Samvær for F med D på 11 år og P på 10 år i en 12-2 ordning og begrænset feriesamvær, Retten i Roskilde 9. juli 2021, utrykt.
F havde nedlagt påstand om 9/5 og almindeligt samvær.
Der var afholdt samtale med børnene under sagen.
Byrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at P og D begge er glade for begge deres forældre, og begge tilkendegiver et klart ønske om, at den nuværende samværsordning, som de synes, fungerer godt, fortsætter uændret.
Dette ønske har de begge udtrykt under samtaler den 11. august 2020 i Familieretshuset og den 12. maj 2021 i Familieretten. Det er det klare indtryk, at de begge har et eget, dybfølt og begrundet ønske herom, fremstår autentiske og ikke virker præpareret eller påvirket af forældrene. De har begge en alder, hvor deres ønsker og behov bør vægtes højt, og det må vurderes, at man bedst tilgodeser deres behov, hvis man imødekommer deres ønsker i forhold til samvær.
På navnlig denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder forklaringerne fra F og M og de i øvrigt foreliggende oplysninger om P og Ds situation og behov, finder retten, at det vil være bedst for P og D, at den nuværende samværsordning fortsætter uændret, jf. forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, jf. § 4.
Kommentar.
Der er tale om endnu en sag, hvor en af parterne sidder med en oplevelse af regulær myndighedsovergreb i form af effektiv syltning.
Fra Fs henvendelse januar 2019 til Familieretshuset citeres om sagen:
”Der har været afholdt et vejledningsmøde i Statsforvaltningen, Ringsted, den 10. december 2018, som jeg har modtaget notat fra.
Den meget korte beskrivelse af situationen er, at F har haft samvær med børnene siden parterne gik fra hinanden i 2012 i en 9/5 ordning.
Der har været samvær fra torsdag til mandag i den ene uge og fra torsdag til fredag i den modsatte uge. Samværene har fungeret problemfrit gennem årene.
Det er oplyst overfor mig, at mor har været sygemeldt det meste af efteråret 2018. Jeg er ikke klar over begrundelsen eksakt for denne sygemelding, men det fremstilles i hvert fald af F således, at den har været psykisk betinget.
For Fs vedkommende gælder, at han har haft et arbejdsmæssigt meget krævende efterår. Det førte til en indlæggelse i slutningen af september 2018. Han reagerede med angstsymptomer, medens han havde børnene og rettede henvendelse til mor og aftalte, at hun kom for at hente dem. Det gjorde hun.
Samme aften blev han indlagt på psykiatrisk hospital, hvor han var indlagt i 10 dage.
Da han kom tilbage, nægtede mor at udlevere børnene, og han rettede henvendelse til fogedretten for at få dem udleveret.
Jeg går ud fra, at Statsforvaltningen har materiale både fra fogedretten og ikke i mindst i form af den børnesamtale, som blev afholdt i fogedrettens regi af psykolog X. For en sikkerheds skyld tillader jeg mig at vedlægge notatet fra den børnesamtale.
I Statsforvaltningen blev der indgået en aftale om, at der indtil videre er samvær hver 14. dag af 4 timers varighed om lørdagen.
Jeg forstår, at børnene har været i det af fogedretten aftalte 2 timers samvær helt planmæssigt og uden problemer, ligesom børnene har været hos farforældrene sammen med F i et døgn nytårsaften ligeledes helt uden problemer.
Statsforvaltningen tilkendegiver, at man agter at afholde fornyet børnesamtale med børnene.
Principielt kan jeg selvfølgelig ikke have indvendinger imod, at man afholder nye samtaler med børnene, men man skal i den grad være opmærksom på, at de samtaler vil blive afholdt meget lang tid efter den episode, som har dannet baggrund for de bekymringer, der måtte have været.
Det er min opfattelse, at de samtaler, som har været afholdt med X dybest set er langt mere relevante for vurdering af fremtidsperspektivet, og jeg er meget enig med X i hans konklusion om, at et hurtigt optrappende samvær i virkeligheden er det alt afgørende.
Det er forståeligt, at en episode og et sygdomsforløb, som det F har været ude for, vil give bekymringer både hos børnene og deres mor. Nok særligt hos sidstnævnte i al fald, når man sammenholder med de børnesamtaler, der har fundet sted. Umiddelbart oplever jeg, at mor måske udnytter situationen lige rigeligt.
Børnene giver direkte udtryk for, at de ikke er bange for at være hos far, men at de ønsker, at han holder op med at være ”kuk kuk”, som de udtrykker det overfor den børnesagkyndige, hvor de så end har det udtryk fra.
F er fortsat sygemeldt, men han er næsten trappet ud af den medicin, som han fik i forbindelse med episoden.
F er nu der, hvor han i løbet af meget kort tid, skal tilbage på arbejdet i første omgang i en optrapningsordning. Han har en meget forstående arbejdsgiver.
Det er min vurdering, at Statsforvaltningens inddragelse af børnenes perspektiv ikke bør indskrænke sig til 2 nye børnesamtaler.
Det henstilles, at der gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse og gerne en supplerende forældreevneundersøgelse af begge forældre.
F vil i den sammenhæng gentage Fs udsagn til Statsforvaltningen om, at man er velkommen til at indhente oplysninger om hans sygdomsforløb og prognoserne i forbindelse med en sådan undersøgelse.
Efter min opfattelse bør en sådan henvendelse imidlertid ligge i forbindelse med en undersøgelse, således at psykologen, der skal gennemføre undersøgelsen, får fuld adgang til materialet men også således, at det er psykologen, der vurderer konsekvenserne af det pågældende ser samt i hvilket relevant omfang, materialet skal videregives til den anden part.
Samtidig skal jeg henstille, at man straks revurderer omfanget af samværet således, at man går over til en optrapning i overensstemmelse med Xs anbefalinger.
Sluttelig skal jeg understrege, at ønsket om forældreevneundersøgelse af begge forældre ikke er tænkt som indledning til en kamp om, hvor børnene skal bo.
Formålet er alene at få perspektiveret såvel Fs situation samt mors reaktion herpå i lyset af hendes egen mulige konkrete psykiske svaghed på tidspunktet for Fs sygdom.”
….
Der er altså gået 2½ år.
Viggo Bækgaard
12. juli 2021