Psykisk vold – forståelse og håndtering
Denne artikel er skrevet af
Helene Honoré, Projektleder, forsker, phd, Regionshospitalet Hammel Neurocenter.Artiklen er baseret på en skøn blanding af personlige erfaringer og bekræftende studier af faglitteratur
Hvad er psykisk vold
Siden 2019 har psykisk vold været en del af den danske straffelov. I 2022 fulgte lovgivning om stalking, og senest i 2024 er det vedtaget at etablere krisecentre for mænd. Lovgivningen afspejler et samfundssyn i udvikling hvad angår psykisk vold og stalking. Psykisk vold i nære relationer er skjult i hjemmets dynamik og kan være svær at opdage for udenforstående. Der er ikke synlige blå mærker eller andre skader som ved fysisk vold. Det er et mønster af manipulation, hvor den udsatte selv kan tvivle på og negligere det skadelige i relationen til udøveren. Både kvinder, mænd og børn kan være udsatte.
Psykisk vold er ikke altid strafbar. Den kan variere fra subtil, grænseoverskridende adfærd og manipulation til alvorlig, undertrykkende kontrol, og den kan være meget skadelig i alle former. Vedvarende grænseoverskridende adfærd hos en udøver kan føre til psykiske problemer, fysiske helbredsproblemer og social isolation hos en udsat part. For børn, der vokser op med vold, er der også store konsekvenser. Foruden at opleve utryghed og tillidsbrud i nære relationer har de også en øget risiko for at opleve vold i deres egne forhold som voksne.
Danmarks nationale enhed mod vold, Lev uden Vold, og Dansk Stalking Center anbefaler at beskytte den udsatte part med en voldsfaglig tilgang, og første skridt er ophør af al kontakt mellem parterne. Tilgangen skyldes, at den psykiske vold udøves gennem kontakten, og først når den ophører, kan den udsatte part for alvor begynde at opbygge sit personlige værn mod voldens konsekvenser. Når der er fælles børn, er det dog sjældent muligt for en udsat forælder at afbryde relationen til en medforælder med grænseoverskridende adfærd.
Kort sagt er det sådan, at så længe der er kontakt, er der grundlag for vold, selv om samlivet mellem parterne er ophørt. Det engelske begreb “post-separation abuse” kaldes på dansk fortsættelsesvold. Det dækker over den kontrol, chikane og manipulation, som finder sted efter forholdets ophør.
I nogle tilfælde vil udøverens adfærd kunne begrænses med tilhold, ophør af forældremyndighed og samvær med fælles børn eller indskrænkning af andre rettigheder. Da er udøveren forhindret i at kontakte den voldsudsatte direkte, men udøveren kan fortsætte kontakten gennem myndighederne, som skal håndtere underretninger, politianmeldelser og retstvister i det familieretslige system. Man kan sige, at myndighederne i nogle tilfælde er forpligtet til at opretholde kontakten mellem voldsudøveren og den voldsudsatte – og dermed fastholde voldsgrundlaget. I et beskyttende systemperspektiv er det afgørende, at volden bliver identificeret, og at der træffes strategiske valg fra myndighedernes side for at beskytte den voldsudsatte og deres fælles børn.
De blå mærker ingen kan se
Fysiske og psykiske voldsdynamikker er væsensforskellige. Hvor den fysiske vold kan udøves på kort tid og efterlade mærker og skader, som kan rapporteres på skadestuen som bevis, udøves psykisk vold som en gradvis tiltagende kontroladfærd over lang tid, og beviserne er subtile at få øje på.
Inden forholdets ophør i en relation, hvor der udøves vold, kan begge parter over tid have indgået i en dynamik, hvor den udsatte part samarbejder med udøveren på mange uhensigtsmæssige måder for at få en hverdag til at fungere bedst muligt omkring barnet og for at holde udøverens negative kontroladfærd nede.
Følgerne af en psykisk voldelig relation kan minde i alvor og dynamikker om perioden efter at have forladt et sekterisk miljø i højere grad end sædvanlige følger efter et forlist kærlighedsforhold, og sammenligningen kan være en hjælp til at forstå, hvordan den udsatte parts indre tankemønstre kan være forandrede med et særskilt værdisæt og en indre rangorden i parforholdet på samme vis som ved en sekterisk afhængighed, og at den udsatte part kan have frasagt sig socialt netværk for at kunne leve i udøverens virkelighedsforståelse på samme vis.
