Sandheden om Statsforvaltningen
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Pressen havde fredag den 11. oktober 2013 rigtig meget om fortrædelighederne i Statsforvaltningen. Det startede denne gang med en længere artikel i Politiken, som blev fulgt op af alle medier.
Det var hovedhistorien både på DR1 og TV2 og med i flere radioaviser. Selv var jeg i telefon interview med TV2 News om formiddagen og i studiet i programmet kl. 16 live.
Den nyudnævnte direktør for de sammenlagte Statsforvaltninger havde en rigtig svær forklaringsdag.
Jeg ved, at sagen ikke uddør med omtalen den 11. oktober.
I overskrifter er sandheden følgende:
- sagsbehandlingstiden er uacceptabel lang
- man kan i praksis ikke komme igennem til Statsforvaltningen på telefon
- kommer man igennem, er det et callcenter, som kun giver almindelig stort set ubrugelig information af helt generel karakter
- sagsbehandlerne har nærmest en ordre til at få sagerne forligt
- der er typisk aftalt 1½ til 2 timer til et møde, hvor der helst skal træffes aftaler, som tvinges igennem
- den nuværende tilstand har eksisteret i årevis på stort set alle områder men er eskallerende forværret på en måde, som det er uanstændigt at tilskrive, at den nye strukturreform ikke er kommet på plads endnu
- det materielle regelsæt og administration har over de seneste 10-15 år flyttet rundt mellem justitsministeriet, det midlertidige familie- og forbrugerministerium og nu socialministeriet
- der administrative hierarki ligger inden for indenrigsministeriet
- konsekensen er, at økonomistyringsdelen politisk ligger i kommunaludvalget, så vidt jeg har forstået, mens de materielle regler behandles i socialudvalget, som i øvrigt også er nye på området, da behandlingen tidligere har ligget i retsudvalget.
Borgernes oplevelse af problemerne:
Det er vores indtryk i Landsforeningen Børn og Samvær, at frustrationerne er stort set lige store hos fædre og mødre.
Forældrene klager over, at man ikke hurtigt efter et familieopbrud kan komme i gang med sagsbehandlingen af, hvad der skal ske omkring børnene. Alene tiden med usikkerhed forstærker eventuelle konflikter og påvirker børnene negativt.
Forældrene føler sig ikke hørt, når de møder i Statsforvaltningen. Holdningen “det går nok” er gennemgående hos såvel jurister som børnesagkyndige i Statsforvaltningen. Med den begrundelse fejes ofte relevante bekymringer til side.
Bekymringer tages ikke alvorligt og søges ikke relevant oplyst eller undersøgt.
Det er ikke muligt at komme i telefonisk eller fysisk kontakt med en sagsbehandler. Selv alvorlige henvendelser syltes i ugevis.
Hvad kunne man gøre for at forbedre forholdene?
Statsforvaltningen behandler på det familieretlige område sager om
- separation/skilsmisse,
- børne- og ægtefællebidrag
- indledende men uden afgørelseskompetence om forældremyndighed og bopæl
- samvær
Børnebidrag
Antallet af især børnebidragssager er ganske betydelig. Uden at have detailindsigt i økonomien omkring Statsforvaltningen, er det utvivlsomt, at der bruges betydelige ressourcer på det område.
Børnebidrag beregnes med udgangspunkt i den bidragspligtiges indkomst. Når først den indtægt er afdækket som fuld oplyst, er resultatet meget skematiseret. Man kan på Statsforvaltningens hjemmeside klikke sig frem til resultatet endda i regnearksform.
Langt størstedelen af forældrene betaler normalbidrag. Man kunne overveje at forenkle reglerne, så afgørelser om bidrag næsten kunne træffes automatisk. I et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, kunne man vel godt overveje, om det er rimeligt at lægge samværsforælderens indkomst til grund for størrelsen af bidraget.
Er et skilsmissebarn ikke et skilsmissebarn uanset forældrenes indkomst? Selve skilsmissen indebærer en social forandring.
Vi tænker, at alle skal betale samme børnebidrag uanset indtægt. Vi tænker også, at samværsforælderen skal betale normalbidraget til bopælsforælderen, uanset hvor meget samvær, der er tale om. Normalbidraget dækker i dag ikke meget. Bopælsforælderen får med det offentlige børnetilskud og normalbidraget ikke meget mere end til dækning af institutionsplads. Endvidere kunne det bestemmes, at bopælsforælderen alene skal holde barnet med fællestøj i form af de større og dyrere ting som, barnet typisk kun har få af (flyverdragt, sko m.v.), mens forældrene i øvrigt som en del af forsørgelsespligten skal holde barnet ved tøj, når det er hos pågældende.
På samme måde som med de nugældende – i øvrigt lidt problematiske – transportregler omkring samvær, kunne der være en hjemmel til i ganske særlige tilfælde at fastsætte et andet bidrag end normalbidraget.
Vi er helt sikre på, at der vil være betydelige ressourcer at spare ved på den måde at forenkle reglerne om børnebidrag. Disse ressourcer kunne så allokeres til de mere problematiske sager om forældremyndighed, bopæl og særligt samvær.
En familieretsdomstol
Vi tror, at en særlig familieretsdomstol vil kunne gøre underværker både med hensyn til hastighed og retssikkerhed.
I råskitse kunne sådan en domstol bestå af juridiske dommere og lægdommere. Lægdommerne kunne være “rigtige lægdommere” udnævnt efter samme principper som domsmænd, men det kunne også være både sådanne og særligt børnesagkyndige. Et tredommersystem med en byretsdommer, en børnesagkyndig og en lægdommer kunne være en mulighed.
Det afgørende er, at sagerne ekspederes hurtigt og med ankeadgang til landsretten.
Statsforvaltningen skal kun indledningsvist afklare, om forældrene kan vejledes til at træffe en aftale, eller om afgørelsen bør træffes i retten.
Den administrative opbygning må ændres hurtigt.
Det er helt galt, at Statsforvaltningen ligger administrativt under indenrigsministeriet. Det ministerium og kommunaludvalget har ganske enkelt ingen indsigt i juraen bag Statsforvaltningens opgaver.
For mig er det en gåde, at det overhovedet er blevet sådan. Men i politik findes mange gåder, hvor fornuften fordufter i smartness.
Viggo Bækgaard