ULVEN KOMMER – et modefænomen i den familieretlige voldsdebat?
Artiklen fortæller et eksempel på, hvad man kan opleve som far, og hvorfor det er vigtigt, at sagen undersøges – og at sagsbehandlingstiden også har betydning.
Det er nødvendigt, at mødre forstår, at deres adfærd i de mindre tunge sager, skader deres medsøstre efter ulven kommer-princippet. (Man hører det så ofte, at man bliver immun over for den slags påstande).
Jeg har skrevet et utal af artikler om fysisk og psykisk vold.
Det var længe min opfattelse, at der selvfølgelig er tale om vold, når en kvinde angiver det årsag til for eksempel ophold på et krisecenter.
Lige så fast jeg har været i kødet om det; lige så automatpilotagtig har FF-segmentet hævdet, at det jo altid bare er falske påstande, der intet har på sig.
Ingen af postulaterne er selvfølgelig udtryk for den fulde sandhed.
Som advokat repræsenterer jeg både fædre og mødre. Når talen falder på vold, fortæller jeg typisk, hvordan jeg anskuer tingene, og at vold i enhver form selvfølgelig er uacceptabel og må få få konsekvenser.
Jeg er ikke strafferetsadvokat. Lidt firkantet siger jeg, at i et retssamfund skal enhver rimelig tvivl komme sigtede/tiltalte til gode.
Det betyder ikke nødvendigvis, at man i en forældreansvarssammenhæng skal anskue tingene rent strafferetligt. Det vil du kunne læse meget om i mine mange artikler om emnet.
Jeg havde engang en kvindelig kollega, der altid brugte 5 sider i et processkrift til at tale om menneskerettigheder.
Somme tider kan jeg have en følelse af, at jeg er ”ham”, der på samme måde altid påstår, at klienten har været udsat for fysisk eller psykisk vold.
Med denne artikel prøver jeg at forklare, hvad man rent faktisk kan opleve som typisk far i en forældreansvarssag.
Formålet med artiklen.
Formålet er mindst tosidigt.
For det første vil jeg fortælle dem, der er udsat for psykisk eller fysisk vold, at de måske ikke bliver hørt, fordi der er alt for mange medsøstre, som har fundet ud af, at det kan virke smart at postulere sig udsat for fysisk eller psykisk vold.
Min vurdering er, at det stigende antal postulater har en ”ulven kommer-effekt”. Systemet bliver immun over for det.
Det andet formål er at gentage mine uendelig mange bønner om, at man tager påstandene alvorligt og undersøger faktum både ud fra en strafferetlig vinkel og – ikke mindst – ud fra en familieretlig vinkel. Hvis påstandene er åbenlyst falske ud fra en dyb bedst for barnet-vurdering, bør det konsekvenssættes.
Men sagsbehandlingstiden har også stor betydning.
Advokatens vinkel.
En advokat har pligt til at varetage sin klients interesse. Advokaten må selvfølgelig ikke modarbejde klienten.
I de advokatetiske reglers indledende afsnit står som noget af det allerførste, at advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret. Det vælger jeg at tolke sådan, at en advokat har pligt til at medvirke til, at alle afgørelser om børn, bliver truffet ud fra, hvad der er bedst for barnet.
At varetage klientens interesser betyder efter min opfattelse ikke, at man nødvendigvis skal æde alt, hvad klienten siger, råt for usødet. Jeg kalder det ”tvivlens nådegave”, når jeg er kritisk i forhold til den, man som advokat skal hjælpe.
En ukritisk hjælp kan virke som en boomerang for klienten. Jeg har ved flere lejligheder i kommentarer til afgørelser stillet kritiske spørgsmål i forhold til den rådgivning, som især en tabende part måtte have fået.
Advokaten har i første omgang alene klientens fortælling at forholde sig til. Man skal være bevidst om, at det nok er de færreste, der lyver bevidst. Klienten kan altså sagtens være i en situation, hvor hun oplever sig udsat for vold. Systemets og dermed også advokatens opgave er derfor at vurdere, om det har været tilfældet og i bekræftende fald, hvilken indflydelse det måtte have i forhold til barnet.
