Ny sag om forældremyndighed/bopæl ikke afvist af Statsforvaltningen, selv om adskillige nyere sager mellem parterne, Statsforvaltningen juni 2015, utrykt.

Ny sag om forældremyndighed/bopæl ikke afvist af Statsforvaltningen, selv om adskillige nyere sager mellem parterne, Statsforvaltningen juni 2015, utrykt.

Byretten ophævede den fælles forældremyndighed ved dom af 25. november 2010. Ved landsretsdom af 30. marts 2011 blev den dom ændret, så der skulle være fortsat fælles forældremyndighed.

Ved byretsdom af 1. juli 2013 blev fælles forældremyndighed ophævet og senere stadfæstet 16. oktober 2013 af landsretten. Ved ny byretsdom af 12. marts 2014 blev dels bestemt, at afvisningspåstand ikke blev taget til følge ”under hensyn til, at der har været et konfliktfyldt forløb efter landsrettens dom”. Blandt andet på baggrund af en børnesagkyndig erklæring blev resultatet en gentagelse af landsrettens resultat: eneforældremyndighed til M.

I foråret 2015 har F så indbragt en ny sag om forældremyndighed.

Statsforvaltningens begrundelse lyder sammenfattende således:

”Statsforvaltningen har i forbindelse med Fs ansøgning om overflyttelse af forældremyndigheden vurderet, hvorvidt ansøgningen skulle afvises.

Statsforvaltningen har ikke fundet grundlag for at afvise ansøgningen, idet vi blandt andet har tillagt det vægt, at det er 2 år siden, at sagen sidst har været behandlet, at der har været et langt forløb med overvåget samvær, samt ikke mindst, at Statsforvaltningen har givet afslag på fastsættelse af samvær.

Du kan ikke klage over Statsforvaltningens beslutning.”

kommentar.

Afgørelsen virker aldeles mystisk og for mig at se i enhver henseende i direkte modstrid med intentionerne bag 2012-ændringerne, hvor forældreansvarslovens § 39 blev udvidet til også at gælde nye sager om bopæl og forældremyndighed.

Formålet var at undgå en uendelig sagsrække om både samvær og forældremyndighed/bopæl.

Anmodning om ny sag om de spørgsmål er i direkte forlængelse af 2 domme afsagt i oktober 2013 af landsretten og i marts 2014 af byretten. Uden andet kendskab til sagen end indsendt kopi af byretsdommen fra marts 2014 og Statsforvaltningens skriftlige begrundelse fra august 2015, må jeg for det første undre mig ”vildt meget” over, hvordan pokker en ny sag kan afgøres allerede den 12. marts 2014, når landsretsdommen på det tidspunkt var mindre end 5 måneder gammel. Med kendskab til Statsforvaltningens sagsbehandlingstid, må der være indgivet ny anmodning umiddelbart efter landsretsdommen. Meget mystisk.

Nu forsøger F så igen at få sagen op. Fremgangsmåden er helt klassisk den, man ville stoppe med ændringen af § 39.

Statsforvaltningens begrundelse synes også mærkelig. Det er altså en ny sag om forældremyndighed, der skal behandles. 3 gange har en domstol således på knap 2 år vurderet parternes forhold. Statsforvaltningen anfører, at det er 2 år siden, sagen sidst har været behandlet. Det er objektivt set ikke rigtigt.

Statsforvaltningen synes at blande spørgsmålet om forældremyndighed godt og grundigt sammen med samværsspørgsmålet. Det tydeliggøres af, at Statsforvaltningen også begrunder det ”ikke mindst” med, at Statsforvaltningen har givet afslag på fastsættelse af samvær. Det retoriske modspørgsmål er, hvad i alverden det har med forældremyndighedsspørgsmålet at gøre.

Jeg kan da ikke lade være med at tænke – uden at kende sagen overhovedet – at der for alvor må være noget galt, når der er givet afslag på fastsættelse af samvær.

Min konklusion er, at Statsforvaltningens afgørelse er i åbenlys modstrid med intentionerne bag forældreansvarslovens § 39.

Viggo Bækgaard