Det foregår sædvanligvis som en gradvis proces, der starter med en stormende forelskelse, som gør den udsatte part åben for at indordne sig. Når den udøvende part i tiltagende grad udviser grænseoverskridende adfærd, fralægger sig ansvar og nedgør den andens handlinger, helbred og forældreevne, kan den udsatte part have tilpasset sin adfærd og selvforståelse for at opretholde en nogenlunde bæredygtig hverdag. Det kan fremstå lettere at undskylde og rette ind end at møde den udøvende parts kulde og hårdhed. I en sund relation kan det være en naturlig reaktion at justere lidt på sin egen adfærd, hvis det anden part i forholdet oplever, at der ikke er en tilstrækkelig involvering i parforholdet.
I usunde relationer kan udøveren veksle mellem kulde og varme i forholdet. Den varme, tilsyneladende forstående og imødekommende adfærd, løfter om bedring i fremtiden og undskyldninger kan fastholde den udsatte i relationen, og den kølige, afvisende adfærd med stilhed, nedladende kommentarer, grove bebrejdelser og manglende basal medmenneskelig respekt tjener til at nedbryde den udsatte og få den udsatte til at tilpasse sin adfærd i forhåbning om at kunne bedre og stabilisere forholdet. Det skaber et stærkt relationelt bånd, hvor den udsatte part i stigende grad navigerer efter udøverens oplevelse og meninger.
Udøveren er selvsagt eneansvarlig for volden, selv om den udsatte indgår i de vedligeholdende mønstre.
Den udsattes selvopfattelse og selvværd kan over tid blive grundlæggende påvirket af at have tilsidesat sine egne behov og af at have påtaget sig udøverens negative og kritiske perspektiv.
Psykisk vold kan ske som en gradvis proces med små forandringer, hvor den udsatte part langsomt begynder at se sig selv negativt gennem udøverens konstante kritik, afvisninger og uforudsigelighed. Den udsatte part kan ikke adskille sin egen opfattelse fra udøverens. Over tid kan udøveren indføre særlige sociale spilleregler og virkelighedsopfattelser i deres private relation, som den udsatte part påtager sig og samarbejder om at opretholde og retfærdiggøre, også uden for hjemmet. Den udsatte kan komme til at fungere som en avanceret bugtalerdukke, hvor bugtaleren ikke engang behøver at været til stede.
Den udsatte kan eksempelvis have været hindret i at drage omsorg for barnet i visse situationer, fordi udøverens behov skal tilgodeses først, og der kan have været specifikke regler for, hvad den udsatte må have på, sige eller gøre. Et fællestræk er, at disse regler gradvist intensiveres og skaber en mere og mere ufri tilværelse for den udsatte part. Samtidig vil den udsatte italesætte udøveren som en kærlig og indlevende forælder over for andre. En del af årsagen til, at de urimelige vilkår i hjemmet alligevel accepteres, er, at de indføres gradvist. Udøveren kan påstå, at disse vilkår er nødvendige for at hjemmet kan fungere og begrunde det med den udsattes påståede utilstrækkelighed.
Der kan forekomme direkte og indirekte bebrejdelser, og konsekvenserne af det, den udsatte bebrejdes, bliver at indføre krav, som den udøvende definerer for at rette op på situationen. Den udsatte vil forsøge at imødekomme kravene som et normalt respons på at nærme sig sin partner og få den hjemlige dynamik til at fungere. Over tid vil den logiske sammenhæng mellem den udsattes påståede fejl og mangler og de modkrav, der stilles, blive svagere, men da vil den udsatte part gradvist have påtaget sig udøverens forståelse af at være en problematisk eller urimelig person, som må indordne sig, for at få en funktionel tilstand genopbygget.
Den udsatte kan tilmed se udøveren som en omsorgsfuld og stabil partner og forælder, imens manipulationen foregår, fordi alt det dysfunktionelle i relationen bliver opfattet af den udsatte selv som udslag af den udsattes egen utilstrækkelige måde at være på, og den udsatte kan indgå i at anerkende og retfærdiggøre udøverens adfærd over for omgivelserne.
