Bopæl over B født i 2019 hos M, der flytter til et baltisk land, TFA 2021/185 ØLD
Byrettens begrundelse:
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parternes fælles barn, B, der nu er ca. 1½ år gammel, er en velfungerende dreng i god trivsel.
Efter parternes forklaringer lægger retten endvidere til grund, at M siden B’s fødsel har været den primære omsorgsperson for B og forsat er det.
Retten lægger endelig til grund, at parterne har været i stand til at samarbejde om etablering af samvær efter samlivsophævelsen, og at B har glæde af samværet med F og er knyttet til ham.
Henset til parternes hidtidige samarbejde om B og oplysningerne i sagen i øvrigt, finder retten, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Det under sagen ikke bestridt, at B fortsat skal have bopæl hos M. Retten finder, at det vil være til B’s bedste, at han fortsat har bopæl hos M i Danmark, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Retten lægger navnlig vægt på, at en flytning til [baltisk land] henset til B’s alder afgørende vil forringe B’s mulighed for at styrke og udvikle relationen til F, hvilket ikke vil være til B’s bedste. Retten lægger endvidere vægt på, at parterne har boet sammen i Danmark i 10 år, og at begge parter har arbejde og et vist socialt netværk i landet.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder at parterne er enige om, at B’s trives under samværet med sin far, finder retten, at B skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.
(Resultat byretten: Bopæl hos M i Danmark + samværsafgørelse).
Landsrettens begrundelse:
For landsretten angår sagen alene spørgsmålet om bopæl i [baltisk land].
Efter parternes forklaringer lægges det til grund, at begge er [baltiske] statsborgere og opvokset i [baltisk land], hvor parterne også mødte hinanden. De flyttede begge til Danmark i 2011 og boede sammen indtil ophævelsen af samlivet 7 måneder efter B fødsel. Parterne har begge arbejde i Danmark, men M har kun en lille omgangskreds i Danmark. Ingen af parterne taler dansk. M har familie og vennekreds i [baltisk land].
M må anses for B’s primære omsorgsperson.
M har i landsretten forklaret, at hun, hvis B får bopæl hos hende i [baltisk land], vil være indstillet på at tage til Danmark to-tre gange om året, så F kan få samvær med B, og at han også kan have samvær med B i [baltisk land].
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold, herunder deres samlede tilknytning til [baltisk land] og M’s begrænsede tilknytning til Danmark, og det oplyste om B, finder landsretten, at det vil være bedst for B, hvis han har bopæl hos sin mor, herunder således at hun kan tage bopæl i [baltisk land], jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17, stk. 1, 2. pkt.
Kommentar:
Endnu en afgørelse, hvor domstolene kommer til at afgøre en ”ansøgning” om ret til at flytte med barnet.
Se i øvrigt om flytteproblematikken min lange artikel ”Er skilsmisseforældre stavnsbundne”.
Viggo Bækgaard
21. maj 2021