Hun har på meget dramatisk vis inddraget B i konflikten, ved dels uanset parternes uenighed at fortælle hende, at hun nu skal bo i Sydafrika og dels i forbindelse med afhentning af B, med barnet ved hånden både verbalt og fysisk at overfalde F, ligesom hun har fortalt B, at hendes far er farlig og vil slå, hvilket retten anser for at være uden hold i virkeligheden. Efter episoden under afhentning den 4. oktober 2015 holdt hun B væk fra samvær den 18. og 25. oktober 2015, fordi hun var utilfreds med, at F ikke længere både ville hente og bringe B i forbindelse med samvær.

Det må ligeledes lægges til grund, at M ikke har inddraget F i valg af institution eller har orienteret ham om, hvordan det er gået i institutionen. Af udtalelse fra institutionen fremgår, at der ikke er noget samarbejde med far, ud over at far har ringet for at høre om B’s trivsel. F har således heller ikke selv været aktiv i forhold til institutionen, men har overladt dette til M.

Hertil kommer, at parterne i Statsforvaltningen er blevet tilbudt et kommunikationskursus. F ville gerne deltage, hvilket M afslog.

Flytning til udlandet

M har forklaret, at hun, der bortset fra et ophold på 9 måneder og ferier i Sydafrika har boet i Danmark siden 1998, ønsker at bosætte sig i Victoria, Sydafrika, sammen med B. Her bor hendes familie, som vil støtte dem.

F har forklaret, at B gerne må bo hos M, hvis denne bliver i Danmark, ellers ønsker han, at B får bopæl hos ham.

B er født i Danmark og går i en dansk børnehave, hun taler både dansk og engelsk.

Et barn har ret til at have kontakt med begge sine forældre.

Retten finder, at B, som efter mange forhindringer fra M’s side endelig har fået etableret en stabil relation til F, vil miste kontakten til ham, hvis den skal reduceres til SKYPE. Retten kan under disse omstændigheder ikke tillade M at flytte B til udlandet, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, hvorfor F frifindes for denne påstand.

Fælles forældremyndighed

Retten finder i medfør af forældreansvarslovens § 11, jf. § 4, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed bevares.

Det er udgangspunktet, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis det vil være bedst for barnet.

Retten har lagt til grund, at den af M udviste adfærd i det væsentlige bunder i en frustration over parternes forskellige kulturelle baggrund og personligheder. Retten forudsætter, at M fremadrettet undlader at inddrage B i parternes uenigheder og indgår i et reelt samarbejde med F.

Retten har lagt vægt på, at parterne tidligere har været i stand til at aftale samvær. Det må anses for nødvendigt for at sikre B’s fortsatte kontakt med F, at han har del i den fælles forældremyndighed. Den omstændighed at han har udvist en vis passivitet og langt hen ad vejen i samarbejdets navn har accepteret at blive holdt hen af M, men dog flere gange har rettet henvendelse til Statsforvaltningen og senest fogedretten for at få fastsat og gennemført samvær, kan ikke føre til et andet resultat.

Bopæl

M har forklaret, at hun vil blive boende i Danmark, hvis hun ikke får tilladelse til at tage B med til Sydafrika. F har forklaret, at han er indforstået hermed.

Da B endnu ikke har overnattet hos F, hvilket udelukkende kan forklares ved M’s modvilje mod at udvide samværet, men F heller ikke har indrettet lejligheden med eget sovested for B, finder retten, at det, uanset M’s chikane, på nuværende tidspunkt vil være bedst for B fortsat at have bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1.

Landsrettens begrundelse:

B, der er 4 år, er født og opvokset i Danmark og har alene været i Sydafrika 2 gange i forbindelse med ferier. Hun taler bl.a. dansk og går i dansk børnehave.

F har efter samlivsophævelsen haft samvær af stigende omfang med B, og det må lægges til grund, at han herved har opbygget en god relation til B.

Såfremt M, der bortset fra en periode i 2003 har boet i Danmark siden 1998, flytter til Sydafrika med B, vil det medføre, at B’s mulighed for at fastholde og udvikle relationen til sin far i realiteten vil blive nærmest umuliggjort.