Sygeliggørelse
En konkret udtryksform ved manipulerende adfærd er sygeliggørelse, hvor udøveren kan fremsætte falske fortællinger om den udsattes mentale tilstand. Først kan den udsatte part blive spejlet som sårbar, usikker og svag i situationer i hjemmet, og efter bruddet kan den samme fortælling om den udsatte fremsættes over for myndighederne. Det er afgørende, at myndigheder formår at opdage disse typiske mønstre. Den udsatte beskrives af udøveren som en ustabil og psykisk syg forælder. Udøveren kan tilmed forberede en sagsbehandler på, at den udsatte forælder vil benægte at have en psykisk lidelse. Når den udsatte part høres af sagsbehandleren om bekymringen for barnet som følge af den påståede psykiske lidelse, vil den udsatte sandfærdigt benægt at være syg, måske bortset fra den belastning, forholdet har medført. Men den udsattes troværdighed er effektivt elimineret, for sagsbehandlere oplever netop i kraft af benægtelsen en bekræftelse af udøverens manipulerende falske narrativ.
Det er til enhver tid bekymrende for myndighederne, hvis der er risiko for, at et barn mangler omsorg i relationen til en forælder med en uerkendt psykisk lidelse, og mistanken alene er derfor effektiv til at fastholde den udsatte part i udøverens sygeliggørende manipulation. På den måde formår udøveren at eliminere den udsatte forælders troværdighed over for myndighederne.
Det er selvsagt en frustrerende situation for den voldsudsatte, som kan opleve en retraumatiserende effekt og få fornyede vanskeligheder med at undslippe voldens fortællinger. Samtidig er det skadeligt for barnet, at dagsordenen over for myndighederne flytter sig fra det, barnet oplever i virkeligheden. Sagsbehandleren må ikke overse, at når den udsatte part konfronteres med de falske narrativer, er det som at slå på et blåt mærke hos den voldsudsatte i en proces, hvor det skadelige netop har været at påtage sig udøverens virkelighedsopfattelse. Det kan forsinke processen med at komme sig.
Ønsket om hjælp til at beskytte sig selv og barnet bliver på den måde slet ikke muligt for den udsatte at drøfte i dialogen med myndighederne. Barnet kan have forskellige reaktioner efter samvær med udøveren eller tidligere oplevelser af udøverens omskiftelige adfærd, og hvis den voldsudsatte beder om hjælp til at varetage barnets behov kan de blive tilskrevet enten parternes “konflikt” eller sågar den udsattes egen sårbarhed. En sårbarhed, som ikke eksisterer, men som er en del af udøverens manipulerende narrativ eller en reaktion på den grænseoverskridende adfærd – et traumatisk respons, der vil ophøre, når udøverens kontrol begrænses.
Det gode spørgsmål er, hvordan man får belyst og standset den psykologiske manipulation, så den udsatte og barnet kan få rammerne til en fredelig tilværelse.
Den indre rejse efter psykisk vold
Den udsatte kan efter forholdet genvinde kontrol over sit eget liv og skabe en ny hverdag for sig selv og barnet.
Med støtte fra sit netværk og ved at indgå i rådgivning og terapi kan den udsatte gradvist styrke sin håndtering af udøverens adfærd, så konsekvenserne minimeres. I alle tilfælde er det gavnligt for den udsatte at arbejde målrettet på at mestre sin egen situation og skabe et personligt værn mod den påvirkning, udøveren kan have på den udsattes og barnets hverdagsliv og følelser.
Det kan kræve professionel støtte at frigøre sig fra de mentale følger af vold. Den voldsudsatte kan gradvist frigøre sig fra udøverens pålagte forståelse og regler. I en periode vil det være almindeligt som en del af denne proces at pendulere frem og tilbage mellem den udsattes egen sunde kerneopfattelse af sig selv og det af udøveren pålagte, fordrejede virkelighedsbillede. Hverdagen kan genopbygges med et meningsfuldt indhold, hvor den udsatte aktivt arbejder med at definere sine egne grænser og prioriteringer. Den udsatte kan frigøre sig fra at efterkomme de krav og regler, der under forholdet blev etableret af udøveren, og i stedet sætte sine egne rammer op.
