Tvangsbøder glemt i kendelse – betales alligevel, TFA 2013/259 ØLK

Tvangsbøder glemt i kendelse – betales alligevel, TFA 2013/259 ØLK

Landsrettens begrundelse:

Ved den kærede kendelse blev det bestemt, at indkæredes anmodning om fastsættelse af erstatningssamvær blev taget til følge. Af kendelsens præmisser fremgår desuden, at fogedretten har fundet grundlag for i tilknytning til erstatningssamværene at fastsættes tvangsbøder på hver 1.000 kr., der forfalder til betaling ved manglende udlevering til samvær. Det fremgår videre af retsbogen, at der straks blev berammet nyt retsmøde til konstatering af, om der skulle ske udløsning af én eller flere af de fastsatte tvangsbøder. Kærende har kæret kendelsen, herunder bestemmelsen om tvangsbøder.

Da bestemmelsen om tvangsbøder fremgår utvetydigt af præmissen i afgørelsen, og da parterne i øvrigt ikke synes at have været i tvivl om, at der ved kendelsen blev truffet bestemmelse herom, anser landsretten den påkærede kendelse for at omfatte også bestemmelse om tvangsbøder, uanset at disse ikke er anført i kendelsens konklusion.

Af de grunde, der er anført af fogedretten, og da det, der er anført for landsretten, ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten, at fogedretten har fastsat erstatningssamvær som sket. Landsretten tiltræder tillige, at der er truffet bestemmelse om tvangsbøder som sket, jf. retsplejelovens § 537, stk. 3.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.