Statsforvaltningsafgørelse ikke tilsidesat af retten under selvstændig sag anlagt af F mod Statsforvaltningen, TFA 2015/45.

Statsforvaltningsafgørelse ikke tilsidesat af retten under selvstændig sag anlagt af F mod Statsforvaltningen, TFA 2015/45.

Der havde været 7/7-ordning vedrøende nu 9-årig D. Statsforvaltningen havde truffet midlertidig afgørelse om begrænsning af samværet til 12-2.

Ms påstand havde i Statsforvaltningen været, at F var psykisk syg. F har bl. a. været tvangsindlagt på et tidspunkt. Det er oplyst til sagen, at F har klaget over en række instanser over forskellige forhold, og at han er i en nabokonflikt. Fra Ds skole oplyses bl. a., at F på et forældremøde har ønsket at drøfte sin egen situation omkring en smædekampagne mod ham, hvilket blev afværget af skolelederen.

Statsforvaltningen har indhentet forskellige udtalelser omkring D men har ikke fundet anledning til direkte at inddrage D, idet det henset til sagens karakter er fundet, at det er vigtigt at S netop skånes mest muligt. Der er taget forbehold for senere at inddrage D for at belyse hans perspektiv.

Byrettens begrundelse:

Statsforvaltningens afgørelse har hjemmel i forældreansvarslovens § 29.

Statsforvaltningens afgørelse er truffet uden at afvente udfald af de af F iværksatte klagesager og retssager. Henset til forvaltningsaktens karakter af foreløbig afgørelse om midlertidigt samvær, jf. forældreansvarslovens § 29, finder retten, at dette ikke kan medføre, at afgørelsesgrundlaget må anses for mangelfuldt. Retten finder heller ikke, at der i øvrigt er identificeret omstændigheder, der kan begrunde, at Statsforvaltningens afgørelse er truffet på et mangelfuldt grundlag.

Retten finder, at det heller ikke på andre punkter er godtgjort, at Statsforvaltningens afgørelse er i strid med loven eller er truffet under tilsidesættelse af fundamentale forvaltningsretlige principper.

Retten tager derfor Statsforfatningens frifindelsespåstand til følge.

Ved udmåling af sagsomkostninger har retten lagt vægt på sagens udfald, omfang og karakter. Sagsøgte har afholdt omkostninger til materialesamling. (omkostningernes størrelse er ikke angivet).

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 34, stk. 1, skal Statsforvaltningen inddrage barnet under en sag, så barnets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder, jf. § 34, stk. 2.

Der har ved Statsforvaltningens behandling af spørgsmålet om midlertidigt samvær medvirket en børnesagkyndig rådgiver, og efter de oplysninger, der forelå for Statsforvaltningen, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte Statsforvaltningens vurdering af, at sønnen S ikke skulle inddrages direkte i relation til den midlertidige afgørelse om samvær.

Landsretten finder det ikke godtgjort, at Statsforvaltningens afgørelsesgrundlag ikke var tilstrækkeligt til at træffe afgørelse den 7. november 2013 om midlertidigt samvær eller at Statsforvaltningen ikke har inddraget relevante oplysninger og hensyn. Landsretten finder det heller ikke godtgjort, at Statsforvaltningens afgørelse er åbenbart urimelig eller er truffet under tilsidesættelse af fundamentale forvaltningsretlige principper.

Landsretten stadfæster derfor Lyngby Rets dom af 17. december 2013.

Kommentar:

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær ved utallige lejligheder beklaget, at der ikke er reel domstolskontrol med Statsforvaltningens og Ankestyrelsens afgørelser.

Du kan f. eks. læse følgende i vores høringssvar i forbindelse med 2012-ændringerne af forældreansvarsloven: ” Retssikkerhedsmæssigt er vi imidlertid fortsat bekymrede over, at afgørelser af vidtrækkende betydning endeligt afgøres i et administrativt system uden domstolsprøvelse.”

Det retlige system er sådan, at en afgørelse om samvær i Statsforvaltningen kan indklages for Ankestyrelsen. Det er ikke i systemet forudsat, at Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for retten.