På denne baggrund og i øvrigt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder landsretten, at det vil være bedst for B, at M ikke kan tage bopæl i Sydafrika med hende, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er påanket.

Kommentar:

Endnu en sag, hvor man ansøger retten om at måtte flytte med barnet. Det måtte mor så ikke – i al fald til Sydafrika, men hun beholdt dog barnets bopæl. Så man kan vel godt sige, at hun blev stavnsbundet.

 

Afsluttende konklusion.

Følges selve lovteksten, kan en bopælsforælder bestemme, hvor i landet barnet skal bo.

Loven indeholder nogle forestillinger om, at man i flyttesituationer skal kunne “forhandle” sig til gode løsninger.

Loven forudsætter, at sagerne behandles hurtigt, så man kan få truffet en afgørelse på et grundigt grundlag med afgørende fokus på, hvad der er bedst for barnet.

Sådan er det imidlertid ikke!

I al fald Statsforvaltningen Hovedstaden tildeler næsten automatisk midlertidig bopæl til den af forældrene, der ikke flytter.

Sagsbehandlingen ved domstolene kan sagtens trækkes ud i op mod et år – og så slår status quo let igennem.

Domstolenes afgørelser blafrer i vinden. Det gælder selv i Højesteret, som det ses af den eneste højesteretsdom på området.

Argumenter, der er meget almindelige i disse sager – og som virker:

  • barnet skal blive det sted, hvor det hidtil er “vokset op”.

Det argument virker tilsyneladende helt fra børnene er helt små. Jeg har hørt det anvendt om 1½-2-årige

  • barnet har knyttet sig til kammeraterne fra vuggestuen eller børnehaven

Jo – det ER rigtigt, at sådanne argumenter bruges – og virker.

I det hele taget fylder “børne-netværk” meget i det spil. Man synes helt at se bort fra, at skilsmissebørn udover vuggestue, børnehave  og skole påduttes et stadig stigende antal papsøskende, som ofte skiftes med betydelig hyppighed.

  • hvis den ene forælder b”barndomshjemmet” er intet øje tørt
  • med tæt på deleordning – f. eks. 8-6 ordning refereres til “hidtidig kontakt” til den anden forælder, også selv om skilsmissen er under et år gammel
  • ønsket om flytning er “chikane” over for den anden forælder

Argumenter, som burde virke – men som har (for) begrænset gennemslagskraft

  • lovens ordlyd om bopælsforælderens beslutningskompetence (tilsidesættes faktisk næsten konsekvent)
  • hvad er bedst for det konkrete barn
  • hvem er barnet konkret tættest knyttet til

Bopæl for næsten 5-årig D og 8½ årig D overført midlertidigt fra M til F, da M havde meldt flytning fra Sjælland til Jylland, Statsforvaltningen 23.november 2016 og ny afgørelse 9. december, utrykt

Baggrunden.

Forældrene var gået fra hinanden i begyndelsen af 2013. Der er fælles forældremyndighed, og børnene har bopæl hos M. Samværet med F er fra torsdag til søndag i den ene uge og torsdag i den anden uge uden overnatning. Samlet altså en 11-3-ordning på overnatninger og en eftermiddag oven i.

Det fremgår af afgørelsen, at ingen af forældrene har netværk på Sjælland. Ms søster fungerede som netværk for begge parter, men hun flyttede i år til Nordvestjylland.

Derudover fremgår det af afgørelsen, at

  • F hverken har kontakt til sine forælder eller sin søster,
  • han efter samlivsophævelsen har været gift kortvarigt og har haft flere kærester, mens M ikke har haft kærester siden samlivsophævelsen,
  • han ikke havde børnene på sommerferiesamvær selv i 2015, fordi han, da hans kæreste, som han skulle have være med til Mallorca, slog op med ham, tilbød M at tage med i stedet, hvilket hun takkede ja til,
  • han afleverede børnene en dag før tid fra sommerferiesamvær 2016, fordi han ikke vidste, hvad han skulle stille op i dårligt vejr i en autocamper, og
  • at F har haft et temperament, som har vanskeliggjort hans deltagelse i samspillet med børnene, hvilket var et tema under samlivet.

