Samvær med 9-årig og 12-årig gennemført i fogedretten. Ikke erstatningssamvær, TFA 2013/242 VLK

Samvær med 9-årig og 12-årig gennemført i fogedretten. Ikke erstatningssamvær, TFA 2013/242 VLK

Byrettens begrundelse:

Fogedretten kan ikke tage stilling til, hvorvidt eller i hvilket omfang der er sket fejl i statsforvaltningens behandling af spørgsmålet om rekvirentens midlertidige samvær med A og B.

Udgangspunktet er herefter, at statsforvaltningens afgørelse af 22. august 2012 skal efterleves, medmindre der er alvorlig fare for børnenes legemlige eller sjælelige sundhed, jf. retsplejelovens § 536, stk.6. Rekvirenten har forklaret, hun ikke mener, der er fare for børnenes legemlige sundhed. Begge børn har uafhængigt af hinanden tilkendegivet, at de ønsker at bo hos deres far, men gerne vil på samvær hos moderen hver anden weekend. På denne baggrund findes det ikke bevist, at der foreligger en sådan modvilje mod at være hos moderen, at det vil være til alvorlig skade for børnene, at statsforvaltningens resolution ikke kan følges.

For så vidt angår påstand om tillæg af erstatningssamvær er det udgangspunktet, at der efter en konkret vurdering kan tillægges erstatningssamvær for de samvær, der er mistet i den periode, sagen har verseret for fogedretten, jf. retsplejelovens § 536, stk.5. Denne periode er fra 31. august 2012 til afsigelse af kendelse, hvor samvær skulle være afviklet i de lige uger. Det lægges til grund, at rekvirenten ikke har bestridt rekvisiti udlægning af episoden i sommeren 2012 med tilkaldelse af politi til følge. Episoden har angiveligt bevirket, at børnene ikke har ønsket at være hos rekvirenten som i det tidligere omfang og ikke har ønsket kontakt med hende indtil nu, men at de under samtale med den børnesagkyndige har givet udtryk for, at de fremadrettet ønsker at komme på samvær hos hende hver 2. weekend. Det lægges endvidere til grund for afgørelsen, at parterne har en verserende civil sag, der skal hovedforhandles den 3. december 2012. Henset til den ro og stabilitet, børnene har givet udtryk for, at de ønsker, og til fogedrettens afgørelse om samværets udstrækning som følge af statsforvaltningens afgørelse af 22. august 2012 bestemmes, at der ikke tillægges erstatningssamvær for det mistede samvær under fogedsagens behandling.

Landsrettens stadfæstede med samme begrundelse.