Myndighederne spiller en vigtig rolle i at identificere og forstå de skadelige dynamikker ved psykisk vold, så den voldsudsatte kan skabe rammerne om en tryg opvækst for barnet. Men det er ikke let, og myndighederne kan komme til kort, hvis de ikke opdager den skjulte grænseoverskridende adfærd og magtubalancen. Myndighederne kan endda som beskrevet komme til at indgå i voldsdynamikken og uforvarende komme til at gå udøverens ærinder til stor skade for den udsatte og barnet.
Trods de komplekse dynamikker minder situationer med vold og grænseoverskridende adfærd ofte om hinanden, og belysning af de fælles træk kan hjælpe myndighederne med at forstå, hvad der er på spil.
Myndighedernes rolle og forståelse
At politianmelde psykisk vold er ikke altid en positiv løsning. Det kan fastholde begge parter i en retstvist, som skaber mere kontakt mellem dem og tvinger den udsatte til at forklare sig ud af udøverens fortællinger. Bevisbyrden for subtil manipulation er vanskelig at løfte, og få sager fører til sigtelse eller domfældelse. Et polititilhold skal baseres på uønsket kontakt og kan ikke nødvendigvis etableres, hvis parterne kommunikerer gensidigt om et fælles barn. Begge parters oplevelse skal høres ligeligt, og det er vanskeligt at sandsynliggøre den enes perspektiv over den anden.
Når et samarbejde mellem to forældre ikke fungerer, kan begge parter søge hjælp i kommunale familieafdelinger og i det familieretslige system. Fagpersoner hos politi, krisecentre, skole og børnehuse kan inddrages undervejs.
Myndighedspersoner kan med rette opleve, at det er meget vanskeligt at gennemskue, hvad der er op og ned, når de først træder ind i en dynamik mellem to parter, hvor der fra den ene part er grænseoverskridende adfærd på spil. På den ene side kan de have at gøre med en tillidsvækkende, velformuleret og tilsyneladende reelt bekymret part, som indtrængende beder myndighederne om hjælp i en situation, der desværre er gået for vidt, selv om de længe har forsøgt at håndtere den. Måske fortæller udøveren om at være blevet isoleret fra sine børn, fordi den anden part har søgt væk og ikke tillader kontakten. Det kan forklares af udøveren som en hændelse, der er sket ud af det blå eller med afsæt i en tiltagende bekymrende og ustabil adfærd hos den udsatte i en forudgående periode.
En udsat part kan på den anden side fremstå nervøs, anspændt og overdrevent bekymret i kontakt med myndighederne. Det kan ligne psykisk sårbarhed eller manglende evne til at håndtere forældrerollen.
Mytebaserede tilgange
En af de største udfordringer for myndighedspersoner kan være at forstå, at ikke alle forældre handler i barnets bedste interesse. Der findes nogle solide mytebaserede holdninger om, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Selv om det heldigvis er tilfældet for et overvejende flertal af forældre, er det ikke en a priori sandhed for alle, og antagelsen kan hindre en effektiv beskyttelse af voldsudsatte børn.
Der findes forældre, som har en nedsat evne til at mærke og respektere barnets behov, og som har manipulerende og grænseoverskridende adfærdsmønstre over for barnet, som kan være meget skadelige. Det savner videnskabeligt belæg at antage, at alle forældre ønsker det bedste for deres eget barn. Tværtimod findes talrige eksempler på grove forbrydelser begået af forældre imod deres egne børn. Hvis den mytebaserede overbevisning fastholdes, vil den skadelige adfærd blive undskyldt og bortforklaret på udøverens vegne af myndighederne. Dermed fastholdes barnet i volden.
For at beskytte det voldsudsatte barn effektivt, må myndighedspersoner være i stand til at se ud over mytebaserede holdninger og vurdere hver situation individuelt. Det indebærer at være opmærksom på tegnene på psykisk vold og manipulation, og at kunne skelne mellem forældre, der virkelig ønsker det bedste for deres børn, og dem, der ikke gør det.
