Princippet om ret til samvær fastholdt trods bekymring i observationsrapport. Eneforældremyndighed til M og 10 overvågede samvær, TFA 2023/182 VLD
Byrettens begrundelse (Herning)
Familieretten lægger på baggrund af oplysningerne i sagen, herunder parternes egne forklaringer om deres samlivsophævelse og efterfølgende fuldstændig fraværende kommunikation, til grund, at konfliktniveauet mellem dem er så højt, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, og familieretten finder derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens §-11, 2. pkt., jf. §A_.
Efter en samlet vurdering er det bedst for B, at M får forældremyndigheden alene. Familieretten har navnlig lagt vægt på, at B har boet hos M siden parternes samlivsophævelse kort efter hans fødsel.
Efter familierettens samlede vurdering af B’s forhold, herunder navnlig indholdet af den børnesagkyndiges observationsrapport og den heri gengivne bekymring for, om F kan varetage de basale behov hos B, og at det derfor kan være til skade for B’s sundhed og udvikling at have samvær med F, finder familieretten, at det vil være bedst for B, at der ikke fastsættes samvær for B med F. M’s påstand herom tages herefter til følge.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 21, stk. 3, jf. §§ 1 og .4, og§ 21 a.
Byrettens resultat:
Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over B, født den … 2020. Der fastsættes ikke samvær for parternes fællesbarn B med F.
Landsrettens begrundelse
Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at der ingen kontakt er mellem F og M (beskyttet navn). På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af familieretten, tiltrædes det, at den fælles forældremyndighed er ophævet og tillagt M (beskyttet navn) alene.
Det følger af forældreansvarslovens §-12., stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Som anført af Højesteret i dom af 5. januar 2021, gengivet i U2021.1739 H, bygger bestemmelsen på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4.
F har under familierettens behandling af sagen haft dels overvågede, dels observerede samvær med B. Først fire overvågede samvær i Familieretshuset i perioden fra december 2021 til februar 2022 og senest to observerede samvær i juni 2022 i F’s hjem. I samværsrapporten af 11. marts 2022 er samværene i Familieretshuset i flere henseender beskrevet som vellykkede, og i observationsrapporten af 24. juni 2022 vedrørende samværene i eget hjem er der på den ene side beskrevet en samhørighedsfuld kontakt mellem F og B, men på den anden side også en bekymring for, om F kan varetage B’s basale behov. I observationsrapporten bemærkes forskellen mellem det observerede samvær i hjemmet og samværsforløbet i Familieretshuset, hvilket tilskrives manglende rammer for samværet i hjemmet.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det vil være bedst for B at have kontakt til sin far, og at det således vil være bedst for B, at han har samvær med F. Da F ikke har set B siden samværene i juni 2022, og under hensyn til den bekymring, der fremgår af observationsrapporten, skal samværet indtil videre foregå som 10 overvågede samvær efter Familieretshusets nærmere bestemmelse som nedenfor bestemt. Herefter vil F skulle ansøge Familieretshuset om fastsættelse af yderligere samvær, medmindre parterne forinden har indgået aftale om samvær.
(Resultat landsretten: Stadfæstelse vedrørende forældremyndighed og 10 overvågede samvær a 2 timer hver 14 dag)
Kommentar:
Jeg sidder ærlig talt med en lille fornemmelse af, at Vestre Landsret er mere hard core end Østre Landsret på området. Men jeg må understrege, at den fornemmelse ikke er udtryk for en grundigere analyse men netop mest af alt en ”fornemmelse”.
Der er 2 særlige problemer knyttet til denne afgørelse.
Det ene er henvisningen til højesteretsdommen.
Det andet er en stærkt uheldig tendens i retterne til at iværksætte et antal overvågede samvær uden at tage stilling til, hvad der skal ske derefter.
Om den citerede højesteretsdom:
Jeg mener ærlig talt ikke, at den citerede højesteretsdom reelt kan bruges i sammenhængen. Den højesteretsdom er langt mere konkret, end nogen ynder at fremstille den. Desuden handler den ganske meget om ”samværschikane”, som ikke er et tema i den konkrete sag.
For nylig holdt jeg et oplæg om ”samværschikane”, hvor jeg gennemgik højesteretsdommen vist stort set i overensstemmelse med mine oprindelige kommentarer til dommen. Her får du den med mine fremhævelser:
”Dommen er meget markant og fortæller ganske meget om begrebet samværschikane og de psykologiske mekanismer bag den pågældende adfærd. Derudover går især højesteret meget detaljeret ind i en under sagen gennemført psykologisk forældreevneundersøgelse vedrørende begge forældre.
Det er helt generelt overordentlig vanskeligt at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke en landsretsdom til Højesteret. Som professionel springer man nærmest 3 meter op i luften af begejstring, når det endelig sker.
