Om uenighed vedrørende forældremyndighed og bopæl.
Under denne fane gennemgår jeg nærmere indholdet af forældreansvarslovens bestemmelser om spørgsmålet og fortæller mere om, hvad dommerne konkret lægger vægt på.
Du vil i dette kapitel opleve at læse noget, du også ser i andre sammenhænge – for eksempel i kapitlet “inddragelse af barnet” i fanebladet Familieretshuset. Der er nemlig ikke så stor forskel på det, som Familieretshuset og retten skal bedømme.
Der er to meget centrale og korte bestemmelser i forældreansvarsloven.
§ 4: “Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.”
§ 5: “I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.”
Enhver dommer, der skal træffe afgørelse i en forældreansvarssag, vil have de to bestemmelser helt forrest i hjernen under sagen. Begge bestemmelser er på den ene side korte og tilsyneladende klare. Men begge bestemmelser er i virkeligheden mindst lige så uklare. Jeg synes, at begge bestemmelser er gummiagtige og diffuse.
Bedst for barnet.
Prøv lige engang at sige for dig selv, at afgørelsen skal være den bedste for barnet! Du siger med sikkerhed, at det selvfølgelig er rigtigt og logisk. Men så stopper logikken i virkeligheden lynhurtigt. For hvad ligger der i “bedst for barnet”. Den betænkning, der lå til grund for forældreansvarsloven, havde titlen “Barnets perspektiv”. Den titel har en snert af samme usikkerhed. For hvad er egentlig barnets perspektiv? Tidligere lavede SFI en rapport i 2004, som havde titlen “Samvær til barnets bedste”. Og nej – det handlede heller ikke om bedsteforældresamvær men om barnets bedste i et bredt perspektiv.
Jeg synes selv, at jeg rammer det centrale bedre end med de nævnte overskrifter, når jeg forklarer, at man skal anskue forholdende “fra barnets stol”, selv om jeg også erkender, at det måske heller ikke er helt præcist.
Et andet alment gyldigt udtryk, som fylder meget, er, at “barnet har ret til to forældre”.
Fælles for de forskellige udtryk er, at næsten alle tænker, at det fuldstændigt rigtigt. Næste tanke er så: “hvor svært kan det overhovedet være?”. Hvorfor er parterne på vej i retten om noget så banalt?
Forklaringen på det er selvfølgelig blandt andet, at en løsning kræver, at de voksne er klar til at tilsidesætte sine egne behov og fokusere på barnets behov. Men det betyder også meget, at fortidens erfaringer for den enkelte forælder får vedkommende til at tænke sit.
Bedst for barnet er et udtryk, som med sikkerhed bliver brugt af alle og i vidt forskellig forståelse.
Der er en betydelig forskel på mænd og kvinders måde at tænke på i almindelighed. Efter min erfaring er den forskel særlig tydeligt, når vi skal finde ud af netop, hvad der er bedst for barnet.
Jeg oplever et selvfølgelig her let fortegnet billede, hvor manden tænker i millimeterretfærdighed på tid, mens kvinden i højere grad synes at have en lidt mere nuanceret opfattelse af, at det hele nok ikke kun handler om timer og minutter hos den enkelte.
Som mand og far tænker jeg, at skilsmissebørns vilkår er meget forskellige fra kernefamiliens børn. I mit meget gammeldags kernefamilieunivers er forældrenes rolle i forhold til barnet egentlig “bare” at “være der” for barnet. Forældrene er barnets trygge omdrejningspunkt. Det alt for idylliserede billede er, at børnene leger med hinanden og legekammeraterne ude på gaden, indtil de bliver sultne og forældrene kalder ind til middag. Forældrene er der også, når barnet falder på rulleskøjterne og slår hul på knæet.
Heroverfor står skilsmissebarnets grundvilkår, som får karakter af, at barnet skal være underholdningsmaskine for forældrene. Jeg tænker, at skilsmissebørn får spillet mere ludo end kernefamiliebarnet.