En anden udfordring i at skærme både den voldsudsatte og barnet fra psykisk vold ligger i den bias, at myndigheder belyser situationen fra et neutralt udgangspunkt. Med et konfliktløsende afsæt anses det for professionelt at tilgå de relationelle dynamikker objektivt og forholde sig til hver involveret parts subjektive oplevelse uden at tage nogen af disse som et udtryk for sandheden. Det anses som uprofessionel favorisering af den ene part, hvis volden belyses som oprindende fra den udøvende part, selv når det altså er fuldt berettiget. Det er selvfølgelig uprofessionelt at tage parti på et subjektivt grundlag. Selv når manipulation, grov og uhensigtsmæssig adfærd er belyst, kan myndigheder være alt for varsomme med at konkludere det. Den voldsudsatte kan blive trukket til side af fagpersoner, der i dæmpet tonefald tilkendegiver, at “vi ved godt, hvad der foregår”. Det kan fremstå umiddelbart validerende for den voldsudsatte, men når det ikke samtidig beskrives i rapporter og undersøgelser, efterlades den voldsudsatte stadig ubeskyttet.
I et systemperspektiv kan man også belyse den voldsudsattes andel i det, man fejlagtigt anser for at være en ligeværdig konflikt. Man kan forestille sig, at samme perspektiv blev anlagt i andre voldssituationer for at begribe, hvad den voldsudsatte kan opleve i kontakt med myndighederne. Hvis en person uforvarende blev voldtaget i en mørk gyde af en ukendt person, ville det være utænkeligt at bede offeret om at ransage sin adfærd for noget, der kunne have retfærdiggjort voldtægten og forsøge at få offeret til at belyse sin egen andel i voldtægten. Eller hvis en skolelærer systematisk forskelsbehandlede et barn i klassen, fratog det privilegier, udelukkede det fra fælles aktiviteter, kom med hånende bemærkninger, straffede det i tilfældige situationer, ødelagde barnets ting, sørgede for, at der altid var en siddeplads for lidt, så barnet måtte stå op eller lignende, ville det være åbenlyst skadeligt at bede barnet om at se indad for at beskrive sin egen andel i den grove behandling. I situationer med psykisk vold i et parforhold er det dog mere reglen end undtagelsen, at den voldsudsatte mødes sådan, når myndigheder afdækker relationen.
Reel frygt og bebrejdelse efter psykisk vold
En reel frygt for en udøver af psykisk vold kan have alvorlige konsekvenser for den udsatte og for det barn, der vokser op med udøverens grænseoverskridende adfærd, hvis voldsperspektivet ikke anerkendes. Psykisk vold er yderst skadelig, da den langsomt kan nedbryde den udsattes selvværd og mentale sundhed, og det er velbegrundet at frygte en udøver af psykisk vold.
Frygt er en naturlig reaktion på en truende og kontrollerende adfærd. Det er også naturligt at frygte en udøver af psykisk vold, selv om vedkommende i en anden situation agerer roligt og adfærden ikke er til stede. Til sammenligning ville man aldrig bebrejde andre voldsudsatte at være bange for deres gerningsmænd, hvis de skulle møde dem i andre sammenhænge.
Den udsattes frygt for udøveren kan desværre føre til bebrejdelser, hvis den udsatte vælger situationer fra, som opleves som utrygge. Den udsatte kan blive presset til at deltage i møder med den udøvende part og til at fungere som støtteperson for barnet under samvær med udøveren. Dette kan yderligere forværre konsekvenserne af volden og udsætte reetableringen af en ny tilværelse efter forholdet for den udsatte part og barnet.
Den udsatte kan reagere kraftigt på små provokationer eller almindelige udsagn fra udøveren, især hvis de relaterer til tidligere konfliktemner. For myndighederne, der ikke kender til disse, kan det fremstå som uproportionerede reaktioner og irrationel adfærd. Et brugbart billede er, at udøverens udsagn vil fungere som en hundefløjte, som kun den udsatte kan høre.
Den udsattes forklaringer kan være usammenhængende og utroværdige, fordi der ikke helt er sammenhæng i den udsatte parts forståelse af situationen som følge af udøverens manipulation. Den udsatte kan måske tilkendegive utryghed uden at kunne forklare, hvad vedkommende er bange for, og myndighederne kan tro, at der er tale om tomme eller endda manipulerende udsagn, som fremsættes for at fremme et bestemt udfald i sagsbehandlingen.