Personligt springer jeg næsten 3 meter ekstra i vejret af begejstring, fordi man ved læsning af dommen nærmest får indtryk af, at Højesteret følger den bøn, jeg på egne og Landsforeningen Børn og Samværs vegne har råbt op om i årevis: En sag skal undersøges til bunds, og man skal i sidste ende fokusere på forældrenes psykiske adfærd.
Byrettens dom er stort set ”efter bogen”, hvis man samlet ser på den retspraksis, der har været. Der er jo tale om et meget lille barn. Byretsdommen er fra 24. juni 2019, hvor barnet har været 2 år. Det er erfaringsmæssigt overordentlig svært for en far at få bopæl eller forældremyndighed over et 2 års barn.
Man kan ikke se bort fra det biologiske faktum, at helt små børn ganske enkelt er så stærkt knyttet til mor, at der skal meget til for netop at flytte barnet fra mor til far.
Byretten slår fast, at der foreligger samværschikane. Det lyser langt væk af dommen, at byretsdommeren tvivler på langtidsholdbarheden, men at han/hun ikke har turdet være konsekvent. Bopælen men med fælles forældremyndighed bliver fortsat hos M.
Landsretsdommen er egentlig også overraskende i al fald på mig. I mit erfaringsunivers er det for det første ikke så almindeligt, at der er såkaldt dissens i forældreansvarssagerne. Dissens er udtryk for, at en ud af 3 landsdommere stemmer for et andet resultat end flertallet. Dertil kommer, at det heller ikke er så almindeligt, at dissens afgives af den såkaldt konstituerede dommer. En konstitueret landsdommer er på en slags prøve i landsretten i nogle måneder med henblik på vurdering af pågældendes fremtidige karriere.
I denne sag fulgte de to ”rigtige landsdommere” byretsdommerens forsigtighedsprincip. Flertallet gentager, at der foreligger samværschikane men drager ikke konsekvens af den chikanerende adfærd. Den konstituerede landsdommer er langt mere håndfast og stemmer for at overføre bopælen til F.
F får Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl for Højesteret.
Der er rigtig mange nuancer i sagen, som man selvfølgelig kun får det fulde udbytte af ved at læse alle 45 sider. Men de er til gengæld også tilgængelige på Højesterets hjemmeside.
Jeg hæfter mig ved, at den massive samværschikane har fundet sted næsten fra dag et.
Allerede i byretsdommen omtales mange fogedforretninger, hvoraf flere har været udkørende, hvilket betyder, at fogeden har forsøgt sig med fysisk at gennemtvinge samværene. I byretsdommen nævnes, at der fra oktober 2018 til april 2019 har været 10 fogedforretninger. Det fremgår ikke præcist, hvor gammel drengen er men blot, at han er født i 2017. De pågældende fogedforretninger har altså handlet om et barn, som har været betydeligt under et år, da det hele startede. Det fremgår også, at flere af fogedkendelserne har været indbragt for landsretten, der har stadfæstet beslutningen om, at samværet skulle fuldbyrdes.
Man kan se af dommen, at M har beskyldt F for både stof- og alkoholmisbrug. Der har været agt hårtests, uden at det har afsløret et misbrug.
M har under en fogedforretning sagt ”dumme kælling” til fogeddommeren og fået bøde herfor.
Der blev allerede i en tidligere retssag mellem parterne i 2018 gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, der ikke udtrykte bekymringer for drengen og ikke fandt F problematisk. En børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 i marts 2019 finder ikke anledning til bekymring for B1 og anbefaler i øvrigt øget kontakt mellem F og B1.
Vuggestueudtalelser havde heller ikke anmærkninger men beretter om ændringer i Ms adfærd, da ”M har ikke kunnet genkende de beskrivelser vi har givet af, at vi oplever, at B1 trives i institutionen, da hun oplever voldsomme reaktioner hjemme, efter B1 har været på samvær hos far. På den baggrund har M ved flere lejligheder, givet udtryk for, at hun ikke har tillid til Børnehuset 1…, hvilket i høj grad påvirker vores samarbejde og kommunikation, som fx at denne udtalelse ikke gennemgås med forældrene personligt, men i stedet sendes i e-Boks.”
I landsretsdommen omtales, at ”der i forbindelse med ankesagens behandling er fremlagt en række yderligere bilag, herunder forældrekompetenceundersøgelser af 4/12 2019 og 7/12 2019 vedrørende henholdsvis M og F samt en af M på egen hånd indhentet forældrekompetenceundersøgelse vedrørende hende af 13/12 2019”.
Det fremgår ikke af dommen, hvem der har iværksat disse forældrekompetenceundersøgelser.