Jeg tænker også, at mange skilsmissebørn mister deres naturlige børnenetværk, fordi de skal tilgodese forældrenes behov. Helt galt går det, når børnene kommer i puberteten, hvor den udkårne af modsat køn finder en ny, mens den udkårne er på besøg hos forælderen i nabobyen.
Det er selvfølgelig ret bevidst, at jeg prøver at sætte tingene i et lidt provokerende perspektiv her. Mit håb er, at begge forældre kan se noget både komisk og tragikomisk i problemstillingerne. Prøv en gang at lytte til de forskellige måder at anskue tingene på. Jeg er sikker på, at du vil tænke, at det hele er rigtigt. Det er først, når du skal putte det ind i din egen situation, at du begynder at tvivle.
Alle børn har brug for to forældre. Selvfølgelig har de det. Børnene skal kende deres rødder, og det kommer de kun til, hvis de har god og fyldig kontakt med begge forældrene. Men hvad nu, hvis den ene forælder er uegnet som forælder? Så er de fleste ikke i tvivl om, at barnet skal være hos den anden forælder. Det er det, der vil være bedst for barnet. Men direkte uegnet som forælder er heldigvis de færreste. Når forældrene ikke er enige om, hvor barnet skal bo, må dommeren altså ind og vægte mellem forskellige elementer. Det er en afvejning, som kan være rigtig svær for en dommer.
Rettens oplysningsgrundlag.
Jeg har tidligere i forbindelse med gennemgangen af selve retssagen fortalt, at der som altovervejende udgangspunkt ikke føres vidner i en forældreansvarssag.
I dag er princippet, at sagen er forberedt i Familieretshuset. Det er i praksis desværre stadigvæk i 2021 en sandhed med modifikationer.
Barnets perspektiv skal forsøges belyst bedst muligt. Det kan for eksempel være, at retten vælger at indhente en udtalelse fra daginstitution eller skole. I mange tilfælde giver det heller ikke så meget.
Desværre er mange pædagoger, lærere og socialrådgivere meget berøringsangste i den sammenhæng. De skal ikke have klinket noget og henviser om end ikke officielt men i samtaler om emnet til, at de jo skal samarbejde med begge forældre og derfor ikke vil lægge sig ud med en af dem. Jeg ser det blot sådan, at de i virkeligheden har et kæmpe medansvar for, at barnet faktisk får den afgørelse, der er bedst for barnet.
I mit kapitel i bogen “Forældreansvarsloven (K)ærligt talt” skriver jeg om dette emne således:
“I praksis er det et kæmpeproblem, at der er stor berøringsangst omkring børn. Skoler og institutioner har det med at tænke, at de er børnenes frirum, og at de skal forholde sig til begge forældre. De føler sig i et minefelt. Det er egentlig meget forståeligt. Problemet er blot, at uoverensstemmelser og mistrivsel i det private rum er påstand mod påstand. Det er skole og institution, der ser børnene dagligt. De kan derfor ofte være de eneste neutrale og udenforstående, som troværdigt kan fortælle, hvordan barnet har det.Også andre, der møder barnet, bør inddrages. Det kan være barnets læge, eller ledere fra idræt og spejder og så videre. Det er mit største ønske, at alle omkring børnene, lever op til deres ansvar over for børnene.”
I en del situationer mener dommeren, at sådanne udtalelser og parternes forklaringer er nok til at vurdere, hvad der er bedst for barnet.
I Landsforeningen Børn og Samvær er vi meget optaget af at kræve, at alle sager undersøges så grundigt som muligt, så dommeren har det bedst mulige grundlag for sin afgørelse.
Samtale med barnet.
En metode til at afdække barnets perspektiv er selvfølgelig, at retten afholder en samtale med barnet. Allerede fra 7-8-årsalderen begynder børnene i dag at komme til samtale både i Statsforvaltningen og i retten.
