Nordsjællandske byretter tilsidesætter retsplejeloven.
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
artiklen er fra 2010
Alle – og ikke mindst politikerne og pressen – bør være orienterede om, at man i et vist omfang tilsidesætter retsplejeloven og f. eks. afholder formelle retsmøder med forklaringer fra parterne uden sandhedspligt. Det er uhørt i danske retssale.
Dommerne manipulerer med parterne og vrider dem til at indgå forlig, og man tillader uden at rødme åbenlyst, at parterne lyver, så det fløjter i retsmøder. Bare det sker i forberedende retsmøder.
Denne artikel er skrevet på baggrund af egne erfaringer som advokat og efter samtaler med en stor del af mit bagland i danske familieretsadvokater.
De nordsjællandske byretter har valgt at gennemføre forældremyndighedssager efter et helt specielt koncept, der ikke har baggrund i retsplejeloven. Problemerne er koncentreret omkring de indledende retsmøder.
Efter nogle besøg mener jeg at kunne sige, at modellen giver anledning til flere principielle betænkeligheder. Jeg får sikkert ikke alle med.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, er vi langt udover, hvad retsplejeloven kan trække omkring et forberedende retsmøde.
Man gennemfører et indledende retsmøde, der er en slags påtvunget ”ikke-mediation”, som reelt indeholder et massivt pres og belæring over for folk, som allerede har været presset mindst én gang før – nemlig i statsforvaltningen.
Jeg – og i sandhed de fleste familieretsadvokater, er dybt forundret over det ulovfæstede system, der praktiseres.
For det første er det fundamentalt uacceptabelt, at advokaterne optræder på ”tålt ophold” og nærmest skal tigge for at komme til orde.
Der er næsten garanti for, at man ikke kommer ind til det, som virkelig rører sig i sagen. Som advokat har man (i al fald jeg) ALTID haft en meget lang samtale med kunden, inden man overhovedet begiver sig ud i sagen. Mit første møde med en kunde varer ALDRIG under en time. Hyppigere 2.
Ofte har man været med også i forløbet i statsforvaltningen. De fleste advokater kender derfor sagen særdeles grundigt. Alt andet lige er advokaten med andre ord rigtig grundigt inde i, hvad der er sagens konkrete problemer. Så en fornuftig advokat vil faktisk kunne bidrage konstruktivt til sagens oplysning.
Min tilgang til familieretten er meget konsensusorienteret. Jeg er således principielt en glødende tilhænger af LØSNINGER også gerne med et holistisk udgangspunkt. Jeg er advokatmediatoruddannet.
Jeg er HELT bevidst om, at der er stor forskel på, hvordan advokater optræder, og at mange optræder på en måde, som jeg kalder ”advokat-advokat-agtig”. Det er ikke befordrende. Dommere synes at mene, at f. eks. procedure i disse sager alene graver grøfter. Intet er generelt sagt mere forkert, som jeg ser det.
Man skal ikke fornægte de problemer, der er, og det kan sagtens være en fordel, at et synspunkt fremføres ”ordentligt”, selv om det ikke er ønskesnak for den anden part. Bare det, at det formuleres af en anden end ex’en kan være befordrende.
Den eneste FORMELLE begrundelse i de pågældende byretter for at afholde et forberedende retsmøde med børnesagkyndig er at ”finde ud af”, hvordan sagen oplyses.
Man synes at glemme, at man parterne ved sagens oversendelse har været igennem et massivt pres i statsforvaltningen. I dag kan man jo ikke starte i retten. Der er næsten altid reelle grunde til, at man sidder, hvor man gør på det tidspunkt.
Selv om også jeg har oplevet møder af denne art, som har været fornuftige, er problemstillingerne ikke så lette, som man gerne vil gøre dem til.
Forældrene skal lære at samarbejde. Hvor er det politisk korrekt. Så længe det fungerer, er det godt. Ellers ikke.
I et konkret forberedende møde, som jeg deltog i, gik diskussionen på den ene forælders ønske om at deltage i en samtale på et sygehus. Den børnesagkyndige, der deltager i sådan et forberedende møde, tilkendegav, at det ofte slet ikke er godt, hvis begge møder op, når de ikke er enige.
Men overordnet er det jo retskravet på altid at være med, der driver forældrene, som ikke har andel i forældreansvaret. Kampen for ligestillingens skyld, som jeg ser det. Det er sjældent barnet, der reelt er i centrum.
Mange glemmer – indtil de selv oplever det, at grunden til, at et samarbejde fungerer, ofte er, at der netop IKKE er fælles forældremyndighed.
Alle kan finde ud af at sige det rigtige, når det SKAL være. Men det handler jo ikke om, hvad vi siger, men hvad vi gør.
Man kan ikke dømme til fred i Mellemøsten, hvor gerne man end ville. Vi kan ikke ændre på loven, der iklædt en teoretisk bedst for barnet-påklædning i den virkelige verden ER en ren ligestillingslov.
Jeg har stor forståelse for, at rene psykologtankegange fører til en forestilling om, at man da må kunne afrette folk ved simpel indlæring af det mantra, som alle vi normalt fungerende ikke-skilte opfatter som helt indlysende rigtige.
