Midlertidig forældremyndighed til F, efter at M var gået under jorden og rejst til udlandet med barnet, ØLK af 4. april 2011, utrykt
Landsrettens begrundelse:
M har uden at overholde reglerne om varsling i forældreansvarslovens § 18
forladt landet med D uden at oplyse om nyt opholdssted. Hun har derved afskåret D fra samvær med sin far og har taget ham ud af sit vante miljø og sin skole.
En midlertidig overførsel af forældremyndigheden vil afhængig af hans opholdssted give mulighed for at få D tilbagegivet til Danmark efter de internationale konventioner herom. Den omstændighed, at det er usikkert, om tilbagegivelsen vil kunne ske inden hovedforhandlingen, kan ikke føre til andet resultat. Ved dom af 9. januar 2009 udtalte Retten på Frederiksberg, at begge forældre var egnede til at have forældremyndigheden.
Under disse omstændigheder finder landsretten, at det vil være bedst for D, at forældremyndigheden over ham midlertidigt overføres til F i medfør af forældre
ansvarslovens § 26.
kommentar:
Afgørelsen er meget ren i sin juridiske begrundelse. I langt de fleste afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær er begrundelserne meget konkrete med angivelse af særlige forhold og fokus på barnets bedste, hvilket jo også kræves efter forældreansvarsloven.
Varslingsreglen i forældreansvarsloven er efter sit indhold en bestemmelse, som det ikke har konsekvenser at tilsidesætte. Derfor kan henvisningen til varslingsreglen heller ikke stå alene.
Sagen minder mig i uhyggelig grad om en sag, jeg selv førte tilbage i 2006, link. I den sag, mødte M op men havde ”skjult barnet” ud fra den relevante tankegang, at man selvfølgelig må stå på mål for egne handlinger og stole på, at retssystemet kan håndtere enhver sag til barnets bedste.
Landsrettens kendelse er i al fald en klar tilkendegivelse fra retten af det samme synspunkt og kan ikke anfægtes ud fra nogen som helst relevante juridiske synsvinkler.
Der er nemlig ikke megen jura i at mene, at domstolene ikke altid lever op til det ideal.
Sagen kan i øvrigt ses i sammenhæng med Roskilde Rets dom af 30. juni 2011.
Viggo Bækgaard