Ds læge har anbefalet skoleskifte til en skole, hvor der er traditionelle faste rammer, og at det skoleskifte bør ske snarest.

Der foreligger en pædagogisk psykologisk vurdering af D, der samlet tilkendegiver, at D har nogle særlige udfordringer.

Statsforvaltningens begrundelse:

”Vi har lagt vægt på omfanget og hyppigheden af Fs hidtidige samvær med børnene og på, at M vil flytte 360 km væk med børnene inden for de næste par uger.

Vi vurderer derfor, at der af hensyn til D og P er et aktuelt behov for, at de får midlertidig bopæl hos F og følges ad.

Det af M anførte, herunder at det kan være ønskværdigt for D at skifte skole, kan ikke føre til et andet resultat.

…..

M reagerede superhurtigt på afgørelsen og fik på kun et døgn lavet sine dispositioner om. Hun fik lov at beholde både bolig og job, som ellers begge var sagt op. Hun slap også ud af det nye job på den måde, at hun kunne vente med at tiltræde, indtil forholdene var afklarede.

Derefter bad Ms advokat om, at afgørelsen blev omgjort. Derved ville man jo opnå status quo.

Men nej!

Statsforvaltningen besluttede at meddele “afslag på, at P og D skal have bopæl hos M, mens sagen om bopæl bliver behandlet.

Begrundelse:

Vi har lagt vægt på

  • omfanget og hyppigheden af Fs hidtidige samvær med børnene,
  • at M inden for kort tid først har meddelt at flytte 360 km væk til (Jylland) omkring den 1. december 2016 og dernæst, efter F fik børnenes bopæl midlertidigt, meddelte alligevel ikke at flytte, før bopælssagen er afgjort, og
  • at hun har tilbudt en 7/7-samværsordning

Vi vurderer på den baggrund, at der ikke er oplysninger, som af hensyn til  D og P aktuelt kan begrunde, at de skal have midlertidig bopæl hos M.

Oprindelig kommentar til første afgørelse:

Jeg ved fra Ms advokat,  at M har valgt at flytte, fordi hun ikke har noget netværk på Sjælland længere.  M havde kontaktet Statsforvaltningen og  (i telefonslusen) fået oplyst, at hun havde ret til at flytte med børnene, men at hun skulle varsle det med 6 ugers varsel. Flytningen blev varslet den 25. oktober, idet hun havde fået job i Jylland. Hun havde ikke fået at vide, at der var en risiko for en “hovsaløsning” a la den, der blev udfaldet.

 Der var berammet møde til afholdelse i Statsforvaltningen den 13. december. På det tidspunkt ville flytningen i praksis være effektiviseret, som det fremgår af sagen.

Sagen illustrerer flere ting omkring loven og ikke mindst omkring Statsforvaltningen.

Resultatet falder egentlig meget godt i tråd med en praksis, der har udviklet sig omkring flytteproblematikken. Forældreansvarslovens § 2, stk. 2 lyder sådan: ” Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.” (Den gælder ikke sådan uden videre. Men det vidste vi godt.)

Statsforvaltningen har indtaget den grundopfattelse, at man ikke vil tillade en flytning, som giver risiko for, at flytningen i sig selv kommer til at foregribe begivenhedernes gang. Det fremgår sådan set også af min meget lange artikel om flytning.

I det lys er afgørelsen sådan set ikke overraskende.

Problemet umiddelbart for mig at se er så, at Statsforvaltningen ved en afgørelse som denne forgriber sig på det altafgørende princip, at enhver sag skal afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet i den forstand, at det skal være bedst for det konkrete barn, som sagen handler om.

Oplysningerne, som fremgår af sagen, forekommer ikke indlysende at føre til det konkrete resultat.

I min artikel om flytteproblematikken har jeg brugt overskriften ”er skilsmisseforældre stavnsbundne”. Det er i al fald et problem for en forælder, som agter at flytte på grund af nyt job.

Normalt anbefaler jeg, hvilket også fremgår af artiklen, at den bopælsforælder, der ønsker at flytte, skal trække pinen i langdrag derved, at man melder flytning og tilkendegiver over for Statsforvaltningen, at flytningen ikke effektueres, før sagen er endeligt afsluttet i retten.

