Bopælen for P1 og P2 på 5 og 6 år fortsat hos M til F, der under ankesagen tilbagekaldt flyttevarsel, ØLD 18. november 2020.
Dommen er modtaget fra M uden supplerende forklaringer.
Parterne ophævede samlivet i august 2019. De aftalte bopæl hos M og en 9/5-ordning. Det fremgår ikke af dommen, hvornår M varsler flytning. Men med kendskab til procesgangen i både Familieretshuset og Familieretten må flyttevarslet være kommet ret kort tid efter samlivsophævelsen i forhold til en dom afsagt primo juli 2020.
Jeg kan se, at F anlagde sagen med påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed, subsidiært om overførelse af bopælen til ham.
Byrettens begrundelse:
Både ud fra børnehavens beskrivelser af pigerne, parternes forklaringer og børnesamtalen
med P1, kan det lægges til grund, at der er tale om to alderssvarende piger i god trivsel. De har efter samlivsophævelsen bevaret en tæt kontakt til begge forældre og har en god og tryg tilknytning til begge forældre.
Parterne har indtil spørgsmålet om ændring af skolevalget og flytningen formået
at samarbejde fint til bedste for børnene.
Ms manglende samarbejde med F, da hun, fordi hun vidste at F ikke var enig, uden at drøfte det med ham meldte P1 ind i den lokale folkeskole, og forsøgte at melde hende ud af den skole, som parterne hidtil havde været enige om at melde hende ind i, og hendes egenhændige udmeldelse af P2 af børnehaven, selvom det ikke er afklaret, hvor pigerne
skal have bopæl, når hun flytter til (Østfyn), findes efter en samlet vurdering ikke at give anledning til at antage, at de ikke fremover igen vil kunne samarbejde til bedste for pigerne, i hvert fald når spørgsmålet om bopælen efter Ms flytning til (Østfyn) er afgjort.
Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Begge piger har en tryg og tæt tilknytning til begge forældre, og begge vil være egnede som bopælsforældre.
Pigerne har siden samlivsophævelsen haft en 5/9-samværsordning, og har derfor bevaret den tætte kontakt med begge forældre, og uanset at de i de sidste ca. 11 måneder har haft bopæl hos deres mor, har de haft så meget samvær, både weekendssamvær og hverdagssamvær, med deres far, at det må antages, at den tætte tilknytning, de har haft til begge forældre under samlivet, fortsat består.
Ms flytning til (Østfyn) vil medføre betydelige ændringer i pigernes liv, uanset hvor de får bopæl, idet afstanden mellem forældrenes bopæle bliver så stor, at et hverdagssamvær med den af forældrene, som de ikke kommer til at bo hos, vil blive begrænset.
Ved at flytte bopælen til deres far, der fortsat bor i det tidligere fælles hjem, bevarer pigerne deres vante rammer.
Ms egenrådige handlinger vedrørende ændring af skolevalget for P1 og P2s udmeldelsse af børnehaven, viser endvidere, at hun ikke fuldt ud har viljen til at samarbejde om pigerne. Det må derfor antages at F vil være bedre til at sikre det fremtidige samarbejde mellem forældrene.
Efter en samlet vurdering finder retten derfor, at det vil være bedst for pigerne, at de få bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
(Konklusionen er altså fortsat fælles forældremyndighed men overflytning af bopælen til F).
Landsrettens begrundelse:
Efter Ms forklaring for landsretten lægges det til grund, at hun efter byretttens dom i sagen har opgivet sine planer om at flytte fra lokalområdet, hvor hun i stedet for har købt hus.
Endvidere lægges det efter parternes forklaringer for landsretten til grund, at P1 i overensstemmelse med forældrenes aftale nu er startet i friskole i lokalområdet, og at det også vil komme til at gælde for P2 til sin tid.
Landsretten tiltræder også på grundlag af begge parters forklaringer for landsretten, at både P1 og P2 er alderssvarende piger i god trivsel. Endvidere tiltrædes det, at pigerne har en tryg og tæt tilknytning til begge forældre, og at begge forældre vil være egnede som bopælsforældre.
Pigerne har siden samlivsophævelsen haft bopæl hos deres mor, der også forud for samlivsophævelsen må anses for at have været pigernes primære omsorgsperson.
På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering, at det vil være bedst for pigerne at bevare deres bopæl hos deres mor. Det forhold, at M efter samlivsophævelsen og forud for familierettens dom traf egenrådige beslutninger vedrørende ændring af skolevalg for P1 og udmeldelse af P2 af børnehave, kan i den nuværende og i forhold til familierettens dom ændrede situation ikke føre til en anden vurdering.
Konklusion: Byrettens dom ændres, og bopælen for pigerne er fortsat hos M.
Kommentar:
Som nævnt i indledningen fik jeg i sin tid byretsdommen fra M, der nu også har sendt mig landsretsdommen. Jeg vælger at beholde kommentarerne til byretsdommen med efterfølgende kommentar til landsretsdommen.
Kommentar til byretsdommen fra august 2020:
Jeg har gennem en længere årrække været ganske interesseret i problemstillingen ”flytning” og henviser til en temmelig lang artikel med titlen ”er skilsmisseforældre stavnsbundne”.
Man kan vel med nogen rette sige, at denne dom i al fald bekræfter en sådan stavnsbinding.
Jeg har forstået på M, at dommen er anket, og at M i al fald foreløbig har droppet flytningen og (forhåbentlig for hende) har anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb.
Der er nogle ting i sagen, der giver stof til eftertanke.
Parterne flytter fra hinanden i august 2019. Der afsiges dom 9. juli 2020. Vi VED erfaringsmæssigt, at en sagsbehandling i Familieretshuset i al fald tager7-8 måneder, hvis man er allermest heldig. Sagsbehandlingen i byretten tager også nogle måneder.
Meget tyder derfor på, at M meget hurtigt efter samlivsophævelsen beslutter sig til at flytte. Man skal måske også lige forstå geografien. De boede i Nordvestsjælland, og M vil flytte til Østfyn. For M er det (bortset fra broen) transportmæssigt det samme, da hun arbejder i storkøbenhavn. Men for samværet gør det en ret stor forskel.
M har ikke stået i et vildt flatterende lys hos dommeren. Ordene ”egenrådige” og ”manglende samarbejde med F” indikerer i al fald, at dommeren må have ment, at M var en tand for beregnende.
Jeg kan også godt fundere lidt over den rådgivning, som M må have modtaget undervejs. Her kan det også have spillet ind, hvornår M rent faktisk søger kvalificeret rådgivning. Det er en oplagt sag, hvor jeg i al fald ville være noget bekymret for bare at varsle flytning og rent faktisk sætte det i gang. Det fremgår af sagen, at M skal fortsætte sit arbejde i København.
Mit råd ville med ret stor sikkerhed have været ikke at opsige sit lejemål (eller sælge hus) men i stedet varsle flytning og nedlægge en ”ansøgningspåstand”, som jeg har beskrevet nærmere i den lange artikel.
Problemet er ”jo”, at det følger af forældreansvarsloven, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo, men at det i praksis er en sandhed med modifikationer.
Kommentar til landsretsdommen:
Ms beslutning om at opgive flytningen var klog og velovervejet. Man kan i virkeligheden sige, at dommen illustrerer, at forældre faktisk i et eller andet omfang er stavnsbundne.
Viggo Bækgaard
30. november 2020