Om kontraanke i forældreansvarssag, (mit gætteri om fri proces)
TFA 2021/427 VLK
Her er endnu en lidt nørdet juridisk sag, som nok har begrænset generel interesse i vores målgruppe. Det egentlig relevante er fremhævet med fed skrift.
Sagen vedrører to drenge B1 og B2. Børnenes alder fremgår ikke af dommen, hvilket er en væsentlig mangel for den materielle forståelse. Herudover er B3 involveret i sagen.
Der er i første omgang tale om en tvangsfuldbyrdelsessag.
Det fremgår, at der har været en hårdhændet episode under et samvær, og at børnene mener, at F har vanskeligt ved at ”besinde sig”, hvilket er en belastning for samværetne. Børnene har reel modvilje mod samværet.
Familieretten finder på trods heraf, at det er bedst med samvær. Men retten synes dog ikke, at den dom, der skal fuldbyrdes, helt egner sig til direkte fuldbyrdelse. Retten bruger derfor reglen i retsplejelovens § 456 p, andet punktum og hjemviser sagen for B1 og B2 til Familieretshuset til vurdering af, om samværet skal ændres eller ophæves.
B3 er en pige, hvis alder heller ikke åbenbares. Hun har ikke modvilje mod samvær; savner F og ser frem til samvær. Retten bestemmer derfor at fremme fuldbyrdelsen for B3.
Familierettens konklusion:
Familieretten henviser sagen for så vidt angår B1 og B2 til Familieretshuset til vurdering af, om fuldbyrdelsesgrundlaget skal ændres eller ophæves, jf. retsplejelovens § 456 p.
Sagen for så vidt angår B3 skal fremmes.
Påstanden om erstatningssamvær for B3 tages ikke til følge.
Sagsøgte opfordres til snarest at meddele sin stillingtagen til, om B3 umiddelbart vil blive udleveret til samvær.
Landsrettens begrundelse: Efter indholdet af referatet af Familierettens samtale med B3 tiltræder landsretten af de grunde, som familieretten har anført, at sagen om gennemførelse af samvær med B3 er fremmet. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Da observationsrapporten allerede blev lagt på sagsportalen af F den 7. februar 2021, finder landsretten, at der ikke er anledning til at foretage yderligere i anledning af M’s bemærkninger herom.
F har ved processkrift af 25. marts 2021 kontrakæret den del af familierettens kendelse, der vedrører B1 og B2, og som ikke var kæret af M.
Kontrakære kan ikke ske ved et kæresvarskrift, men kræver et selvstændigt kæreskrift indleveret inden for kærefristen til den ret, hvis afgørelse kæres, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 586, stk. 1, og § 587, stk. 1, jf. § 393, stk. 3.
Da F ikke har iværksat særskilt kære, afviser landsretten under denne sag at tage stilling til påstanden vedrørende B1 og B2.
(Landsrettens resultat)
Familierettens kendelse stadfæstes.
F’s påstand vedrørende B1 og B2 afvises under dette kæremål.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar.
Som sagt i indledningen er spørgsmålet temmelig juridisk nørdet.
Budskabet er, at man skal være temmelig opmærksom på juraen.
I denne sag ser det ud til, at ingen af parterne har haft advokat i sagen. Det hænger formentlig sammen med, at man er meget restriktiv med at meddele fri proces i tvangsfuldbyrdelsessager. Det er ”jo” helt enkle sager, hvor børnene ”bare” skal udleveres. Andre (Familieretshuset eller Familieretten) har ”jo” bestemt, hvad resultatet skal være.
Sagen viser et tydeligt eksempel på, at sådan er virkeligheden ikke altid.
Parterne tropper op i tvangsfuldbyrdelsesretten, hvor der sidder en foged, som i disse sager så har et andet navn. Far vil bare have børnene udleveret. Mor protesterer. I denne sag er der i al fald to gode grunde til protesten. Nemlig B1 og B2 – og egentlig også en grund til det modsatte. Nemlig B3.
M var utilfreds med afgørelsen vedrørende B3 og brokker sig over den (kærer). Da F opdager det, brokker han sig også (kærer). Det gør han så åbenbart på retssagsportalen som et svar på Ms kære. Det synes landsretten så ikke, at der er hjemmel til.
Viggo Bækgaard
31. oktober 2021