Dog lever vi i al fald teoretisk i et retssamfund. Grundloven sikrer derfor – igen teoretisk, domstolskontrol med forvaltningen. Med gentagelse af ordet ”teoretisk” mener jeg, at det som i denne sag ikke fører til afvisning af sagen, når den indbringes for retten. Der skal blot rigtig meget til for at få medhold i sådan en sag.

Denne sag har F anlagt under henvisning til Grundlovens § 63, som i juridisk sprogbrug handler om den teoretiske prøvelse af det forvaltningsretlige skøn. Det er et emne, som optager teoretikere ganske meget, men som set ud fra en praktikers synsvinkel er helt ude i tågerne. Grundlovens § 63 lyder sådan:

”Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

Stk.2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.”

Umiddelbart lyder det vældig tilforladeligt. Sandheden er desværre, at det nærmest er en gal mands værk at kaste sig ud i sådan en sag. I praksis er det nærmest umuligt at få retten til at underkende en forvaltningsmyndigheds afgørelse, når sagen handler om prøvelse af det administrative skøn. Personligt tænker jeg, at selve forsøget på det indikerer en vis form for kværulanteri. Jeg tænker også, at den advokat, som kaster sig ud i sådan en kamp på en klients vegne skal være gjort af et særligt stof.

Karakteregenskaben modighed er det første, som falder mig ind. Jeg håber inderligt og oprigtigt, at advokaten har advaret klienten i skrift og tale om, hvor meget op af bakke en sag efter grundlovens §63 er på dette område.

For det første er det vist nærmest utænkeligt, at kunden får fri proces til at føre sådan en sag. De første 30.000 til 50.000 kr. til egen advokat er derfor brugt i løbet af absolut ingen tid. Dertil kommer, at man under sådan en sag, der anlægges mod den myndighed, som har truffet afgørelsen, bliver dømt til at betale omkostninger til den vindende part. Desværre har redaktøren af TFA ikke fundet det vigtigt at oplyse, hvor store disse omkostninger blev i den konkrete sag.

Hvis ikke advokaten er virkelig forsigtig, er det næsten sikkert, at næste offer for en klients klageiver vil blive advokaten, som har stået (ukritisk?) last og brast med klienten under sagen.

Når jeg læser den pågældende sags referat i TFA og samtidig tænker på, at en midlertidig afgørelse i Statsforvaltningen om indskrænkning af samværet netop er midlertidig, må jeg vurdere, at der ikke er en finger at sætte på den konkrete midlertidige afgørelse. Jeg oplever derfor som udefra kommende læser afgørelsen som værende åbenlys rigtig.

Alligevel er der grundlag for at repetere, hvad det egentlig er, vi i Landsforeningen Børn og Samvær ønsker med hensyn til domstolsprøvelse.

Vi oplever, at sagsbehandlingen i Statsforvaltningen er utilstrækkelig, hvilket vi har sagt ved umådelig mange lejligheder. Ligeledes oplever vi, at klage til Ankestyrelsen har temmelig begrænset effekt. Klagen behandles stort set udelukkende på skriftligt grundlag. Ankestyrelsen er meget lidt tilbageholdende med at tilsidesætte Statsforvaltningens skøn.

Når man så ved, at Statsforvaltningen er besat af mange unge, uerfarne jurister, som er underlagt et effektivitetspres, der fører til afgørelser på uoplyst grundlag, er det overordentligt betænkeligt, at Ankestyrelsen opleves som stempelkontor uden konkret efterprøvelse. Se om Statsforvaltningens arbejdsvilkår vores nyhedsbrev marts 2015 om det psykiske arbejdsmiljø for jurister og børnesagkyndige.

Vi har konkret flere gange foreslået to løsninger på problemet. Den ene er at henlægge hele området til en egentlig børnedomstol inden for domstolssystemet og ENDELIG ikke i Statsforvaltningen. Den anden løsning er at skabe en hjemmel for, at afgørelser fra Statsforvaltningen kan indbringes for domstolene.

Forskellen vil i praksis være tårnhøj.

En sag efter grundlovens § 63 er ”håbløs” ud fra almindelig erfaring. En indbringelse for domstolen efter særskilt hjemmel vil indebære, at retten ud fra sædvanlig bevisvurdering kan træffe afgørelse. Det vil blive en kæmpegevinst for borgerne.

Viggo Bækgaard

formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær.

  1. marts 2015

 

Skriv et svar