Men hvor mange nye arbejdspladser stiller lige et job i sigte om et år eller halvandet? Det er jo ikke alle flytninger, der er påtvunget af staten som udflytning med års varsel.

Konkret synes det jo ikke åbenlyst, at F lige står reelt klar til at være 24/7 far over en længere periode.

Ms situation er egentlig nu formentlig den, at hun end ikke umiddelbart kan fortryde og sige, at hun alligevel ikke flytter – eller tilkendegive, at hun først flytter, når afgørelsen er endelig. Hvis hun vælger den løsning, kunne det være sjovt at se, om Statsforvaltningen i så fald vil hastebehandle uden møde, så situationen bringes tilbage til status Quo. Der er i al fald ikke meget i afgørelsen, som jeg har set, der tyder på, at det er en sag, hvor den oplagt rigtige løsning er, at børnene skal bo hos F.

Statsforvaltningen er ved at udvikle sig til et rent terrorregime.

Kommentar til anden afgørelse.

Jeg bliver bestemt ikke mindre forarget over den nye afgørelse.

Det er jo sådan med terrorisme, at formålet er at skræmme folk.

I Statsforvaltningen har man ganske enkelt overhovedet ikke fokus på, hvad der er bedst for børnene.

Jeg skal understrege, at jeg ikke har været involveret i sagen men blot har fulgt forløbet fra sidelinjen. Min vrede har således alene principiel baggrund.

Husk, at der var tale om et 11/3-samvær, som kynikeren i Statsforvaltningen først blæser på for at sikre status quo. Inden den afgørelse var sat i kraft, forsøger M så at ændre afgørelsen.

I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne man godt spørge sig selv, om det var klogt af M at “tilbyde en 7/7-løsning” midlertidigt, fordi det jo ikke gør nogen reel ændring for børnene, om de har 7/7 med formel bopæl hos M eller hos F.

Jeg tænker, at det bedst for børnene med næsten usvigelig sikkerhed havde været en fortsættelse af den oprindelige samværsløsning.

Men terroristerne har opnået, hvad de ville. M har simpelthen ikke turdet at fastholde det, som åbenlyst havde været bedst for børnene.

Ikke midlertidig afgørelse om, at M kunne flytte til Grønland med 3-årige P, TFA 2017/161 VLK

Parterne har fælles forældremyndighed over A, der har bopæl hos M.

M vil den 30. december 2016 flytte til Grønland med A, uanset F ikke har meddelt samtykke hertil, og uanset sagen om A’s bopæl er under behandling ved Retten i Aalborg.

Der er berammet hovedforhandling i bopælssagen den 20. januar 2017. Sagen er aktuelt kun belyst i form af et notat vedrørende et samarbejdsmøde i Statsforvaltningen den 3. november 2016 og advokaternes mails vedrørende en midlertidig afgørelse. Retten har således endnu ikke modtaget udtalelser fra vuggestuen og kommunen, og parterne har ikke afgivet forklaringer. Der foreligger modstridende oplysninger om omfanget af samværet og tilknytningen mellem A og F.
Begge parter har aktuelt bopæl i Aalborg, hvor A går i vuggestue.
På det foreliggende grundlag finder retten, at det må anses for bedst for A, at der ikke træffes en afgørelse om, at hun midlertidigt kan have bopæl i Grønland, hvorfor bestemmes:

Retten afviser at træffe afgørelse om, at A, født den – – -. december 2013, midlertidigt kan have bopæl hos M i Grønland.

A har således fortsat bopæl hos M i Danmark.

Retsbog af 21. december 2016:

Spørgsmålet er – – -, om de nye oplysninger i form af udtalelsen fra Familiegruppe Øst og udtalelsen fra vuggestuen skal medføre en anden afgørelse af spørgsmålet om midlertidig bopæl.