Du kan læse mere om børnesamtalen på Familieretshusets hjemmeiside.
Principperne er stort set de samme både i Familieretshuset og i retten. Reglerne om børnesamtalen i retten findes i retsplejelovens § 450 c. Det fremgår heraf for det første som næsten soleklart naturligt, at samtalen finder sted, uden at forældrene er til stede. Som noget nyt i 2012-ændringerne er det nu bestemt, at retten skal anmode en børnesagkyndig om at afholde samtalen. Tidligere mente mange dommere, at de selv besad den fornødne evne til at tale med børnene alene. Mange dommere er jo selv forældre eller endda bedsteforældre, så det kan vel ikke være så svært. Men nu skal samtalen altså afholdes af en børnesagkyndig.
Nogle dommere vælger at lade den børnesagkyndige tage samtalen alene, mens andre selv deltager også.
Det vigtigste for mig i forbindelse med disse samtaler er, at børnene ikke spørges om, hvor de vil bo. Jeg tror, at det grundprincip overholdes af de fleste børnesagkyndige. En enkelt gang har jeg for nylig oplevet, at et barn efterfølgende har sagt, at den børnesagkyndige slet ikke ville høre barnets mening om det spørgsmål.
Barnet er rigtig meget i klemme i forbindelse med disse samtaler. Det bliver alt for tit presset af en af forældrene – eller måske desværre oftest af dem begge. For mange forældre er det rigtig vigtigt at have serveretten i forbindelse med samtalen. (Være den, der har barnet lige op til samtalen og helst kører barnet af sted). Det minder mig ubehageligt om politikere, som står på gadehjørnet før valgstedet for at fiske de sidste stemmer. Nogle forældre tropper begge op for at sidde udenfor og vente.
Jeg fornemmer, at de fleste børnesagkyndige har så megen rutine, at de virkelig kan gennemskue den type pres, som barnet bliver udsat for men kan selvfølgelig ikke garantere, at det sker i alle situationer.
Mange børn er utroligt loyale over for begge forældre og tilsidesætter sine egne behov for at please forældrene. Det er jeg til gengæld ikke altid sikker på, at den børnesagkyndige kan trænge ned igennem.
Jeg oplever desværre med jævne mellemrum børn, som er så forvirrede, at de svinger fra det ene standpunkt til det andet. Særligt vedrørende de store børn er det uhyggeligt, fordi dommerne typisk lægger vægt på, hvad de har hørt barnet sige til en samtale. Nogle børn vælger måske den forælder, som lægger størst pres på bare for at få fred, fordi de ved, at den anden forælder alligevel er der for barnet og tilgiver.
Børnesagkyndig undersøgelse.
Børnesagkyndige undersøgelser benyttes i de lidt mere komplicerede sager. Det kan være sager, hvor der er et højt konfliktniveau, der kan være skadeligt for barnet. Endvidere benyttes de i sager, hvor der er særlige problemer enten hos børnene eller de voksne.
Med 2012-ændringerne er der blevet mulighed for at lave egentlige forældreevneundersøgelser. De er mere sjældne og indgår mere almindeligt i den børnesagkyndige undersøgelse. Udfordringen er bare, at forældrenes personligheder egentlig hører til specialområder for “voksen-psykologer og især psykiatere”. Karakterafvigelser bliver derfor ikke altid spottet.
Det kan være en god ide at læse vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser, inden man møder op til det første møde.
Du skal tænke på undersøgelsen på den måde, at den børnesagkyndige optræder som Familieretshusets eller rettens øjne og ører ude i hjemmet. Den børnesagkyndige bliver i overført betydning myndighedens flue på væggen i hjemmet.
