Strøtanker om børneøkonomi.
Hvad mener I?
Politikerne er lige nu i gang med at diskutere forældremyndighed og samvær. Det startede med et oplæg fra ministeriet om proces og familiedomstol.
Nu handler det åbenbart mere generelt om skilsmissebørns situation.
Personligt er jeg helt overbevist om, at økonom fylder helt urimeligt meget i forældrenes hoveder, når man træffer ”frivillige” aftaler omkring børnene.
Jeg kunne godt tænke mig en debat om børneøkonomi. Men hvad mener I egentlig om det?
Tilbage i 2013 afgav vi et høringssvar, hvor vi gav udtryk for ønsket om en generel ændring af reglerne om børneøkonomi. Den meget interesserede kan finde de betragtninger på hjemmesiden. Vores holdninger er nogenlunde de samme som dengang.
Oversigt.
Hvad er det egentlig for noget økonomi, der er i spil i relation til børn og samvær?
Den typiske ”standardsituation” opstår i forbindelse med parforholdets opløsning. Der skal tages stilling til rigtig meget. Det er vildt dyrt at blive skilt, hvad enten man har været gift eller bare boet sammen som ugifte samlevende. Med dyrt ser jeg endda helt bort fra de sagsomkostninger, der er forbundet med processen.
Oftest skal både far og mor finde en ny bolig. I al fald bliver en fælles bolig til 2, da det – trods alt – er de færreste, som går direkte til samliv med en ny partner.
Der skal i begge de fremtidige boliger være plads til, at begge kan have børnene mere end lige på gennemtræk. Det er i al fald for langt de fleste situationen.
Første knast er derfor i praksis ”to gange husleje” samlet set.
I den forbindelse spiller det ind, om man kan få boligsikring. Nogen vælger i dag bopæl for børnene for at sikre, at en eller endda begge kan få boligsikring i den nye bolig.
Anden knast er de offentlige børnetilskud efter henholdsvis børnetilskudsloven og børne- og ungeydelse efter lov om det. De udbetales typisk til den, der har bopælen.
Tredje knast er det børnebidrag, som samværsforælderen skal betale. I dag er børnebidraget som altovervejende hovedregel kun bundet op på samværsforælderens indtægt og omfanget af samværet. For rigtig mange er det ”livsvigtigt” at få deleordning (8/6 eller 7/7), fordi det så som hovedregel betyder, at der ikke skal betales bidrag.
Under denne tredje knast spiller det erfaringsmæssigt en kæmpe rolle for især de lidt mere velaflønnede samværsforældre, at bidraget er indkomstafhængigt.
Man skal lige i det store billede være opmærksom på, at der i et vist omfang er fradrag for det, som samværsforælderen betaler i børnebidrag.
Du kan se de gældende satser her (link) http://boernogsamvaer.dk/boernebidrag-offentlige-satser-relevante-ved-parforholdets-oploesning/
Problemstillinger.
Forældreansvarsloven er indrettet sådan, at alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er ”bedst for barnet”.
Når forældrene kommer i Statsforvaltningen eller retten ved alle sådan set godt, at økonomien ligger i baghovedet på forældrene. Men det er ikke rigtig velset at drage det element ind i den diskussion.
Med risiko for at lyde lige så gammel og fordomsfuld, som jeg i virkeligheden er men dog baseret på uendelig mange års erfaring også som ”skilsmisseadvokat” ser jeg verden indrettet meget traditionelt i kønsrollerne.
I langt de fleste parforhold er det stadigvæk mor, der står for de praktiske indkøb omkring børnene. Det kan godt være, at barnevogne og cykler købes efter fælles beslutning. Men tøjet står mor for. Far aner ganske enkelt ikke, hvad et par børnesko koster. Far ved derfor ikke firkantet sagt, hvad et barn koster i drift.
I gennemsnitsfars optik er alt, hvad mor får i økonomisk tilskud både fra det offentlige og fra samværsfar i virkeligheden et café-tilskud til mor.
Rent praktisk er der i mange brudte familier også en udfordring i, at det kan være svært at kommunikere om indkøb. Hjemmesyet, second-hand, H&M eller mærkevare?
Det er min erfaring gennem mange samtaler med forældre, at en del ikke helt er afklaret med, at familiebrudet for langt de fleste indebærer en fundamental ændring også af den samlede families økonomiske formåen.