Byretsdommen er af 24. juni 2019, så de må være fremskaffet i forbindelse med sagens forberedelse i landsretten. Landsretten omtaler overhovedet ikke disse kompetencevurderinger i præmisserne.
Det interessante er imidlertid, at forældrekompetenceundersøgelserne foretaget af
”Psykologselskabet X” gennemgås temmelig minutiøst i Højesterets supplerende sagsfremstilling.
Undersøgelserne giver for læserne af dommen et temmelig klart billede af parterne. Igen må jeg sige, at den virkelig interesserede læser bør læse dommen. M beskrives overvejende negativt. Et blandt mange afsnit i rapporten, som i al fald jeg hæfter mig ved er dette:
”Vi har på intet tidspunkt set eller haft grund til at antage, at M ikke varetager Bs grundlæggende fysiske og materielle behov. Men når vi ser de videooptagelser som M har begået af B, der ligger frustreret og grædende på gulvet, er det vores vurdering, at M først og fremmest vareta-ger sit eget behov for at forsøge at dokumentere, at B reagerer kraftigt efter samvær. Bs behov ville være at opleve direkte omsorg, i stedet op-lever han sin mor filme ham i en situation, hvor han er allermest sårbar.”
Om Ms mentale og sociale overskud – og netværk anføres i erklæringen: ”Vi har oplevet at M har et meget stort overskud i forhold til selv at være engageret i samværssagen, og efter hendes eget udsagn, også at have overskud til at lytte til og hjælpe andre forældre i lignende sager.
Det er vores vurdering, at Ms engagement i hendes egen, – og måske også andres samværssag(er) flytter hendes fokus, så hun ikke er i stand til at vurdere Bs behov. Hendes mentale overskud til at sætte sig i hans sted synes at blive svækket af hendes store engagement i sin egen og måske også i andres samværssag(er).”
Uden at citere fra udtalelserne vedrørende F konstaterer jeg blot, at vurderingen af F er anderledes positiv stort set på alle parametre.
Sammenfattende læser jeg Højesterets dom sådan, at man fremadrettet virkelig må advare forældre mod at udøve samværschikane. Det skal selvfølgelig have konsekvenser.
I sidste fase af sagen blev nettet for alvor strammet om M. Problemerne omkring samvær fortsatte åbenbart efter landsretsdommen.
Fra Højesteretsdommen:
”Den 27. marts 2020 traf Familieretshuset i henhold til forældreansvarsloven afgørelse om, a midlertidigt skulle have forældremyndigheden over B, mens sagen om forældremyndighed blev behandlet, hvilket samtidig betød, at B også skulle have bopæl hos ham. I begrundelsen for afgørelsen hedder det:
”Vi har lagt afgørende vægt på, at Z Kommune har oplyst, at B har brug for en stabil hverdag, idet B er flyttet meget rundt med M, og samtidig er kommunen bekymret for de gentagne skift B udsættes for og hvad den manglende stabilitet kan betyde for Bs trivsel og udvikling på både kort og længere sigt. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at kommunen har vurderet, at F sagtens kan varetage B, og der er ingen bekymring omkring Fs forældreevne.
Vi har også lagt afgørende vægt på, at det fremgår af forældrekompetenceundersøgelsen, at F har rigtige gode forældrekompetencer på alle områder, og vil være den, der til fulde kan sikre Bs trivsel og udvikling i et trygt omsorgsmiljø samt give B en tryg og stabil hverdag. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at det vurderes, at F har det nødvendige mentale overskud, og overblik, til at skærme B for uhensigtsmæssige oplevelser samt tilsidesætte sine egne behov for at dække Bs behov.
Vi har endvidere lagt afgørende vægt på, at både Y Kommune og Z Kommune har vurderet, at bekymringen primært består i Ms samlede forældrekompetencer og hendes evne til at adskille egne behov fra Bs samt bekymring om M formål at spejle ham følelsesmæssigt.
Endeligt har vi lagt vægt på, at Z Kommune har oplyst, at forældrene har et ekstremt dårligt samarbejde, og kommunen er bekymret for om M vil respektere en afgørelse om midlertidig bopæl hos F, hvorfor kom-munen vurderer, at en afgørelse om midlertidig forældremyndighed for nødvendig for at opretholde den nødvendige ro og stabilitet omkring B, særligt så B kan få en fast rutine i institution.
Vi vurderer derfor, at der af hensyn til B er et aktuelt behov for, at F har forældremyndigheden midlertidigt for at skabe ro, forudsigelighed og stabilitet omkring B. Vi bemærker, at F ud fra sagens oplysninger vur-deres til bedst at sikre samarbejdet imellem forældrene samt sikre Bs kontakt til begge forældre.