Retten fastholder kendelsen af 20. december 2016 og afviser således fortsat at træffe afgørelse om, at A midlertidigt kan have bopæl hos M i Grønland. Retten har herved – udover det i kendelsen anførte – lagt vægt på, at en flytning til Grønland vil indebære en væsentlig ændring i A’s nuværende forhold, og at en sådan ændring af hensyn til A bør afvente hovedforhandlingen, hvorunder begge parter kan afgive forklaring. Retten har endvidere lagt vægt på, at det af udtalelsen fra vuggestuen blandt andet fremgår, at A er et følsomt barn, der reagerer stærkt på forandringer.

Landsrettens begrundelse

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten har herved – ud over det i kendelsen anførte – lagt vægt på det, som byretten har anført i retsbogen af 21. december 2016. Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

 

M kunne ikke få 2 piger på 7 og 9 år med til Canada, hvortil hun ville flytte, TFA 2017/232 VLD

Byrettens begrundelse

I psykolog X’s udtalelse anfører psykologen bl.a., at A er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre, og at hun gerne vil flytte med sin mor til Canada, samt at B oplever sin mor som sin primære tryghedsperson. Psykolog Xs vurdering svarer i betydelig grad, for så vidt angår børnenes følelsesmæssige tilknytning, til den vurdering, som psykolog Y foretog i forbindelse med den tidligere retssag mellem parterne om børnenes bopæl.

Efter de oplysninger, som foreligger, finder retten, at moderen, som børnene har haft bopæl hos siden 2012, er deres primære omsorgsperson. Børnene er tosprogede og taler efter det oplyste flydende engelsk. Det er derfor rettens vurdering, at de lige så vel vil kunne få en god og tryg opvækst i Canada som i Danmark. I den sammenhæng skal det bemærkes, at moderen efter det oplyste vil få gode rammer for børnene i Canada med familie og venner i nærheden af sin bopæl.

Retten finder også, at børnene er knyttet til deres far, og at denne tilknytning vil blive bevaret, selvom moderen flytter til Canada. Det bemærkes i den forbindelse, at faderen tidligere har arbejdet i Canada, og at børnene snart vil nå en alder, hvor de vil kunne tage alene fra Canada til Danmark.

Under de foreliggende omstændigheder finder retten, at det vil være bedst for børnene, at de får bopæl hos moderen i Canada, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. § 4.

Retten finder, at forældrene som hidtil vil kunne samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Herefter, og da det som parterne i øvrigt har anført ikke kan føres til et andet resultat, finder retten, at moderen skal have medhold i sin principale påstand.

Landsrettens begrundelse

Parterne har fælles forældremyndighed, og pigerne, der nu er 9 og 7 år, har siden samlivsophævelsen i 2011 boet hos deres mor. Pigerne har haft samvær med deres far i en 7-7-ordning og siden 2013 hver anden weekend fra torsdag til mandag og i ferieperioder. Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at pigerne trives med denne ordning, og at de har en nær tilknytning til deres far.

Selv om pigerne taler engelsk og enkelte gange sammen med deres mor har været på ferie i Canada hos familie, finder landsretten under de anførte omstændigheder, at det er bedst for pigerne at forblive boende i Danmark, således at de kan fastholde og udvikle den nære tilknytning til deres far.
Landsretten tager derfor F’s påstand om frifindelse til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2, pkt., jf. § 4, således at A og B ikke kan have bopæl hos deres mor i Canada.

Bopæl over to piger på 8 og 11 år overført til F, da M flyttede fra pigernes vante omgivelser, TFA 2017/399 VLD

Efter parternes forklaringer må det lægges til grund, at begge forældre har deltaget i pasningen, opdragelsen og omsorgen for pigerne, dog således at M har været den primære person i relation til disse opgaver. I overensstemmelse hermed har pigerne siden samlivsophævelsen i 2010-2011 mest været hos M.

B har haft angst, og begge forældre har været involveret i hendes forløb ved »Coolkids«. B har endvidere faglige udfordringer, og efter det oplyste har det primært været

M, som har taget hånd herom. A har under børnesamtale klart givet udtryk for, at hun helst vil flytte med sin mor til Å. På denne baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt finder retten, at begge pigerne må antages at have en stærkere tilknytning til M end til F.

