Under sag om forældremyndighed skulle M anerkende, at B blev ulovligt tilbageholdt i udlandet, TFA 2021/225 VLD

Under sag om forældremyndighed skulle M anerkende, at B blev ulovligt tilbageholdt i udlandet, TFA 2021/225 VLD

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, at forældre, der har fælles forældremyndighed, begge skal give samtykke til, at et barn forlader landet, eller at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, når der er uenighed om forældremyndigheden.

Retten lægger efter det oplyste til grund, at parterne i januar 2019 have en fælles forståelse omkring, at M rejse til [Asien] med B og tog ophold dér for en periode. Som sagen er forelagt, lægger retten til grund, at der i løbet af foråret 2019 ikke længere var enighed om opholdet, hvilket medførte, at F den 7. maj 2019 anlagde en sag om forældremyndighed ved Familieretshuset, der den 16. maj 2019 traf afgørelse om at tillægge F forældremyndigheden midlertidigt under sagens behandling. Retten lægger således til grund, at fra maj 2019 har der været konstaterbar uenighed om forældremyndigheden, og at M fra dette tidspunkt har tilbageholdt B ulovligt i [Asien]. Det kan ikke føre til et andet resultat, at M siden december 2019 har været forhindret udrejse fra [Asien] grundet coronapandemien.

Retten tager herefter F’s påstand til følge om, at M skal anerkende, at B tilbageholdes ulovligt i udlandet, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 2. Retten bemærker, at kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet fortsat er hos de danske myndigheder, jf. retsplejelovens § 448 g, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår af forældreansvarslovens § 11, at forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, træffes der afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejdet om barnets forhold til barnets bedste. En beslutning om forældremyndighed træffes ud fra, hvad der er til barnets bedste, jf. §§ 1, 4 og 5 i forældreansvarsloven.

Retten lægger til grund, at M har blokeret for forældrenes samarbejde ved at tilbageholde B i udlandet, hvorfor det kan lægges til grund, at forældrene ikke kan samarbejde om B’s forhold. Der er under hensyn til det hidtidige forløb heller ikke udsigt til, at forældrene fremover vil kunne samarbejde om forældremyndigheden til B’s bedste. Retten lægger videre til grund, at F vurderes til at kunne varetage opgaven som forældremyndighedsindehaver, hvortil der lægges vægt på K Kommunes udtalelse om, at de ikke ser noget til hinder for, at F vil kunne varetage opgaven som forældremyndighedsindehaver på fuldt forsvarlig vis.

Efter en samlet vurdering finder retten det herefter bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges F, jf. forældreansvarslovens § 4 og 11

Landsrettens begrundelse:

Har forældre fælles forældremyndighed, og er de uenige om forældremyndigheden, skal begge give samtykke til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 2. Med denne bemærkning er landsretten enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens dom