Om samvær mellem tvangsadopterede børn og biologiske forældre, TFA 2023/204 HD
Byrettens begrundelse
Det følger af forældreansvarslovens § 20 a. at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens §A, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller anden form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. og hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvarslovens §J. komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste, skal der anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Det er barnets ret til samvær, der er centralt – ikke de oprindelige slægtninges ret. Der bør lægges vægt på, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes tilknytning mellem barnet og adaptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
C blev placeret i en plejefamilie, da han var ca. 2 uger gammel, og han blev placeret hos adoptanterne, da han var ca. 5 måneder gammel. Han har således allerede tidligt i sit liv oplevet 2 store skift. Det må derfor anses for afgørende for hans trivsel, at hans tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter oplysningerne i psykologudtalelsen er til knytningsprocessen igangværende og kan tage flere år, og det er væsentligt på dette område at yde en tidlig beskyttende indsats. Det er psykologens vurdering, at det vil være en voldsom følelsesmæssig belastning, hvis C og hans familie på nuværende tidspunkt skal have samvær med hans biologiske forældre, ligesom det kan forstyrre hans udvikling og muligvis reaktivere hans tidlige overlevelsesstrategier.
Forud for adoptionen var der en kort række samvær mellem de biologiske forældre og C senest den 10. august 2020. Disse samvær kan dog ikke antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv relation mellem C og hans biologiske forældre, at samvær kan anses for at være det bedste for C på nuværende tidspunkt.
Efter en samlet vurdering af de anførte forhold og sagens oplysninger i øvrigt, finder retten ikke grundlag for, at der på nuværende tidspunkt skal fastsættes samvær mellem C og hans biologiske forældre, hvorfor C og adoptanternes påstand herom tages til følge.
(Byrettens resultat: ikke samvær mellem børnene og de biologiske forældre)
Landsrettens begrundelse
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Landsretten finder i den forbindelse og med henvisning til begrundelsen i familierettens dom, at det ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at der på nuværende tidspunkt ikke fastsættes samvær mellem C og appellanterne.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
(Landsrettens resultat: stadfæstelse af byretsdommen: ikke samvær)
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
A og B er biologiske forældre til et barn født den … 2020. Barnet blev den 3. april 2020 uden deres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 1. juli 2020 blev barnet frigivet til adoption og den 14. august 2020 placeret hos adoptivforældrene.
Sagen angår, om A og B skal have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Forældreansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Hvis et barn er adopteret, kan der ifølge forældreansvarslovens § 20 a, stk. 1, efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær mv. Anden form for kontakt kan efter lovens § 22 bl.a. bestå i telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier.
Efter lovens § 4, 1. pkt., skal afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Det fremgik tidligere af§ 20 a, stk. 1, at der kun kunne fastsættes samvær eller anden form for kontakt i »helt særlige tilfælde«. Ved Højesterets dom af 4. februar 2019 (UfR 2019.1565) blev det heroverfor fastslået, at bestemmelsen må fortolkes i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ret til familieliv. Højesteret anførte i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere afgørelser om adoption uden samtykke har tillagt det betydning, at adoptionen ikke fuldstændigt afskar relationen mellem barnet og dets oprindelige slægt, og at det derfor næppe ville være i overensstemmelse med konventionen, hvis samvær eller anden kontakt efter§ 20 a kun var en mulighed i helt særlige tilfælde. Højesteret anførte også, at afgørelsen om samvær i alle tilfælde skal træffes under hensyntagen til, hvad der er bedst for barnet, og at det må indgå, om det bl.a. i lyset af forløbet af et samvær forud for adoptionen kan antages, at forældrene, eventuelt med støtte, vil kunne spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær eller anden kontakt, herunder ved at barnet får mulighed for at kende sine rødder.
Som beskrevet i Højesterets dom af 8. marts 2021 (UfR 2021.2400) er bestemmelsen i § 20 a efterfølgende ændret i 2019, således at det ikke kun er i helt særlige tilfælde, at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Som anført i dommen fremgår det af forarbejderne til ændringsloven bl.a., at der skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt, og at det centrale er, hvad der er bedst for barnet, ikke de oprindelige slægtninges ret. Det fremgår også, at det i vurderingen af barnets bedste skal indgå, at barnet efter en adoption står i en særlig situation, hvor der skal skabes tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes, ligesom de bagvedliggende årsager til, at der er truffet afgørelse om adoption uden samtykke – herunder manglende forældreevne – naturligt vil skulle indgå. Endvidere fremgår bl.a., at samvær eller anden kontakt vil kunne være bedst for barnet, hvis der forud for adoptionen har været en betydningsfuld og positiv relation mellem barnet og den oprindelige slægtning, og det vurderes, at denne relation fremover i barnets liv vil spille en positiv rolle.
Højesteret bemærker, at forældreansvarslovens § 20 a også efter lovændringen i 2019 skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 8, jf. om denne praksis nærmere de nævnte højesteretsdomme fra 2019 og 2021 samt Menneskerettighedsdomstolens dom af 10. december 2021 i sagen Abdi Ibrahim mod Norge (sag nr. 15379/16). Det må således bl.a. sikres, at muligheden for samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre ikke i realiteten fortsat forbeholdes »helt særlige tilfælde«, og at hensynet til, at barnet får mulighed for at kende sine rødder, indgår i den samlede helhedsvurdering efter§ 20 a.
I sammenhæng med det anførte må der i sager efter forældreansvarslovens § 20 a tilvejebringes et oplysningsgrundlag, som gør det muligt at træffe afgørelse i overensstemmelse med såvel § 20 a som Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Den nærmere sagsoplysning må bero på en konkret vurdering, herunder af, hvilke oplysninger om barnet, de biologiske forældre og adoptivforældrene der allerede foreligger. I tilfælde, hvor det efter disse oplysninger ikke på forhånd kan afvises, at der er grundlag for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt, kan det bl.a. være relevant at tilvejebringe en børnesag kyndig erklæring og en sagkyndig erklæring om de biologiske forældre, jf. retsRfmelovens § 450 a, 1. pkt., herunder at indkalde den børnesagkyndige til at afgive forklaring. I den forbindelse kan også mulighederne for fastsættelse af anden form for kontakt end samvær belyses, jf. forældreansvarslovens § 22.
Den konkrete sag
Familierettens og landsrettens domme må forstås således, at der er truffet afgørelse navnlig på grundlag af A og B’s forklaringer og den af adoptivforældrene indhentede erklæring af 10. august 2021 fra psykolog X, som tidligere har rådgivet adoptivforældrene. Det fremgår ikke, hvilke oplysninger psykologen har været i besiddelse af, ligesom det ikke fremgår, at erklæringen bygger på aktuelle vurderinger af barnet, eller at mulighederne for anden form for kontakt end samvær har været overvejet. Det må lægges til grund, at psykologen ikke har talt med A og B.
Efter Højesterets opfattelse kan det ikke efter de foreliggende oplysninger afvises, at betingelserne for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt mellem A og B og barnet, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv., er opfyldt. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at familierettens og landsrettens afgørelser ikke bygger på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at sagen derfor bør hjemvises til ny behandling i familieretten.
(Højesterets resultat: Tilbage til Familieretten.)
Kommentar:
Dommen ligger egentlig uden for denne hjemmesides interesseområde, men jeg synes alligevel, at den bør tages med til almindelig belysning.
Viggo Bækgaard
13. juni 2023