Om manglende børnesagkyndige undersøgelser.

Om manglende børnesagkyndige undersøgelser.
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H).
19. april 2009

Undertegnede har på vegne Landsforeningen Børn og Samvær udtalt mig til TV2 Østjylland søndag den 18. april 2009 om behovet for børnesagkyndige undersøgelser i forældremyndigheds- og samværssager.

Du kan se indslaget i TV2 Østjylland søndag den 19. april her – Lidt forhistorie dagen før – lørdag den 18. april – også i TV2 Østjylland her

Baggrunden for historien er en konkret retssag, som jeg kun kender fra tv-indslaget og radioavisen lørdag. Et 6-årigt barn bor hos moderen og har gjort det altid. Forældrene har ikke boet sammen, men far har haft samvær svarende til 1/3 af tiden. Moderen vælger at flytte til Schweitz, hvilket giver anledning til en forældremyndigheds- eller bopælssag. Såvel byretten som landsretten beslutter, at barnet gerne må flytte med moderen til udlandet.

Faderen anfører, at barnet ikke ville flytte med moderen, og han krævede under sagen en børnesagkyndig undersøgelse.

En sådan sag har flere vinkler.

Forældreansvarsloven siger følgende: I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Det er i bemærkningerne til loven formuleret sådan, at barnet skal “inddrages”.

I praksis er det i forældremyndigheds- og samværssager retten, der suverænt bestemmer, om der skal være en børnesagkyndig undersøgelse. I samværssager er det statsforvaltningen, der bestemmer omfanget af oplysninger i sagen.

I Landsforeningen Børn og Samvær er vi optaget af, at barnets perspektiv virkelig inddrages. Børn skal “høres” – men børn skal ikke “bestemme”. Alle sager skal oplyses ordentligt.

De fleste børn er bekymrede for forandring. Mange børn vil derfor foretrække at blive boende frem for at flytte. Sådan er det næsten altid. Det betyder til gengæld ikke, at  barnet ikke skal kunne flytte med forældrene, når de skal flytte f. eks. i forbindelse med et jobskifte. Hvis barnet har boet “altid” hos den ene og er mest knyttet til pågældende, bør bopælsforælderen selvfølgelig kunne flytte med barnet. Det er faktisk lovens udgangspunkt både i situationer, hvor der er fælles forældremyndighed og i de tilfælde, hvor den ene har forældremyndigheden alene. I sidstnævnte situation kan forælderen også flytte til udlandet uden at skulle spørge om lov. At flytningen ofte giver anledning til den anden forælders forsøg på at få overført forældermyndigheden, er en anden sag.

Jeg har for et par måneder siden skrevet en lang artikel om det generelle flytteproblem.

Fars vinkel synes at være, at barnet skal bestemme. Det skal da ikke flytte med mor, hvis ikke det vil. Det lyder besnærende men også problematisk.

Vores vinkel er mere principiel.

Det er muligt, at retten efter at have hørt parterne, er sikker på et givet resultat. Så afsiger man dom alene på baggrund af de oplysninger, som fremkommer under partsforklaringerne.

Det  giver imidlertid et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi retten kan blive utroværdig og miste den autoritet, som bør være retssamfundets kendetegn. En retsafgørelse skal have en sådan saglighed og validitet, at selv taberen har en oplevelse af at være blevet hørt, og at sagen er ordentlig undersøgt. En afgørelse, som opleves truffet på baggrund af en skinproces, hvor alene magten i sig selv statuerer et resultat, er alvorligt bekymrende.

Det kikser, når man ikke inddrager barnet f. eks. gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

Jeg brugte i interwievet udtrykket, at dommerne udviser magtarrogance ved at træffe afgørelse på et for løst grundlag. De foregiver at kunne hente den rigtige afgørelse “ned fra himlen”.

Det er som udgangspunkt omkostningerne ved gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse, der afholder myndighederne fra det. Barnets perspektiv kan i øvrigt inddrages på andre måder end gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Det kan f. eks. være gennem en samtale med dommeren eventuelt sammen med en børnesagkyndig, eller det kan være gennem udtalelser fra institution, skole eller lignende.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det konkrete slutresultat sagtens kan være det rigtige for barnet.

Procesbevillingsnævnet har angiveligt nægtet tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Sagen er efter nævntets opfattelse ikke  principiel, hvilket er en betingelse for indbringelse for Højesteret. Om det spørgsmål kan man for det første sige, at det er svært og måske også “for svært” at få familieretssager indbragt for Højesteret. Så sent som i det nyeste nummer af TFA (Tidsskrift for Familie- og Arveret) har tidligere landsdommer, professor, dr. jur. Svend Danielsen beklaget de få afgørelser fra Højesteret i familieretlige sager.

Viggo Bækgaard