Den udsattes ønske om at beskytte barnet mod udøverens skadelige adfærd kan fejltolkes som manglende evne til at se ud over egne behov og som et ønske om at modarbejde barnets forhold til den anden forælder. Hvis den udsatte ønsker at blive fri af volden ved at afbryde al kontakt og derfor ikke vil kommunikere gennem mails og telefonopkald eller deltage i fælles møder med den udøvende part, kan det opfattes som rigiditet og manglende vilje til at samarbejde.
Disse kendetegn kan føre til, at myndighederne fejlagtigt ser den udsatte som den, der eskalerer konflikten, imens den udøvende part, som ofte fremstår balanceret og rationel, kan virke som den mere velfungerende forælder. Det er derfor afgørende, at myndighederne er opmærksomme på de underliggende dynamikker og har den nødvendige viden til at identificere og forstå tegnene på grænseoverskridende adfærd.
Forskellige tilgange til vold og konflikt
Med en konfliktløsende tilgang fokuserer fagpersoner typisk på at belyse gensidige udfordringer i parternes kommunikation for at opnå et bedre samarbejde. Parterne inviteres til at se på situationen fra den andens perspektiv for at nærme sig hinanden forståelsesmæssigt. Men netop dette med at overtage den andens fordrejede forståelse og gøre den til sin egen, er kerneelementet i den psykiske vold, som kan fastholde den udsatte i en nedbrydende dynamik. Den udsatte part kan med en gensidigt perspektiverende tilgang blive fastholdt i en grænseoverskridende og ødelæggende manipulation, imens den uanende tredjepart ser på. Samtidig kan udøveren ofte ikke opnå empatisk indsigt i den udsattes perspektiv, men kan fremstå med en kognitiv mentaliseringsevne, som ligner til forveksling. Derfor bør en sådan tilgang absolut fravælges.
For at undgå, at myndighederne bliver en ufrivillig forlængelse af udøverens adfærd, bør en voldsfaglig tilgang vælges i stedet, hvor det understøttes, at al information og perspektivudveksling mellem parterne begrænses, imens hver forælder støttes i at arbejde med sin egen andel af forældreskabet og samarbejdet.
Den udøvende part kan have fremsat bekymrende fortællinger, som systemrepræsentanter viderefører over for den udsatte part i bedste mening for at afklare barnets situation. I nogle tilfælde er det helt formelt påkrævet, at den udsatte skal høres, fx i indholdet af underretninger. Den udøvende part kan af egen kraft eller gennem andre sende sine beskrivelser af den udsatte part til kommunen, og den udsatte kan så ikke skærme sig fra de manipulerende fortællinger. Det kan være en subtil måde at opnå, at den udsatte part fortsat vil blive påmindet om udøverens virkelighedsopfattelse selv efter, at vedkommende har fået tilhold eller har mistet forældremyndighed og måske ikke længere har ret til at kontakte den udsatte part.
Hvis situationen anskues som en konflikt baseret på et dysfunktionelt samarbejde mellem to forældre, kan den udsatte blive mødt med et krav om at få samarbejdet med udøveren til at fungere. Den udsatte kan fx blive pålagt at deltage i konfliktløsende møder eller at medvirke som tryghedsperson under udøverens samvær med fælles børn.
På møder mellem den udsatte part og myndigheder kan dagsordenen fokusere på emner meget langt fra barnets reelle virkelighed til stor skade for både barnet og den udsatte part, der netop har behov for hjælp til at blive fri af de nedbrydende og devaluerende historier fra udøveren. Efter at være blevet spurgt ind til udøverens rapporterede problematikker af myndighederne, kan der være en naturligt begrænset tillid hos den udsatte part til at komme til orde med de udfordringer, der reelt findes for barnet, som fx at udøveren ikke formår at møde barnets behov og over for den udsatte part har en chikanerende adfærd, skaber usande og dybt krænkende fortællinger, møder op uden rimelig grund, udøver kontrol ved at tilbageholde ting eller nægter at medvirke til rimelige aftaler.
Først når en voldsfaglig tilgang anvendes, er den udsatte part beskyttet mod udøverens kontroladfærd og falske fortællinger, og den udsatte part kan komme til orde om barnets reelle vilkår og behov i dialog med myndighederne.