Det forhold, at M har oplyst, at hverken kommunen eller retten fandt, at der var sådan en bekymring, at bopælen eller forældremyndigheden skulle tilfalde F og der efterfølgende ej heller er igangsat støtteforan-staltninger eller lignende til hende, kan ikke føre til et andet resultat.”
Den 1. april 2020 afsagde Familieretten i [en jysk by) kendelse om, at B skulle udleveres til F. I begrundelsen hedder det bl.a.:
”Efter det oplyste, herunder navnlig at M tilbageholder barnet, er der grundlag for at antage, at fuldbyrdelse skal ske ved umiddelbar magt, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5.
Det er ikke muligt at tilbageholde M, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5, 1. pkt. Det er derfor nødvendigt at gennemføre fuldbyrdelsen ved at afhente barnet, jf. § 456 r, stk. 5, 2. pkt.
Det fremgår imidlertid af sagen, at Bs opholdssted er ukendt, og at han ikke er på den registrerede adresse. Retten afventer derfor nærmere op-lysninger om Ms og Bs opholdssted.”
Det er usædvanligt og egentlig ret modigt af Familieretshuset at træffe midlertidig afgørelse om eneforældremyndighed ganske få måneder efter, at landsretten faktisk har stadfæstet, at hun skulle have forældremyndigheden. Det må være på et tidspunkt, hvor Procesbevillingsnævnet har tilladt anken til Højesteret.
Sædvanligvis er Familieretshuset meget tilbageholdende med den type afgørelser, mens sagen verserer i domstolssystemet.
Min vurdering er, at man har skønnet, at M er temmelig hardcore og i min oversættelse totalt n for pædagogisk rækkevidde.
Nu ville det så blive spændende, om man kunne følge det videre forløb. F har fået forældremyndigheden. Der er med dommen ingen afgørelse om samvær. M har derfor formelt intet samvær med drengen.
M må formelt gå den tunge vej i Familieretshuset for at få fastsat samvær. For Fs vedkommende gælder, at han vil tjene mange point ved at medvirke konstruktivt til, at der kan etableres kontakt mellem mor og barn.
Omvendt vil ingen vel kunne fortænke ham i at være skeptisk over for, om M overhovedet vil tilbagelevere drengen til F, så snart han måtte være kommet i første samvær.
For mig at se, opfylder dommen alle de kriterier, som jeg gennem mange år har slået til lyd for. Jeg har således skrevet en lang artikel om ”samværschikane efter 2011”, hvor jeg slår til lyd for, at begrebet eksisterer, og at det skal konsekvenssættes.
Et andet vigtigt kriterium er, at sagerne bør oplyses så grundigt som overhovedet muligt. Jeg finder anledning til at linke til en utrykt dom om samværschikane fra 2016, som jeg skrev en ret fyldig kommentar til.
I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far –sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”
En af mine bekymringer på Ms vegne er, at hun muligvis er fanget ind i et af de stærkt feministiske netværk, der rent faktisk findes i forskellige facebookgrupper. Jeg er virkelig bange for, at alt for mange i disse netværk kun lytter ensidigt til ”den stakkels mor”. Hun burde være ”banket på plads”, hvis hun havde ”rigtige venner”, som var i stand til at gennemskue, hvad der skete. I stedet frygter jeg, at hun har fået al for megen og forkert moralsk støtte.
Om de 10 overvågede samvær:
Den generelle ”halleluja-tendens” synes at være, at der i ligestillingens unævnelige navn skal fastsættes samvær næsten uanset de konkrete omstændigheder. Tendensen eksisterer på trods af, at loven klart udtrykker, at det er barnet, der har ret til samvær.
Det sker også på trods af, at det var et bærende ønske, at børnene skulle være så kort tid som muligt i centrum af en proces om omfanget af deres relationer til begge forældre.
Hvor det kan forekomme svært for retten på det eksisterende grundlag at tromle en her og nu samværsafgørelse igennem, forfalder retten ind imellem til at diktere et antal overvågede samvær.
Nogle gange fastsætter man s et antal overvågede samvær og samtidig derefter optrappende samvær. I andre sager som i denne fastsætter man overvågede samvær uden at tage stilling til, hvad der derefter skal ske. Konsekvensen heraf er så, at sagen må starte forfra.
Uanset hvilken model, retten har bestemt, står Familieretshuset med ”aben” og skal bestræbe sig på at få de samvær gennemført.”
Se også denne generelle (også Vestre Landsrets) afgørelse om et 2 års barn:
Hvis man i søgefeltet på denne hjemmeside skriver ”overvåget samvær”, får man næsten alt, hvad der findes om det begreb.
Viggo Bækgaard
13. juni 2023