Der vil altid være noget, som det er ”åndsvagt” at have to af. Det må man afklare. Omvendt er der selvfølgelig praktisk behov for, at der er tøj begge steder.
For mange fædres vedkommende gælder med sikkerhed, at de er frustrerede over at skulle give store bidrag via mor til barnet. Mange oplever, at det ikke er dem men mor, som giver barnet alting. Glæden ved at give opleves frataget far.
Løsninger?
Jeg har bestemt ikke nogen patentløsning. Derfor måske flere spørgsmål end svar. Kom med dine betragtninger på vores Facebookside.
Mit drømmemål vil være, at økonomien bliver indrettet sådan, at det ikke er det, der afgør, hvor meget børnene er hos den ene eller den anden forælder. Jeg føler mig personligt meget sikker på, at neutralisering af børneøkonomien mellem forældrene vil føre til færre tvungne egentlige deleordninger.
7/7-ordninger er ikke noget, man vælger for børnenes skyld. (Og ja: jeg ved skam godt, at sådan er det ikke altid). Men deleordninger har nogle basale forudsætninger, hvis de skal være gode for børnene. (Fysisk nærhed mellem forældrenes bopæle og knaldgodt samarbejde om børnene). Sådan er det bestemt ikke i alle deleordninger. Hvem går det ud over?
Bør det ikke være sådan, at børneøkonomi tager udgangspunkt i, hvad barnet koster. Vuggestue, dagpleje, børnehave, fritidsordning? Hvordan er disse udgifter i forhold til de offentlige tilskud?
Sagt på en anden måde: Hvad koster egentlig et barn i ”daglig drift”? Det afhænger vel også af barnets alder? Er der nogle undersøgelser om det, som jeg blot ikke umiddelbart har kunnet finde?
Den måske allerstørste udfordring består i, at forældre, som er gået fra hinanden, virkelig har svært ved at kommunikere om sådan noget som indkøb af tøj. Dyre fritidsaktiviteter og fordelingen af udgifterne hertil giver også praktiske problemer for slet ikke at tale om de forældre, som under samlivet har haft råd til privatskole til børnene.
Jeg har set, at politikerne lige nu diskuterer, om de offentlige tilskud skal fordeles mellem forældrene efter antal dage, de er hos hver. Altså at de i 7/7-ordningerne skal ligedeles. Det lyder besnærende, men hvem betaler så i praksis for vuggestuen? Hvem skal myndigheden kræve pengene hos? Hvad nu, hvis kun den ene betaler? Kan barnet så blive i vuggestue?
Børnebidragets størrelse tricker som sagt mange forældre med høje indkomster. Jeg mener, at de har en pointe, fordi skilsmissebørns vilkår ændrer sig i og med skilsmissen. Her er det vel fair nok, at man alene betaler normalbidrag til bopælsforælderen til den almindelige daglige drift. Så kan den ”rige” forældre give noget til barnet selv og dermed opleve glæden ved at give – eller skammen ved at lade være.
Det er næsten uanstændigt af mig at skrive sådan et indlæg helt uden at komme med noget, der ligner et løsningsforslag. Men det er virkelig ikke gennemarbejdet endsige nøje gennemtænkt, og jeg er bestemt flytbar holdningsmæssigt.
Men hvad med dette i overskrifter:
De offentlige tilskud tilfalder bopælsforælderen ud fra det synspunkt, at det kun dækker de mest basale faktiske udgifter, der skal afholdes under alle omstændigheder.
Med hensyn til boligsikring bestemmes, at boligsikring beregnes ens for bopæls- og samværsforældre ud fra den betragtning, at skilsmisseforældre de facto har brug for boliger, hvor der er plads til børnene. (Den løsning er sandsynligvis politisk svær, fordi det indebærer en udgift for samfundet).
Begge forældre anses for enlige, hvis de bor alene og enten har bopælen for barnet eller samvær. (Samme politiske problemstilling tror jeg).
Den forælder, der ikke har bopælen, betaler normalbidrag, og der reguleres ikke efter indkomst – hverken for bopæls- eller samværsforælderen).
Som sagt: Deltag i debatten på vores Facebookside.
Viggo Bækgaard
19. september 2017