Undersøgelsen foregår typisk på den måde, at der er et møde mellem den børnesagkyndige og hver af forældrene. Her får forældrene lejlighed til at beskrive deres situation og forklaring på børnenes forhold. Derefter har den børnesagkyndige typisk to hjemmebesøg hos hver af forældrene, hvor ideen er, at der skal være mulighed for at bedømme børnenes relationer til forældrene. I forbindelse med hjemmebesøgene har den børnesagkyndige normalt en samtale med børnene i enerum i begge hjem.
Der sluttes af med, at der udfærdiges en ofte meget lang rapport. Der skal ikke gives konklusioner for eksempel på bopæl eller omfanget af samværet. Det fremgår af vejledningen, at der skal gives anvisninger på, hvordan de forskellige scenarier må antages at påvirke børnene.
Jeg har hørt mange beskrivelser af de oplevelser, som forældrene har med sådan en undersøgelse.
Personligt går jeg helhjertet ind for børnesagkyndige undersøgelser som det trods alt bedste grundlag for at vurdere situationen nogenlunde objektivt. Børnesagkyndige er selvfølgelig forskellige som personer, hvilket nogen gange kan afspejles i deres rapporter.
Min erfaring er, at jeg oftest kan genkende min egen klient i en rapport i den forstand, at det billede jeg får beskrevet i rapporten ligger nogenlunde på linje med det indtryk, jeg har fået fra ofte ret indgående samtaler med den pågældende. Det gælder både de positive og negative sider, som bliver beskrevet.
Man skal ikke læse rapporten “som Fanden læser biblen”, som man nogen gange siger. Det er ikke sådan, at hvert ord er vejet eller skal vejes på en guldvægt. Det er og bliver et skøn, som kommer ud af det. Og det er ikke altid lige rart at få beskrevet de negative sider af en selv.
Inden for de rammer, der er i sådan en proces, vurderer jeg, at den børnesagkyndige undersøgelse er et rigtig godt vurderingsgrundlag.
De børnesagkyndige er alle gode til at tackle den meget atypiske situation, der opstår under mødet i hjemmet.
Børn er vant til, at når der kommer fremmede voksne i hjemmet, bliver de sendt op på værelset eller ud og leje, mens de voksne snakker. Her er situationen den, at man drikker kaffe sammen, og at de så forventes, at forælderen foretager sig et eller andet sammen med barnet, som den sagkyndige så kan bedømme. Det kan være at spille et spil eller at lege med barnet. Alle disse situationer kan være akavede.
Et eksempel, som står ret krystalklart for mig, var dette. En børnesagkyndig skulle besøge en far og dennes 3-4-årige søn. Far skulle så kravle rundt på gulvet og leje med biler sammen med drengen. De leger med et parkeringshus, hvor bilerne kan køre op på taget. Drengen tager så en bil og “flyver” den op på taget af parkeringshuset. Faren tænker, at han hellere må være lidt pædagogisk. Så han forklarer drengen, at en bil jo ikke kan flyve og viser ham, hvordan bilen kan køre op af ramperne til taget. I den børnesagkyndige rapport anføres så, at faren er “dominerende i legen” og ikke giver plads til barnets fantasi.
Der er masser eksempler fra mit advokatliv på, at besøgene har været akavede og ført til mærkelige kommentarer fra børnesagkyndige. Men til trøst må jeg altså sige, at jeg oplever langt de fleste rapporter som fornuftige og realistiske uden mærkværdige eller uforståelige konklusioner.
Det er blot vigtigt for forældrene at gøre sig lidt tanker på forhånd om, hvad det egentlig er, undersøgelsen går ud på.
Undersøgelsen slutter af med, at den børnesagkyndige gennemgår og forklarer rapporten for forældrene, inden den sendes til retten eller Statsforvaltningen. Du kan som udgangspunkt ikke få rapportens konklusioner ændret under mødet men har mulighed for at få præciseret noget, hvis der er noget, som er misforstået.
Den børnesagkyndige sender rapporten til retten, der sender den videre til parternes advokater.