B og A bør ikke adskilles og bør også fremadrettet have bopæl samme sted. Selvom B under børnesamtalen har udtrykt skepsis i forhold til at flytte til Å, finder retten herefter ikke, at der kan lægges afgørende vægt på pigernes tilknytning til de nuværende skoler og familiens oprindelige lokalområde.

Efter en samlet vurdering finder retten således, at det må anses for bedst for børnene, at de får bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 4.

Landsrettens begrundelse

Begge forældre er velegnede som bopælsforældre for børnene.

Pigerne har siden samlivsophævelsen haft bopæl hos deres mor, men de har tillige haft et udvidet weekendsamvær hos deres far, som også på forskellig måde har deltaget i pigernes hverdag. Begge forældre har bopæl i Ø, hvor pigerne er vokset op og går i skole.

Af notat af 2. maj 2017 over den afholdte børnesamtale med B fremgår under den sagkyndiges indtryk blandt andet:

»Hun fremtræder positivt tilknyttet begge forældre, primært faderen samt positivt tilknyttet begge forældres partnere, primært faderens partner. Hun fremtræder positivt tilknyttet lillebroderen og begyndende positivt tilknyttet hendes bonus søskende. Hun fremtræder tilknyttet lillesøsteren, dog præget af nogen ambivalens og belastet af deres mange skænderier.

B fremtræder som en pige, der følelsesmæssigt aktuelt er tydeligt belastet af forældrenes uenighed og moderens ønske om at flytte og belastet af mange bekymringer om fremtiden både på egne vegne og i relation til forældrene, primært moderen. Hun fremtræder som en pige, der har undladt at tale med andre, herunder forældrene om egne fremtidige ønsker grundet angst for at såre nogen, primært moderen.

B giver indtryk af at være en pige, der primært ønsker en stabiliseret dagligdag med høj grad af tryghed, overskuelighed og en både følelsesmæssigt og praktisk rolig hverdag med ønske om at hendes liv kunne fortsætte uændret, herunder at moderen blev boende i aktuelle bolig. B efterlader et indtryk af, at dersom moderen flytter, ønsker hun fremtidig at have bopæl hos faderen, men hendes angst for at såre moderen afholder hende fra at udtale dette ønske til forældrene direkte.«

Af samme notat fremgår blandt andet følgende om A :

» A fremtræder som en følelsesmæssig ressourcerig pige med god selvtillid og selvfølelse både i relation til dagligdagen og ændringer af denne og hun fremtræder ikke tydeligt belastet af forældrenes uenigheder om fremtidig bopæl for hende og hendes søster eller en eventuel fremtidig ændring af hendes bopæl, hvor hun fremtræder som en pige, der har tillid til, at hun fremtidigt både ville kunne finde ud af at have bopæl hos både moderen og faderen.

Hun fremtræder positivt tilknyttet begge forældre og fremtræder positivt tilknyttet begge forældres partnere samt positivt tilknyttet lillebroderen og hendes bonus søskende. Hun fremtræder tilknyttet storesøsteren, dog oplever hun ikke et særligt fællesskab med søsteren og de skændes ofte.

A fremtræder som en pige, der fremtidigt primært ønsker fortsat lige tilknytning til og samvær med begge forældre, dog med ønske om at få fremtidig bopæl hos moderen, dersom moderen vælger at flytte. Hun fremtræder med tillid til, at begge hendes forældre vil acceptere hendes ønsker.«

Efter en samlet vurdering af det anførte sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at det vil være bedst for begge børn, at deres bopæl flyttes til deres far, jf. forældreansvarsloven § 17, stk. 1, jf. § 4.

Det er navnlig tillagt betydning, at B, der er næsten 11 år, efter begge parters opfattelse er en skrøbelig pige, der har læsevanskeligheder og har problemer med angst, og at det vil være forbundet med betydelige udfordringer for hende at skulle flytte.

Det er endvidere navnlig tillagt betydning, at A, der er godt 8 år, efter begge parters opfattelse er en robust pige. Ifølge den sagkyndiges indtryk fremtræder A som tilknyttet sin storesøster, og hun vil kunne finde ud af at have bopæl både hos moderen og faderen.

(børnene bopæl hos F)

Denne artikel er opdateret den 22. januar 2018

Viggo Bækgaard