Man danner sig som advokat et personligt indtryk af parterne. Sagt anderledes tror man jo nok mest på sin egen klient og vægter sin bedømmelse subjektivt.
Nogle eksempler fra den virkelige verden, hvor jeg er på ”fars side”.
Det er yderst sjældent, at jeg tager en sag til mig på en måde, hvor jeg ikke glemmer den. Et af de første eksempler, hvor jeg virkelig oplevede min klient udsat for det, der i dag med et af mig forhadt udtryk nok ville kaldes ”forælderfremmedgørelse” er denne sag fra 2021.
Helt aktuelt har jeg et par løbende sager på far-siden, der fremmer min tvivl.
Her vil jeg nøjes med at beskrive den mest groteske sag, hvor det er selve sagsbehandlingen i systemerne, som bekymrer og forarger mig mest som professionel.
Det er ikke et partsindlæg i en konkret sag men som et eksempel fra det virkelige liv. Sagen er slet ikke afgjort på nuværende tidspunkt.
Parterne har fælles forældremyndighed over børnene, der er 11 og 13 år. Forældrene gik fra hinanden for ca. 5 år siden.
De har hele tiden haft en 7/7 ordning med begge børnene på ”atomkapløbsmodellen”. (Bopæl hos mor for det ene barn og hos far for det andet).
Der ”sker et eller andet” i maj måned, hvor det ene af børnene beklager sig til sin lærer i skolen. Skolen laver en underretning med antydning af en form for vold udøvet af far.
Underretningen er udateret men er efter det oplyste fra slutningen af maj 2025.
Der er bestemt ingen grund til at kritisere skolen for at være opmærksom på børnene og heller ikke for at underrette.
Socialforvaltningen afholder en børnesamtale. Kommunen skal sparre med politiet i voldssager. Vi ved ikke konkret, hvad de rent faktisk har gjort. Men jeg formoder, at det er den børnesamtale, der fører til en politianmeldelse.
Der foretages en videoafhøring af børnene i politiets regi, hvor der beskikkes advokat for far.
Sager om mulig vold mod børn skal selvfølgelig tages alvorligt og undersøges. Det har jeg slået til lyd for i årtier, og det ændres ikke afhængig af, hvem jeg konkret repræsenterer.
Afhøring af børnene i børnehuset kan af samme grunde ikke kritiseres. De har efter det oplyste været afholdt helt i begyndelsen af juni måned – omkring den 4. juni.
Forsvarsadvokaten må på det tidspunkt hverken vise udskriften eller fortælle noget. Men analysen over for mig var, at det næppe ville føre til sigtelse.
Mor har tilbageholdt børnene siden ultimo maj. Man kan med stor forståelse godt sætte sig ind i, at en mor reagerer, hvis børnene siger, at de bliver slået.
Her er ”synsninger” selvfølgelig i kontrast. Man kan sagtens spørge, om det hele i virkeligheden er orkestreret af mor. Det mener far selvfølgelig. Man kan også spørge, om det nu har været helt så slemt, og om mor ikke bare skulle snakke med børnene og satse på, at far har lært noget af det, som børnene siger om hans opdragelse. Det synes far selvfølgelig.
Det er en del af faktum i sagen, at socialrådgiveren er den, der anbefaler mor ikke at udlevere børnene. Sandheden er, at det ikke er kommunens opgave og kompetence. Men sandheden er selvfølgelig også, at når der foreligger en politisag med afhøring af børnene, vil det naturlige råd også fra Familieretshuset nok være ”lige at se tiden an” og afvente forløbet.
Man måtte jo forvente, at videoafhøringen ville føre til en hurtig stillingtagen hos politiet: er der noget at komme efter, for så skal vi i givet fald lynhurtigt have afhørt far.
Umiddelbart er det svært ikke at forstå mors ”synsning”, at når skole og politi har taget det så alvorligt, må hun tilbageholde.