Rendyrket manipulation i retsmøde.
Det undrer mig mere, at en del af dommerstanden vælger en ikke lovbestemt sagsbehandlingsform, som ER rendyrket manipulation. Mødeformen, som praktiseres i nordsjælland, har INTET med retlig sagsbehandling eller oplysning at gøre. Det er ren pres. Sådan har jeg oplevet det – og sådan har adskillige af mine kolleger oplevet det deroppe.
Man når efter min bedste opfattelse ikke ind til sagens reelle problemer. Problemerne er ikke nødvendigvis løst, bare fordi det måtte lykkes retten at tvinge forældrene til fælles ”aftalt” forældremyndighed.
Man skal i sandhed være superstærkt, hvis man skal modstå det massive pres, som bliver lagt på en under et møde af den karakter.
Konkret har jeg oplevet problemet omkring det velmente forsøg på at massere den ene part til accept af fælles forældremyndighed med argumentationen omkring et begrænset samvær på den måde, at frivillig accept af fælles forældremyndighed med sikkerhed vil blive brugt, når mor bagefter vil begrænse eller eventuelt ophæve samværet. Fuldstændig på samme måde, som en dommer vil lade det indgå i bedømmelsen, om et samvær tidligere har fungeret. Allerede derfor kan det i nogen sammenhænge være vigtigt, at forældremyndigheden blev påtvunget ved dom.
Det er i den nye forældreansvarslovs virkelighed uendelig svært at være barn i et konfliktfyldt forældreunivers. Barnet bliver ofte den, der kommer til at lide, fordi systemet naivt tror, at det også virker, bare man har tvunget dem ved at fortælle dem, at de SKAL samarbejde. Hverken sagsbehandlingsjuristen fra statsforvaltningen eller dommeren – ja end ikke advokaten – sidder jo omkring bordet derhjemme under samværet bagefter.
Rigtig meget er godt i den nye lov. Ingen tvivl om det. MEN……..
Parterne kan lyve, så det fløjter uden konsekvenser.
Det sidste, som jeg finder alvorligt problematisk i forhold til håndtering af sagerne i Nordsjælland, er forældrenes reelt frie adgang til at lyve, så det fløjter, under ”ikke-mediations-retsmødet”. Efter min – og stort set alle familieretsadvokaters – mening, er det retssikkerhedsmæssigt helt uforsvarligt, hvad der foregår. Det burde teoretisk ikke være den samme dommer, som gennemfører en senere hovedforhandling. Igen – det er ikke en konkret kritik.
Sandheden er, at dommerne sidder og tager notater. Ingen sandhedsformaning. Parterne får overhovedet ikke REEL lejlighed til at tage til genmæle. Samtalen struktureres af den børnesagkyndige og dommeren. Indtrykket er, at man helst ikke må modsige den anden. Det skæmmer jo det rosenrøde billede, som skal ende ud med en frivillig påtvungen fælles forældremyndighed. Advokaten får kun allernådigst lov til at deltage. Små forsigtige pip er ikke tilstrækkeligt – og mange parter har brug for støtte. Nogen advokater finder sig vist oven i købet i det.
Konkret har jeg været ude for et sådant forberedende retsmøde på næsten 3 timer med tilbud om at gennemføre hovedforhandlingen samme eftermiddag. Hvis det var sket, ville grænsen mellem det manipulerende forberedende retsmøde og hovedforhandlingen med – nu sandhedsformanet partsforklaringer – have været så flydende, at en afhøring meget vel kunne tænkes afkortet af dommeren, fordi denne jo nu havde hørt så meget allerede. Dommere er jo også mennesker, der kan blive trætte.
Men selv en domsforhandling længe efter vil jo efterlade en tvivl hos den part, som MÅTTE have oplevet den andens fortællinger som løgnagtige skønmalerier.
De gode tanker bag den nordsjællandske model er sådan set lige så prisværdige som selve tankerne bag loven om fælles forældremyndighed. Man sidder bare med en forestilling om, at dommerne i deres idealbillede har en forestilling om, at bare de får lejlighed til at belære parterne, vil alting være rigtig godt også på den lange bane efter det påtvungne forlig.
Jeg forestiller mig, at de tænker på den måde, at det er sådan en slags retsmægling, de her gennemfører. Det er det IKKE.
I statsforvaltningerne har man gennem de senere år talt meget om ”vandtætte skotter”. Meget kan man klandre statsforvaltningerne for. Men lige på det punkt forsøger de i det mindste at holde fanen højt. Der siver ikke noget fra en konfliktmægling til den sagsbehandler, der skal træffe afgørelse. Her siver heller ikke noget – bare dommeren er ung nok til at holde fast i sin hukommelse og i stand til at læse sine notater.
Jeg er meget optaget af, at der i retten – til forskel fra statsforvaltningerne – gælder et mundtlighedsprincip og et bevisumiddelbarhedsprincip. Det er rigtig godt. Men som det håndteres her, bliver det et bevisumiddelbartsprincip, som virker problematisk.