Barnets perspektiv
Børn kan opleve varierende følger efter psykisk vold mellem forældrene. En børnesamtale eller endog en undersøgelse foretaget af en børnesagkyndig psykolog kan ikke altid blotlægge volden. En typisk metode til at belyse barnets perspektiv er at spørge ind til gode og ikke så gode oplevelser i først den enes og så den anden forælders hjem. Det kan synes konstruktivt at afdække barnets oplevelser med sådanne objektive tilgange. Men der kan være mange barrierer i at belyse barnets følelser og oplevelser på den måde. Barnets loyalitet over for begge forældre vil ofte være helt grundlæggende. Nogle børn har også svært ved at italesætte de dynamikker, der altid har været der, fordi de aldrig har oplevet andet og har tilpasset sig dem hele livet. Den proces kaldes normalisering. For andre kan barrieren modsat være, at de netop ved, at dynamikkerne afviger fra normalen. Både den udøvende og den udsatte forælder kan gennem hele barnets liv have formet, hvordan barnet kan skjule volden og adresserer de hjemlige dynamikker for at opretholde familiens facade.
I dialog med forældrene om barnet kan myndighedspersoner tage i betragtning, hvordan forældrene reagerer, når barnets vilkår i hjemmene søges belyst. Barnets vilkår kan med fordel vurderes på anden vis end ved blot at tale med forældrene om, hvordan det går. En udøvende forælder kan være meget kompetent i at italesætte et velfungerende hjem, men kan måske være tilbageholdende med at invitere myndighederne hjem eller at lade barnet tale frit uden selv at være til stede. Det bør vurderes, om forælderens fortælling passer sammen med barnets egne ord og oplevelser. Store forskelle kan være et tegn på, at forælderen har vanskeligt ved at mentalisere og respektere barnets oplevelser. Det kan være relevant at afdække, om forældrene kan ændre deres adfærd over for barnet eller forstå barnet på en ny måde.
For at belyse barnets perspektiv direkte kan det være relevant ved selvsyn at observere barnets reaktioner sammen med hver af de to forældre. Det er dog fuldt ud muligt at observere samspillet mellem barn og voksen uden at få øje på manipulerende eller dysfunktionelle dynamikker. Det er et væsentligt element i en beskyttende systemtilgang at inddrage viden om, at den manipulerende adfærd netop ikke er åbenlys og ikke vil optræde i opstillede, afgrænsede scenarier, hvor udøveren har en høj grad af kontrol over samspillet, fx ved at kunne vælge aktivitet og sted.
Udøveren forstår sandsynligvis, hvad god og korrekt opførsel sammen med barnet er, og hvordan samspillet vil se ud i myndighedernes øjne. Den manipulerende, inkonsistente adfærd vil desuden være kendt for barnet, som tilvant kan justere sin egen adfærd i samspil med udøverens modus. Barnet vil på den måde automatisk samarbejde med udøveren om at fremvise den persona, som udøveren ønsker at fremvise under observation af deres samspil.
Udøveren kan reagere hensigtsmæssigt og opmærksomt på barnet, så længe observationen finder sted, og barnet kan agere afslappet under observationen, hvis barnet har livslang erfaring med, at udøverens negative adfærd ikke vil fremtræde i sådanne situationer, fx når andre er til stede. Det er mere sandsynligt at afdække dynamikkerne, hvis udøveren overraskes og bringes i uforudsete situationer, fx ved gentagne eller uplanlagte besøg, men der er ingen garanti.
Samme handling kan være udtryk for forskellige positioner
Det kan være yderst relevant for at afdække barnets perspektiv fyldestgørende at undersøge forældrenes evne til at mentalisere. En forælder, der søger ophold på et krisecenter eller insisterer på samvær mod barnets vilje, kan lige så vel være udøveren som den udsatte part. Det vil være forælderens evne til at mentalisere og forholde sig til barnets behov, der kan belyse forskellen. Hvis en udsat part har søgt beskyttelse for sig selv og barnet på et krisecenter, kan det vise sig, at mentaliseringsevnen over for barnets følelser og behov er god. Hvis en udøver har søgt ophold på et krisecenter for at manipulere barnet væk fra den udsatte part for at fremme sine egne behov, kan det vise sig, at mentaliseringsevnen over for barnets følelser og behov er ringe. Det kan ikke afklares ved at bringe bebrejdelsen fra den anden forælder i spil og spørge, om vedkommende har forståelse for den anden forælder. Det vil ingen af dem nok have. Den første med god grund, fordi den anden forælder netop er årsagen. Den anden pga. nedsat empati for den udsatte part.