Jeg kunne ikke få noget som helst ud af kommunen, der havde sagt, at de ville indlede en børnefaglig undersøgelse. Jeg fik en stærkt udstreget aktindsigt.
Der er ikke indledt en børnefaglig undersøgelse, hvilket i øvrigt ikke kan gøres uden begge forældres samtykke, da der er fælles forældremyndighed. Et sådant samtykke end ikke overvejede man på det tidspunkt.
Da jeg ikke kunne få noget ud af kommunen og i øvrigt heller ikke af politiet, som ikke har rejst sigtelse og først for meget nylig har afhørt far, valgte jeg at indlede en tvangsfuldbyrdelsessag egentlig alene med det formål at få gennemtvunget en børnesamtale i familieretten, da jeg dengang ikke kunne få adgang til politiets videoafhøring.
Der kom en børnesamtale ud af tvangsfuldbyrdelsessagen. Begge børnene sagde udtrykkeligt, at de gerne ville se far.
Men de var lidt forsigtige i lyset af den ravage, der var kommet ud af det hele.
For mig var det slet ikke overraskende, at ”fogedretten” afviste at tvangsfuldbyrde. Jeg indbragte ikke den afgørelse for landsretten.
Denne artikel skrives mod slutningen af november.
Jeg hylder et ”bedste mand på opgaven” princip. Så kommunedelen håndteres p.t. af en privatpraktiserende socialrådgiver, mens straffedelen håndteres af den strafferetsadvokat, som blev beskikket i hemmelighed til børneafhøringerne.
I Familieretshuset har jeg på fars vegne anmodet om en midlertidig afgørelse om samvær.
På nuværende tidspunkt er der ikke sket noget som helst kvalificeret. Politiet har ikke rejst tiltale endsige taget stilling til noget som helst. Kommunen sylter sagen og foretager sig alverdens fejlbehæftede sagsbehandlingsskridt, som socialrådgiveren håndterer.
Familieretshuset behandler sagen med vanlig effektivitet fra den side. Ironi kan forekomme!
Hvori består skandalen?
Jeg har helt bevidst undladt at gå i juridiske detaljer i fortællingen, da sagen jo ikke er afsluttet.
Eksemplet er selvfølgelig nok præget af, at jeg ser sagen med perspektivet på fars side.
Jeg kender jo ikke den objektive sandhed. Som læser af historien må man selvfølgelig tænke, at når relativt store børn beklager sig til læreren på skolen, er alting ikke helt problemfrit.
Far synes selvfølgelig, at det hele er fuldstændig forvrænget, og at han slet ikke har gjort noget forkert. Ja han synes vist, at det hele er orkestreret af mor.
Mor synes, at hun bare beskytter børnene.
I min tolkning bliver børnene fanget i et spin, som de selvfølgelig selv har været med til at spinde. For 11-13 årige børn kan det godt nok være svært at komme ud af det spin og ind i en normal tilværelse. Vil det være unaturligt, om de spinner videre, jo længere tid, der går?
For mig er det en skandale. Der må selvfølgelig ikke gå et halvt år med ingenting hos 3 forskellige myndigheder. Børne- og ungeforvaltningen, politiet og Familieretshuset.
I min verden er hovedskurken Familieretshuset. De har kompetencen til at iværksætte ”noget”. Det ”noget” kunne være overvågede samvær og socialpsykologiske samtaler med børnene.
Det hedder sig, at myndighederne skal ”samarbejde” i de tungere sager. Det ”samarbejde” kan ikke klares med, at politiet i en telefonsamtale siger, at ting tager tid.
Jeg har i øvrigt i årevis gjort mig til talsmand for, at det ikke i disse sager er afgørende, om der rejses sigtelse eller tiltale. Det afgørende er, hvad der er bedst for børnene. Ofte bruger jeg argumentet til gavn for ofrene. Men nøjagtig de samme overvejelser bør anvendes set ud fra et far-perspektiv.
Viggo Bækgaard
Advokat (H) – mediator
21. november 2025