En trykprøve kan også være at udfordre forælderens perspektiv og invitere til at se barnets vilkår fra nye sider. Hvis forælderen ikke formår dette, men fokuserer ensidigt kritisk på den anden part, kan det være tegn på, at barnets behov ikke er centrale.
Det skal dog fortolkes med varsomhed, når en forælder fremsætter kritik mod den anden, for det kan begge parter gøre – udøveren ud fra et forvrænget virkelighedsbillede for at smæde den udsatte part og opretholde kontrol over den falske virkelighed, vedkommende oplever. Den udsattes kritik af udøveren kan ligne til forveksling, men er baseret på reelle begivenheder og et ønske om hjælp til at få udøveren til at stoppe sin grænseoverskridende adfærd. Gensidig mudderkast, kan man sige. Den afgørende og subtile forskel er blot, at kritikken fra den ene side er ubegrundet og opdigtet og skyldes manglende ansvarstagen.
Myndighederne kan i værste fald beskrive gensidige beskyldninger mellem forældrene og anbefale støtte til bedre samarbejde for at skærme barnet fra “konflikten”. Som belyst vil det fastholde barnet i volden, så længe det ikke skærmes fra udøveren skadelige adfærd. Set fra barnets perspektiv vil det udfordre barnets trivsel at fastholde en udsat forælder i et pseudosamarbejde med en udøver, hvor den beskyttende forælder hindres i at drage omsorg for barnet på grund af udøverens manipulation.
Når vold og konflikt forveksles
Den værste konsekvens af, at myndighedspersoner ikke opdager volden, er, at der ikke træffes de nødvendige beskyttende foranstaltninger.
Der er ikke tale om gensidige beskyldninger, når den ene part beskriver trivselsudfordringer med udgangspunkt i barnet og den anden forsøger at forme systemets forståelse af situationen ud fra falske narrativer om den anden part. Der er tale om en ensidig aggressor, om vold.
Når først det er fravalgt at adressere udfordringerne som et udslag af forældrenes konflikt og i stedet som et udtryk for vold, kan myndighederne bedre vælge passende metoder til at belyse barnets perspektiv og træffe beskyttende foranstaltninger.
Under alle omstændigheder er det væsentligt at anlægge en falsificeringsfortolkning. At psykisk vold ikke er observeret, er ikke ensbetydende med, at den ikke finder sted. Samtidig bør man med klarhed fortolke i retning af, at skadelig psykologisk manipulation er til stedet, når det konstateres, at der er gentagne tilbageviste, falske anklager om den anden forælder, chikane i form af gentagne myndighedshenvendelser, manglende ansvarstagen for egne handlinger og manglende mentaliseringsevne over for barnet. Da bør beskyttende mekanismer over for barnet og den udsatte forælder sættes i spil med afgrænsning af kontakt, ligesom udøverens udsagn og fortællinger ikke skal søges afklaret hos den udsatte part, som således vil blive fastholdt i volden.
Hvis myndighederne overser den psykiske vold, kan barnets afvisning af samvær og frygt for udøveren tolkes som en afsmitning af den voldsudsattes negative holdninger mod den anden forælder, hvilket kan medføre grove og ubegrundede bebrejdelser mod den udsatte og i værste fald placere barnet i armene på voldsudøveren. Det er afgørende for myndighederne at få belyst volden for at undgå at påtvinge barnet at indgå i en relation til udøveren på det grundlag.
Oplysning og erfaringsdeling
Lev uden Vold og Dansk Stalking Center oplyser og rådgiver både kvinder, mænd og fagprofessionelle. Kvinder med børn kan også få hjælp hos Mødrehjælpen, hvor psykologer og socialfaglige personer formidler viden om vold og tilbyder individuel og gruppebaseret vejledning. Ved at udbrede viden om psykisk vold og grænseoverskridende adfærd, kan det med tiden blive lettere for myndigheder at gennemskue og håndtere disse situationer på en måde, så den udsatte og barnet beskyttes bedst muligt.
Helene Honoré
13. april 2025